Der blev atter raabt Bravo, og Konferensraaden sluttede med et højt »Leve« for Hans Majestæt.
Man hørte de sidste Toner af Honnørmarschen, mens Hurraraabene døde hen; der var kommet en høj, løftet Stemning over hele Selskabet, man talte om de store nationale Foretagender, om Omvæltningerne i Agerbruget og Havnen i Esbjerg.
Redaktør og Bankraadsmedlem Svendsen fra Aalborg rejste sig: han vilde dog kun sige nogle faa Ord, de sidste idag og de skulde henvendes til Hr. Konferensraad Hein. Der blev raabt Bravo, saa ingen hørte mer end »Fortjenester, alle kendte«, og Redaktøren maatte vente, til Dirigenten havde skaffet Ro. Saa sluttede han af med højt hævet Glas med et Leve for ham, mine Herrer, der havde givet Kapitalen Vinger i dette Land. Et Leve for vor Stands Icaros, Hr. Konferensraad Hein.
Leveraabene vilde slet ikke holde op, og alle stimlede sammen om Konferensraaden for at klinke.
Etatsraad Blom, Landstingsmanden, lod sit lille Miniatur-Dannbrogskors glide hen mellem sin Tommel og Pegefingeren og sagde:
Ja vore Produkter er blevet Guld.
De gentog Etatsraadens Sætning rundtom, og et Par af Herrerne rejste sig: de maatte have Luft ved igen at klinke kraftigt med Etatsraaderne. Mens Justitsraad Horn fra Assens, Ridder af Vasa nede i sit Hjørne sagde en Sætning af »Dagbladet« om »Guld, gravet ud af vore gamle Volde«, og alle sad saa oprømte, med straalende Ansigter, som havde de alt det rare Guld foran sig paa Dugen.
Konferensraad Hein talte ikke mer. Han sad i Tanker og førte Cigaren til og fra den smalle Mund, mens han fulgte de fine tynde Røgskyer med et Smil. Ovre ved Rækværket havde alle Herrerne vendt Stolene ud mod Sværmen, og Konsul Møller sad halv salig og lod sin Serviet dingle langt ned fra Rækværket over Mængden, ligesom om han anglede.
Det er Fiskene, sagde han og grinte af sin egen Vittighed, saa han var lige ved at gaa ud over Rækværket, og en hel Del Provinskolleger lo med, til der pludselig blev ganske stille og man tav genert.
Men Konferensraad Hein var vaagnet af sine Tanker ved Latteren og uden at have hørt den jydske Vittighed sagde han, med et Glimt i Øjnene, seende frem over Mylret og Salen.
Ja Liv er her blevet.
Berg og Lange gik ind til Gersters. Familien saa resigneret ud og dukkede over Melon med Sukker i Rundkreds om Tanten, der var i Atlaskmantille med Chenille, og som endnu kun besværligt talte med de nye Tænder. Da Berg og Lange blev præsenteret, gav hun Haanden, som om hun stak Fingrene ind mellem Tremmerne i et Menageri. Professorinden bød paa et lille Stykke Melon til et Glas Vin, og de fik Plads ved Bordet.
Man talte om Landet og Sommerophold. Lange sad ved Siden af Professoren og illustrerede ham en Badesæson ved Bovbjerg med mange impressionistiske Billeder, mens Professoren umærkeligt rykkede længere og længere ind paa sin Stol hvert moderne Udslag af den Langeske Sprogbrug skar gennem ham som en Kniv og sagde gentagende, at Luften anerkendt jo skulde være ganske fortræffelig ved Bovbjerg.
Ja hvad Lange angik, kunde han sige, hans Nerver havde danset
Fruen smilte, med sit vaagne, behagelige Værtindeblik stadig hen over Bordet ogsaa Professoren sørgede hun for, saa bød hun ham, og saa rakte hun ham noget med en egen dæmpet Omhyggelighed :
Ja sagde hun, Hr. Lange fandt nu altid saa ejendommelige Steder De havde saamæn bare været i Fredensborg men der havde været rigtig rart der ude Man havde altid Slotshaven at sidde i om Dagen.
Og saa gi'er det jo noget Liv med Hoffet derude, sagde hun.
Berg mente ogsaa, der var rigtig rart i Fredensborg, han havde boet der en Sommer stille og rart, kun saa solhede Veje, sagde han.
