Begæret - Блейк Пирс 3 стр.


Han havde på det tidspunkt en mistanke om, at Nanette nok ikke var hendes rigtige navn. Nu ville han aldrig finde ud af det. I sit hjerte vidste han, at hendes død ikke var en ulykke. Ikke rigtig. Han følte ingen dårlig samvittighed. Han var klar til at gøre det igen.

Kvinden, der kaldte sig Chiffon, nærmede sig, og hun var iklædt en gul, stram blusetop og en ultrakort kjole samt et par højhælede sko, der så ud til at være umulige at gå i, imens hun talte i sin mobiltelefon.

Han ønskede virkelig at vide, om Chiffon var hendes rigtige navn. Deres første professionelle møde havde været en fiasko – det var hendes skyld, og ikke hans, var han overbevist om. Noget ved hende havde afskrækket ham.

Han vidste udmærket, at hun var ældre, end hun påstod at være. Det var mere end bare hendes krop – selv teenageludere kunne have strækmærker fra en fødsel. Og det var heller ikke rynkerne i hendes ansigt. Ludere ældedes hurtigere end nogen andre kvinder, han kendte.

Han kunne ikke sætte fingeren på det. Men der var meget ved hende, som forvirrede ham. Hun udviste en bestemt form for tøset entusiasme, der ikke virkede ægte professionelt – ikke engang for en novice.

Hun fniste for meget, ligesom et barn, der spillede et spil. Hun var for ivrig. Og underligt nok havde han mistanke om, at hun faktisk kunne lide sit job.

En luder, der virkelig nyder sex, tænkte han og så hende komme nærmere. Hvem har nogensinde hørt om det?

Faktisk, så fik det ham til at miste lysten.

Nå, men i det mindste var han sikker på, at hun ikke var en undercover politibetjent. Han havde overvejet det i et par sekunder.

Da hun var tæt nok på til at se ham, dyttede han. Hun holdt op med at tale i mobiltelefon et øjeblik og kiggede hen mod ham, imens hun skærmede øjnene mod morgensolen. Da hun så, hvem det var, vinkede hun og smilede – et smil, der så helt oprigtigt ud.

Derefter gik hun rundt om hjørnet til motionscenteret og henimod indgangen til ’service’. Han indså, at hun sandsynligvis havde en aftale om at holde sig inde i bordellet. Uanset hvad, ville han købe hende en anden dag, når han var i humør til en bestemt slags fornøjelse. I mellemtiden var der masser af andre ludere i nabolaget.

Han huskede, hvordan de havde skiltes sidste gang. Hun havde været munter og godmodig og undskyldende.

”Kom tilbage når som helst,” havde hun sagt til ham. ”Det vil gå bedre næste gang. Vi skal nok nå klimaks sammen.”

”Ja, Chiffon,” mumlede han højt for sig selv. ”Du aner ikke, hvad du går ind til.”

Kapitel 4

Der lød skudsalver omkring Riley. Til venstre hørte hun de larmende skud fra pistoler. Til højre hørte hun tungere våben – skud fra haglgevær og geværsalver fra maskinpistoler.

I en tåge af krudtrøg trak hun sin Glock-pistol frem fra hylsteret, fandt en passende position og affyrede seks skud. Hun satte sig på knæ og affyrede tre runder. Hun ladede hurtigt pistolen, rejste sig derefter og affyrede seks runder og endelig knælede og affyrede hun yderligere tre runder med sin venstre hånd.

Hun rejste sig og satte pistolen tilbage i hylsteret, gik derefter væk fra skydebanen og trak sine ørepropper ud og øjebeskyttere af. Det flaskeformede mål befandt sig femogtyve meter væk. Selv fra denne afstand kunne hun se, at alle hendes skud ramte plet inden for skiven. På banerne ved siden af øvede FBI Akademi-studerende sig under kyndig vejledning af deres instruktør.

Det var et stykke tid siden, Riley sidst havde affyret et våben, selvom hun altid var bevæbnet på jobbet. Hun havde reserveret denne bane på FBI Akademiets skydeområde til en lille måløvelse, og som altid var der noget tilfredsstillende ved pistolens kraftige rekyl og dens rå kraft.

Hun hørte en stemme bag sig.

”Du er én af de gamle, hvad?”

