Det var de korte Dage. Slud og evig Regn. Fru Berg og Tine kom forfrosne i store Sjaler til Mørkningsbænken. Hjemme blev der slet ikke tændt Lys om Aftenen, Faderen og Moderen sad sammen i Sofaen i Mørket. Herluf krøb sammen ved Fødderne af Moderen. Talt blev der ikke.
Stridregn var det, saa det slog mod Ruderne: De Satans Hunde, sagde Faderen. De to Jagthunde hylede jamrende oppe paa deres Loftskammer.
Det er mod ondt Vejr, sagde Moderen, sagte, som om hun frøs. De sad igen stille, mens Hundene blev ved at jamre: Det er ikke til at holde ud, sagde Berg. Han rejste sig for at gaa op til Hundene. Moderen og Herluf blev alene og hørte hans Skridt over Loftet.
Mo'er, sagde Herluf stille op imod hende i Mørket: Døer da Kongen?
Gud forbyde det, sagde Moderen. Herluf tog om hendes Knæ, hun havde saa underlig en Stemme.
Moderen og Herluf sad endnu med Tine paa Bænken, skønt det længst var blevet mørkt. En Gang imellem hvidskede de en Sætning med de Stemmer, hvormed i de Dage alle talte, som om de havde en Kulde i sig om det eneste, man talte og tænkte: om den syge paa Glücksborg.
Man sagde, det var igaar blevet værre med Kongen.
Vejen laa stille og øde. Kun Pilene paa Genbohegnet svajede i Mørket.
Mon han er ved Samling, sagde Tine.
De siger jo Nej, sagde Moderen.
De hørte en Vogn, der arbejdede sig tungt gennem den opblødte Vej: Det er Posten, sagde Tine og rejste sig. De saa' ham komme frem i Mørket vandrende ved Siden af sit Øg.
Jakob Hans, raabte Tine, hvordan er 'et?
Jakob Hans standsede sit Køretøj og stod lidt. De sier, han er død, sagde han saa.
Iaftes.
Moderen og Tine græd højt, Herluf trykkede sig ind imellem dem. Posten satte langsomt sit Øg i Gang igen gennem Mørket: Godnat, Jakob Hans, sagde Tine gennem Graaden.
De blev ved at græde ved Siden af hinanden: Jeg tænkte det, sagde Tine. Uglerne var saa slemme iaftes.
Berg kom bag ved dem: I véd det, sagde han. Moderen lænede sig til ham; lidt efter lidt hørte de op at græde og stod stille.
Nu skal Klokkerne gaa, sagde Tine.
Ja, sagde Berg.
Hent Deres Forældre, Tine, sagde Moderen. Lad os være sammen.
De gik hjemad, Berg holdt Herluf i Haanden. Da de kom ind, gik Herluf ud i Køkkenet og Borgestuen og sagde til hver:
Kongen er død, og saa' paa, hvordan hele Huset græd.
* * * * *
Man ventede Krigen hver Dag. Brød den ud, maatte Berg med som Reserveløjtenant, og han vilde have sin Kone og Herluf bort i alle Fald: i Skovridergaarden maatte der dog ansættes en Vikar. Og han vilde være roligere, naar han vidste Kone og Barn i Behold hos sin Fader og Søster i København.
Hun gav efter; iaften skulde de, hun og Herluf, rejse med Dampskibet, som anløb Sønderborg ud paa Natten.
Det var en fugtig og taaget Dag. Fru Berg gik sidste Gang om til hvert et Sted i Gaard og Have; Herluf stolprede hende i Hælene. Hun stod i Stalden hos den blissede Ko det var Fanny, som havde givet Mælk til Herluf, da hun ikke længere taalte at amme ham ; hun stod og kløede Fanny kærtegnende mellem Hornene, den var saa kælen og vilde slikke hendes Haand:
Saa sørger Lars jo for hende, rigtig godt for hende, sagde hun.
Det ka' Fruen være tryg paa, sagde Lars, som ogsaa var paa Vej til at vande en Høne foran den blissede.
Køerne vendte Hovederne i Baasene og brølte langtrukket og dæmpet, mens »Fruen« lukkede Stalddøren.
De gik om langs Længen forbi Hønsehuset: Ja, den spættede var trofast den lagde Æg til det sidste, og de bøjede ind bag Hækken ved Dammen. Herluf tog Moderens Haand, mens de gik. Ved Lysthuset standsede de. Der hang paa Slyngrosen om den ene Søjle en frisk lille Gren, da Moderen saa' den, begyndte hun at græde igen og brød den af.
Mo'er kommer vi hjem til din Fødselsdag, sagde Herluf.