Og ikke Mad at opdrive, sagde Lille Gerster. Han havde ikke mælet et Ord til nu, men bare siddet dukket over sin Tallerken og leget med Melonkærnerne, det generede ham altid, at Lange talte saa højt, naar han var sammen med hans Familie, og havde saa store Bevægelser med baade Arme og Bén. Han havde stadig en Fornemmelse, som om Lange maatte vælte noget. Familien Gerster selv havde alle nogle forbindtlige, bløde Stemmer, der kun brugte Mellemtoner, og smaa hensynsfulde Bevægelser, der aldrig blev paatrængende eller fyldte op.
Erhard forsøgte vist tre Gange hele Sommeren, sagde Fruen og lo lidt over til sin Søn.
Mo'er overdriver i Familien Gerster brugte kun Professoren Tiltalens personlige Pronomen jeg var derude hver anden Uge.
For at sove ud, sagde Professoren frem over Bordet. Han var den eneste i Familien, der undertiden talte højere i en ligesom pludselig utaalmodig Tone. Gerster skulde række Karaflen herned, sagde den agtsomme Frue, hvis Herrerne deroppe har faaet.
Karaflen blev rakt ned under en lille Taushed, og Fruen spurgte Berg, om man ventede mange Bøger nu i Efteraaret. Naar Erhards Venner var der, ledte Professorinden altid gerne Samtalen hen paa nye Bøger og nye Forfattere, og hun sad smilende og hørte paa alle de gudforgaaende og radikale Ting, mens hun selv skød sine behageligt liberale Anskuelser ind i smaa rolige, halvt satiriske Sætninger. Men en Gang imellem kunde der ogsaa plumpe ud af hende et uvilkaarligt, ganske ungpigeagtigt udbrud, der gik videre end nogen andens, og som viste en betænkelig Mangel paa Respekt for baade det ene og det andet hos Professoren. Og saadanne Udbrud kom altid i en egen fortrolig Tone, som om hun talte med Haanden for Munden eller bag nogens Ryg.
Jo sagde hun, Novelletterne havde hun læst, strax ude i Fredensborg.
Hun kom pludselig til at se' over paa Tanten, der sad ret op i Sofaen, helt stiv af Søvn:
Tante sagde jo, ytrede hun, at Kielland var blevet læst hjemme i Skanderborg.
Tanten vaagnede ved Lyden af sit Bys-Navn og sagde besværligt paa Grund af de nye Munddele:
Ja vi havde Læse-Torsdag ifjor Vi og Madsens, du ved, de unge Folk, og Doktor Sørensens skiftede hos hinanden
Ja det har jo Tante fortalt, sagde Fruen.
Men efter Nytaar, du, spillede vi Boston, sagde Tanten.
Erhard rømmede sig og saa' paa Berg. Lille Gerster led i det hele af den Sygdom stadig at genere sig, naar der var Venner af ham sammen med hans Familie; saa paa den ene Parts Vegne og saa paa den anden. Selv gav han ikke Anstød. Han sad mest stille paa sin Stol. og saa' underlig umyndig ud, med et Par artige Øjne.
Lange var ogsaa gaaet over til Literatur og talte meget indgaaende om Zola: Satan til Ka'l. sagde han. Satan til Ka'l. Lange kradsede sig i Hovedet: Han véd, hvad det kommer an paa: at ta'e Sanserne; sagde han, det er det.
Han bøjede Manken helt ind til Professoren og blinkede: der var altid saadan en inderlig Fortrolighed over Lange, naar han bredte sig paa et Yndlingsemne:
Ham lugter man saagu, sagde han og snøftede let.
Ja Professoren læste desværre kun Revue des deux Mondes i »Læseforeningen«
Salen var næsten blevet tom, alle var brudt op til Fyrværkeriet. Lange og Berg tog Afsked, Tanten var allerede kommet midt ud paa Gulvet for at binde Kjolen op med et Gummibaand og komme afsted. Fru Dønnergaard, født Gerster, havde ikke sét Fyrværkeri siden Kronprinsens Bryllup, da Amtsraadet lod brænde et af paa »Slotsbjerget«
Rigtig kønt var'et, Jette især i Vandet Men der er ogsaa dejligt ved Søen Det er dog det dejligste Sted, Jette.
Men lad mig dog holde, Jette lad mig dog holde, sagde Fru Dønnergaard til Fru Gerster, der tog Overstykket paa. Hun var saa ivrig for at de alle skulde rejse sig og komme afsted, som om hun aldrig havde nikket over en Tallerken med Melon.
