Men Gud Jeg snakker Fru Canth satte Spændeskoene med et Stød i Gulvet: Hvor er Manse? Han aner jo intet om Regningen.
»Mansen« var Assessoren, en forskræmt lille Herre med nogle tynde Haartotter og et Par forvaagede Øjne. Han saa' ud, som om han altid fik præsenteret en Regning. Fru Canth raabte ham regelmæssigt ud et Par Gange i Timen og han blev saa funden bagved Fruen, som havde han været gemt i en Kjolefold hvorpaa Fru Canth sagde:
Naa, Manse, og nikkede til Afmønstring.
Man hørte Korstemmerne ned oppefra.
Bevares. Fru Canth stod op: Tak. Hun rakte i stiv Arm Sodavandsglasset hen til Sundt: Djø, Børn. Hun gik med »Manse«; ved Parkettrappedøren stansede hun: Edvard man mødes jo efter Dagens Gerning i »Bethesda«.
Sidste Akt gik. Den endte med et Soldatertableau, hvor Gardens Musikkorps blæste paa Horn. Berg og Lange var nogle af de første, der kom ud.
Tivoli, sagde Berg og slog Droskedøren i. »Institutionen« gav den sidste Fyrværkerifest i Sæsonen.
Mængden brød ud af alle Porte, skyllede Liv og Støj ned over Trappen og frem over Gaden gennem Strandstræde trallede Række efter Række. Ude paa Kongens Nytorv flød man sammen til højlydte, lystige Øer, hvor de muntre Sporvogne brød ud og svingede bort hver sin Vej, frem ad Sporene.
Saa delte Støjen sig ind i Gadernes store, ventende Gab. Og svagere og svagere rullede den frem gennem Husenes store Stilhed: piblede ind i en Port, ned i et Stræde som om Stenrækkernes tavse Graa langsomt havde suget den til sig.
Hist kysses de og gør Kur. Vaage maa vi, Som har Jour. Ene er vi.
Banditterne om »Hesten« havde dorsk rejst Nakkerne en Smule og brummet nu tænkte de videre med Hovederne ned i deres Hænder. Og kun en Omnubus klaprede tungt op gennem Tavsheden.
* * * * *
Tivolis Navn straalte i Gasbogstaver: Pantomimen var lige endt, og Skarerne drev rundt under de illuminerede Buer.
Kom du, sagde Berg, lad os suge lidt Luft.
De vendte og gik ned mod Basarplænen, der laa foran dem som i en lys Sky; Gaskuplerne slog matte Arabesker gennem det fugtige Græs og Kunstbedene prangede i dugget Pragt under Skær af Lamperne. Rundt om i Træranden hang de farvede Balloner som skinnende Kæmpefrugter.
De gik frem. Berg stansede: Midt i den musikfyldte Luft rejste Basaren stille sine straalende Buer. Alt lyste, Kupler og Minareter. Et Vindstød drev nu og da de viftende Flammer sammen som til sitrende Lyn fra Minareternes Spidser; og over de slanke Tinder laa Sensommerhimlens stjernestrøede Dunkelblaa.
Ja, her er smukt, sagde Berg dæmpet og langsomt.
Smukt er her, sagde Lange og fløjtede til Hornmusiken glad ud i Herligheden.
De vendte om og gik atter ned gennem Koncertsalsalleen, hvor Gasbuerne spændte sig som lyse Æreporte over Hovederne: Aften Berg og Lange, lød det bag ved.
God Aften.
Det var Lille-Gerster af Cirklen Blom, der skød paa dem som et Lyn, Stokken bagud og Næsen frem: Er her med de Gamle, sagde han og skød Skulderne op, Lemme-Souper.
Tak, skød Lange ind.
Tante fra Skan-der-borg, sagde Gerster. Herinde for at faa Tænder. Vi gemmer hende i Divanen Hvordan var 'et saa derude? De begyndte at gaa.
Naa net.
Kostymerne fra Paris, Gerster snøvlede som en Udraaber paa et Marked: med en Tomme sat over til Knæene man kender 'et Naa maa hjem til Passagérgodset. Djø Børn.
Djø. Gerster fo'r afsted som en Pil, han gik altid med fremstrakt Hals og sammenknebne Øjne og bevægede Næseborene, som om han stadig vejrede Luften, hvor han kom frem.
Satan saa de har megen Familie fra Provinserne, sagde Lange, da Lille-Gerster var ude af Skudvidde.
Ja der er de jo ogsaa fra.
Ja, sagde Lange. Men Professoren gør sig s'gu dog med sin Høremaskine.
Ja hun er en klog Kone, sagde Berg. Hun har faaet udrettet noget i de Par Aar.
