Men hvorfor hang de der ogsaa, naar de ikke kunde hjælpe? De saa jo dog, hun kunde ikke mer; de saa jo dog, de havde næppe Brødet, at Alting var ved at smuldre væk alt baade Navnet og Gods.
Men hun havde ingen Skyld,
Og tilsidst maatte de sælge Thorsholm
Ellen Løste sit Haar, som tyngede hendes Nakke, og hendes Kinder brændte. Men hun hørte op at græde. At sælge Thorsholm. Hun vidste, det maatte komme, men hun kunde ikke tænke det; det forstenede hendes Graad
Men naar det kom, saa vilde hun tage alle Billederne ned ad Væggen her, og hun vilde skjære dem ud af deres Rammer hvert ét og hun vilde brænde dem allesammen. Og saa først var hun alene; helt alene.
Saa kom Faderen hjem. Kusken hjalp ham ud af Vognen og op ad Stentrappen.
Hun hørte ham bande og vakle over mod Væggen ude i Gangen og le og snakke med sig selv. Hvor hans Ansigt var rødt! Naar han var fuld, vilde han altid have hende om sig. Hun skulde sætte sig paa hans Skød, og han havde Anfald af Ømhed, hvor han klappede hendes Haar og kyssede hende og stirrede saa stift paa hende med dorske Øine.
Ellen sad bleg under hans modbydelige Kærtegn.
Han fortalte, og han vilde have mer at drikke og hun var glad ved at kunne reise sig og skænke for dog at komme bort fra hans Skød
Saa faldt han snorkende sammen, og han sov i Stolen med det tunge Hoved tilbage og vidt aaben Mund
Men undertiden kom han slet ikke hjem. Mademoiselle var kommen tilbage og gaaet til Ro. Alle paa Gaarden var i Seng. Ellen ventede endnu. Hun sad alene i den store Dagligstue, og førte Strikkepindene med sine febrilske Fingre. Naar Hunden foer op i Gaarden, eller Vinden slog forbi Ruderne, gøs hun og lyttede nei det var ikke ham, og hun blev ved at strikke og bevægede Læberne mekanisk, naar hun talte Maskerne.
Og Faderen kom ikke.
Hun begyndte at dække Stykker over Møblerne og at rydde op til Natten, hun vilde ikke blive oppe; hendes Øienlaag faldt sammen af Træthed, og hendes Lemmer var tunge som Bly.
Men naar hun vilde tage Lampen for at gaa, lod hun sig igen falde ned i en Stol og hun blev Hun gled sammen i Sædet, lukkede Øinene og blundede.
Hun vækkedes ved en Støi: Er det Dig, sagde hun og foer op Hun troede, det var Faderen. Men det var kun Ole, som stod henne ved
Døren paa Hosesokker og krammede om sin Kasket. Hvorfor er De ikke i Seng, spurgte hun.
Karlen svarede ikke, krammede bare Kasketten: Det er sent jeg venter paa Fa'er Ole vendte sig: Herren er ikke kommen hjem, sagde han sagte.
Nei.
Der var igen stille, saa sagde Ole endnu sagtere: Tillader Frøkenen ikke jeg kører ud med Vognen der er saa meget glat paa Veien.
Ellen blev blussende rød Saa vendte hun sig bort Tak. Lidt efter hentede Ole Maag nede i Nørup Kro.
Til Veile kom hun sjældent. De lange Aftener, hvor Faderen sad halvfuld over sin Flaske, gik ikke hen uden aabenmundet Fortrolighed. Det var alle Rygterne om Ildebranden og meget mer, givet i lattermilde Antydninger, som Ellen langtfra alt forstod. Men hun fik dog næsten Rædsel for Bedstefaderen.
En Aften, da Ole var kjørt ud for at se efter Maag, fandt han ham med begge Ben brækkede liggende i en Grøft. Han løftede ham op i Vognen og kørte ham hjem. Han havde ligget ved Veikanten et Par Timer, og Benene svulmede voldsomt op. Lægen erklærede, det vilde blive langvarigt.
Efter at Maag, der havde havt stærk Feber den første Tid, var blevet meget bedre, kom der en Dag ridende Ilbud fra Veile for at hente Ellen. Den gamle Lind var blevet meget syg og vilde se hende før sin Død. Ellen vilde først ikke tage bort, men da Faderen ønskede det, reiste hun. Hun maatte blive der fire Dage Saa blev det bedre med den gamle. Det skulde ikke være den Gang, sagde han selv, da han igen kom til Mælet.
Da Ellen kom tilbage, traf hun Faderen meget bedre. Mademoiselle havde installeret sig ved hans Seng.
