”Jeps,” sagde agenten. ”Men jeg er sikker på, at du ikke kan gætte, hvordan rock-labyrinten derude ser ud ovenfra.”
Men de gik ind i bygningen, før Riley eller Bill kunne nå at gætte på det. Indenfor så Riley DNA-motivet gentaget i de skarpt mønstrede gulvfliser. Agenten førte dem langs hårde horisontale vægge og skillevægge, indtil de nåede chefspecialagent Elgin Morleys kontor, hvor han efterlod dem.
Riley og Bill præsenterede sig for Morley, en lille nørdet mand i halvtredserne med et tykt sort skæg og runde briller. En anden mand ventede på dem på kontoret. Han var i fyrrerne, høj, mager og havde en let foroverbøjet kropsholdning. Riley syntes, han så træt og deprimeret ud.
Morley sagde: ”Agent Paige og agent Jeffreys, jeg vil gerne præsentere jer for agent Garrett Holbrook. Hans søster var offeret, der blev fundet i Nimbo-søen.”
De gav alle hinanden hånden, og de fire agenter satte sig ned for at tale sammen.
”Tak, fordi du kom,” sagde Holbrook. ”Hele denne sag har været temmelig overvældende.”
”Fortæl os om din søster,” sagde Riley.
”Jeg kan ikke fortælle dig ret meget,” sagde Holbrook. ”Jeg kan ikke påstå at jeg kendte hende særlig godt. Hun var min halvsøster. Min far var en stor nar, der forlod min mor og havde børn med tre forskellige kvinder. Nancy var femten år yngre end mig. Vi havde næsten ingen kontakt gennem årene.”
Han stirrede tomt ned i gulvet et øjeblik, og hans fingre prikkede fraværende på armlænet på den stol, han sad i. Uden at kigge op sagde han: ”Sidst jeg hørte fra hende, arbejdede hun på kontor og tog aftenkurser. Det var for et par år siden. Jeg blev chokeret over at finde ud af, hvad der var blevet af hende. Jeg anede det ikke.”
Så blev han tavs. Riley syntes, at han så ud, som om der var noget han undlod at sige, men hun sagde til sig selv, at det måske virkelig var alt, hvad manden vidste. Hvad kunne Riley trods alt sige om sin egen ældre søster, hvis nogen spurgte hende? Hun og Wendy havde ikke haft kontakt så længe, at de måske nærmest ikke var søstre længere.
Alligevel fornemmede hun noget mere end sorg i Holbrooks adfærd. Det virkede underligt på hende.
Morley foreslog, at Riley og Bill skulle gå med ham til retsmedicinsk patologi, hvor de kunne se på kroppen. Holbrook nikkede og sagde, at han ville blive på sit kontor.
Da de fulgte efter agenten ud i hallen, spurgte Bill: ”Agent Morley, hvilken grund er der til at tro, at vi har at gøre med en seriemorder?”
Morley rystede på hovedet. ”Jeg er ikke sikker på, at vi har nogen særlig grund,” sagde han. ”Men da Garrett fandt ud af, at Nancy var død, nægtede han at lade det hvile i fred. Han er en af vores bedste agenter, og jeg har forsøgt at imødekomme ham. Han prøvede at få sin egen efterforskning i gang, men kom ikke nogen steder. Sandheden er, at han ikke har været sig selv hele tiden.”
Riley havde bestemt bemærket, at Garrett virkede frygtelig urolig. Måske lidt mere end en erfaren agent normalt ville være, også over en slægtninges død. Han gjorde det klart, at de ikke var tæt på.
Morley førte Riley og Bill ind i bygningens retsmedicinske patologi-område, hvor han præsenterede dem for teamchefen, Dr. Rachel Fowler. Patologen åbnede den køleenhed, hvor Nancy Holbrooks krop lå.
Riley værgede sig lidt ved den velkendte lugt af forrådnelse, selvom lugten ikke var blevet så stærk endnu. Hun så, at kvinden havde været særlig høj og meget tynd.
”Hun havde ikke ligget i vandet længe,” sagde Fowler. ”Huden var lige begyndt at rynke, da hun blev fundet.”
Dr. Fowler pegede på hendes håndled.
”Du kan se røde mærker efter reb. Det ser ud til, at hun var bundet, da hun blev dræbt.”
Riley bemærkede de hævede mærker på huden af ligets arm.
”Det ligner hævede mærker,” sagde Riley.
"Rigtigt. Hun var bruger af heroin. Min gæt er, at hun var på vej ind i alvorlig stofafhængighed.”
