“Ja sir,” sagde hun. Hun begyndte med det samme at skrive noget i stationens interne server.
Nelson kastede Mackenzie et misbilligende blik, der bedst kunne oversættes til: Du må hellere have ret. Hvis ikke, så har du spildt 20 sekunder af min kostbare tid.
"Okay, herrer og damer," sagde Nelson. "Vi kommer til at gøre det sådan her. I samme øjeblik dette møde slutter, så vil jeg have Smith og Berryhill på vej til Omaha for at hjælpe det lokale politi derude. Hvis det bliver nødvendigt, vil vi derefter rotere i par. Porter og White, jeg vil have jer to til at tale med den afdødes børn og hendes arbejdsgiver. Vi arbejder også på at få adressen til hendes søster."
"Undskyld mig, sir," sagde Nancy, og kiggede op fra sin computer.
"Ja, Nancy?"
"Det ser ud til at detektiv White har ret. Oktober 1987 blev en prostitueret fundet død, bundet til en træpæl lige uden for Roseland bygrænse. Sagsakterne som jeg kigger på, siger at hun kun var iført sit undertøj, og var pisket hårdt. Ingen tegn på seksuelle overgreb, og ikke noget motiv."
Lokalet blev igen stille, da mange tilintetgørende spørgsmål forblev uudtalte. Til sidst var det Porter, der sagde noget, og selvom Mackenzie mærkede, at han prøvede at afvise sagen, hørte hun en antydning af bekymring i hans stemme.
”Det er næsten 30 år siden,” sagde han. ”Jeg vil kalde det en spinkel forbindelse.”
”Men det er ikke desto mindre en forbindelse,” sagde Mackenzie.
Nelson hamrede heftigt hånden ned i skrivebordet, hans øjne brændte sig ind i Mackenzie. ”Hvis der er en forbindelse her, så ved du godt, hvad det betyder, ikke også?”
”Det betyder, at vi måske har en seriemorder,” sagde hun. ”Og alene tanken om at vi måske har en seriemorder, gør at vi er nødt til at overveje at tilkalde FBI.”
”Åh for helvede,” sagde Nelson. ”Du er for hurtig her. Du springer en masse over.”
”Med al respekt,” sagde Mackenzie, “det er værd at følge op på.”
”Og nu hvor din hurtige hjerne har gjort os opmærksom på sagen, så er vi nødt til det,” sagde Nelson. ”Jeg foretager nogle opkald, som du følger op på. Nå, lad os rubbe os med de ting, som er relevante og rettidige. Det er alt for nu folkens. Se at komme i gang med arbejdet. ”
Den lille gruppe omkring konferencebordet begyndte at sprede sig, og tog deres mapper med dem. Idet Mackenzie gik ud af lokalet, sendte Nancy hende et lille bekræftende smil. Det var den største påskyndelse Mackenzie havde fået på arbejdet i mere end to uger. Nancy var receptionist, og nogen gange var det hende, der undersøgte faktuelle ting. Så vidt Mackenzie vidste, var hun et af de få ældre medlemmer i politistyrken, der ingen reelle problemer havde med hende.
"Porter og White, stop lige," sagde Nelson.
Hun så, at Nelson nu udviste nogle af de samme bekymringer, hun bemærkede hos Porter, da han talte for et øjeblik siden. Han så næsten sløj ud.
"Godt husket med sagen i 1987," sagde Nelson til Mackenzie. Det så ud, som om det gjorde fysisk ondt ham at give hende et kompliment. "Det er et skud i tågen. Men det får mig til at spekulere på..."
"Spekulere på hvad?" spurgte Porter.
Mackenzie, der aldrig var bange for at sige tingene ligeud, svarede for Nelson.
"Hvorfor han er aktiv igen," sagde hun.
Så hun tilføjede:
"Og hvornår vil han dræbe igen."
KAPITEL 3
Han sad i sin bil, og nød stilheden. Gadelygterne kastede et spøgelsesagtig skær på gaden. Der var ikke mange biler ude på det sene tidspunkt, og der virkede overnaturligt roligt. Han vidste, at hvis nogen var ude i denne del af byen på sådan et tidspunkt, så var de sandsynligvis optaget, eller i gang med deres forretninger i al hemmelighed. Det gjorde det lettere for ham at fokusere på det aktuelle arbejde – den Gode Gerning.