Ja Pokkers, sagde Lange, det er jo ikke mér, siden de flyttede fra Randers.
Det var, som kom de ind i en Dansesals svirrende Tummel af Stemmer og Lyd nede ved Koncertsalen. Lige fra Stengrotterne til frem under Kandelabrerne, hvis Prismer lyste, var det kun ét vandrende, mudrende Myldr; og indefra, hvor man over Stimlen saa' Dirigenten med det hvide Bryst som en stor Dukke, søgte de forvildede Polkatakter ud over Hovederne, hvor unge Piger greb dem i Flugten og nynnede.
Berg og Lange havde kæmpet sig frem gennem Stimlen til Divanens Trappe. Nu rystede de sig, som Hunde, der kommer op af Vandet.
Det tro København, sagde Berg, seende ned over Sværmen.
Aften, Hr. Berg, Aften To Roastbeef sauce tartare Kellner Jensen viftede allerede Krummerne af det yderste Verandabord med sin Serviet Bankherrerne, Hr. Berg Berg havde sét prøvende over tilhøjre mod en højrøstet Herre-Pousse-Café i hvide Slips. Lille Diner, sytten Kuverter er ved Kaffen, Hr. Berg Hr. Jensen skød undskyldende højre Skulder i Vejret og smilte illustrerende Tilstanden.
Vel Vel Kellner Jensen drejede som en Top To Alliancer. Væk var Hr. Jensen.
Der har vi Professorens, sagde Berg, der stod i Døren og mønstrede Salen. Professor Gersters havde okkuperet det højre Sofa-Hjørne og slaaet Krans om Tanten med det nye Gebiss, som Hofdamerne i »Svinedrengen« om Prinsessen.
Hele Salen var saa fuld, at Opvarterne knap kunde komme frem mellem Stolene, og der blev raabt og bestilt og klirret: »Vel« »vel«, saa ingen Ganymed havde Kjoleskødet frelst. Mens et Par Bankherrer fra Provinserne ravede hummerrøde rundt i Forvirringen i Svalehaler og Brandspande og faldt Venner og Bekendte gladelig om Halsen over Bordene.
Ovre i den venstre Sofa præsiderede Fru Canth i »Menigheden«, ogsaa kaldet »de sikre«. Det var den snævreste Canthske Kreds: tre, fire Familier, men, som Fru Canth sagde, »af den rette Aand«. Sommer-Stamsædet var denne venstre Divan-Sofa, af Fru Canth kaldet »Bethesda«, til Forargelse for Fru Mølbom. Fru Mølbom, der evindelig førte Poder enten til Daab eller til Konfirmation, havde smaa religiøse Anfægtelser.
Iaften var hele den »sikre« Kreds samlet: de fire Fruer, Fru Canth selv, Fru Dunker, Fru Mølbom og »Tante« Strøm: »vore tre Ungkarle«: Sundt, Redaktør Scheele og Bastrup af Toldvæsenet, ogsaa kaldede »de smaa«, samt Mændene.
Der blev raabt saa længe paa Berg, til han bugserede sig frem til Bordet. Damer og Herrer førte Ølglassene fint mod Flaskerne; hvad der betød Akklamation: Plads for lille Herluf Plads for lille Herluf, raabte Fru Canth Luften svirrede af Herre-Fornavne Damerne i Kredsen Canth kaldte alle Herrerne ved Fornavne undtagen deres respektive Mænd og Berg blev klemt ned paa en Stol ved Siden af Hr. Mølbom.
For Bæ'lam for Bæ'lam Fru Canth var stadig ved Operetten : noget for den smaa Edvard. Fru Canth drak Buketten af en Carlsberg med Sundt, der straalte paa en Sofaplads mellem Fru Mølbom og Fru Dunker, med Skuldrene skudt behageligt op, som en Mand, der endelig er kommet i Kakkelovnskrogen.
Fru Dunker pillede uafladelig Rejer til Scheele med nogle ringbesatte, nervøse Fingre.
Hr. Mølbom konverserede Berg. Familien Mølbom havde gjort deres Ferieudflugt til Møen: Fa'er og Mo'er og Arthur, sagde Hr. Mølbom. Dejlig Tur fem Dage for hundrede tre og tredive Kroner.
Tre Mand tre Mand, De! gentog Hr. Mølbom.
Fa'er og Mo'er og Arthur Hr. Mølbom nikkede over til Arthur, som var Hr. Bastrup af Toldvæsenet. En lang Nøddeknækker, der brugte kulsur Natron til sin Mad (om Foraaret drak han og Fru Mølbom samme Brønd i Rosenborg).
Fem Dage, sagde Hr. Mølbom.