Mademoiselle var en lille korpulent Dame, som sagde, hun var fyldt en og tredive Aar, og som ved Hjælp af Pudder, falske Tænder og et Sæt Nakkekrøller kom til at sé ud, som om hun var i Nærheden af de fyrre.
Mademoiselle paastod, hun var af meget gammel Familie, og hun plyndrede Dumas' Romaner for at forklare sin Nedstamning fra Korstogene.
Naar hun fortalte, flød hun gjerne ud i Graad over sin egen Veltalenhed, og smurte saa Tusch og Sminke rundt i Ansigtet med sine ringbesatte Fingre.
Hun titulerede Napoleon Forbryderen fra St. Helena og slog Korsets Tegn, naar hun nævnede Robespierre. Saadan var Mademoiselle.
Denne Dame fik efterhaanden megen Færdighed i at lægge Maags Puder til rette bag Ryggen og i at læse ham i Søvn med Lamertine.
Ellen lod hende skalte, som hun vilde.
Men en Aften, da hun kom hjem fra Moderens Grav, kunde Faderen næppe tale: han laa halvdrukken og lallede.
Cognacflasken stod paa Bordet ved Sengen.
Hvem har givet Dig Flasken? spurgte Ellen. Faderen stammede, gav sig til at klynke.
Hun har sat den her hen og vi er ja vi er jo svage
Hvilken hun?
Ja Mamsellen, men jeg vil ikke sætte Splid for Fra den Dag hadede Ellen Maag Guvernanten.
Alligevel tog Damen fra Korstogene mer og mer Raadighed over Maag og over Huset, og Folk talte allehaande. Men Ellen hørte intet eller vilde ikke. Hun var begyndt at gaa til Præsten og skulde konfirmeres til November. Det var sent nok, siden hun allerede var fyldt de seksten Aar.
Ellen og Mademoiselle læste i Havestuen. Ellen var kommen ned før Timen og sad ude paa Trappen paa Trinet og stirrede ud i Sollyset.
Hun følte Heden over sig som en mat Ladhed og hun fulgte med Blikket, mens hun sad og døsede, Insekterne, der virrede, og hun aandede dybt for at fange Jasminernes Duft fra Busketterne.
Der var i den sidste Tid kommen denne Ladhed over Ellen.
Der var intet mer, som kunde binde eller fæstne hendes Opmærksomhed, og hun var altid adspredt. Det var rent ud besynderligt, hvor alt distraherede hende: et Insekt, som fløi forbi, et Blad, der faldt til Jorden. Saa fulgte hun Bladet, som det dalede, og Bogen hun læste, gled ned ad hendes Skød, uden at hun mærkede det.
Hun bare drømte sad hen og drømte.
Men vaagnede hun op, vidste hun ikke, hvad hun havde tænkt, følte blot som en mattende Tyngsel ligge over sig. Og hun var altid træt, gad ikke gaa og intet foretage sig.
Hun græd ofte og med ét, naar hun sad, foer hun med Haanden til Hjertet, saadan gav det sig til at banke. Hun blev rød og hvid uden Grund; altid havde hun Sting, var stakaandet og fik Blodet til Hovedet.
Hun havde i den sidste Tid kastet sin Kærlighed paa en graa Kattekilling, og hun kunde sidde timevis med det lille Dyr i Skødet og klappe den og kysse den paa Snuden. Om Natten sov den ved Fodenden af hendes Seng. Ellers var hun ikke overdreven ødsel med Kærtegn.
Der kunde gaa Dage, hvor hun ikke talte til sin Fader, og naar Middag var ovre, gik hun oftest bort fra Gaarden, ingen vidste hvorhen. Saa tog hun Veien gennem Haven ned til Skoven. Der var noget borte en Bakke, hvorfra man kunde se Havet som en skinnende, blaa Stribe langt ude i Horisonten bag Lyng og Marker. Der laa hun saa halve Dage med Ansigtet op i Solen og stirrede. Eller hun krøb op i et af de store Lindetræer i Haven, og gemt mellem Grenene sad hun Timer igjennem, halvt fortumlet af den sødlige Duft.
Saadan underlig lad og sandsetung og dovenadspredt var Ellen bleven i den sidste Tid.
Ellen blev vækket af Mademoiselles Stemme, der skreg op i Fistel inde i Havestuen, og hun reiste sig for at gaa op ad Trappen.
Som sædvanlig for sent, sagde Mademoiselle, der sad ved Bordet.
Ellen svarede ikke. Hun satte sig uden at se paa Lærerinden og aabnede Bogen. Det var Jocelyn, sagde hun. Hun læste søvnigt nogle Vers; naar hun blev rettet, sad hun og legede med sine Fingre.