Fortovene var mørklagte bortset fra periodiske neonlys fra snuskede etablissementer. Den brutale figur af en veludrustet kvinde glødede i vinduet i den bygning, som han betragtede. Den blinkede som et fyrtårn på et stormfuldt hav. Men der var ingen tilflugtssteder på disse kanter, i hvert fald ingen respektable steder.
Som han sad der i sin bil, så langt væk fra gadelygterne som han kunne komme, tænkte han på sin samling der hjemme. Han studerede den nøje, inden han gik ud i aften. Det var relikter fra hans arbejde, lagt frem på hans lille skrivebord. En pung, en ørering, en guldhalskæde, en lok blondt hår placeret i en lille Tupperware beholder. Det var påmindelser. Påmindelser om, at han er udvalgt til dette arbejde. Og om at han har mere arbejde, der skal fuldføres.
En mand kom ud af bygningen på den modsatte side af gaden, og afbrød hans tanker. Han sad tålmodigt, og betragtede det hele. Han havde lært en hel del om tålmodighed gennem årene. Derfor gjorde det ham nervøs, at han nu var nødt til at arbejde hurtigt. Hvad nu hvis han ikke var præcis?
Han havde kun få valgmuligheder. Hailey Lizbrooks mord var allerede over alt i nyhederne. Man ledte efter ham, som om det var ham, der gjorde noget forkert. De forstod det simpelthen ikke. Det var en gave, han gav den kvinde.
En nådeshandling.
Før i tiden lod han lang tid gå mellem sine hellige handlinger. Men nu var det blevet presserende for ham. Der var så meget arbejde. Der var altid kvinder derude, på gadehjørner, i personlige annoncer, på tv.
Til sidst ville de forstå. De ville forstå, og de ville takke ham. De ville spørge ham, hvordan de blev rene, og han ville åbne deres øjne.
Et øjeblik senere blev neon billedet af kvinden sort i vinduet. Gløden bag vinduet døde ud. Stedet var mørklagt, lysene blev slukkede, når de lukkede for natten.
Han vidste, at det betød, at kvinderne når som helst kom ud af bagindgangen på vej hen til deres biler, for derefter at køre hjem.
Han skiftede gear, og kørte langsomt rundt om karreen. Der virkede som om, gadelygterne forfulgte ham, men han vidste, at der ikke var nogen nysgerrige øjne, der kiggede på ham. I det kvarter var der ingen, der var tog sig af, hvad der skete.
På bagsiden af bygningen var de fleste af bilerne pæne. Der var gode penge i at vise sin krop frem. Han parkerede i den fjerneste ende af parkeringspladsen, og ventede.
Efter lang tid blev personaledøren endelig åbnet. To kvinder kom ud, ledsaget af en mand der så ud, som om han arbejdede med sikkerheden på stedet. Han stirrede på sikkerhedsvagten, og spekulerede over, om han blev et problem. Han gemte en pistol under sædet, som han ville bruge, hvis han absolut var nødt til, men han ville helst undgå det. Han havde endnu ikke haft brug for den. Han afskyede pistoler. Der var noget urent ved dem, nærmest noget dovent.
Endelig gik de hver til sit, satte sig ind i deres biler, og kørte af sted.
Han så, at andre dukkede op, og så satte han sig pludselig helt oprejst. Ham mærkede, at hans hjerte bankede. Det var hende. Det var den udvalgte.
Hun var lav, med uægte blondt hår der krøllede lige over skuldrene. Han så hende sætte sig ind i hendes bil. Han kørte ikke frem, før baglygterne var forsvundet rundt om hjørnet.
Han kørte rundt om den anden side af bygningen for ikke at gøre opmærksom på sig selv. Han fulgte efter hende, hjertet begyndt at banke hurtigere. Instinktivt følte han under sit sæde, og mærkede rebet. Det dæmpede hans nerver.
Det beroligede ham at vide at efter forfølgelsen fulgte ofringen.
Og følge, det ville den.
KAPITEL 4
Mackenzie sad på passagersædet, forskellige dokumenter lå bredt ud i hendes skød. Porter sad bag rattet, og fingrene bankede rytmen til en Rolling Stones sang. Han sørgede for, at radioen var indstillet på den samme klassiske rock station, som han altid lyttede til, når han kørte. Mackenzie kiggede op, irriteret over at koncentrationen blev brudt. Hun iagttog bilens forlygter skære ind på motorvejen med 130 km i timen, og vendte sig mod ham.