For Riley så det ud, som om kvinden havde været anorektisk, og det så ud til at stemme overens med Fowlers afhængighedsteori.
”Den slags afhængighed virker malplaceret for en luksus-escortpige,” sagde Bill. ”Hvordan ved vi, at det var, hvad hun var?”
Fowler fremviste et lamineret visitkort i en bevisplasticpose. Visitkortet havde et provokerende foto af den døde kvinde. Navnet på kortet var ganske enkelt ’Nanette’, og virksomheden blev kaldt ’Ishtar Escortbureau.’
”Hun havde dette kort hos sig, da hun blev fundet,” forklarede Fowler. ”Politiet kom i kontakt med Ishtar Escortbureau og fandt ud af hendes rigtige navn, og det førte snart til identifikationen af hende som agent Holbrooks halvsøster.”
”Ved man noget om, hvordan hun blev kvalt?” spurgte Riley.
”Der er nogle blå mærker omkring hendes nakke,” sagde Fowler. ”Morderen har måske holdt en plastikpose over hovedet.”
Riley kiggede nøje på mærkerne. Var det en form for sexspil, der var gået galt eller en bevidst drabshandling? Det kunne hun ikke svare på.
”Hvad havde hun med, da hun blev fundet?” Spurgte Riley.
Fowler åbnede en kasse, der indeholdt offerets tøj. Hun havde været iklædt en lyserød kjole med en lav halsudskæring - næppe respektabel, observerede Riley, men bestemt et niveau over en gadeprostitueredes typiske afdankede tøj. Det var en kjole, som passede til en kvinde, der ønskede at se både meget sexet ud og passende iklædt på en natklub.
Ovenpå kjolen lå en gennemsigtig plastikpose med smykker.
”Må jeg kigge efter?” spurgte Riley Fowler.
”Værsgo.”
Riley tømte posen og kiggede på indholdet. Det meste var temmelig smagfulde smykker – en perlehalskæde, armbånd og enkle øreringe. Men et smykke skilte sig ud blandt de andre. Det var en tynd guldring med diamanter. Hun tog den op og viste den til Bill.
“Er den ægte?” spurgte Bill.
”Ja,” svarede Fowler. “Ægte guld og en ægte diamant.”
”Morderen gad ikke at stjæle den,” bemærkede Bill. ”Så det handlede ikke om penge.”
Riley vendte sig mod Morley. ”Jeg vil gerne se, hvor liget blev fundet,” sagde hun. ”Lige nu, imens det stadig er lyst.”
Morley så lidt forundret ud.
”Vi kan flyve dig dertil med helikopter,” sagde han. ”Men jeg ved ikke, hvad du forventer at finde. Politi og agenter har undersøgt hele området. ”
”Stol på hende,” sagde Bill overbevidst. ”Hun skal nok finde noget.”
Kapitel 8
Nimbo-søens store vandoverflade så stille og rolig ud, da helikopteren nærmede sig.
Skinnet kan bedrage, mindede Riley sig selv om. Hun vidste godt, at rolige overflader kunne beskytte mørke hemmeligheder.
Helikopteren fløj nedad og derefter i cirkler, mens den svævede på jagt efter et sted at lande. Riley blev urolig over den ustabile bevægelse. Hun brød sig ikke om helikoptere. Hun så på Bill, der sad ved siden af hende. Hun syntes, at han virkede lige så urolig.
Men da hun kiggede på agent Holbrook, virkede hans blik helt tomt. Han havde næppe sagt et ord i løbet af den halve times flyvetur fra Phoenix. Riley vidste endnu ikke, hvad hun skulle stille op med ham. Hun havde normalt let ved at aflæse mennesker – nogle gange lettere end hun brød sig om. Men Holbrook var stadig en gåde for hende.
Helikopteren landede til sidst, og alle tre FBI-agenter trådte ud på fast grund og dukkede sig gennem den blæsende luft under de stadigt roterende propeller. Vejen, hvor helikopteren var landet, var ikke andet end parallelle dækspor gennem et øde landskab.
Riley bemærkede, at vejen ikke så bred ud. Alligevel så det ud, som om der var kørt mange køretøjer henover den i løbet af den seneste uge, som skjule de spor, morderen havde efterladt.
Den støjende helikoptermotor stoppede, hvilket gjorde det lettere at tale sammen, da Riley og Bill fulgte efter Holbrook til fods.
”Fortæl os, hvad du ved om denne sø,” sagde Riley til Holbrook.
