Hvad bliver det forresten til med ham, gade Lange med sit tvivlende Udtryk og sagtere.
Naa, sagde Berg og trak lidt paa Skuldrene.
Ikke til noget? sagde Lange med Lys over ansigtet; det er det, jeg altid har sagt. Farvel, du.
Lange skred fløjtende ned ad Trappen, mens Berg gik ind i Redaktionen.
Inde i Redaktionsstuerne var det allerede begyndt saa smaat at mørkne. Det var de halvt private Audiensers behagelige Time. Inde i »Læsestuen« havde en Skuespiller, der gik sin Direktørs Ærinde, med en Reklame i hver Lomme, i en Sofakrog fat i Bagstykke-Leverandøren, Hr. Isack, hvem han tiltroede betydelig Indflydelse.
En betroet Embedsmand fra Konferensraad Heins Bank underholdt Krans, som ved en Pult sammentalte sine Linjer i Morgennumret:
Kapitalen burde naturligvis tage Sagen i sin Haand, sagde han, Stedet var jo henrivende, Stedet havde jo alle Betingelser der var Tale om »Marienlyst«, som et Aktieselskab maatte kunne gøre til et evropæisk Bad Men Publikums Interesse maatte vækkes først.
Man maatte have Publikums Interesse vakt, sagde Bankherren.
Inde i Redaktionssekretærens Værelse var Lampen allerede tændt paa Skrivebordet. Redaktøren havde ført Professor Gerster ind til Hr. Gravesen. Professoren talte i Familiens bløde Tone, siddende med Benene slaaet behageligt over Kors i sin Lænestol:
Der var ganske vist endnu længe til Kongressen men den almægtige Presse og Professoren gjorde en Haandbevægelse frem mod Hr. Gravesen, der altid blev ligesom lidt bredere i Stolen i Tiden fra fem til seks kunde man aldrig gøre sig bevaagen for tidlig.
Redaktøren stod ved Siden af og stirrede ud paa Himlen, der begyndte at farves rød over Slottet, som man saa' som en mørk Kolos helt nede for Enden af Holbergsgade. Redaktøren var en soigneret Mand, der mest hørte til, med et lidt træt Udtryk. Han var behagelig med et let Skær af Ligegyldighed overfor alle Medarbejderne undtagen overfor Hr. Stær, der angreb hans Nerver. Han ønskede frem for alt ikke Støj i sin Avis og ansaa »Le Figaro« for Mønstret af et Blad.
Ja. Kongressen skulde være skandinavisk med Indbydelse til de finske Læger Og det var projekteret at forbinde den med en Udstilling Af hygiejnisk Indhold.
De Herrer talte halvhøjt ind gennem Stuerne, hvor det lidt efter lidt blev mørkt. Kun Gruppen om Hr. Gravesens Lampe hvortil den militære Medarbejder, Kaptejn Petersen, falden for Aldersgrænsen, havde sluttet sig var fuldt Lys. Efter den egentlige Kontortids Slutning var Yderdørene lukkede, og Maskinens Støj lod kun herind som et hyggeligt Akkompagnement af fjern Brusen. De Herrer blev ivrigere, og Bankherren sagde højt til Krans:
Ja det er Maalet, min Ven, vi maa vække Publikum; og henne fra Sofahjørnet i Mørket sagde Skuespilleren med sin markerede Stemme:
Ganske vist der var tænkt paa en fransk Ballet men, oprigtig talt, vore egne gør det s'gu ligesaa godt og de to Herrer lo halvhøjt gennem Stuerne, mens Professoren, der støttede Hagen i sin Haand, sagde i sin alvorlige Tone: Ja Hygiejnen er upaatvivlelig Samfundets første Livssag.
Samtalen blev afbrudt af en lille Mand. der kom ind gennem Læsestuen og holdt sig tilbage i Halvmørket, da han saa', der var fremmede. Det var lille Hr. Canth, som forlegen sagde, at det var ingenting, han vilde blot sige Redaktionssekretæren et Ord.
»Ordet« var et Par Fribilletter til Fru Canth, som han fik stukket i Lommen i en Krog. Fru Canth sendte saa jævnligt »Manse« i Billetmission til Redaktionssekretæren, som hun titulerede »Gamle Næstsødskendebarn« og lod give sig Kindkys, naar de mødtes.
Berg havde faaet Tøjet paa, og mens han knappede sine Handsker, sagde han, irriteret ved dette glatragede Komediantansigt med de tykke Kæber som et Udbrud af hele disse Par Timers Lede:
Naa hvad er det saa for en Løgn, vi skal debitere, saa uformodet højt, at det hørtes gennem alle Stuer og der pludselig blev stille, mens Berg gik.
