Arthur Conan Doyle
Etienne Gerards Bedrifter
I.
Hvorledes Brigaderen besejrede det korsikanske Broderskab
Naar Kejser Napoleon havde Brug for en flink Soldat, var han altid villig til at erindre Etienne Gerards Navn, medens det ikke sjældent undgik hans Opmærksomhed, naar der uddeltes Belønninger. Imidlertid var jeg dog Oberst, da jeg var otte og tyve, og Brigadechef, da jeg fyldte en og tredive, saa jeg har ingen Grund til at være utilfreds med min Karrière. Havde Krigen endnu blot varet to eller tre Aar, havde jeg maaske faaet Marschalstaven, og den Mand, der havde den i sin Haand, var blot et Skridt fra en Trone. Murat havde ombyttet sin Husarhue med en Krone, og en anden Let-Kavallerist kunde maaske opnaa det samme. Alle disse Drømme blev imidlertid tilintetgjorte ved Waterloo, men alligevel vil mit Navn være tilstrækkeligt kendt af dem, der med mig har taget Del i Kejserdømmets store Krige.
De overraskende Kendsgerninger, som jeg skal berette om i Aften, har jeg hemmeligholdt i Kejserens Levetid, fordi jeg gav ham mit Løfte om at gøre det, men jeg tror ikke, at det kan skade nogen, at jeg nu omtaler den betydningsfulde Rolle, jeg spillede ved denne Lejlighed. Jeg vil imidlertid tillade mig en kort Bemærkning, før jeg begynder min Fortælling. I maa altid erindre, at Fortælleren har levet med i Historien. Jeg vil fortælle om, hvad mine Ører har hørt, og hvad mine Øjne har set, saa I maa ikke afbryde mig ved at fremkomme med Meninger eller Domme, der skriver sig fra en eller anden Pennehelt, som har skrevet nogle historiske Erindringer. Meget er skjult for saadanne Folk, og der er hændet Ting, hvorom Verden aldrig vil faa Besked. For mit eget Vedkommende kunde jeg fremkomme med meget overraskende Oplysninger, saafremt jeg ikke følte mig forpligtet til at tie.
Lad mig imidlertid komme til Sagen.
Da Kejseren efter Fredslutningen i Tilsit 1807 vendte tilbage til Paris, tilbragte han sin meste Tid sammen med Kejserinden og Hoffet i Fontainebleau. Han stod den Gang paa Højden af sin Magt. I tre paa hinanden følgende Felttog havde han pryglet Østerrigerne, slaaet Prøjserne til Jorden og frydet Russerne ved at gaa over paa højre Side af Niemen. Kun den gamle Bulldog bag Kanalen knurrede stadig, men kunde af gode Grunde ikke komme af Stedet. Saafremt vi paa dette Tidspunkt havde faaet Verdensfreden i Stand, vilde Frankrig have været mægtigere end nogen anden Nation siden Roms Dage.
Vort Husarregiment og Gardens beredne Jægere blev den Gang indkvarterede i Fontainebleau. Det er, som I alle ved, kun en lille By, gemt i store Skove, og det var besynderligt den Gang at se den fyldt med Storhertuger, Kurfyrster og Prinser, der flokkedes omkring Napoleon som Hunde omkring deres Herre, hver især i Haab om, at der skulde blive tilkastet dem et Ben. Der blev talt mere Tysk end Fransk paa Gaderne, thi de, der denne Gang havde hjulpet os, var komne for at faa Belønningen, medens de, der havde været vore Modstandere, var komne for at prøve paa at slippe for Straf.
Og bestandig red den lille Mand med det blege Ansigt og de kolde graa Øjne ud paa Jagt hver Morgen, tavs og utilnærmelig, og ham fulgte hele Slænget, der lurede paa hvert Ord af hans Mund. Naar han saa kom i det Humør, kunde han kaste hundrede Kvadratmil hen til En, runde et Kongedømme af til en Flod eller beskære et andet ved en Bjærgkæde. Det var paa den Maade, han plejede at gøre Forretninger, denne lille Artillerist, som vi havde hævet saa højt ved vore Sabler og vore Bajonetter. Han vidste lige saa godt som vi, hvor hans Magt kom fra. Vi indrømmede, at han var den største Hærfører i Verden, men glemte heller ikke, at han havde de bedste Soldater at anføre.
En Dag, da jeg sad i mit Kvarter og spillede Kort med den unge Morat af Jægerne, blev Døren aabnet, og ind traadte Lasalle, vor Oberst. Morat og jeg sprang op og gjorde Honnør.
"Min Gut," sagde han og klappede mig paa Skulderen. "Kejseren vil tale med Dem Klokken fire."