”Det er én af en række reservoirer oprettet ved hjælp af dæmninger langs Acacia-floden,” sagde Holbrook. ”Det her er den mindste af de kunstige søer. Den er fyldt med fisk, og den er et populært rekreativt sted, men de offentlige områder ligger på den anden side af søen. Liget blev opdaget af et par teenagere, der sad og røg marihuana. Nu skal jeg vise jer derhen.”
Holbrook førte dem væk fra vejen og hen til en stenryg med udsigt over søen.
”De unge befandt sig, hvor vi står,” sagde han. Han pegede ned mod søens bred. ”De kiggede derned og så liget. De sagde, at det bare lignede en mørk skygge i vandet.”
”Hvilket tidspunkt på dagen var de unge her?” spurgte Riley.
”Lidt tidligere end nu,” sagde Holbrook. ”De havde pjækket fra skole for at ryge sig skæve.”
Riley betragtede gerningsstedet. Solen stod lavt, og toppen af de røde klipper over søen brændte af lys. Der var et par både ude på vandet. Den stejle skråning ned til vandet var ikke langt væk – måske kun ti meter.
Holbrook pegede på et sted i nærheden, hvor skråningen ikke var så stejl.
”De unge klatrede derover for at se nærmere på det,” sagde han. ”Det var der, de fandt ud af, hvad det i virkeligheden var.”
Stakkels unger, tænkte Riley. Det var omkring to årtier siden, hun prøvede at ryge marihuana på college. Alligevel kunne hun godt forestille sig den øgede rædsel ved at gøre sådan en opdagelse, imens hun var under stofpåvirkning.
”Vil du klatre derned for at se nærmere på det?” spurgte Bill, henvendt til Riley.
”Nej, der er en god udsigt herfra,” sagde Riley.
Hendes mavefornemmelse fortalte hende, at hun befandt sig lige der, hvor hun skulle være. Når alt kom til alt havde morderen bestemt ikke slæbt liget ned ad den samme skråning, hvor børnene havde klatret.
Nej, tænkte hun. Han stod lige her.
Det så endda ud, som om den sparsomme vegetation stadig var lidt nedtrådt der, hvor hun stod.
Hun tog et par indåndinger og forsøgte at sætte sig i hans sted. Han ville uden tvivl være kommet her om natten. Men var det en klar nat eller en overskyet nat? I Arizona på denne tid af året var der kun få chancer for, at nattehimlen var klar. Og hun huskede, at det havde været fuldmåne for omkring en uge siden. I stjernelys og måneskin kunne han have set, hvad han foretog sig temmelig godt – måske endda uden lommelygte.
Hun forestillede sig, at han havde lagt liget ned lige her. Men hvad havde han så gjort derefter? Naturligvis havde han rullet liget ud over kanten. Det var faldet direkte ned i det lave vand.
Men noget ved dette scenarie virkede forkert på Riley. Hun spekulerede igen på, ligesom da hun sad i flyet, hvorfor han havde været så uforsigtig.
Det var sandt nok, at han herfra afsatsen sandsynligvis ikke havde kunnet se, at liget ikke var sunket særlig dybt. De unge havde beskrevet affaldsposen som ”en mørk skygge i vandet.” Fra denne højde havde den nedsunkne pose sandsynligvis været usynlig, selv på en lys aften. Han havde konkluderet, at liget var sunket, som nyligt døde kroppe gør i ferskvand, især når den var blevet tynget ned med sten.
Men hvorfor antog han, at vandet var dybt lige her?
Hun kiggede ned i det klare vand. I eftermiddagslyset kunne hun let se det område, hvor liget var landet. Det var et lille vandret område, intet andet end toppen af en sten. Omkring den var vandet sort og dybt.
Hun kiggede rundt langs søen. Overalt ragede klipper op af vandet. Hun kunne se, at Nimbo-søen havde været en dyb kløft, før dæmningen havde fyldt den med vand. Hun så kun få steder, hvor man kunne gå langs kysten. Klippesiderne faldt lodret ned i det dybe vand.
Til både højre og venstre side så Riley store sten magen til den, hvor de stod, som rejste sig til omtrent samme højde. Vandet under disse klipper var mørkt og viste ingen tegn på den slags afsats, der lå nedenfor her.
Hun følte en prikkende forståelse.
”Han har gjort det her før,” fortalte hun Bill og Holbrook.”Der ligger endnu et lig i søen.”
*
På helikopterturen tilbage til FBI Phoenix’ feltkontor sagde Holbrook: ”Tror du så, at dette trods alt er en sag om en seriemorder?”
”Ja, det gør jeg,” sagde Riley.