Hun vendte sig og så specialagent Bill Jeffreys stå grinende i nærheden. Hun smilede tilbage. Riley vidste nøjagtigt, hvad han mente med ”en af de gamle.” For nogle år siden havde FBI ændret reglerne om at lære at skyde med pistol. Skydning fra en udsat position havde været en del af den gamle træning, men det var ikke længere påkrævet. Nu blev der lagt mere vægt på at skyde på mål tæt på mellem tre og syv meter. Dette blev suppleret med VR-installationer, hvor agenter blev anbragt i situationer, der involverede væbnede konfrontationer i tætbebyggede områder. Og studerende skulle også gennem den berygtede Hogans Alley, en 100.000 kvadratmeter stor by, hvor de bekæmpede udklædte terrorister med paintball-geværer.

”Nogle gange kan jeg godt lide at være én af de gamle,” sagde hun. ”Jeg regner med, at jeg en dag måske måske får brug for dødbringende kraft på afstand.”

Riley vidste af egen erfaring, at i virkeligheden var skudepisoder næsten altid tæt på og personligt, og ofte uventet. Faktisk havde hun været fysisk oppe og slås i de to seneste sager. Hun havde dræbt den ene angriber med hans egen kniv og den anden med en tilfældig skarp sten.

”Tror du nogen som helst træning kan forberede de her studerende på virkeligheden?” spurgte Bill og nikkede mod de studerende, der nu var færdige og forlod skydeområdet.

”Nej, ikke rigtig,” sagde Riley. ”Med Virtual Reality accepterer din hjerne scenariet som ægte, men der er ingen overhængende fare, ingen smerter, intet pres for at opnå kontrol. Noget indeni dig ved altid, at der ikke er nogen chance for at blive dræbt.”

”Rigtigt,” sagde Bill. ”De bliver nødt til at finde ud af, hvordan det virkelig er, ligesom vi gjorde for mange år siden.”

Riley skævede til ham, imens de rykkede længere væk fra skudlinjen.

Ligesom hende var han fyrre år gammel med grå stænk i det mørke hår. Hun spekulerede på, hvad det betød, at hun mentalt sammenlignede ham med sin slankere og lettere mandlige nabo.

Hvad var det nu, han hed? spurgte hun sig selv. Nå, jo – Blaine .

Blaine var flot, men hun var ikke sikker på, om han for alvor var en konkurrent til Bill. Bill var stor, robust og meget attraktiv.

”Hvad laver du her?” spurgte hun.

”Jeg hørte, du ville være her,” sagde han.

Riley skævede til ham og følte sig ubehageligt til mode. Det her var sandsynligvis ikke kun et venligt besøg. Hun kunne se på hans ansigtsudtryk, at han ikke var klar til at fortælle hende, hvad det handlede om.

Bill sagde: ”Hvis du vil gennemføre hele banen, så tager jeg tid på dig.”

”Det vil jeg sætte pris på,” sagde Riley.

De gik hen til en separat del af skydebanen, hvor hun ikke ville være i fare for at blive ramt af omstrejfende kugler fra de studerende.

Imens Bill stod med en timer, gennemgik Riley alle faser af FBI-pistolkvalificeringskurset. Hun skød til måls fra cirka tre meters afstand, derefter fem, derefter syv og derefter femten. Den femte og sidste øvelse var den del, som hun fandt mindst udfordrende – at skyde bag en barriere på femogtyve meters afstand.

Da hun var igennem, tog Riley beskyttelsesbriller og ørepropper af. Hun og Bill gik op til målet og kontrollerede hendes resultater. Alle skudmærkerne havde ramt inden for skiven.

”Hundrede procent – en perfekt score,” sagde Bill.

”Sådan skal det være,” sagde Riley. Hun ville hade det, hvis hun var blevet dårligere.

Bill pegede mod højderyggen bagved målet.

”Temmelig surrealistisk, ikke?” sagde han.

Flere hjorte græssede veltilfreds på toppen af bakken. De havde faktisk samlet sig der, mens hun havde affyret sine skud. Hun kunne nemt have ramt dem med sin pistol. Men de var ikke det mindste forskræmte over alle de tusindvis af kugler, der ramte målet lige under den højderyg, de gik på.

”Ja,” sagde hun, ”og smukt.”

På denne tid af året var hjortene et almindeligt syn her i området. Det var jagtsæson, og på en eller anden måde vidste de, at de ville være sikre her. Det var faktisk en af grundene til, at FBI Akademiet var blevet en slags vildtreservat for mange dyr, inklusive ræve, vilde kalkuner og skovmurmeldyr.

