Men mange Dage havde hun ikke Mod. Saa en Morgen reiste hun sig tidlig efter en søvnløs Nat. Hun følte, nu havde hun Modet; og hun bad brændende foran det sorte Kors over sin Seng. Men da hun kom til Taarndøren, og den gamle Nøgle hvinede i Laasen, sprang Sveden frem paa hendes Pande i store Draaber. Hun knugede Hænderne mod sit Bryst og lukkede Øinene tæt i.
Luften var tung og gammel. Hun følte den tør om sine Læber.
Hun gik frem og skød Døren op. Men da hun i Halvmørket saa de støvdækte Lagener over alle Møbler, og Maagernes Vaaben skinnende mod sig over Speilet, blev hun svimmel og støttede sig.
Hun rev Gardinerne bort, og Dagen skar hendes Øine.
Hun vendte sig fra Lyset, og hendes Blik faldt paa Sengen; den stod midt paa Gulvet, med en falmet Silkehimmel, baaret af Kvindeskikkelser. Ellen rev Lagenet bort, og hun følte pludselig en krydret Vellugt slaa fra de gamle Silketæpper op imod sig. Hun løftede Tæppet og indaandede dets Duft.
Hun følte sit Hjerteslag tungt.
Nei nei sagde hun det er Djævlen Hun slap Tæppet. Da hun løftede Blikket, saa hun over Hovedgærdet, halvt skjult af Sengehimlen, et Billede.
En nøgen Mand, der kæmpede med en Kvinde
Ellen betragtede det forstenet, førte Armene frem og tilbage over sit Hoved og blev ved at stirre derpaa tungt, liggende ind over Sengen, med de fremstrakte Arme knugede om Maleriets Ramme.
Saa sank hun sammen. Uden Bevægelse. Hovedet støttet paa Armen, udstrakt paa Bedstefaderens Seng, halvt bedøvet af Tæppernes Duft stirrede hun paa Billedet, indtil hun med opløst Haar flygtede med løftede Hænder
Hun blev ved at løbe; ud af Taarnet; langs Terrassen; ned ad Trappen; over Plænen fløi hendes Skygge.
Fra den Dag var alt forbi. Hendes Liv blev et furiepidsket Tog af Bønner, af Fortvivlelse og Angst. Om Natten sov hun ikke, og om Dagen kunde hun ikke finde Ro.
Med Præsten talte hun mindre nu. Hun fortalte ham ikke om sit Besøg i Taarnet, og efterhaanden blev hun sky. Hint Billede forvirrede hendes Bønner. Naar hun laa fortvivlet paa sin Skammel, sløv og søvnig, gled det ind i hendes Tanker bestandig.
Og svimmel og dødstræt, en Afmagt nær, kunde hun aabne Taarnets Vindue og lænet ud, mens Efteraarets Slud vædede hendes Pande, længtes hun efter at synke dybt glide saa blødt og faa Fred
Saa sad hun en Aften ud paa Efteraaret som sædvanlig ene. Veiret var haardt, og Ole var kørt ud for at samle Faderen op.
Der var kommen sær Uro over Ellen. Hun havde taget Skærmen af Lampen for at faa det mere lyst i den store Stue, hvor det skumrede i alle Kroge, og hun gik rastløs frem og tilbage, satte sig, gik igen, standsede ved Vinduet og blev intet Steds. Naar Stormen, der pidskede Regnen mod Ruderne med smaa Knald ligesom Hagl, jog de mægtige Lindegrene larmende mod Vinduerne, foer hun sammen og gyste længe, som om hun frøs. Og Veiret tog stadig til, og midt under Stormen hørte hun den store Vindfløi paa Taarnet, som raslede under Vinden.
Hun havde Lyst til at kalde paa Pigen og faa hende ind. Hun kunde ogsaa gaa i Seng og behøvede ikke at vente. Men da hun tog Lampen og var kommen hen til Døren, foer hun sammen igen og lyttede. Det var den store Klokke ved Porten, der klemtede. Saa var Veiret haardt.
Hun gik igen til Vinduet. Klokken blev ved at lyde høit.
Hun saa en Karl med Lygte gaa over Gaarden mod Porten, lidt efter en til. Saa hørte Klokken op at lyde, og de fik Porten op. Der maatte være kommet nogen, en fremmed Men det var saa mørkt, man kunde ikke sé det mindste. Hun tog Lampen og aabnede Døren til Gangen Karlene klaskede med deres Træsko op ad Trappen. Der blev rusket i Døren.