"Kan du ikke være sød og skrue ned?" vrissede hun.
Normalt generede det hende ikke noget imod det, men hun prøvede at glide ind i den rette sindstilstand for at forstå morderens måde at arbejde på.
Med et suk og en hovedrysten skruede Porter ned for radioen. Han skævede afvisende til hende.
"Hvad håber du i dette hele taget at finde?" spurgte han.
"Jeg ikke forsøger at finde noget," sagde Mackenzie. "Jeg forsøger at sætte brikkerne sammen for bedre at forstå morderens personlighedstype. Hvis vi kan tænke som ham, har vi en langt større chance for at fange ham."
"Eller," sagde Porter, "du kan bare vente, indtil vi kommer til Omaha, og taler med ofrets børn og søster, som Nelson gav os besked på."
Selv uden at se på ham mærkede Mackenzie, at han var ved at brænde inde med en smart bemærkning. Hun var nødt til at give ham lidt kredit, tænkte hun. Når det kun var de to på farten eller på et gerningssted, begrænsede Porter sine vittigheder og nedværdigende adfærd til et minimum.
Hun ignorerede Porter, og kiggede på rapporterne. Hun var ved at sammenligne rapporter fra sagen i 1987 med mordet på Hailey Lizbrook. Jo mere hun læste det igennem, jo mere var hun overbevist om, at de var begået af den samme mand. Men det blev ved med at frustrere hende, at der ikke var noget tydeligt motiv.
Hun kiggede frem og tilbage igennem dokumenterne, bladrede siderne igennem og ledte efter information. Hun begyndte at mumle for sig selv, stille spørgsmål og opremse fakta højt. Det var en vane der gik tilbage til high school, en særhed som hun aldrig helt var vokset fra.
"Ingen tegn på seksuelt misbrug i nogle af sagerne," sagde hun sagte. "Ingen indlysende forbindelser mellem ofrene ud over deres erhverv. Mulighed for religiøs motivation. Hvorfor ikke gå efter en rigtig korsfæstelse i stedet for bare en simpel pæl, hvis det er et religiøst tema? Tallene er til stede i begge tilfælde, men de viser ikke nogen klar betydning for drabene."
"Nu må du ikke opfatte det forkert," sagde Porter, "men jeg vil virkelig hellere lytte til Stones."
Mackenzie holdt op med at tale med sig selv, og bemærkede, at lyset for nye meddelelser blinkede på hendes telefon. Efter hun og Porter var kørt, sendehun en e-mail til Nancy, og bad hende om at foretage et par hurtige søgninger på ordene pæl, stripper, prostitueret, servitrice, majs, piskeslag og tallene N511/J202 i mordsager over de sidste tredive år. Da Mackenzie tjekkede sin telefon, så hun, at Nancy som sædvanlig handlede hurtigt.
I den mail som Nancy sendte retur, stod der: Ikke meget, er jeg bange for. Jeg har vedhæftet en opsummering af de få tilfælde, som jeg fandt. Held og lykke!
Der var kun fem vedhæftede filer, og Mackenzie var i stand til at se dem igennem temmelig hurtigt. Tre af dem var helt tydeligt uinteressante i forbindelse med Lizbrook mordet og med sagen fra 1987. Men de sidste to var interessante nok til i det mindste blive taget i betragtning.
En af dem var en sag fra 1999, hvor en kvinde var fundet død bag en forladt stald i et landdistrikt omkring 150 kilometer uden for Omaha. Hun var bundet til en træpæl, og man mente, at liget havde hængt der i mindst seks dage, før det blev opdaget. Hendes krop var blevet stiv, og et par af skovens dyr, formentligt nogle losser, var begyndt at spise af hendes ben. Kvindens straffeattest var lang, herunder to anholdelser for at sælge sex. Igen var der ingen klare tegn på seksuelt misbrug, og selv om der var piskeslag på ryggen, så var de slet ikke lige så omfattende, som dem Hailey Lizbrooks ryg blev udsat for. Opsummeringen af mordet nævnte dog ikke noget om, at der var fundet tal på pælen.
Den anden måske-relaterede sag handlede om en 19 år gammel pige, der blev meldt kidnappet, da hun i 2009 ikke vendte hjem på juleferie fra sit første år på Nebraska Universitet. Tre måneder senere blev hendes lig fundet på en bar mark, delvist begravet, og der var piskeslag på ryggen. Billeder, der senere blev lækket til pressen, viste den unge pige nøgen, og midt i en slags skummel sexfest i et broderskabshus. Billederne var taget, en uge før hun blev meldt savnet.