Alt i Værelset kørte rundt for mig ved disse Ord, og jeg maatte gribe med Hænderne i Bordkanten.
"Hvorledes!" raabte jeg; "Kejseren!"
"Netop!" sagde han og smilede af min Forbavselse.
"Men Kejseren aner dog næppe min Eksistens, Oberst," svarede jeg, "hvorfor sender han saa Bud efter mig?"
"Ja, det er netop, hvad jeg heller ikke kan forstaa," sagde Lasalle, imedens han snoede sit Overskæg. "Imidlertid faar hver Mand sin Chance her i Livet. Jeg har haft min, i modsat Fald vilde jeg ikke have været Oberst for tiende Regiment. Hvem ved, om dette ikke er det første Skridt hen imod den trekantede Hat."
Klokken var kun to, da han forlod mig. Jeg gik frem og tilbage i Værelset i den største Ophidselse. Hvad vilde dog Kejseren tale med mig om? Det faldt mig ind, at han maaske havde hørt om de Kanoner, vi havde erobret ved Austerlitz, men alligevel? Der var saa mange, der havde taget Kanoner ved Austerlitz, og to Aar var gaaede siden den Gang. Saa blev jeg pludselig bange for, at han havde sendt Bud efter mig for at skælde mig ud. Han syntes ikke om vore Dueller, og efter Fredslutningen havde jeg haft en eller anden Spøg for i saa Henseende inde i Paris.
Da Klokken var halv fire, hørte jeg Sabelraslen og faste Trin udenfor min Dør. Det var atter Lasalle, og med ham fulgte en halt lille Herre, meget pillent og sirligt paaklædt i en sort Dragt. I Armeen vedkendte vi os ikke mange Civilister, men dette var en af dem, som det ikke var tilraadeligt at se over Hovedet. Jeg havde kun at betragte disse funklende Øjne, den latterlige Opstoppernæse og den fast sammenknebne Mund for at vide, at jeg stod ved Siden af den eneste Mand i Frankrig som selv Kejseren maatte tage Hensyn til.
"Det er Hr. Etienne Gerard, Hr. de Talleyrand," præsenterede Lasalle.
Jeg hilste, og Statsmanden tilkastede mig et kort, skarpt, undersøgende Blik, der traf mig som en Kaardespids.
"Har De forklaret Løjtnanten, under hvilke Omstændigheder han i Dag bliver kaldet til Kejseren?" spurgte han med sin tørre, pibende Stemme.
Det var saa store Modsætninger, disse to Mænd, at jeg ikke kunde lade være at betragte snart den ene, snart den anden. Den ene, den sortklædte, snu Politiker, den anden, den svære, sabelraslende blaa Husar. Saa tog de begge Plads, Talleyrand lydløst, Lasalle med en Larm, som om et helt Regiment satte sig ned. Paa sin sædvanlige, buldrende Maade sagde han:
"Nu skal jeg forklare Dem, hvorledes Sagen forholder sig, min Knøs. Jeg var hos Kejseren i hans Privatkabinet i Formiddags, da der blev bragt ham et Brev. Han aabnede det, og det gav saadan et Sæt i ham, at Papiret fløj hen ad Gulvet. Jeg tog det op til ham, men han stirrede stadig paa Muren foran sig, som om han saa Spøgelser. "Fratelli dell' Ajaccio," mumlede han, "Fratelli dell' Ajaccio." Jeg giver mig ikke ud for at kunne Italiensk og forstod derfor ikke, hvad han mente. Jeg troede, han havde mistet Forstanden, og De vilde have tænkt som jeg, Hr. de Talleyrand, saafremt de havde set hans Øjne. Han læste Brevet, og derefter sad han i over en halv Time uden at røre sig."
"Og De?" spurgte Talleyrand.
"Ja, jeg stod der uden at vide, hvad jeg skulde gøre. Men pludselig kom han til sig selv igen. Jeg formoder, Lasalle," sagde han, "at De har en eller anden ung og rask Officer i tiende Regiment?"
"Det er de allesammen, Sire," svarede jeg.
"Dersom De nu skulde udtage en, man kunde stole paa, naar det gjaldt, men som ikke tænker for meget De forstaar mig, Lasalle, hvem vilde De saa vælge?"
"Jeg forstod, at han ønskede en Mand, der ikke vilde grunde for meget over hans Planer."
"Jeg har En," sagde jeg, "kun Sporer og Overskæg og uden en Tanke udover Pigebørn og Heste."
"Det er en Mand, jeg kan bruge," svarede Napoleon, "bring ham op i mit Privatkabinet Klokken fire i Eftermiddag."
"Dette er Grunden til, at jeg er kommen til Dem, min Ven, og beder Dem nu at gøre 10endes Husarer Ære."