”For et par dage siden så en af mine studerende en bjørn på parkeringspladsen,” sagde Riley.

Riley tog et par skridt hen mod højderyggen. Hjortene løftede hovedet, stirrede på hende og travede væk. De var ikke bange for skudvåben, men de ønskede ikke, at folk skulle komme for tæt på.

”Hvordan kan du vide, at de ved det?” spurgte Bill. ”At det er sikkert her, mener jeg. Alle våbenskud lyder da ens? ”

Riley rystede bare på hovedet. Det var et mysterium for hende. Hendes far havde taget hende med på jagt, da hun var lille. For ham var hjorte simpelthen ressourcer – mad og varme. Det havde ikke generet hende at dræbe dem for mange år siden. Men det havde ændret sig.

Det virkede underligt, nu hvor hun tænkte over det. Hun havde ingen problemer med at bruge dødbringende våben mod et menneske, når det var nødvendigt. Hun kunne dræbe en mand på et sekund. Men at dræbe en af disse tillidsfulde skabninger forekom ikke længere muligt.

Riley og Bill gik ud til en nærliggende roligt område og satte sig sammen på en bænk. Uanset hvad det var, han kom for at tale med hende om, virkede han stadig tilbageholdende.

”Hvordan klarer du dig alene?” spurgte hun med mild stemme.

Hun vidste, at det var et delikat spørgsmål, og hun så ham krympe sig. Hans kone havde for nylig forladt ham efter år med spændinger mellem hans job og hjemmeliv. Bill havde været bekymret for udsigten til at miste kontakten med sine små sønner. Nu boede han i en lejlighed i byen Quantico og tilbragte tid med sine drenge i weekenderne.

”Jeg ved det ikke, Riley,” sagde han. ”Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kan vænne mig til det.”

Han var tydeligvis ensom og deprimeret. Hun havde været igennem nok af det selv under sin egen separation og skilsmisse for nylig. Hun vidste også, at tiden efter en separation var særlig sårbar. Selv hvis forholdet ikke havde været særlig godt, befandt du dig selv i en verden af fremmede mennesker, som du ikke var fortrolig med, og du vidste ikke, hvad du skulle stille op med dig selv.

Bill rørte ved hendes arm. Hans stemme var lidt grødet, da han sagde: ”Nogle gange tror jeg, at alt, hvad jeg har tilbage, som jeg kan regne med her i livet, er ... dig.”

Et øjeblik havde Riley lyst til at omfavne ham. Da de havde arbejdet som partnere, havde Bill reddet hende mange gange, både fysisk og følelsesmæssigt. Men hun vidste, at hun måtte være forsigtig. Og hun vidste, at folk kunne være ret sårbare på tidspunkter som dette. Hun havde faktisk selv ringet til Bill en beruset nat og foreslået, at de skulle indlede en affære. Nu var situationen omvendt. Hun kunne mærke hans forestående afhængighed af hende, nu hvor hun lige var begyndt at føle sig fri og stærk nok til at være alene.

”Vi var gode som partnere,” sagde hun. Det lød åndssvagt, men hun kunne ikke tænke på noget andet at sige.

Bill tog en lang, dyb indånding.

”Det er det, jeg er kommet for at tale med dig om,” sagde han. ”Meredith fortalte mig, at han havde ringet til dig om Phoenix-sagen. Jeg arbejder på den. Jeg har brug for en partner.”

Riley følte en snert af irritation. Bills besøg begyndte at virke lidt som et baghold.

”Jeg fortalte Meredith, at jeg ville tænke over det,” sagde hun.

”Og nu spørger jeg dig,” sagde Bill.

Der opstod tavshed.

”Hvad med Lucy Vargas?” spurgte Riley.

Agent Vargas var en nyuddannet, der havde arbejdet tæt sammen med Bill og Riley om deres seneste sag. De var begge imponerede over hendes arbejde.

”Hendes ankel er ikke helet,” sagde Bill. ”Hun kommer ikke tilbage i marken før om en måned.”

Riley følte sig tåbelig over at have spurgt. Da hun, Bill og Lucy havde fanget Eugene Fisk, den såkaldte ’kædemorder’, var Lucy faldet, havde brækket ankelen og var næsten blevet dræbt. Selvfølgelig kunne hun ikke vende tilbage til jobbet så hurtigt.

”Jeg ved det ikke, Bill,” sagde Riley. ”Denne her pause fra jobbet er godt for mig. Jeg har tænkt på bare at undervise fra nu af. Alt, hvad jeg kan fortælle dig, er, hvad jeg allerede har sagt til Meredith.”