Holbrook sagde: ”Jeg var ikke overbevist. Jeg var mest ivrig efter at få nogen gode folk på sagen. Men hvad så du, som fik dig til at drage den konklusion? ”
”Der er andre klippeafsatser, der ligner den, han skubbede dette lig ud over,” forklarede hun. ”Han har tidligere brugt en af de andre klippeafsatser, og det lig sank i ligesom det skulle. Men måske kunne han ikke finde det samme sted denne gang. Eller måske troede han, at det var det samme sted. Uanset hvad, forventede han det samme resultat denne gang. Han tog fejl.”
Bill sagde: ”Jeg sagde jo, at hun ville finde noget.”
”Dykkere bliver nødt til at undersøge denne sø,” tilføjede Riley.
”Det vil kræve en indsats,” sagde Holbrook.
”Det skal alligevel gøres. Der er et andet lig dernede et eller andet sted. Det kan du regne med. Jeg ved ikke, hvor længe det har ligget der, men det er dernede.”
Hun holdt en pause og overvejede, hvad alt dette sagde om morderens personlighed. Han var kompetent og dygtig. Det var ikke en patetisk taber som Eugene Fisk. Han var mere som Peterson, morderen, der havde fanget og tortureret både hende og April. Han var klog og beregnende, og han nød virkelig at dræbe – en sociopat snarere end en psykopat. Frem for alt andet var han selvsikker.
Måske mere selvsikker end godt var for ham selv, tænkte Riley.
Det kan godt vise sig at blive hans endeligt.
Hun sagde: ”Den fyr, vi leder efter, er ikke en kriminel taber. Min gæt er, at han er en almindelig borger, rimelig veluddannet, måske med en kone og familie. Ingen, der kender ham, tror, at han er en morder.”
Riley så på Holbrooks ansigt, imens de talte. Selvom hun nu vidste noget om sagen, som hun ikke havde kendt før, var Holbrook stadig fuldstændig uigennemtrængelig for hende.
Helikopteren kredsede over FBI-bygningen. Det var blevet tusmørke, og området nedenfor var godt oplyst.
”Se der,” sagde Bill og pegede ud af vinduet.
Riley kiggede ned, hvor han pegede. Hun blev overrasket over at se, at klippeformen herfra lignede et gigantisk fingeraftryk. Det spredte sig under dem som et velkomsttegn. Nogle arkitekter havde besluttet, at dette billede lavet af sten egnede sig bedre til den nye FBI bygning end en beplantet have ville have gjort. Hundredvis af sten var omhyggeligt anbragt i særlige rækker for at skabe den kæmpede illusion.
”Wow,” sagde Riley til Bill. ”Hvilket fingeraftryk tror du, de brugte? En legendarisk, antager jeg. Dillinger, måske? ”
”Eller måske John Wayne Gacy. Eller Jeffrey Dahmer.”
Riley syntes, det var et underligt syn. På jorden ville ingen nogensinde gætte, at arrangementet af sten var andet end en meningsløs labyrint.
Det virkede næsten på hende som et tegn og en advarsel. Denne sag ville kræve, at hun så tingene fra et nyt og foruroligende perspektiv. Hun var i gang med at undersøge mørke områder, som hun ikke engang havde fantasi til at forestille sig.
Kapitel 9
Manden nød at se på gadeludere. Han kunne godt lide, hvordan de grupperede sig på hjørnet og spankulerede frem og tilbage på fortovene, mest i par. Han fandt dem meget mere livlige end call-piger og escortpiger, der var tilbøjelige til hurtigt at miste besindelsen.
Eksempelvis så han lige nu én af kvinderne skælde en flok unge unge fyre ud, der kørte langsomt forbi i bil, imens de tog billeder af hende. Den unge mand svarede ikke igen. Hun var der trods alt for at tjene penge og ikke for at være udstillingsdukke.
Hvor er deres respekt? tænkte han med et smil. Unge mennesker nu om dage.
Fyrene grinede af hende og råbte frække ord. Men de kunne ikke matche hendes farverige ordforråd, hvoraf noget af det var på spansk. Han kunne godt lide hendes stil.
I aften hang han ud i det område, hvor gadeluderne holdt til, og han holdt parkeret langs en række billige moteller, hvor de samlede sig. De andre piger var mindre livlige end hende, der havde råbt skældsord. Sammenlignet med hende virkede deres forsøg på at se sexede ud kejtet, og deres indbydende attitude var rå. Imens han kiggede, trak én af kvinderne op i nederdelen for at vise sine gennemsigtige trusser til en bilist, som kørte langsomt forbi i sin bil. Bilisten stoppede ikke.