En Sætter kom imod ham ude paa Gangen og sagde, at en tysk Herre var gaaet ind og ventede paa hans Værelse. Berg sagde, man kunde dog gerne havde sagt, han var gaaet Ja men det var en tysk Herre.
Den tyske Herre var Impressario Hr. Theodor Franz. Hr. Theodor Franz svedte det var den sjette Visit hos Pressen men sagde, han var som genfødt.
Min Herre, sagde han, Skandinavien er en Lystrejse det er en Rekreation.
Berg spurgte, hvad Hr. Franz bragte iaar. Hr. Franz bragte en Buket en Stjerne-Buket, desværre, det er det eneste.
Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz med et Suk, de Tider er forbi, hvor man bød paa et Program med seks Numre.
Og han begyndte at trække et Par Reklamer frem, idet han talte om den københavnske Presse. Han kaldte den en Presse af Rang, og han kunde sige, han satte særlig Pris paa den københavnske Presse:
Den københavnske Presse forstod Sagen, sagde han, og var deltagende.
Ja, min Herre, sagde han. Deres Presse har megen Fantasi.
Han havde sat som et fedt Punktum og pustede, med Hænderne paa sine Knæ. Berg følte Forpligtelsen til at fylde Pavsen med en Kompliment og sagde:
Ja, min Herre, det er jo kun en Pligt at være imødekommende mod »Stormestren« blandt Impressarioer.
Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der modtog Komplimenter med bredt Bryst: Det er kun et Talent.
Hr. Theodor Franz lod Øjnene falde i sin Notitsbog og blev pludselig oprørt. Han havde bemærket Fattigskattens ti Procent. Fattigskatten fornærmede ham, han kaldte de ti Procent en Krænkelse.
Min Herre, sagde han, jeg forstaar det ikke. Vi bringer Kunstnere vi bringer Verdensberømtheder, og man brandskatter os som Menageriejere.
Men Hr. Theodor Franz blev hurtigt formildet, og han talte om København. Han besang den, han fandt ikke Ord for at lovsynge den. Han gik hen til Vinduet og talte stadig højere og højere. Dette var utroligt; dette var endelig en By. Dette var Foretagelsesaand en Storstad, her kunde man anlægge Kapitaler.
Min Herre, sagde han, jeg er forsigtig forsigtig, jeg har femten Aars Erfaring. Men ti Stjerner, min Herre, ti Stjerner fører jeg til København i en Sæson.
Han vendte Ansigtet mod vinduet, og idet han saa' ud over den lyse Gade, sagde han:
Ja, min Herre, her er »Stemning«, her forstaar man at nyde efter at have arbejdet.
Og han blev ved at tale i sin ophidsede Tone, med store Haandbevægelser, slaaende ud mod Byen foran sig. Han talte om de nye Staddele, om Victoriateatret »Min Herre,« sagde han, »Tusinderne vil dryppe fra Væggene« om Voldene, der var mejet bort, om »National«, om Strømmen allevegne:
Ja, min Herre, sagde han. Her er Jord for en Verdensstad.
Hvorpaa venter Skandinavien, raabte han, paa hvem venter man? Norden venter paa København, sagde han. Jeg afgør en Sukces med ti Depecher fra København.
Berg hørte ikke mer. Han drømte med et Smil, med Hovedet støttet i sin Haand. Og uden selv at vide det traadte han hen til Vinduet, og han stirrede smilende ned ad den lyse Gade mod det store Slot.
Hr. Theodor Franz var blevet meget varm og kunde næppe faa Vejret. Han holdt inde og tørrede den begejstrede Sved af Panden.
Ja vel, min Herre, sagde han, det er et lykkeligt Land.
Berg vidste knap om sine egne Ord, da Hr. Theodor Franz brød op, og han fulgte ham tildørs med en Kompliment. Han var i Tankerne paany vendt tilbage til denne »Spøg« fra Restauranten; til den Plan, som ikke vilde vige fra ham: dette Teater, der fortryllede ham, saa fuldt af Liv; hvor alt virkede, som byggede de derinde en hel Stad; dette Teater, som blev ham et Symbol, det store Symbol paa denne ganske By, der begyndte at leve.
Og han følte igen hele Leden fra de tungluftede Stuer dernede, hvor de udslidte Medarbejdere dukryggede skrev mekanisk omkap med den buldrende Maskine Gravesen, Krans og Stær Og Arnoldsen og Lange, der evindelig sad, den ene mismodig og den anden selvglad, og befølte deres eget Talent og kom ikke videre en evindelig Marsch paa Stedet af hele dette »skrivende« Kompagni.