Jeg blev egentlig ikke særlig henrykt over min Obersts Bevæggrunde, og mit Ansigt maa have afspejlet min Sindsstemning, thi Lasalle gav sig til at le, og selv fra Talleyrand lød der en munter Klukken.
"Endnu et Ord, inden De gaar, Hr. Gerard," sagde Talleyrand. "De kommer maaske nu ind i et vanskeligt Farvand, og De kan i saa Fald finde en daarligere Lods end jeg. Ingen af os har nogen Anelse om, hvad denne Affære betyder, og sagt i Fortrolighed er det af den største Betydning for os, der bærer Frankrig paa vore Skuldre, at holde os underrettede om alt, hvad der foregaar. Forstaar De mig, Hr. Gerard?"
Jeg havde ærlig talt ikke den fjerneste Idé om, hvad han mente, men jeg bukkede let og lod det faa Udseende af, at jeg var ganske af hans Mening.
"Læg da nøje Mærke til alt og fortæl ingen noget som helst," sagde Talleyrand, "Oberst Lasalle og jeg vil ikke vise os i Følgeskab med Dem. Men vi venter paa at høre Dem fortælle og vil give Dem vort Raad, naar vi har faaet at vide, hvad der er passeret mellem Kejseren og Dem. Og nu maa De gaa, thi Kejseren tilgiver aldrig Mangel paa Punktlighed."
Derefter gik jeg til Fods til Slottet, som kun laa hundrede Skridt borte. Jeg gik ind i Modtagelsesværelset, hvor Duroc, iført en ny, skarlagenrød og guldbroderet Klædning spadserede rundt mellem en ventende Skare. Jeg hørte ham i Forbifarten sagte meddele Hr. de Caulaincourt, at det var tyske Fyrster, hvoraf den ene Halvdel ventede paa at blive Konger, medens den anden Halvdel allerede følte Tiggerstaven i Haanden.
Da Duroc hørte mit Navn, viste han mig ind, og straks efter stod jeg overfor Kejseren.
Jeg havde de hundrede Gange set ham under Slaget, men aldrig før staaet Ansigt til Ansigt med ham. Men selv en Mand, der ikke kendte Kejseren, vilde blive slaaet af hans besynderlige, hypnotiserende Blik, og det fortælles, at Augereau, der var en Mand, som ellers ikke kendte til Frygt, skælvede for Napoleons Blik paa en Tid, hvor Kejseren var en ukendt Soldat. Imidlertid saa han meget venligt paa mig og befalede mig at blive staaende ved Døren. De Meneval skrev efter hans Diktat og saa imellem hver Sætning op paa Kejseren med sine fugtige Puddeløjne.
"Det er tilstrækkeligt, De kan gaa," afbrød Kejseren ham. Efter at Sekretæren havde forladt Værelset, gik han over imod mig med Hænderne paa Ryggen og saa op og ned ad mig uden at sige et Ord. Skønt han var en lille Mand, holdt han meget af at have flotte Folk omkring sig, saa jeg tror, at mit Ydre tilfredsstillede ham. Jeg havde bøjet den ene Haand til Hilsen, medens den anden hvilede paa Sabelhæftet, og jeg saa lige frem for mig, som en Soldat bør gøre.
"Naa, Hr. Gerard," sagde han endelig, medens han bankede med Pegefingeren paa en af Guldknapperne i min Pelisse, "det er bleven mig fortalt, at De er en meget fortjenstfuld ung Officer. Deres Oberst har givet Dem det bedste Skudsmaal."
Jeg ønskede at give et udmærket Svar, men kunde ikke faa Lasalles dumme Bemærkning om "kun Sporer og Overskæg" ud af Hovedet, og saa endte det med, at jeg slet ikke svarede. Kejseren lagde nøje Mærke til mit Minespil, men syntes behagelig berørt over, at der intet Svar kom.
"Jeg tror, De netop er den Mand, som jeg behøver," sagde han. "Tapre og begavede Mænd omgiver mig overalt, men en tapper Mand, som ". Han fuldendte ikke Sætningen, og jeg maa tilstaa, at jeg ikke begreb, hvor han vilde hen! Jeg indskrænkede mig til en Forsikring om, at han kunde stole paa mig til Døden.
"Saa vidt jeg har forstaaet, er De en dygtig Fægter?" sagde han endelig.
"Taalelig, Sire," sagde jeg.
"De blev valgt af Deres Regiment til at slaas med Mesterfægteren af Chambarants Husarer?"
Det glædede mig, at han kendte saa meget til mine Bedrifter. "Ja Deres Majestæt, mine Kammerater gjorde mig den Ære!"
"Og for at holde Dem i Træning fornærmede De seks Fægtemestre i Ugen før Duellen!"