Jeg véd ikke, sagde Moderen, som græd.
De gik ind gennem Lunden; i dens Udkant laa der en Høj. Henne over Landsbyen gik Solen ned. Det vor som en fjern Brand over Skyerne; foran dem laa Eng og Aa og Gaarde og »Fa'ers« Skov. Fru Berg saa' frem derover, længe, længe; græde gjorde hun ikke mer, stod kun bleg og stille.
Mo'er, sagde Herluf og trak i hende, men hvorfor maa vi rejse.
Moderen rørte sig ikke: Fordi Fjenden er over os, sagde hun. Og Herluf stod stille, ligesom den Gang, han havde været i Kirke.
Om Aftenen sad de i Stuen. Fader og Moder i Sofaen, Faderen sad hele Tiden og klappede Moders Hænder, Herluf havde han paa Skødet.
Ja, det er Tid, sagde Faderen. Moderen rejste sig og begyndte at tage tøjet paa, men hun lod det ligge og gik hen til Vinduet, hvor hun græd med Hovedet mod Stolpen.
Da Vognen var forspændt, kom Tine som en Stormvind med sit Tørklæde over Hovedet.
Naa, naa, sagde hun og lo med Graaden op i Halsen. Vi skal nok muntre Skovrideren Det er fra Moders Urtepotter, sagde hun og stak et Par Blomster til Fru Berg; hun kunde ikke tale mere.
Ude paa Gangen stod alle Folkene paa Hosesokker, der var en Snøften i hele Klyngen. Fru Berg rakte Haanden til hver: Mo'er, sagde Herluf, du har ikke givet Haanden til Hans Husmand, Mo'er, du har ikke givet Haanden til Hans Husmand, Mo'er Da Maren Malkepige fik Haanden, gav hun sig til at hyle, som om den Onde vilde tage hende, og slog Forklædet op om Hovedet.
Tilsidst kom de da ind i Kalechen: Farvel, Hans Husmand, blev Herluf ved at raabe; og Vognlygtelyset faldt hen over Dagligstuevinduerne og »Kontoret« og saa over Poppeltræerne de var ude af Gaarden.
Oppe ved Mørkningsbænken stod Tine og vinkede med sit Tørklæde. Hun løb med Vognen og rakte Haanden ind over Forlæderet. Saa tog Herluf paa at græde.
Da de kom til Sønderborg Havn, laa Dampskibet allerede der ude og stønnede med sine Lanterner. Baaden var klar. Baadfolkene løb rundt med Lygter; da Herluf kom ned i Baaden og følte det gyngende under sig og saa' det sorte Vand, græd han igen og vilde hjem. Faderen tog ham paa Skødet paa Toften.
De var snart ude. Afskeden maatte gøres kort. Moderen og Herluf var oppe ad den lille Trappe ved Hjulhuset, og Styrmanden holdt sin Lygte op mod Bergs Ansigt, der stod paa det nederste Trin.
Nej, sagde Berg, jeg bliver.
Og der blev pebet, og Skibet begyndte at ryste under Maskinen. Baaden saa' man knap mer, kun Lygterne inde ved Havnen.
Mo'er, sagde Herluf og tog hende i Kaaben, Mo'er, Fa'er græd.
Moderen svarede ikke. Hun troede, hendes Øjne vilde kunne finde ham i Mørket endnu hendes Mand.
Skibet stødte saa tungt op mod Sønderborg Slot.
De saa' ikke Mand og Fader mer. Berg faldt ved Dybbøl i Skanserne. Det var Fru Berg, som om det kun var noget, hun havde vidst og ventet, og som om det slet ikke gav nogen Forandring uden Immortelkransen, hun bandt om hans Billede over Sofaen.
Hun syntes, hun havde altid siddet ørkesløs her i disse trykkende Stuer og stirret ud paa den træge Vester-Gade og hørt Svigerindens langsommelige Pløjen gennem »Napoleons Felttog«, som hun igen begyndte forfra for den Gamle. Ved hver Lyd fo'r Fru Berg sammen: Det var vel Herluf, der gjorde Ulykker igen. Den Dreng var blevet saa kejtet af lutter Forskræmthed, at han ikke rørte sig uden at gøre Skade.
Marie, skreg den Gamle fra den lille Stue, Marie.
Ja, ja, sagde Moderen, hun var allerede paa Vejen til Gerningsstedet.
Naar han blot la'er mine Piber hænge, skingrede Bedstefaderen. Er det mine Piber? skreg han ud gennem Dørene. Ikke en Time lod han Marie i Ro med sine Piber: Naar han blot la'er mine Piber hænge, blev han ved.