Og han selv?
Nej, nej han havde heller intet Digtertalent hele hans Talent, han vidste det nu, havde kun været hans Samliv med denne By.
Og gaaende frem og tilbage paa Gulvet, et Bytte for al den Bevægelse, denne Dag havde opsamlet hos ham, saa' han, som et Landskab, Solen pludselig belyser hele sit Liv, det fjerne ganske nær.
* * * * *
Erindringen om hans første Hjem i Skovridergaarden paa Als viste sig altid først for ham i det Billede: den runde Dam med sin Grønsværkant, hvor Barnepigen sad med Benene op under sig og strikkede paa sin Hose, samt Lysthuset foran Dammen med de fire hvide Søjler og ved Siden af Gangbrædtet, hvor han listede sig frem skævende og bange for at kigge ind i »Lunden«, hvor der var ganske stille, og hvor Barnepigerne sagde, at der boede »den store Mand«.
Herluf legede rundt om Dammen, og ovre paa den anden Side krøb han op paa Stakittet og holdt sig fast: Ude paa Engen vadede Landsbydrengene i Aaen med deres bare Ben og langt borte laa »Fa'ers Skov« til han faldt ned og skraalte, og Barnepigen satte i med et: Naa saa og fik ham samlet op.
Saa faldt de i Søvn, begge to, ved Siden af hinanden paa Grønsværet, mens Myggene stak dem, saa Herluf havde Buler over hele Kroppen.
Til Moders Fødselsdag blev der bundet Kranse til Lysthuset, af Guldregn og Sirener, og »Thebordet« var dækket derinde om Morgenen. Fremmede Damer gik rundt om Dammen i stive Skørter og sad i Solen paa Bænkene og lo med deres Kopper i Hænderne, mens lille Herluf løb rundt i Fløjelsblusen og bød Kager om.
Om Formiddagene legede Herluf i Gaarden: Mo'er holdt Udkig fra sit Vindu. Han jog langt borte efter Kalvene, saa de satte i Galop fra Vandtruget paa deres slatne Ben; Rugehønen laa med bredte Vinger over Kyllingerne i Solen ved Stalddøren de rullede ligesom smaa gule Æg mellem Gaardstenene Og Lars kørte Hø ind, mens Moderen lukkede alle Vinduer op, for at Duften kunde trække ind i Stuen, og saa kom Ruglæssene med alle Ørentvistene.
Lars fandt alle Mettes Killinger oppe i Høet over Toftene, det var en hel Kurv fuld af smaa, snøftende Blinddyr, som Herluf bragte ind i Køkkenet for at give dem Mælk Da de blev druknet i Dammen, allesammen i en Sæk, græd Herluf saa længe, til han tilsidst kom i det mørke Kammer.
Og saa blev det koldt, og Havedøren blev til et Vindu, og Moder lo ad Fader, naar han gik i sine store Træskostøvler til Skoven og slog paa Ruden til Farvel.
Moderen sad ved Vinduet om Eftermiddagen, Herluf stavede med Bogen i hendes Skød; siden saa' han Billeder, liggende paa Gulvet, paa Maven, mens Moderen syede Plejlens Lyd hørte man gennem den stille Gaard. Lars og Daglejeren tærskede i Loen.
Mo'er, sagde Herluf paa én Gang, midt som han laa over sin Billedbog, er du lykkelig?
Moderen lo. Hvad den Dreng har for Idéer, sagde hun.
Ja, sagde hun saa og lod Sytøjet synke: jeg er lykkelig.
Naa, sagde Herluf blot og laa igen stille paa sin kuglerunde Mave over Billedbogen halve Timer. Vintersolen krøb ind til smalle Striber henover Gulvtæppet.
Moderen rejste sig og de gik over i Loen; Lars og Daglejeren tog til Huen og tærskede videre, og Moderen satte sig paa en Bjælkekant med Fødderne højt op under sig og saa' til. Herluf krøb ogsaa op han dukkede altid frem bag Moderens Skørter og Søren tog Sæd op i den hule Haand og viste Fruen, hvor den skæppede.
Naar det begyndte at skumre, gik de hen ad Poppelalléen forbi Haven til den lille Bænk. Der sad de, mens Solen gik ned bag Degnegaarden, og Klokkerne begyndte at ringe.