Hvem er det? raabte Ellen. Hvem er det?
Der blev ikke svaret. Stormen maatte tage Lyden bort. Hvem er det? raabte hun igen. Saa aabnede hun Døren og saa begge Karlene blege og forvirrede med Lygterne i Haanden.
Hvad er det? spurgte hun igen. Er der Brand i Nørup?
Nei, Frøken Maag, det var en Stemme fra Mørket, og der kom et Ansigt frem i Lysskæret, Kongen er død! Krigen brød ud.
I de strenge Tider, som kom, mødtes Ellen og Præsten igen: de saa det begge altsammen som en Straffedom, som Herrens Vrede over den ugudelige Slægt. Pastor Assens holdt Møder i Omegnen, og Ellen fulgte ham for at indsamle Penge og alskens Ting. Der var Saarede og Elendige nok og Brug for alles Hjælp.
Tilsidst tænkte Ellen paa selv at tage ned og pleie de Saarede, og hun havde allerede bestemt Dagen, naar hun vilde reise. Men saa en Morgen fandt de hende liggende bevidstløs foran Bedeskamlen i sit Kammer, og da hun kom til sig selv, fantaserede hun.
Det var Nervefeber, hun havde faaet, og Sygdommen blev langvarig.
Mens Ellen svævede mellem Liv og Død, skiftede Aaret, og det blev Foraar. Fjenden oversvømmede Jylland.
IV
Ellen var Rekonvalesent.
Hun laa nogle Timer om Dagen inde i Moders Taarn, bleg og gennemsigtig, med Hovedet næsten skjult i de hvide Puder, halvt i Blund Hun nød sin Træthed som et mat Behag. Mens hun laa ubevægelig og ikke gad røre sig, hørte hun Fuglenes Sang fra Haven og Børnenes Pludren, mens de legede.
Skovfogdens Børn bragte hende Jordbær, de plukkede i Skovene, og Ellen beholdt dem hos sig. De legede sammen, de lo ad ingenting, de flettede Ringe af Mælkebøttestængler; og Børnene fortalte hende om den blissede Ko, som havde kælvet. Ellen fik sine Dukker ned fra Loftet, og de legede, som da hun var Barn: klippede Billeder af de gamle Modejournaler og gav dem fornemme Navne og holdt Dukkebal paa Sygetæppet.
Men saa pludselig blev hun altfor mat, og hun slap Dukkerne, der gled ned ad Tæppet, og hun laa med lukkede Øine; Børnene mærkede, hun blev stille, og ganske sagte listede de sig ud af Døren, og lod den staa paa Klem, naar de gik.
Ellen hørte det og smilede. Hun mærkede Trætheden som en mild Rus. Og hun aabnede Øinene igjen og saa paa sine Hænder, som var hvide og gjennemsigtige med store, blaa Aarer. Hun tog en Blomst fra Skaalen og hun inddrak mat dens Duft i smaa Drag, indtil hun faldt i Blund.
Eller hun tog Haandspeilet og betragtede sit Ansigt, der lignede en Drengs med det korte, afklippede Haar
Siden fik hun Lov til at læse. Det var alle Bøgerne fra hendes Barndom: Ivanhoe, Erik Menved og Prinds Otto. Og mens hun læste, dukkede Skikkelserne frem som Mennesker, hun en Gang havde set, men hun erindrede ikke mere, hvor. Og slap hun da Bogen for at søge i sin Erindring, gled det bort; og hun laa stille hen og nød sine Drømme i mat Velbehag.
Saa kunde en Blomst; saa et Ord, et Billede vække et Minde, som dukkede frem hos hende, og hun forfulgte det, indtil ogsaa det blev borte. Og alt, hvad hun tænkte, var mest som en underlig vag Melodi, der klang i hendes Øren uafbrudt.
Men lidt efter lidt blev det Minderne her fra Rummet, hvor hun laa, der kom oftest igen, Minderne om Faderens Kjærlighed, der levede paa hver Plet. Og lange Timer laa hun hen med Sommeren om sig og drømte sødt.
Hun begyndte at længes efter Haven. Og hun lod Skovfogedens Børn bringe sig Blomster fra Markerne, og hun lod dem komme helt hen til Stolen, hvor hun sad, for at indaande Kløverens Duft, der hang i deres Klæder.