Jeg ved ikke, om ma petite hører efter, sagde Mademoiselle.
Ellen svarede ikke, blev bare ved at læse. Mademoiselle tog nervøse Tag til Haaret, sagde:
Nei De forstaar ikke Skønheden. Ellen pillede. Kan De det udenad.
Ellen lukkede Bogen og stadig med pillende Fingre, Hovedet dukkende, begyndte hun forfra, udenad.
Hun plaprede nogle Vers og saa pludselig op. Taug, og blev siddende ufravendt stirrende paa Mademoiselles Bryst.
Et Jocelyn arrivant Mademoiselle vilde hjælpe hende: Et Jocelyn arrivant
Men hun stammede, holdt op Et Jocelyn
Og ganske forpustet under Ellens Blik, der blev ved at hvile ved Smykket paa hendes Bryst, sagde hun:
Jeg har faaet det igaar. Ellen var meget bleg.
Det er en Present af Deres Papa.
Uden at vende Øinene bort, drog Ellen Veiret dybt:
Mademoiselle har misforstaaet Papa. Strakte Haanden frem og sagde:
Tag det af.
Mademoiselle mimrede et Par Lyd og løftede Haanden for at løse det:
Nei, han har givet mig det det er mit. Ellen ventede.
Tag det af.
Mademoiselle reiste sig og retirerede, men Ellen tog hende med et om Haandleddet: Kom, sagde hun. Tag Smykket af.
Hendes Øine blev større. Mademoiselle, sagde hun, De skal tage det Smykke af.
Mademoiselle rystede over hele Kroppen. Famlende løste hun Smykket. Kæden gled ned fra hendes Bryst og faldt paa Gulvet.
Ellen tog det, hun stod lidt og lod de gyldne Led glide gjennem sine Fingre. Derpaa gik hun langsomt ud af Døren og ned ad Trappen med Hovedet bøiet.
Hun saa sig ikke om; med Smykket knuget sammen i sin Haand gik hun ilsomt ad Terrassen ned til Graven.
Der standsede hun, løftede Armen over Vandet. Og som en gylden Slange faldt de Maagers Kæde spillende i Havens Middagssol ned i Gravens Vand.
Ellen vendte sig og gik ned i Lindegangen. Men nogle Dage efter reiste Mademoiselle.
* * * * *
Ellen blev konfirmeret om Efteraaret. Præsten i Nørup var en asketisk Mand, som prædikede mest om Synden og den evige Fortabelse. Og var Verden en Elendighedens Dal, turde vi ikke beklage os, thi vi bødede og det ikke alene for os selv, men og for alle dem, som var gaaet foran os og havde dynget Synd paa Synd. Derfor maatte vort Liv blive et Liv i Forsagelse og i Bøn.
Ellen havde aldrig været meget religiøs. Der havde i hendes Liv hidtil ikke været Anledning dertil. Hos Linds var der ikke megen Tale om Gud, Om Søndagen gik gamle Lind i Kirke med sin Kone under Armen, og en Gang om Aaret gik de til Alters, Det var deres Gudsdyrkelse. Paa Thorsholm var der endnu mindre Religion. Om Søndagmorgen, naar Vinden bar til, kunde man høre Kirkeklokkerne fra Nørup, men ingen brød sig om deres Klemten.
Mademoiselle var Katolik og faldt under Tiden i Søvn med Rosenkrandsen mellem sine Fingre; hendes Fader talte kun om Gud, naar han var drukken. Det var Gudsdyrkelsen paa Thorsholm.
Og i Begyndelsen, medens hun læste hos Pastor Assens, blev, hvad hun lærte, ogsaa ved at være Ellen noget uvedkommende. Alle disse Bud var noget, hun ikke havde overtraadt: Ord, som ikke var rettet til hende. Men efterhaanden blev det anderledes. Thi Pastor Assens talte sig efterhaanden varm.
Og hans gammeltestamentlige Forklaring, den kom pludselig til hende som en Spreder af Taager i hendes tvivlfyldte Sjæl.
Alt, hvad hendes store Slægt havde forbrudt, det faldt som en tung, uafkastelig Byrde paa hendes Skuldre, og der var ikke andet at gjøre end at bede og bede og lægge sig i Knæ, Dag og Nat. Nu forstod hun det altsammen. Hun skulde afbetale den gamle Skyld og lide de manges Straf og bede og bede om Afladelse for dem alle.
Hun begyndte at læse i Biblen, at besøge de Syge i Nørup og tilbringe lange Aftener hos Præsten. Og hans Askese ophidsedes endnu mere ved Synet af hendes seksten Aar, der knælede saa tungt under Jehovas Svøbe.