Degnens tykke Tine kom med et Tørklæde over Hovedet. Munden stod ikke paa Degnens Tine, og altid havde hun travlt med at lægge sine Kjoler ud i Sømmene. I Skovriddergaarden var det, som alle maatte lé, bare de saa' hendes runde Ansigt.
Paa »Mørkningsbænken« nikkede »Tine« til hver, der kom forbi paa Vejen, og kaldte ham ved Navn, og snakkede løs igen:
Nej, nej, sagde hun. Peer Nils kan hverken leve eller dø, stakkel Tine tumlede med de syge i det ganske Sogn. Hendes Kur var: Vinduer op og faa dem i Solen.
Ja, hun ka' løvte En, sagde den lamme Peer Nils, Degnens Tine ka' løvte En, og Taarerne løb det gamle »Mimredyr« som Tine kaldte ham ned ad Kinderne bare ved Tanken.
De sad alle tre paa Mørkningsbænken, til Klokkerne hørte op at ringe, og der blev stille, i Genbogaarden kom Drengen frem og lukkede Gaardporten.
Der er Skovrideren, sagde Tine. Hun hørte ham altid først, naar han kom paa Vejen. Og snakkende gik de alle hjem ad Alléen.
I Degnegaarden gik Moder og Herluf op for at drikke Kaffe om Eftermiddagen. Det var som alting skinnede i Degneboligen: Stuerne og den lille runde Degn og Tine og Madammen, og Solen, syntes man, stod altid ind i Stadsstuen over det sandstrøede Gulv.
Ingen havde heller saa rask til Vaffeljernet, som Madam Bølling.
Efter Kaffen sad Moderen og Tine i Stadsstuesofaen og sang. Med ét satte de op at danse og valsede over Gulvet, saa alle Madam Bøllings fine Sandstjerner fløj; Tine var Kavallér og svingede, saa Skørterne viftede:
Smukke Pige med det sorte Haar, Se lidt paa mig. Hør hvor bankende mit Hjerte slaar, Jeg elsker dig. Nej, Hr. Jæger, nej.
Lad mig gaa min Vej, Hvis Mama det saa', Vil jeg Utak faa. Paple, Paple, Paple. Paple Pap, Det tror jeg knap.
Det var Tyrolervals. Tine slog Armen om Fru Berg, saa det kladskede, Madam Bølling nynnede med paa sin Stol.
Smukke Pige med det sorte Haar, Sé lidt paa mig.
Herluf gjorde ogsaa Spring, foran Spejlet, med Fingrene i Munden: Han skulde danse han skulde danse, raabte Tine. Hun og Fru Berg pustede i Sofaen med hinanden om Livet, mens Herluf skulde danse. Han hoppede som en Kakelak med Tungen stiv i Munden gamle Bølling lo, saa hans Mave gyngede under Vesten.
Saa satte Tine i igen og valsede og sang:
I Kongelunden vort Bryllup skal staa Med Dans og klingende Spil Enhver, der har Lyst, kan se derpaa. Vi indbyde alle, store og smaa, Til Festen i Kongelunden. Trallera.
De svingede, saa de ikke havde Vejr.
Syng, syng, raabte Tine aandeløs: De Gamle sang; gamle Bølling slog Takten med Foden som ved Psalmesangen i Kordøren, og Herluf blev helt vild og fór om i Rundkreds som Hesten »Zampa«, han havde set paa Markedet i Avgustenborg, mens han hylede:
Til Festen I Kongelunden.
Skovrideren, sagde Tine, og standsede midt paa Gulvet. Berg stod i Døren, og de blev alle stille, ligesom halvflove i det, til Tine fik Berg budt op og valsede.
Naar de kom hjem fra Degnens, sad Moderen i Mørkning til The. Hun sang ved Klaveret det var Visen om »Lille Grete« med en svag, dæmpet Stemme, der knap naaede frem i Stuen, Berg aabnede sin Dør paa Klem, Herluf sad ganske stille paa sin Skammel.
Ak, kæreste Hr. Guldsmed, Jeg har kun Sorg og Savn, Min Grete rejser fra mig I Dag til København. Nu vil jeg gerne be' ham. Min gode Mester Vig, At gøre mig en Guldring Og skrive indeni: Farvel, farvel, lille Grete!
Det var de korte Dage. Slud og evig Regn. Fru Berg og Tine kom forfrosne i store Sjaler til Mørkningsbænken. Hjemme blev der slet ikke tændt Lys om Aftenen, Faderen og Moderen sad sammen i Sofaen i Mørket. Herluf krøb sammen ved Fødderne af Moderen. Talt blev der ikke.