Da kun kom hjem, spiste hun alene. Hun spurgte ikke, hvor Faderen var, eller om han var kommen. Hun vidste, hvor han pleiede Hun sad alene ved Bordet i den store Stue, spiste og lod Pigen tage ud. Den gamle gik forbi, talte til hende og søgte at klappe hendes Haar; hun drog Hovedet bort.
Hun satte sig i Dagligstuen foran Ilden. Hvor den slikkede Brændet
Hvor er han dog? Mon han dog ikke kom hjem?
Hun begyndte at gaa op og ned ad Gulvet med Hænderne paa Ryggen. Hun virrede med Hovedet, som jog hun Fluer fra sit Haar, og hun trampede haardt i, naar hun gik.
Hvorfor havde han saa hentet hende hvorfor? naar det blot var, for at hun skulde sé Hun satte sig igen foran Ilden, gav sig igen til at spadsere.
Saa just, da hun dreiede om ved Vinduet, kom Faderen ind med Lys. Det blændede hende.
Er Du kommen? Hun kunde næppe tale, saa glad blev hun. Jeg troede Hun mærkede, han havde ikke drukket.
Aa at du kommer.
Han lo: For jeg har slet ikke været ude sagde han. Kun gjort i Orden til iaften. Ellen saa paa ham. Til iaften ?
Ja ser du ikke, hvor jeg er fin sagde han, vi har Fest idag, i Riddersalen. Faderen havde sort Kjole og hvidt Slips.
Men vi to alene, Fa'er? Ellen lo: Det havde hun aldrig hørt. Og ingen andre?
Vi to. Ja der er færdigt sagde han. Han bød sin Datter Armen og gik over Gangen. Pigen ventede og slog Døren op.
Men, Fa'er. Ellen slap hans Arm, har du tændt i Kronerne Hvor det straalede.
Ser du ikke din Moders Billede ? sagde Maag.
Jo der var det. Det er nyt? sagde hun. Men Fa'er naar har du faaet det?
Ja jeg har faaet det malet, sagde Faderen. Han havde foldet Hænderne og stod foran sin Hustrus Billede. Hvor hun er smuk sagde han. Det ligner hende. Saaledes saa hun ud.
Han stod længe, og pludselig dækkede han Ansigtet med sine Hænder og græd.
Ellen gik hen til ham. Han mærkede hende ikke. Men da hun hvidskede: Fa'er og lagde sit Hoved ind til hans Bryst, sænkede han Hænderne; de faldt ned paa hendes Skuldre.
Hvorfor skulde hun ogsaa dø, sagde han, og jeg blive en slet Fa'er.
Ellen sagde intet, hendes Øine bleve fulde af Taarer, og hun knugede sig fast ind til sin Faders Bryst.
De græd, støttet til hinanden. Saa begyndte han gjennem Graaden at fortælle hende om hendes Moder, om deres Liv, om hendes Skønhed og deres første Møde.
Og mens de talte, gav de sig til at gaa op og ned ad Gulvet ved Siden af hinanden, han holdt sin Arm om hendes Hals.
Han førte hende ind i Taarnet og viste hende Vinduet, hvor de den Aften havde staaet; Stedet i Karmen, hvor hun havde ridset sit Navn Og hun havde lænet sit Hoved der mod Sprossen, og han havde slaaet Vinduet op.
Men da var det Sommer, sagde han. Han satte sig paa den høiryggede Stol ved Vinduet og saa ud. Maanen var kommen op. Dens Skær lagde en blaalig Glands hen over Plænernes Sne.
Maag støttede sig til Karmen og stirrede længe ud. Ellen saa, at han græd paany, og hun sagde:
Her er koldt, lad os gaa ind.
Ja det er koldt. Maag vendte sig og uden at tale vendte de tilbage til Salen og begyndte atter at gaa op og ned. Faderen talte om Billederne, udpegede de enkelte, fortalte deres Historie.
Han havde tjent ved Hoffet og han været Rigets Marsk. Hans Frue, Damen der, med Bønnebogen og de store Øine hun var kendt som den skønneste Kvinde i Landet.
Ellen havde lagt sin Arm i Faderens; pludselig standsede hun og pegede paa et Billede paa den modsatte Væg. Hun ligner mig, sagde hun. Ikke sandt.
Dig hvem det var Ellen Maag, som han saa. Sorgfuld, Rosenkransen i de hvide Fingre og hans Datters Øine løftede fra Bogen.
Han blev staaende betaget.
Hvad hed hun? spurgte Ellen. Og da han ikke svarede, sagde hun igen:
Var hun ulykkelig, Fader?