Rigtig kønt var'et, Jette især i Vandet Men der er ogsaa dejligt ved Søen Det er dog det dejligste Sted, Jette.
Men lad mig dog holde, Jette lad mig dog holde, sagde Fru Dønnergaard til Fru Gerster, der tog Overstykket paa. Hun var saa ivrig for at de alle skulde rejse sig og komme afsted, som om hun aldrig havde nikket over en Tallerken med Melon.
Og tilsidst blev de da endelig færdige, mens Lange og Berg bukkede i Døren.
* * * * *
Da Lange og Berg kom ud paa Verandaen forbi Bankherrerne, hvoraf nogle stod barho'dede og stak Næsen op i Luften, hørte de allerede den susende Knitren af Fyrværkeriet, og lige foran dem, over Mængdens mangfoldige Nakker, saa' de Bagsiden af en snurrende Sol, der kastede et rødt Skær, som en halvt udfoldet baskende Vinge, gennem Røg og Gnister, før den slukkedes.
Lange istemte Mængdens lange »Aa aa«, da de sidste Gnister faldt. Rundt om dem laa nogle Øjeblikke kun et vidt Mørke, fyldt af Mængdens Mumlen som af en Susen, op mod den stille, lyse Basar. Midt i Mørket løb de smaa Lys af Fyrværkernes Lygter og kastede hoppende Skær over Fyrværkeriets store Galgen-Skeletter.
Numer fulgte paa Numer. Smaaflammer sprang op ad Fyrværkeriets Stilladser og tændte rødt, gult og grønt regnbuefarvet urolig Ild. Og paa den anden Side af Plænen saa' man pludselig de tusinde, sagte bølgende Ansigter i Skær af de skiftende Flammer, helt op til Basarens rolige Lysbuer.
En Regn af »Sværmere« var det sidste Numer.
Der lød nogle Knald, og i samme Nu skød hundrede Ildslanger sig op i Kreds, bøjende i skønne Rundinger mod hinanden de lange Halse; og som om de udspyede dem, faldt utallige Perler, store, som lyse Kloder ned gennem Rummet og brødes med Knald smaa plaffende Knald: med ét var hele Himlen, hvor man saa'. kun et vildsomt Løb af ilende hurtigfødte Stjerner, der lyste over Tusinders Ansigter
Bankherrerne var gaaet helt frem for Enden af Verandaen, hvor de stod og gloede med glad Undren over Trækkene, mens et langt Bifaldsraab steg op fra Lavningen og spændte over det hele Rum op mod de kunstige Stjerner, der slukkedes.
* * * * *
Berg og Lange gik ned ad den halvmørke Koncertsals Allé. Langt borte fra hørte de Selskabet Canth, som gjorde en sidste Runde. Arm i Arm, de fire Ægtemænd bagerst. Lille Canth havde saadan en ujævn Gang, saa han aldrig holdt Trit, og det altid saa' ud, som løb han som en Hund mellem de andres Bén.
Fru Canth og Sundt gik forrest. Oberstinden havde Fuldmægtigens venstre Arm. Det var hendes Ret: en venstre Arm hos en af »de smaa« paa Skift. Hun kaldte sig selv »det femte Hjul« og lo med sin høje overstadige Latter, naar hun sagde det.
Berg sluttede sig til Lille Canth, mens de gik videre. Der var en egen melankolsk Sympati mellem de to: Berg holdt saa meget af den lille Mand. Han mælte aldrig et Ord. Han gik stille rundt, rokkende lidt paa Hovedet med det triste Ansigt og det tottede Skæg; han tog sig kun en Gang imellem op til Øjnene, ligesom om han vaagnede eller besindede sig. Og saa sukkede han.
I Middagsselskaberne, naar Berg og han var sammen, kom han altid efter Bordet og tog Berg under Armen og slæbte ham med sig hen i en Krog, hvor han kunde finde et Par Stole; og der sad han saa, ligeoverfor Berg, uden at mæle et Ord, en hel Timestid i en stor Røgsky.
Og naar der blev kaldt til Spillebordene, rejste han sig kun og sagde med sin tynde Stemme, mens han tog sig med Haanden over Øjnene:
Naa nu skal der nok spilles, og gik fra Berg med et Haandtryk.