Ja ja ja ja, sagde Marie. Men kunde Bedstefader ikke flytte dem derind? Her kom Herluf saa sjældent.
Ja, ja, Marie, de blir nok flyttede, de blir nok snart flyttede Men min Tid blir de hængende, min Go'e, sagde han rystende, min Tid skal de ha' Lov at blive hængende, min Go'e, blev han stædigt ved, med sin halve Hoste, der aldrig blev til mér end til en Stønnen, og som dog fyldte hele Huset.
Skal jeg ikke læse for dig, sagde Marie.
Tak min Go'e, sagde Bedstefaderen, stadig stiv, hvis du vil.
Marie læste et Par Sider, mens den Gamle stadig rømmede sig og flyttede sig i Stolen: Tak, sagde han saa, men du er vist træt nu Hvor er Minna? sagde han.
Hun kommer vist strax, sagde Marie og lagde Mærket i Bogen. Hun sukkede.
Ja ja, du sukker min Pige ja, ja, det er ikke Skovridergaarden Vi andre, vi har siddet her fem og tredive Aar tit baade Sommer og Vinter, sagde han. »Sommer og Vinter« glemte han aldrig, det refererede sig til et Par Somre, hvor han ikke havde været inviteret til Skovridergaarden.
Marie svarede ikke; lidt efter kom Minna, og hun vendte tilbage til sit Vindu.
Hvordan er 'et, hun læser, sagde den Gamle. Jeg forstaar hende ikke hvordan er 'et hun læser, sagde han. Minna tog fat paa Læsningen.
Inde fra Spisestuen lød der et Rabalder: Marie, Marie, gik det løs. Fru Berg var allerede derinde. Det var en Urtepotte, der laa paa Spisestuegulvet med Jord og Skaar og det hele.
Men Herluf dog, sagde Moderen, saa inderlig træt bebrejdende, kan du dog ikke ta'e dig iagt?
Herluf dukkede over Misgerningen han var paa Veje til at blive rent ud skeløjet af evig ond Samvittighed og fik lykkeligt Jorden smurt ud over endnu et Stykke Gulv.
Men Herluf dog, sagde Moderen og tog ham væk.
Man maa jo huske, han er et Barn, sagde Tanten og holdt Hænderne mod Tindingerne med det glatkæmmede Haar. Sofie, sagde hun og aabnede den listeslaaede Dør til Køkkenet: Vil du bringe Fejeskuffen Herluf er kommet til at rive min Azalia ned.
Kan du Tabellen? sagde Moderen.
Herluf gryntede og gik sidelængs hjem i sin Krog Han gik i Skole ved »Frue Plads« hos to Frøkener, i Vejret skød han saa leddeløs og blegnæbbet som et Vinterskud.
Sofie var inde med Husholdningstavlen, det skete, naar Herluf var i Seng og den Gamle til Ro. Svigerinden borede Hænderne i Tindingerne.
Hva' skal man dog gi' Jer, sagde hun træt. I er jo vant til Afveksling Ja, ja, Sofie, tag saa et Stykke Bryst et halvt Pund mere, véd du.
Men, Herre Gud, sagde Fru Berg fra den anden Side Lampen det behøves jo ikke, Minna.
Et Barn har dog Appetit, sagde Tanten gudhengivent. Sofie gik; Frøken Berg var altid saa anstrængt af Tavlen.
Ønsker du ellers noget? sagde hun, naar hun var færdig med »Berlingskes« Føljeton, som hun nød med Strikkepinden mod Overlæben for Gaben; hun behandlede endnu stadig Svigerinden som en Gæst.
Nej Tak, sagde Fru Berg og tændte Lyset, der ventede. De vexlede »Godnat«, og Fru Berg gik op til sig selv paa tredje Sal, med sit Lys. Hun gik saa slæbende som en gammel Kone opad Trappen: Det var Regnestykket, det evige Regnestykke, der lagde som Bly i hendes Bén.
Nej hun naaede ikke videre, kunde ikke komme videre end til den Smule Klæder og Skolepengene Skolepengene, som vilde stige og Værelset her i Leje.
Sov dog, sagde hun og lagde Tæpperne om Herluf, som aldrig sov, før hun kom op, brændende hed som han laa i Sengen, af Angst ved at ligge alene i Mørket, alene i Etagen her ovenpaa. Mo'er gaa i Seng, hvidskede Herluf fra Tæpperne. Fru Berg sad paa Sengekanten og stirrede ind i sit Lys med Hænderne i sit Skød.
Sov dog, sagde hun igen. Hun stod op og lagde Bordtæppet sammen til Natten det var det gamle Bord derhjemmefra og trak Hylstrene over Sophapuderne: det var hendes Brudegaver endnu.