Faderen slap hendes Arm og vendte sig. Det er Ellen Maag, sagde han.
Da de havde spist, gik han ind og hentede et gammelt Skrin af Skildpadde med Forsiringer af Sølv. Det var en Gave fra en af Frankriges Konger, kostelig indlagt, med et kongekronet L. paa Laaget.
Skrinet var fuldt af gamle Smykker, brede Halskæder og Bælter med ædle Stene, Resterne af de Maagers Glans. Han fortalte, hvem de havde tilhørt, og naar de var skænket.
Ellen saa paa Smykkerne, som de laa der straalende i Rad paa Bordet, begyndte at sammenligne og veie dem i Hænderne Hun følte næsten Ærefrygt, naar hun tog dem. Der var gyldne Spænder med de Maagers Navnetræk sammensat af funklende Stene, og Kæder, hvor Slægtens eget Skjold vekslede paa de sammensatte Led med de Billers og Hvidernes Lillier. Der var Ringe og Baand til Armen og Rosetter til Atlaskes Sko.
Saa rev Ellen pludselig Haaret ned, saa Fletningerne faldt om hendes Skuldre, og hun fæstede hurtigt et Par Kæder om Hoved og Hals.
Hvad vil du, sagde Faderen.
Hun lo og løb ud.
Maag havde reist sig, gik frem og tilbage. Han saa paa sin Hustrus Billede og vendte sig igen til Ellen Maag. Denne Lighed forfulgte ham.
Hvorfor blev hun ogsaa kaldt Ellen? Der var Navne nok man havde burdet kalde hende Marie. Han gav sig igen til at gaa.
Men egenlig lignede de alle hinanden, Portræterne. Det var den samme Mund, fyldig rød lysten og træt, det samme Blik under tunge Laag hos dem alle. De var saadan, Kvinderne af de Maager
Han begyndte at sammenligne, at ville finde Ligheder, syntes saa, at nogen mumlede bag ved ham og dreiede Hovedet.
Han saa Datteren ligge foran Ellen Maags Billede Der laa hun foran sin Navnes Maleri, med løftet Blik over Bønnebogen, sort indhyllet, med Rosenkrans mellem de foldede Fingre Som om Ellen Maag var steget ned fra sin Ramme.
Ellen, Ellen.
Han foer hen imod hende, rev Rosenkransen ud af hendes Fingre og stødte til hende, saa hun faldt om paa Gulvet.
Ellen gav sig til at le, sprang op igen og kastede Psalmebogen: Kan du saa sé, jeg ligner, sagde hun, lo stadig og lod sit sorte Gevandt slæbe henad Gulvet. Jeg havde jo det Tableau hos Justitsraadens anden Juledag.
Maag besindede sig og taug.
Men lidt efter slukkede han Riddersalens Lys.
Et Par Dage efter kørte Maag Ellen hjem til Veile. Naar Ellen kom tilbage fra Thorsholm, var hun altid tausere end sædvanlig, talte ikke med nogen. Var det Sommer, søgte hun ud i Haven i Lysthuset, som Madam Lind kaldte hendes Moders Lysthus. Hun vilde ikke spørges ud om noget paa Thorsholm, og hun kunde ikke holde ud at se paa Bedstefaderens graa Klædeskasket og den rødbrune Paryk, som sad skævt.
Hun hadede Butiken mer og mer: denne fedtede mørke Bod med sine Sild og sine uldne Tørklæder og den evige Stank af Skraatobak og gammel Lampeolie. Og Bønderne, der trampede ind med deres Træsko og skændtes om Tøndemaalet eller pruttede om et Stykke Sirts. Undertiden, naar hun kom derind; for at hente et Stykke Papir eller Avisen, kunde hun standse i Døren og lytte til en Handel. Det var en Kone, som pruttede om to Skilling, og Svendene bandede og svor, at det var det billigste Køb. Og saa tilsidst, naar Konen var kommen hen til Døren, kaldte Svenden hende tilbage og slog den ene Øre af; og Konen vendte tilbage og følte igen paa Tøiet med: "Næ" og Li'eveller og Kampen begyndte igen om den sidste Skilling
Men vilde hun saa ikke handle, og var hun med sine Pakker allerede helt ude paa Trappen, gav Svenden Køb og Konen fik Tøiet
En Dag spurgte Ellen Svenden: Sælger vi det da uden Fortjeneste?
Svenden lo Nei, det var sat fire Skilling op for Prutningen, Vi kender da nok Maren Peer's.
En Dag spurgte Ellen Svenden: Sælger vi det da uden Fortjeneste?
Svenden lo Nei, det var sat fire Skilling op for Prutningen, Vi kender da nok Maren Peer's.