Damerne talte om Fru Canths Strømper: Lille Herluf har sét dem, raabte Fru Canth. Har lille Herluf ikke sét dem? Berg maatte bevidne, at han havde sét dem, og der blev en Strømpedebat over alle Bredder.
Det intimere Lingeri var den Canthske Damekreds's bedste Emne. Man gennemgik det stadig paany til det diskreteste Mellemværk. Ved Vintersammenkomsterne havde alle Damerne Kniplebrædt og kniplede løs paa Forøgelsen af Raffinementerne, mens Herrerne gav Raad og dømte om Modellerne.
Fru Strøm havde sét et Mønster (Scheele fik sit Rejebrød rakt paa en Kniv af Fru Dunker) hos Davidsens og hvad havde Fru Canth ikke sét idag hos Vett en Model til Chemiser.
Nogle Chemiser, Tante Strøm, Fru Canth saa' ud, som om hun vilde sluge Chemiserne uden Ærmer.
Alle Damerne kastede sig over de ærmeløse »inderste«; Hr. Mølbom, der var færdig med Prisbilligheden paa Møen, sagde:
Tre Mand, og faldt pludselig hen med begge sine fyldige Hænder stemte fast mod Bergs Laar. Hr. Mølbom var saadan: han faldt pludselig hen og glemte Verden i en øm Stilling mod et Medmenneske, og sad saa med stirrende Øjne ud i Rummet.
Ja, sagde Berg saadan noget som for tyvende Gang, der er kønt paa Møen.
Der blev et Staahej i Anledning af Ankomsten af Billedhugger Pless. Der maatte skaffes Plads til ham, og man rykkede saa tæt sammen, at ingen kunde røre Benene: La' ham sidde paa Skødet, raabte Tante Strøm; Pless kom ned ved Siden af Fru Canth.
Damerne var saa ivrige, at de skød Tallerkenerne bort og tegnede Mønstre paa Dugen med Neglene; Oberstinde Strøm sad og skinnede, rank og stormægtig, med sine stikkende Øjne rundt i Kredsen med et Smil, der bugnede af Forstaaelse; kun Fru Mølbom der altid var rød i Kinderne og paa Grund af for stramt Korset ligefrem ophovnet sad med stiv Hage som den personificerede Forargelse. Fru Mølbom havde i det hele taget nemt til at antage et Udtryk, som om hun lugtede til et Løg.
Hr. Mølbom vaagnede og saa' over til sin Halvdel.
Vi to, Mo'er, sagde Hr. Mølbom og løftede Glas. Hr. Mølbom kaldte altid sin Kone for »Mo'er« med et Udtryk af Inderlighed paa Ordet. Fru Mølbom havde skænket ham otte Børn fra nitten Aar og nedefter.
Vidne, Hr. Berg, sagde Hr. Mølbom. Vidne, Arthur De drak alle fire.
Damerne var stadig ved Lingeriet: Ja i hver Vask lod Fru Dunker sine Mellemværk bløde i Kaffe de saa' ud som ægte.
Men Gud, det Arbejde Damerne raabte Ja, Fru Dunker gjorde det i hver Vadsk (Fru Dunker blev ivrig) hun blødte dem med en Klud hvert Mellemværk Scheele vidste det!
Lille Carl véd det, lille Carl véd det, raabte Fru Canth.
Sundt saa' op fra sin Mad og strakte Armene i Vejret: Ja, sagde han, Livet er rart, mens Tante Strøm og Fru Canth lo, saa ingen hørte Ørenlyd.
Midt i Støjen sad Ægtemændene Dunker og Strøm stive og ubevægelige, daddelløse, med Dannebrogsordenens smaa Baand i Knaphullerne, og drak en Gang imellem hinanden stille til; hvorpaa Ingeniør Dunker igen faldt hen med halvlukkede sløve Øjne, som om han sov, mens Oberst Strøm forblev rank med sit lange, kønne Napoleonsskæg og et høfligt-opmærksomt Smil, som om han stadig hørte paa en Bordtale.
Lille Canth gemte sit forskræmte og rynkede Ansigt bag Oberstindens brede Buste, og de tre Ægtemænd blev midt under Lystigheden siddende med stadigt det samme Udtryk i Ansigterne, ubevægelige som tre Avtomater. Hr. Mølbom drak bestandig Rækken rundt og tog Vidner med et aandsfattigt Udtryk i Ansigtet.