Naar hun var kommet i Seng, græd hun i Puden ganske stille. Herluf stod op og listede sig ud af sin Seng: Mo'er hviskede han ved hendes Hovedgærde.
Mo'er, du skulde ikke græde sagde han. Og han begyndte selv at græde stille som hun, mens hun tog ham ind under Tæppet, og de laa i Mørket tæt ind til hinanden.
Mo'er, hvidskede han, hvem boer nu hjemme?
Fjenderne, sagde hun.
Og har Bøllings Fanny? sagde han.
Ja Bøllings har Fanny.
Herluf faldt hen og drog Vejret dybt i Søvne. Saa løftede hun varsomt sin lange tynde Dreng og bar ham over Gulvet, i Armene, paa de bare Fødder, hen i hans egen Seng.
Frøken Minna havde tændt sin Lampe paa mælkehvid Fod og var gaaet ind til sig selv. Hendes Værelse var et lidet Rum med meget pertentligt hvidt, lagt over Krusejern; »Hjortens Flugt«, »den lille Hornblæser« og »Stjerneskud« i Pragtbind om Sykurven; og »Marie og Magdelena«, i en bleg Udgave over Sengen.
Naar Frøken Berg var kommet i Nattøjet, slukkede hun Lampen og listede ud for at lukke Dørene paa Klem.
Hun sov jo som en Hare for at høre efter den Gamle.
Tiden gik. Tre Aar efter at de var kommet til København, døde Fru Berg. Herluf blev hentet hjem fra Skole, Bestyreren kom selv ind og klappede ham paa Hovedet, mens han begyndte at hulke højt, i Klassen.
Tanten stod ved Trappegelænderet hjemme og tog imod ham og græd. Alle Døre stod aabne; han greb om Tanten og vilde ikke ind: Kom, sagde hun.
Er det min Dreng? det var Moderens Stemme, hun sad op i Sengen, men hendes Øjne kunde ikke sé mere.
Min Dreng, sagde hun, hun følte hans Haar med sin Haand: min lille Dreng.
De græd alle, og Tanten tog ham op, hvor han laa. Der var saa stille i Kammeret.
Det var en travrig Begravelse fra Kapellet ude paa Kirkegaarden, faa Folk og ikke mange Kranse. Herluf gik med Præsten bagved Kisten.
Da de kom hjem, var Stuerne fine, med rene Gardiner som til Jul og Pintse. Men da de kom tilbords, med Vin paa Bordet, Damerne i deres sorte Kjoler, begyndte Herluf at hulke, saa de maatte bringe ham fra Bordet.
Han sad og borede sig ind i Krogen under Pibebrædtet, mens han græd til én af Piberne faldt ned, og der blev et helt Oprør. Inde fra Lillestuen skreg Bedstefaderen, og alle stod fra Bordet.
Herluf løb op i deres egen Stue og gemte sig. Dér sad han i en Krog til om Aftenen, da Tanten kom op og sagde: Nu skulde han komme ned, Bedstefa'er var ikke mere vred. Men Herluf tog paa at hulke igen: han syntes, nu var først hans Moder rigtig død.
Nede i Stuen sad de sorte Damer og hæklede om Lampen.
* * * * *
Og Tiden løb. Herluf var længst i Latinklasserne.
Det var Lørdagens sidste Time. Tredje »Fælleds« havde Gymnastik. Solen stod ind ad Vinduerne paa Kalkvæggen, og Støvet slog i store Skyer af de gamle Hømadratser under Realisternes Længdespring. De Studerende stod og skød Ryg i Geled langs Væggen som en Rad Flagermus, der er kommet i Dagen.
Hr. Atterbom, der udenfor Gymnastikken tilhørte Toldboden, var begejstret og gned sit Lugteorgan, som om han gav sig selv »Skrabnæse«.
Godt Jensen, godt Jensen det er Appel. Realistfuksen Jensen satte i Skjorteærmer ind paa Høpuden. Godt, godt! Hr. Atterbom gav Guldrandskasketten et Fur. Saa vore Bænkebidere, raabte han.
Vore Bænkebidere var de Studerende: Madratsen ind, sagde Hr. Atterbom; Madratsen blev flyttet nærmere til Kridtstregen. De studerende tog Tilløb med nogle smaa, skrutryggede jomfrunalske Hop og krænkede Ansigter: Naa, naa, bli'r 'et til no'et? naa, naa, kommer man afsted? Bænkebiderne faldt ned ved Siden af Madratsen, som Oldenborrer fra et rystet Træ.