Midt under Gæringen blev Ellen konfirmeret. Hun sov ikke mere om Nætterne, og hun havde Syner, hvori Flammesværdet bestandig var løftet høit for hendes Øine.
Ved den hellige Handling talte Pastor Assens om Fædrenes Synd, som nedarves indtil det tiende Led.
Efter Konfirmationen vedblev Ellens Besøg hos Præsten. I sin opskræmte Forfærdelse gav hun, der var vant til at tie og bære, sig pludselig til at tale. Præsten blev hendes Skriftefader. Hun fortalte ham alt: om Faderens Lastefuldhed, om gamle Lind Alt. Om hvorledes hun havde kæmpet imod, og hvorledes hun havde lidt. Thi hun havde ikke forstaaet, at Guds Dom var over hende.
Nætterne tilbragte hun knælende paa sit Gulv. Hun bad de samme Bønner, indtil Blodet sydede i hendes Hoved; mange Dage sneg hun sig ind i Nørup Kirke og smidt foran Alteret laa hun hensunken i Bøn og pinefuld Angst, som forvirrede hendes Sandser.
Ofte korn hun efter en søvnløs Nat om Morgenen til Præstegaarden bleg, og skræmmet af Syner: hun havde ikke Mod til længere at bede alene; da tilbragte Præsten og hun lange Timer i fælles Bøn.
Og uafbrudt gav hendes Slægts Historie, som hun læste og udfrittede allevegne, hende nyt Stof til Revselser og Angster. Hun studerede Nørups Kirkeprotokol, hvor Præsterne havde ført Bog over Familien, og hvor der var mange Noter. Pastor Assens udfyldte Fortællingerne.
Han fortalté hende om Christen Maag, der havde ladet sig begrave med Hovedet hvilende paa Erindringerne fra sin Lastefuldhed ligesom paa en Samling Relikvier; om Livet, som den Gang førtes i det østre Taarn paa Thorsholm. Og han glemte, mens han talte, den bodfærdiges Aar, og han malede Vellysten med mange Farver, for at lade den sønderknuses dobbelt i Forbandelser under Straffens Hæl. Og bestandig lagdes der nye Syndebyrder paa Ellens Skuldre.
Time efter Time fyldtes hendes Sind med urolige Billeder. Hendes Andagt trængte til Apparat, hun lod en gammel Bedepult flytte fra Loftet ned i sit Kammer, og hun hængte et sort Kors op over sin Seng. Søndagen var dog hendes Anfægtelsers Høitidsdag.
Hun havde lært at spille paa Orgel, og hun var begyndt at spille til Gudstjenesten. Naar hun da havde larmet gjennem et Par støiende Præludier og selv sunget de lange Bodspsalmer med, mens hun spillede, sad hun skjult bag Orgelet og lyttede med skinnende Øine til Præstens Straffedomme. Og der var altid nye Billeder for den gamle Straf og nye Flammer for det store Baal. Og efter nye Sange og ny Postludielarm kom Ellen hjem med Hovedet tungt og alle Tanker i forvirret Feber.
Da tilbragte hun Eftermiddagen i Riddersalen. Til daglig kom hun der ikke: hun følte noget som Sky for Slægtsbillederne, hun havde tilbedt; og hun syntes, at Salens Luft faldt over hende som en Gru af Formastelighed og Trods.
Men nu, naar hendes Hoved brændte af Bods Sang, gik hun derind for at haane dem, Billederne paa Væggen. Thi dem var det, som havde trodset i Vantro og kæmpet imod i Gudsforgaaenhed og nu smuldrede Huset i Afmagt under Herrens Dom.
Men her var dog ikke Templet for den yderste Fordærvelse. Det var Bedstefaderens Stuer i Taarnet. Og hun mindedes sin Barndoms Frygt for "de lukkede Værelser", hvor de hvide Gardiner altid var trukket for, og hvor Pigerne Vinternætter hørte Sang bag de laasede Døre. Ellen gik aldrig der forbi Taarnet uden med Hjertebanken.
Men nu vilde hun derind, og der skulde ikke ikke blive Sten paa Sten tilbage af Forargelsen og ikke Stykke eller Stump af Forfængeligheden.
Ellen talte ikke derom til Præsten, hun vilde gaa derind alene, skøndt hun frygtede.
Men mange Dage havde hun ikke Mod. Saa en Morgen reiste hun sig tidlig efter en søvnløs Nat. Hun følte, nu havde hun Modet; og hun bad brændende foran det sorte Kors over sin Seng. Men da hun kom til Taarndøren, og den gamle Nøgle hvinede i Laasen, sprang Sveden frem paa hendes Pande i store Draaber. Hun knugede Hænderne mod sit Bryst og lukkede Øinene tæt i.