Det var en ørkesløs opgave; trods alt var han i sin bedste alder og kunne regere i tredive år mere. Uanset hvilken arving han valgte i dag, ville de måske ikke indtage tronen, i årtier. Den tradition ærgrede ham. Måske havde det været relevant i hans fædres tid, men det havde ingen plads nu.
Han rømmede sig.
”Vi er samlede i dag fordi vi har arvet en tradition. Som I ved, på denne dag, dagen for min ældste datters bryllup, er det min opgave at udpege en efterfølger. En arving, der skal regere dette rige. Skulle jeg gå hen og dø, er der ingen bedre regent end jeres mor. Men vores lovene i vores rige dikterer at kun et kongeemne må efterfølge. Derfor må jeg vælge.”
MacGil fik vejret og tænkte sig om. En tung stilhed hang i luften og han kunne mærke forventningens vægt. Han så dem i øjnene, og så forskellige udtryk i dem alle. Den uægte så resigneret ud, han vidste at han ikke ville blive valgt. Afvigerens øjne skinnede af ambition, som om han forventede at valget helt naturligt ville falde på ham. Drukkenbolten så ud af vinduet, han var ligeglad. Hans datter så tilbage på ham med kærlighed, hun vidste hun ikke var en del af denne diskussion, men hun elskede sin far uanset hvad, Det samme med hans yngste.
”Kendrick, jeg har altid anset dig for en ægte søn. Men lovene i vores rige, forhindrer mig i at videregive riget til en der ikke er ægtefødt.”
Kendrick bukkede. ”Far, jeg havde ikke forventet at du ville gøre det. Jeg er tilfreds med min plads. Du må ikke lade det forstyrre dig.”
Det gjorde ondt på MacGil at høre hans svar, da han mærkede hvor oprigtig han var og hvor gerne han ville have udnævnt ham til arving på grund af det.
“Det efterlader jer fire. Reece, du er en fin ung mand, den fineste jeg har set. Men du er for ung til at være en del af denne samtale.”
”Det forventede jeg, Far,” svarede Reece med et let buk.
”Godfrey, du er en af mine tre ægte sønner – du vælger at spilde dine dage på værtshuse, med snavset. Du har fået hvert eneste privilegie i dette liv, og har afvist dem alle. Hvis der er en stor skuffelse i mit liv er det dig.”
Godtfrey sendte en grimasse tilbage mens han flyttede uroligt på sig.
”Nå, men så er jeg vel færdig her og kan smutte hen på værtshuset igen, kan jeg ikke, Far?”
Med et hurtigt spottende buk, vendte Godfrey sig og spankulerede igennem kammeret.
”Kom tilbage!”Vrissede MacGil.”NU!”
Godfrey fortsatte med at spankulere og ignorerede ham. Han krydsede rummet og trak døren op.
Der stod to vagter.
MacGil sydede af vrede mens vagterne så spørgende på ham.
Men Godtfrey ventede ikke; han skubbede sig forbi dem ind i den åbne hal.
”Tilbagehold ham!” Råbte MacGil. “Og hold ham ude af syne for Dronningen: Hans mor skal ikke bebyrdes med synes af ham på sin datters bryllupsdag.”
”Ja min Herre,” sagde de, og lukkede døren mens de skyndte sig efter ham.
MacGil sad der, tungt åndende, rød i hovedet og forsøgte at falde ned. Det var mindst tusinde gang, han spekulerede over, hvad han havde gjort for at få sådan et barn.
Han kiggede på de tilbageværende børn. De fire så på ham og ventede i den tunge stilhed. MacGil trak vejret ind, mens han forsøgte at fokusere.
”Det efterlader kun to af jer.” Fortsatte han. “og ud af jer to, har jeg valgte en efterfølger.”
MacGil vendte sig mod sin datter.
“Gwendolyn, det bliver dig.”
Der var et gisp i rummet; hans børn virkede chokerede, allermest Gwendolyn.