Den sidste sag var lige at stramme den, men Mackenzie troede på, at begge potentielt kunne være knyttet til mordet i 1987 og Hailey Lizbrook
"Hvad fik du der?" spurgte Porter.
"Nancy sendte mig en opsummering på nogle andre sager, der måske kan sammenkædes."
"Noget brugbart?"
Hun tøvede, men fortalte ham så om de to potentielle sammenfald. Da hun var færdig, nikkede Porter med hovedet, mens han stirrede ud i mørket. De passerede et skilt, der oplyste dem om, at der var 35 kilometer til Omaha.
"Jeg tror, at du nogle gange prøver for hårdt," sagde Porter. "Du slider din røv i laser, og en masse mennesker har lagt mærke til det. Men for at være ærlig. Uanset hvor hårdt du forsøger, så er det ikke alle sager, der kan kobles sammen, og udvikle sig til en kæmpe sag for dig. "
"Så gør mig lige en tjeneste, og fortæl mig." sagde Mackenzie. "Hvad siger din mavefornemmelse dig om sagen lige i dette øjeblik? Hvad har vi at gøre med her?"
"Det er bare en almindelig pervers med mor-problemer," sagde Porter afvisende. "Hvis vi taler med nok mennesker, finder vi ham. Analyse er spild af tid. Du kan ikke finde mennesker ved at trænge ind i deres hoved. Du finder dem ved at stille spørgsmål. Fodarbejde. Dør til dør. Vidne efter vidne."
Da de faldt hen i stilhed, begyndte Mackenzie at bekymre sig over, hvor forenklet hans opfattelse af verden var, hvor sort og hvid det hele blev opfattet. Der var ikke plads til nuancer, til noget der faldt uden for hans forudbestemte overbevisninger. Hun mente, at den psykopat der var ansvarlig for det her, var alt for avanceret.
"Hvad er din mening om vores morder?" spurgte han endelig.
Hun hørte bitterheden i hans stemme, som om han virkelig ikke ønskede at spørge hende, men stilheden vandt over ham.
"Jeg tror, at han hader kvinder, for hvad de repræsenterer," sagde hun sagte, mens hun tænkte det igennem, samtidig med at hun talte. "Måske er han en 50 år gammel jomfru, der mener, at sex er ækelt, men samtidig har han også behov for sex. At dræbe kvinder får ham til at føle, at han vinder over sine instinkter, instinkter han opfatter som ulækre og umenneskelige. Hvis han kan fjerne kilden til de seksuelle drifter, føler han, at han har kontrol. Flængerne på ryggen angiver, at han næsten straffer dem, sandsynligvis for deres provokerende karakter. Så er der det, at der ikke er tegn på seksuelt misbrug. Det får mig til at spekulere på, om det er en slags forsøg på renselse i morderen øjne."
Porter rystede på hovedet næsten ligesom en skuffet forælder.
"Det er det, jeg taler om," sagde han. "Spild af tid. Du får viklet dig så langt ind i sagen, at du ikke længere ved, hvad du selv du tror, og intet af det hjælper os. Du kan ikke se skoven for bare træer."
Den akavede stilhed faldt over dem igen. Tilsyneladende var de færdige med at tale sammen, Porter tændte for radioen.
Det varede dog kun et par minutter. Da de nærmede sig Omaha, skruede Porter igen ned for radioen, denne gang uden at blive bedt om det. Porter talte, og han lød nervøs, men Mackenzie hørte også den anstrengelse, han gjorde for at lyde, som om det var ham der bestemte.
"Har du nogensinde afhørt børn, efter at de har mistet en forælder?" spurgte Porter.
"Én gang," sagde hun. "Efter et drive-by-skyderi. En elleveårig dreng."
"Jeg har også haft et par stykker- Der er ikke sjovt."
"Nej, det er ikke," var Mackenzie enig i.
"Godt, hør så her, vi skal stille to drenge spørgsmål om deres afdøde mor. Det der med hvor hun arbejdede er vi nødt til at komme ind på. Vi må håndtere det med fløjlshandsker.
Hun kogte. Han gjorde igen den der ting, hvor han talte ned til hende, som om hun var barn.