Ogsaa nu gik de to uden at sige noget; lige foran dem havde Hr. Mølbom slaaet en Klo i Lange og var igen paa Møen, mens »Mo'er« gik lidt henne til en Side med lange Arthur, begge tavse, i et trægt luntende Trav Fru Mølbom i Galosker som et Par halvgamle Heste, der længe har trukket sammen.
Fru Dunker og Scheele gik inde under Træerne naar de var alene, støjede hun ikke mer.
Berg stødte mod noget paa Jorden, med Foden, og bukkede sig: Aa det er en Raketstok, sagde han og tog den op, saa' ind i det sorte Hylster og rystede det.
Lille Canth standsede ogsaa og kiggede ind i det tomme Hylster, Fru Canth raabte fra Fortroppen, hvad det var, og alle stansede og tog om den mærkværdige Stok, til Fru Canth sagde:
Uh, man blir jo sort om sine Hansker, og smed den.
Og alle satte i Marsch igjen.
Ja, Herren véd, sagde Lange, hvem der har faaet den i Hovedet. Hr. Mølbom lo.
Det er ikke noget at le af, sagde Lange, det er s'gu Faren med Raketstokke at Godtfolk faar dem i Hovedet
De kom ned mod Teatret og hørte en høj Klappen. Det var Publikum ved Hornmusikken, der vilde have et sidste Extra-Numer. De gik over til den store Rundkreds af Folk, der ventede under Lygterne; Bankherrerne kom ogsaa i en Sværm, echaufferede, med Hattene i Haanden, og blev staaende.
Da Musikken begyndte, kendte de »Kyssenes Sang« Og nynnende, vuggende Hovederne ind mod deres Herres Skuldre, stod Damerne med de smilende Ansigter vendt op i Lygtelyset
Saa strømmede alle ud paa den store Plads, hvor det elektriske Blus paa National-Taarnet sendte sin Strime af Lys frem over Mylret ned mod Frihedsstøttens store graa Sten.
Og ind i Støjen af rullende Drosker og »Nationals« Musik og »Farvel« af de hundrede Stemmer hørte man højt Zinkarbejdernes lystige Takt, der under Edisons Lamper glad hamrede løs paa »Victoria-Teatrets« nys rejste Tag.
Berg var stanset ovre paa Fortovshjørnet ved Jernbanen. Du, Lange, sagde han dæmpet og dvælede paa Ordene, mens han saa' ud i det rige Mylr: Om man dog havde en Harlekinsstav og slog med den en Tryllekreds om den hele By og bandt den til ét Billede
Berg tav lidt, og med en Bevægelse med Hænderne, som sønderbrød han den tænkte Stav, sagde han med et utaalmodgt Suk:
Og saa vilde det være et Tornerosetableau, det hele Billede.
Han vendte sig, just som han blev raabt an af en høj, lidt skingrende Stemme: God Aften Berg.
Det var en Herre, der raabte fra en Droske over den halve Gade: Ses i Ugen, raabte han, til en bedre Frokost Han svingede med Hatten fra Drosken, der rullede videre.
Hvem er det? sagde Lange.
Den unge Adolf, sagde Berg Søn af Adolf med »Husholdningsbøgerne«
Hm, sagde Lange i sin misfornøjede Tone: En støjende Herre.
De gik videre.
* * * * *
Berg var kommet hjem, hvor Lampen brændte stille under sin Skærm, og gik frem og tilbage over Gulvet. Han knipsede Kineserdukkerne, der sad rundt om paa Kanten af Etagerer og Konsoller, saa de bevægede Hovederne, og saa' lidt paa den nikkende himmelske Forsamling.
Saa slog han de lange Persienneskodder til Side og aabnede Vinduet. Der var ganske stille, ikke et Fodtrin, ikke en Lyd. Fra Stjernehimlen laa et Skær som af Sommernatsdæmring over Pladsens høje Tage.
Og længst borte, over alle Huse lyste som en skinnende Sky Skæret fra »Victoriateatrets« elektriske Lamper.
Berg gik tilbage i Stuen og opdagede et Brev ved Foden af Lampen. Han tog det og saa' paa Haandskriften i Hjørnet var der en Svale med en fransk Devise: Nous reviendrons : Berg blev siddende lidt, før han brød det og læste:
»Moder beder mig sige Dem, at vi nu lykkeligt og vel er kommen hjem til Byen for at opleve endnu en Sæson.
Vi hilser Dem alle.
Deres ASTA HELTZ«
Berg blev siddende længe og stirrede ind i Lampen Brevet med Svalen havde han krammet fast sammen i sin Haand.