”At du vil tænke over det.”

”Ja.”

Bill udstødte et grynt af utilfredshed.

”Kan vi i det mindste mødes og tale om det?” spurgte han. ”Måske i morgen?”

Riley blev igen tavs et øjeblik.

”Ikke i morgen,” sagde hun. ”I morgen skal jeg overvære en mand blive henrettet.”

Kapitel 5

Riley kiggede gennem vinduet ind i lokalet, hvor Derrick Caldwell snart skulle dø. Hun sad ved siden af Gail Bassett, mor til Kelly Sue Bassett, Caldwells sidste offer. Manden havde dræbt fem kvinder, før Riley havde stoppet ham.

Riley havde tøvet med at acceptere Gails invitation til henrettelsen. Hun havde kun prøvet det én gang tidligere, dengang hun som frivilligt vidne sad blandt journalister, advokater, politifolk, spirituelle rådgivere og juryformanden. Nu sad hun og Gail sammen med ni slægtninge til kvinder, som Caldwell havde myrdet. Alle sad tæt sammen i et trangt rum og sad på plastikstole.

Gail, en lille 60-årig kvinde med et følsomt, fugleagtigt ansigt, havde opretholdt kontakten med Riley gennem årene. Ved henrettelsen var hendes mand død, og hun havde skrevet til Riley, at hun ikke havde nogen ved sin side til henrettelsen. Så Riley havde sagt ja til at tage med hende.

Dødskammeret var lige på den anden side af vinduet. De eneste møbler i rummet var henrettelsesbåren, et krydsformet bord. Et blåt plastikgardin hang ved hovedgærdet af henrettelsesbåren. Riley vidste, at IV-slangerne og de dødbringende kemikalier var bag det gardin.

En rød telefon på væggen var forbundet med guvernørens kontor. Den ville kun ringe i tilfælde af en beslutning om i sidste øjeblik at benåde fangen. Ingen forventede, at det ville ske denne gang. Et ur over døren til rummet var den eneste anden synlige ting.

I Virginia kunne dømte lovovertrædere vælge mellem den elektriske stol og den dødelige indsprøjtning, men kemikalierne blev oftest valgt. Hvis fangen ikke selv traf et valg, blev der givet en dødelig indsprøjtning.

Riley var næsten overrasket over, at Caldwell ikke havde valgt den elektriske stol. Han var stadig et monster, der så ud til at hilse sin egen død velkommen.

Uret viste 8:55, da døren blev åbnet. Riley hørte et ordløs mumlen i rummet, da flere medlemmer af henrettelsesteamet førte Caldwell ind i dødskammeret. To vagter gik på hver side af ham med et fast greb om hver arm, og en tredje fulgte lige bagefter ham. En velklædt mand kom ind efter alle andre – fængselsinspektøren.

Caldwell var iført blå bukser, en blå skjorte og sandaler uden sokker. Han var i håndjern og bundet. Riley havde ikke set ham i årevis. I løbet af sin korte tid som seriemorder havde han haft uregerligt langt hår og et halvlangt skæg, et bohemeagtigt udseende, der passede til en gadekunstner. Nu var han glatbarberet og så almindelig ud.

Selvom han ikke gjorde modstand, så han bange ud.

Godt, tænkte Riley.

Han kiggede på henrettelsesbåren og så derefter hurtigt væk. Han så ud til at forsøge ikke at kigge på det blå plastikgardin for enden af henrettelsesbåren. Et øjeblik stirrede han ind i vinduet til visningsrummet. Han virkede pludselig roligere og mere samlet.

”Jeg ville ønske, at han kunne se os,” mumlede Gail.

De var afskærmet fra hans blik bag envejsglas, og Riley delte ikke Gails ønske. Caldwell havde allerede set alt for nøje på hende efter hendes smag. For at fange ham var hun gået undercover. Hun havde ladet, som om hun var turist på Dunes Beach Boardwalk og hyrede ham til at tegne sit portræt. Imens han arbejdede, overøste han hende med masser af smiger og fortalte hende, at hun var den smukkeste kvinde, han havde tegnet længe.

Da vidste hun, at hun var hans næste planlagte offer. Den aften var hun lokkedue for at lokke ham ud og lade ham forfølge sig langs stranden. Da han havde forsøgt at angribe hende, havde en forstærkning af agenter uden problemer fanget ham.

Назад Дальше