Ellen saa paa ham. Ved Bedstefader det? spurgte hun. Svenden kunde slet ikke svare for Latter Saa er det
Bedrageri, sagde Ellen. Siden den Tid kom hun aldrig mere i Butikken.
Om Aftenen efter, at hun var kommet hjem fra Thorsholm spurgte Bedstefaderen hende, om hun havde bragt Blomsterne op paa Kirkegaarden.
Ellen lod, som hun ikke hørte det. Hun havde ikke talt til Bedstefaderen, siden hun kom hjem. Men han spurgte igen:
Bragte du Blomsterne op?
Hun blev en Smule rød; Ja, jeg bragte dem.
Var der megen Sne? spurgte Lind igen.
Jeg ved ikke. Pludselig saa Ellen op: Men jeg lagde dem ikke paa jeres Grav, sagde hun.
Ikke paa Graven? han flyttede Piben, hvor Satan da?
Hun saa lige paa ham: Jeg kastede dem ind i Hvælvingen, sagde hun.
Gamle Lind blev meget rød og tog Piben af Munden, men saa betvang han sig og tav lidt. Var du osse denne Gang ude at køre med din Fader? sagde han langsomt.
Ellen forstod. Nei. Hendes Stemme var rolig det var for koldt, lille Bedstefader.
Nogle Maaneder ind i dette Aar just som Ellen havde fyldt tretten Aar, døde Madam Lind. Den sidste Dag, hun levede, kom Justitsraaden derned, og der blev talt længe inde i Sovekamret. De sagde, der var blevet opsat Testamente, som gjorde Ellen Maag til Arving af det hele, naar gamle Lind en Gang var død, men rigtig Besked vidste ingen.
Der var blevet ganske stille i Huset. Butiksklokken gik ikke mere; Svendene sad hver i sin Krog med Albuerne paa Disken og gloede maabende paa Folk, som gik forbi, stadig paa det andet Fortoug, og skævede til Vinduerne.
Inde i Stuerne gik Pigerne paa Hosesokker henover Tæppestrimlene fra Dør til Dør.
Og under Stilheden hørte man en ustandselig Dikken, af alle Uhrene ligesom om Natten.
Ellen var forskræmt. Hun havde faaet den gamle Psalmebog i Hænderne, og hun sad og stirrede paa dens store Skrift uden at læse. Men en Gang imellem tog hun Fart og gav sig til at mumle Versene.
Saa blev hun kaldt ind.
Da hun kom ind i Kamret og saa Bedstemoderen, ubevægelig paa den hvide Seng, greb hun krampagtig om Dørstolpen og vilde vende om.
Bedstemoderen vaktes ved Støien: Er det dig? sagde hun stille. Er du bange for mig? Ellen blev staaende.
Kom herhen. Ellen gik, og hendes Hænder sank klamme ned i Bedstemoderens Haand, som raktes frem imod hende Nu er det ordnet, altsammen ordnet.
Bedstemoderen sukkede dybt, og hun løftede sin matte Haand op imod hendes Hoved og rørte hendes Haar:
Ellen mit Barn.
Hun Følte den døendes Haand paa sin Pande og skælvede. Og fattende første Gang alt, hvad hun nu skulde miste sank Ellen Maag hulkende ned foran Sengen.
Bedstemoder, Bedstemoder! Og i afmægtig Sorg greb hun den døendes Hænder og hun kastede sig frem over Sengen: Bedstemo'er, hvad skal vi dog gøre? Bedstemoder, dø ikke
Den døende løftede Hovedet, begge de famlende Hænder vilde fatte om Ellens Hoved, og hun nærmede hendes Ansigt til sit som for at sé. Lille Barn, sagde hun, er du saa bedrøvet? Hun faldt tilbage med et Smil om sin Mund. Jeg havde ikke troet det Tak, sagde hun. Gaa nu.
Ellen reiste sig, men Bedstemoderen greb igen hendes Arm, tvang hendes Hoved ned mod sit Ansigt og forsøgte at tale Saa var hun død.
Vaagekonen fandt Ellen paa Gulvet, besvimet udstrakt foran Sengen med hendes Bedstemoders Lig.
Ellens Sorg var i de første Dage heftig og urimelig. Hun vilde ikke skilles fra Liget, og hun fik Krampe, da Kisten blev bragt ind i Huset. Efter Begravelsen blev det bestemt, at hun efter Sommerferien skulde hjem til Thorsholm. Maag vilde forskrive en fransk Guvernante fra Genêve og antage en Husholderske.
Hele Sommeren, til hun tog bort, tilbragte Ellen sine Aftener oppe paa Kirkegaarden ved Bedstemoderens Grav, og hun bandt hver Dag Krandse til at hænge om Korset.