Fru Dunker, der altid var febrilsk og blev støjende ved den mindste Lejlighed, for at holde Scheele i Aande var blevet ved sit om de kaffeblødte Mellemværker, og Debatten blev stadig hedere, mens Fru Canth lo, saa hun maatte holde sig i Siderne. Pludselig vendte hun Hovedet og sagde:
Hvad si'er Pless? og der blev en ny Latter, hvori selv Obersten deltog: Pless sagde nemlig aldrig noget. Han kom kun i Menigheden for at spise og fylde en L'hombre ud for Ægtemændene; han hørte ligesom Berg kun til Udenværkerne og gik under Navnet »Neutrum«.
Mens alle blev ved at le, saa' Berg sit Snit og tog Afsked. Ude paa Verandaen sad Lange og saa' krænket ud over en med Brød kemisk renset Tallerken: Det er saa morsomt at sidde ene, sagde han, naar man er i Selskab.
Du kender jo Fru Canth, sagde Berg og slog Tartaresaucen over Kødet. Man kommer aldrig derfra.
Ovre ved Pousse-Café'en blev der slaaet paa Glasset, og Konsul Møller fra Nibe fik Ordet ved en Bordende. Men i Herrerækken mod Verandapillerne drak man glade Privatlikører i Flæng, og Konsul Møllers Nabo blev ved at slaa et Par kærlige Arme op om Konsulens Skjortebryst: Ja vel, min gamle Ven, ja vel, sagde han saa Konsul Møller aldrig kom videre end til »højt at glæde sig, mine Herrer«, hvad han blev ved at gøre, med Ansigtet vendt mod Honoratiores, en Etatsraadsrække, der sad ind mod Væggen, ranke og repræsenterende, med saare tomme Ansigter.
Hva' er det for en Forsamling? sagde Berg.
Véd s'gu ikke En Bankdelegation, tror jeg Konferensraad Hein staar i Spidsen de vil danne en Centralbank eller saadan noget for at samle Kapitalen
Ja saa
Berg og Lange sad med Albuerne paa Bordet og saa' ned over Sværmen ved Koncertsalen. Et Par gamle Let-paa-Taa ved Bankbordet havde rejst sig, mens Konsulen fra Nibe klinkede langs Vinduerne, og listede ned ad Trappen med aabne Overfrakker og Lommetørklæderne bundet om Halsen De forsvandt ovre i Alléen, drejende om alle Skjørter
Strømmen dernede blev ved at bølge frem og tilbage, mens en Gang imellem Blikinstrumenterne bruste ud i en Takt, der naaede op til Verandaen, og indefra Latteren fra det Canthske Bord lød ud gennem Vinduerne.
Ovre ved Bankdineren var der blevet mere stille. Herrerne med Ryggen mod Haven havde vendt sig, og de saa' alle ud over Mængden mod den lyse Koncertsal.
Der blev applauderet dernede, først inde i Salen og saa udenfor; det lød som en stor Brusen op til Verandaen. Da Orkestret intonerede igen, kendte man »Honnørmarschen« og alle Herrerne raabte Bravo og klappede ud over Rækværket under Larmen. Konferensraad Hein klappede for, med smaa distinkte Haandklap, som slog han Takt; og alle blev ved at applaudere, saa Agent Høyer, Delegeret fra Viborg, der sov yderst paa Hjørnet, barhovedet, i sin brunrøde Paryk med den høje Hat under Stolen og med Muffediserne trukket halvt frem over Hænderne, der var foldet paa Maven vaagnede med et Ryk mod Sidemanden og troede, der skulle stemmes i Byraadet
Da Klap og Bravo var døet hen, slog Konferensraad Hein paa sit Glas og sagde siddende, at han vilde tillade sig at meddele H.M. Kongen denne »spontane Ovation« han vidste, i hvor høj en Grad det vilde glæde Hans Majestæt. Og da alle klappede, under langtrukne Bravoer, der gik over til et stort Hurra Etatsraaderne aabnede Mundene taktfast, ni Gange, stumme som Havets Fisk rejste Konferensraaden sig og sagde højtideligere, med Glasset i Haanden, mens der blev stille:
Han vilde sikkert bringe Hans Majestæt denne Forsamlingens gentagne Hilsen. De véd det, sagde han og talte, vuggende let frem over Bordkanten: De véd, mine Herrer, hvilken højsindet Protektor, hvilken utrættelig Beskytter af ethvert Fremskridt vort Land har i Hans Majestæt. Det er mig personlig bekendt, at ogsaa disse Dages betydelige Gerning denne store Sammensmeltning af saa anselig en Del af al Landets Kapital af Hans Majestæt er blevet hilset med Glæde og Haab. Det maa være os en Tilfredsstillelse for os alle, mine Herrer, en Tilfredsstillelse og en Lykke at vide vor ophøjede Konge i Spidsen for vore Bestræbelser med sine naadige Ønsker om vor Fremgang