”Mente du, hvad du sagde Far?” spurgte Gareth. ”Sagde du Gwendolyn?”
”Far, jeg er beæret.” sagde Gwendolyn. ”Men jeg kan ikke tage imod det. Jeg er en kvinde.”
”Det er sandt at en kvinde aldrig har siddet på MacGil tronen. Men jeg har besluttet at det er tid at ændre traditionen. Gwendolyn, du har det fineste sind og den fineste ånd, som nogen ung kvinde jeg har mødt har. Du er ung, men om Gud vil, dør jeg ikke snart, og når tiden er moden vil du være vis nok til at regere. Kongeriget bliver dit.”
“Men Far!” skreg Gareth, hans ansigt var blevet askegråt. ”Jeg er den ældste ægtefødte søn! I alle tider har MacGil kongedømmet gået til den ældste søn!”
”Jeg er Kongen!” sagde MacGil mørkt, ”og jeg dikterer traditionen.”
”Men det er ikke retfærdigt!” bønfaldt Gareth, med hvinende stemme. ”Det er mig, der formodes at blive Konge. Ikke min søster. Ikke en kvinde!”
”Hold mund, dreng!” Råbte MacGil, rystende af raseri. ”Hvor vover du at stille spørgsmål ved min dømmekraft?”
”Bliver jeg forbigået for en kvinde? Er det hvad du tænker om mig?”
”Jeg har truffet min beslutning,” sagde MacGil. ”Du skal respektere den og følge den lydigt, som en hver undersåt i mit kongerige. Og nu må I alle gerne gå.”
Hans børn bøjede hovederne hurtigt og skyndte sig ud af kammeret.
Men Gareth stoppede ved døren, uden at kunne få sig selv til at gå.
Han vendte sig, og alene stod han ansigt til ansigt med sin far.
MacGil kunne se skuffelsen i hans ansigt. Det var klart, at han havde forventet at blive udpeget som arving i dag. Og mere: han havde ønsket det. Desperat. Det overraskede overhovedet ikke MacGil – og det var grunden til at han ikke ville give ham det.
”Hvorfor hader du mig, Far?” spurgte han.
”Jeg hader dig ikke. Jeg synes bare ikke at du er i stand til at regere mit kongedømme.”
”Og hvorfor ikke det?” pressede Gareth.
”Fordi det er lige præcist dét du vil.”
Gareths ansigt blev mørkerødt. Det var klart, at MacGil havde givet ham en insigt ind i sin egen samde natur. MacGil iagttog hans øjne, så dem brænde af et had til ham, han aldrig havde forestillet sig.
Uden et ord, stormede Gareth ud af kammeret og smækkede døren i efter sig.
I genlyden, skælvede MacGil. Hen genkaldte sig sin søns stirren og mærkede et had så dybt, dybere end hos nogen af sine fjender. I dette øjeblik tænkte ham på Argons forudsigelse om at faren var tæt på.
Kunne den være så tæt som dette?
KAPITEL SEKS
Thor spurted hen over den udstrakte arenas plads, han løb alt hvad han kunne. Bagved sig, kunne han høre trinene fra Kongens vagter, tæt på sig. De jagtede ham henover det varme og tørre landskab, mens de bandede. Foran ham var medlemmerne – og de nye rekrutter – af Legionen, dusinvis af drenge, ligesom ham, men ældre og stærkere. De var i gang med træning og blev prøvet i forskellige formationer. Nogle kastede store spyd og et par stykker øvede deres greb på lanserne. De sigtede efter forskellige mål, og ramte sjældent forbi. Det var dem han skulle konkurrere imod, og de virkede uovervindelige.
Imellem dem var dusinvis af rigtige riddere, medlemmer af the Silver, stående I en bred halvcirkel og holdt øje med hvad der skete. Det var dem, der skulle beslutte, hvem der skulle sendes hjem og hver der skulle blive.