Saa i Slutningen af August tog hun hjem til Faderen.
III
Ellen elskede Riddersalen. Der kunde hun være alene. Hun kunde sidde med Hovedet støttet i sine Hænder den lange Sommereftermiddag, fortabt i sine Drømme uforstyrret. Ellen var ikke lykkelig med sine femten Aar.
Den første Tid hun var paa Thorsholm, havde hun kæmpet med Faderens Svaghed. Hun var sammen med ham om Dagen, hun var hos ham om Aftenen, hun vaagede over ham altid.
Hun havde ladet Meubler flytte ind i Værelset i det østre Taarn. Saa sendte hun Guvernanten bort, og de to blev alene. Hun sad med sit Arbeide, Ansigtet bøiet ind under Lampen: Faderen røg med Cognacsflasken foran sig Det var Ellen, der talte. Alt det, hun kunde finde, løst og fast, blot hun vidste noget at fortælle Maag sad og hørte, dorsk med Albuerne paa Bordet, og gød Røgskyer ud i Strømme. Men naar han saa havde faaet fat paa Glasset og ilfærdig tømt det og sat det ned, saa kom der stødvis en hakkevoren, flovt-forfjamsket Snaksomhed over ham, mens han blandede det næste Glas, fik Sukkeret opløst og sat Smag.
Ellen dukkede sig dybere over Arbeidet.
Saa begyndte hun at spørge ham. Det var altid om Moderen. Og der var Aftener, han kunde glemme Drikken; han gav sig til at gaa op og ned ad Gulvet, han talte sig ind i Minderne, blev saa atter taus, mens han blev ved at gaa Og Ellen følte hvert Minut som en Jubel.
En Aften, da hun bragte Glasset ind, sagde hun, at hun vilde lave hans Toddy. Hun gjorde den ligesaa stærk, som han pleiede. Maag smagte paa den: Du gjor den kraftig, sagde han, meget for kraftig. Han blandede Vand i. Meget for kraftig.
Og han sad og smækkede med Tungen og aandede, som om det brændte ham. Det er jo ellers bare Vand, man skyller ned, sagde han, for at fordrive Tiden. Han blandede bagefter selv et Glas: hun skulde smage. Rent Sukkervand til Tidsfordriv, sagde han og smilede med sit sky Smil. Ellen rørte Drikken med Læberne.
Ellen holdt flere Aftner Drikken lige stærk, gjorde den først langsomt svagere. Faderen blev ved med sit: Ikke for stærk min Pige, ikke for stærk, det er jo ellers bare Vand, jeg skyller ned.
Og saa en Morgen fandt hun en tom Cognacsflaske skjult i hans Seng.
Hun kæmpede ikke mere; hun vilde nu kun forsøge at skjule: dække, for at Mademoiselle intet skulde erfare.
Mademoiselle havde faaet en levende Interesse for Præstens l6-aarige Søn i Norup, hun gav ham Timer. Ellen lod Vognen spænde for, og Mademoiselle kjørte derned om Eftermiddagen.
Saa var hun alene, Faderen var ude, taget ud fra om Morgenen. Da kunde hun sidde paa den samme Plet i Dagligstuen timevis og vente. Hun syede, eller Hun havde taget en Bog men Sytøiet faldt ud af hendes Hænder og hun læste ikke Hun sad kun ørkesløs og forstenet, og uden at hun vidste af det, kunde hjælpeløse Taarer rulle ned ad hendes Kinder.
Eller hun reiste sig og gik ind i Riddersalen, hvor der var koldt med Sneblomster paa Ruden. Men hun mærkede ikke Kulden. Thi alt som hun gik, begyndte hun at brænde som i Feber, mens alle Aarer bankede. Hun havde ikke Ro, gik rastløs fra Væg til Væg.
Hun gav sig til at tale til Billederne
Og hun talte høit om sine Sorger hun gav sine Lidelser Ord hun raabte i Kummer. Aa hvor hun led, hvor hun led.
Hun rakte Hænderne frem, hun græd, hun bad, hun besvor. Hvad kunde hun dog gjøre ved sin Fader? Det blev jo kun værre og værre, og alt, hvad hun gjorde, var forgjæves, og alt, hvad hun bad, var omsonst og hvad skulde hun dog gjøre? Sig mig dog hvad skal jeg gjøre?
Men hvorfor hang de der ogsaa, naar de ikke kunde hjælpe? De saa jo dog, hun kunde ikke mer; de saa jo dog, de havde næppe Brødet, at Alting var ved at smuldre væk alt baade Navnet og Gods.