"Jeg opnaaede syv Kampe i lige saa mange Dage, Sire!"
"Og De slap fra det uden en Skramme?"
"Manden fra det 23de lette Infanteri-Regiment saarede min venstre Albue, Sire."
"Lad være med den Slags Narrestreger, Monsieur," raabte han i et af disse pludselige Vredesanfald, der var saa betegnende for ham. "Tror De, at jeg ansætter mine Veteraner som Fægtemestre, for at De skal praktisere Kvart og Ters paa dem? Hvorledes skal jeg kunne staa Ansigt til Ansigt med Evropa, naar mine Soldater vender Vaabnene? mod hverandre? Blot endnu et Ord om Deres Dueller, og jeg skal knuse Dem mellem disse Fingre."
Jeg saa hans lille tykke Haand fare forbi mine Øjne, og hans Stemme var slaaet over i den mest uharmoniske Hvæsen. Det prikkede og stak i min Hud, og jeg vilde i det Øjeblik med Glæde have byttet Plads med en enlig Soldat, der stod overfor en hel fjendtlig Hær. Han vendte sig om imod Bordet, drak en Slurk Kaffe, og da han atter viste mig sit Ansigt, var ethvert Spor af Stormen forsvunden, og han havde atter det besynderlige Smil, der kom paa hans Læber, men aldrig i hans Øjne.
"Jeg har Brug for Dem, Hr. Gerard," sagde han, "og behøver et godt Sværd ved min Side. Der er visse Grunde, hvorfor jeg vælger Dem. Men først og fremmest forlanger jeg Deres ubrødelige Tavshed. Saa længe jeg lever, maa intet af, hvad der sker mellem os i Dag, komme til noget Menneskes Kundskab."
Jeg tænkte paa Talleyrand og Lasalle, men afgav Løftet.
"For det andet ønsker jeg ikke at høre Deres Meninger eller Forslag. Jeg forlanger kun, at De skal gøre, som jeg befaler."
Jeg bukkede.
"Det er Deres Sværd, jeg har Brug for, ikke Deres Hjerne. Jeg besørger Tænkningen. Forstaar De?"
"Ja, Sire!"
"De kender Kanslerens Buegang?"
Jeg bukkede.
"De kender ogsaa det store, dobbelte Fyrretræ, Jagthundenes Samlingsplads i Tirsdags?"
Saafremt Kejseren havde vidst, at jeg der satte en lille Pige Stævne tre Gange om Ugen, vilde han ikke have spurgt mig. Jeg bukkede atter.
"Meget godt. Mød mig paa dette Sted Klokken ti iaften!"
Jeg var kommen saa vidt, at jeg ikke blev forbavset mere over noget som helst. Hvis han havde forlangt, at jeg skulde indtage hans Plads paa den kejserlige Trone, havde jeg ikke haft andet Svar end et tavst Buk.
"Vi vil da vandre ind i Skoven sammen," fortsatte Kejseren. "De maa være bevæbnet med Sabel, men ikke med Pistoler. De maa ikke tiltale mig, og jeg siger intet til Dem. Tavse gaar vi fremad. De forstaar?"
"Jeg forstaar, Deres Majestæt!"
"Efter en Tids Forløb vil vi faa Øje paa en Mand eller, sandsynligere, paa to Mænd under et bestemt Træ. Vi nærmer os dem. Giver jeg Dem et Tegn, maa De være rede til Forsvar. Giver jeg mig derimod i Samtale med disse Mænd, maa De vente og se, hvad der sker. Men har De først trukket blank, maa De sørge for, at ingen af dem, hvis der er to, undslipper. Jeg vil selv hjælpe Dem."
"Sire," udbrød jeg, "jeg tvivler ikke om, at mit Sværd nok skal gøre det af med to. Men vilde det ikke være bedre, om jeg tog en Kammerat med, frem for at De skal udsætte Dem for en saadan Kamp?"
"Saa, saa, saa," sagde han, "jeg har været Soldat, før jeg blev Kejser. De tror maaske ikke, at en Artillerist har en Sabel saa vel som en Husar? Imidlertid beordrede jeg Dem ikke at modsige mig. De har kun at gøre, hvad jeg befaler. Men er Sablerne først en Gang dragne af Skeden, maa ingen af disse Mænd slippe levende bort."
"Det skal de ikke komme til, Sire!" bemærkede jeg.
"Meget vel. Jeg har ikke flere Instrukser til Dem. De kan gaa."
Jeg gik henimod Døren, da en Tanke fo'r gennem min Hjerne og fik mig til at vende om.
"Jeg kommer til at tænke paa, Sire " begyndte jeg.
Han sprang løs paa mig som et vildt Dyr. Jeg troede virkelig, at han vilde have slaaet mig.