Thor vidste at han var nødt til at bevise noget, han var nødt til at imponere disse mænd. Om få øjeblikke ville vagterne være over ham, og hvis han havde en eneste mulighed for at gøre indtryk, var det nu. Men hvordan? Hans hjerne racede afsted, mens han jog over pladsen, og nu var der flere, der begyndte at lægge mærke til ham. Nogle af rekutterne stoppede det de var i gang med og vendte sig, det samme gjaldt for nogle af ridderne. I et nu mærkede Thor at al opmærksomheden var på ham. De så forvirrede ud og han indså at de måtte rænke over hvem han var, spurtende hen over pladsen, med tre af Konges vagter efter sig. Det her var ikke sådan han havde villet gøre indtryk. Hele sit liv, når han drømte om at blive optaget i Legionen, havde det ikke været sådan han havde set det for sig.
Mens Thor løb, diskuterede han med sig selv, hvad han skulle gøre, og nu var hans plan klar. En stor dreng, en rekrut, havde besluttet at tage det på sig at imponere de andre ved at standse Thor. Høj, muskeltæt og næsten dobbelt så stor som Thor. Han løftede sit træsværd for at blokere vejen for Thor. Thor kunne se at han var fast besluttet på at slå ham ned, at gøre ham til grin foran alle, og dermed skaffe sig selv en fordel fremfor de andre rekrutter.
Det gjorde Thor rasende. Thor havde ikke noget udestående med denne dreng, og det var ikke hans kamp. Men han gjorde det til sin kamp, kun får at få en fordel fremfor de andre.
Da han kom tættere på, kunne han knap tro på drengens størrelse: han tårnede sig op over ham, skulede ned med lokker af tykt sort hår, der dækkede hans pande, og den største og mest firkantede kæbe Thor havde set. Han kunne ikke se hvordan han overhovedet kunne lave en bule i denne dreng.
Drengen angreb ham med træsværdet og Thor vidste at hvis han ikke handlede hurtigt, ville han blive slået ned.
Thors reflekser satte ind. Han tog instinktivt sin slynge frem, rakte tilbage og slyngede en sten mod drengens hånd. Den fandt sit mål og slog sværdet ud af hånden på ham, lige som drengen var ved at svinge det nedad. Det fløj afsted og drengen skreg og knugede sin hånd.
Thor spildte ikke tiden. Han angreb og benyttede sig af øjeblikket, sprang op i luften og sparkede drengen, med to fødder plantet midt i drengens bryst. Men drengen var så kraftig at det var som at sparke til et egetræ. Drengen tumlede bare et par tommer tilbage, mens Thor faldt ned for drengens fødder.
Det her lovede ikke godt, tænkte Thor, mens han ramte jorden med et bump og en ringen i ørerne. Thor fordøgte at komme på benene, men drengen var et skridt foran. Han rakte ned og tog Thor i nakken, kastede ham og sendte ham flyvende med ansigtet forrest ned i gruset.
En flok drenge havde hurtigt samlet sig i en kreds rundt og dem og hujede og klappede. Thor blev rød i hovedet, ydmyget.
Thor vendte sig for at komme op igen, men drengen var for hurtig. Han var allerede ovebpå ham igen og spiddede ham ned. Thor vidste det, det var blevet til en brydekamp og drengens vægt var enorm.
Thor kunne høre dæmpede råb fra de andre rekrutter, mens de stodi en cirkel og råbte på blod. Drengens ansigt skulede ned; drengen rakte sine tommelfingre ud og sigtede mod Thors øjne. Thor kunne ikke tro det – det så ud som om denne dreng virkelig ville såre ham, Ville han virkelig have opmærksomheden så desperat?
I sidste sekund, rullede Thor sit hoved væk, og drengens hænder fløj forbi og ramte gruset. Thor så sin chance og rullede væk fra ham.
Thor kom på benene og stod ansigt til ansigt med drengen som også havde rejst sig. Drengen angreb og svang ud efter Thors ansigt og Thor dukkede sig i sidste sekund; luften susede da drengens hånd kom forbi og han indså at hvis drengen havde ramt ham med knytnæven ville han have knust Thors kæbe, Thor rakte op og slog drengen i maven, men det gjorde intet; det var som at ramme et træ.
Før Thor kunne reagere, havde drengen givet ham en albue i ansigtet.
Thor tumlede tilbage, fortumlet af slaget. Det var som at blive ramt af en hammer og hans ører ringede.
Mens Thor stublede og forsøgte at få vejret, angreb drengen og sparkede ham hårdt i brystet. Thor fløj baglæns og smadrede ned i jorden, på ryggen. De andre drenge jublede.
Thor, svimmel nu, forsøgte at sætte sig op, men drengen angreb igen, svingede og slog ham igen hårdt i ansigtet, så han landede fladt på ryggen – og helt færdig.
Thor lå der og hørte den svage jublen fra de andre og mærkede den salte smag af blod, der løb fra hans næse og ømheden I ansigtet. Han stønnede af smerte. Han så op og kunne se den store dreng vende sig og gå henimod sine venner, allerede i gang med at fejre sin sejr.
Thor ville give op. Drengen var en kæmpe, det var nyttesløst at kæmpe imod ham og han kunne ikke klare flere slag. Men der var noget indeni ham, der skubbede på. Han måtte ikke tabe. I foran alle disse mennesker.
Giv ikke op. Rejs dig. Rejs dig!
Thor samlede på en eller anden måde styrke. Stønnende rullede han over og kom op på alle fire, og så langsomt på benene. Han så på drenge, blødende, hans øjne var så opsvulmede at han næsten ikke kunne se ud af dem, han pustede hårdt og hævede sine næver.
Den kæmpe store dreng vendte sig og stirrede ned på Thoe. Han rystede på hovedet og kunne ikke tro det.
”Du skulle være blevet nede dreng, ” truede han, mens han begyndte at gå tilbage mod Thor.
”NOK!” råbte en stemme. ”Elden, bliv stående!”
En ridder kom pludselig frem og gik imellem dem, mens han holdt sin håndflade op og stoppede Elden fra at komme tættere på Thor. Mængden blev stille og kiggede på ridderen; det var tydeligt, at ham skulle man respektere.
Thor kiggede op I ærefrygt over ridderen. Han var i tyverne, høj med brede skuldre, en firkantet kæbe og brunt velholdt hår. Thor kunne med det samme lide ham. Hans førsteklasses rustning, ringbrynje af poleret sølv, var dækket af kongelige markeringer: falke emblemet som tilhørte MacGil familien. Thor blev tør i munden: han stod foran et medlem af den kongelige familie. Han kunne knap tro det.
”Forklar dig dreng, ” sagde han til Thor. “Hvorfor er du trængt ind I arenaen uden at være inviteret?”
Før Thor kunne svare, kom pludselig de tre Kongens vagter og brød igennem cirklen. Hovedvagten stod pegende på Thor, mens han pustede.
”Han trodsede vores kommando!” råbte vagten. ”Jeg vil lænke ham og tage ham ned i fangekælderen!”
“Jeg gjorde ikke noget galt!” protestede Thor
”Gjorde du ikke?” råbte vagten. ”At bryde ind på Kongens område?”
”Jeg ville bare have en chance!” råbte Thor bedende til ridderen foran ham, medlemmet af den kongelige familie.”Det eneste jeg ville var at blive optaget i Legionen!”
”Denne træningsplads er kun for dem, der er inviterede, dreng” lød en hæs stemme.
En kriger trådte ind i cirklen, i halvtredserne, bred og kraftig, skaldet med et kort skæg og et ar henover næsen. Han så ud som om han havde været professionel soldat hele sit liv – og af markeringerne på hans rustning, den gyldne nål på hans bryst så han ud til at være den kommanderende.