En Dag gik hun ved Lægens Arm ind i Havestuen. Dørene til Terrassen stod aabne; men da Ellen saa ud i Haven, som laa solrig og hed, blev hun svimmel: Nei, Doktor lad mig sætte mig jeg er altfor træt.
Hvor Luften er tung, Doktor, hvidskede hun. Luften er saa tung.
Hun faldt mat sammen, og hun sad længe halvt angst og sammenkrøben og stirrede ud over Vandet og Plænerne, og syntes, hun kendte dem ikke mere igjen.
Men siden blev her hendes Yndlingsplads, og hun kunde sidde Dag efter Dag der bag de aabnede Døre; hun læste eller arbeidede; eller hun lænede Hovedet tilbage, og hendes Blik fulgte Træernes Skygge over Plænerne, og de lette Sommerskyer, naar de drev.
Men en Dag lod hun Dørene lukke og rullede Persiennerne ned. Der var kommen østrigsk Indkvartering til Gaarden, en General med et Par Officerer og en halv Bataillon. Ellen hørte, at den gamle General havde sin Yndlingsgang under Lindene, og hun vilde ikke modtage hans Hilsen.
Saa vendte hun tilbage til Taarnet. Der var ogsaa kjøligere, og friskt af Lindeduften, og naar man rullede ned, blev der næsten mørkt. Det gjorde godt paa de hede Dage.
En Formiddag besøgte Præsten hende. Hun laa paa Sofaen og bandt Bregner sammen til en Buket.
Pastoren blev strax forvirret, da hun rakte Haanden frem imod ham, lidt mat, og talte ganske lidt døsig, mens hun stadig smilede. Han kendte hende ikke igen.
Det Skær, som var kommet over hende
Hun talte om sin Sygdom, om Egnens Folk og om Indkvarteringen. Jeg er komplet i Fangenskab, sagde hun, her i Taarnet.
Der blev en Pause. Præsten sagde, den nye Degn var kommen til Nørup
Han spillede kun saa maadeligt Orgelet
Ja saa hun lagde Bregnerne bort ja det er jo sjældent, de Folk er musikalske. Hun rettede sig i Sofaen. Hvor man bliver doven, sagde hun, naar man har været syg.
Pastoren mærkede Parfumen af hendes Klæder. Ja det er som blev man Børn igen Han stoppede, sad urolig foran hende og gned hurtigere de foldede Hænder.
Og hvor Fluerne generer En, sagde Ellen Er de ligesaa slemme i Præstegaarden?
Der blev en ny Pause, og helt beklemt reiste Pastoren sig. Ja sagde han det er en travl Tid jeg mener, der er mange ængstede Sind.
Og han tog Afsked, helt forvirret
Ja De ser vel snart her op, Pastor Assens, sagde Ellen. Hun blev liggende paa Chaiselonguen.
Lidt efter hørte hun Toner af Violiner fra Haven. Hun reiste sig og vilde lukke Vinduerne, men hun standsede bag Persiennerne og lyttede.
Hvor det var smukt Ia hun saa ud det var Zigeunerne som spillede. Hun satte sig stille. Violinerne sang.
Hvor det var længselsfuldt hvor det var smukt Det lød saa klagende, saa dæmpet, mildt saa steg det, og steg det og klang.
Ellen stod pludselig op, urolig
Hvor Tonerne slyngedes sammen hvor de jublede op aa man fik bankende Blod. Saa vildt det lød
Indtil det igen klang saa sorgmodig mildt Det var som Granernes Sus nede ved Moders Grav Ellen græd.
De fremmede Officerer fandt det næppé meget morsomt paa Thorsholm. Om Formiddagen var der ofte Øvelser i Egnen, men Resten af Tiden var de hjemme. Saa holdt de til ovre i Lindegangen, drev langs Bænkene med en fransk Roman, eller spillede Kort; sad oftest Kvarter efter Kvarter ørkesløse, med en Cigaret mellem Læberne, og stirrede ladt ud i den solrige Have.
Udover Plænerne, som svedes, mod Hovedbygningen, der skinnede hvid og kjedsommelig, lukket og tilhyllet paa sine tause Terrasser.
Engang imellem gled et Vindpust over Plænen, krusede Gravens Vand og vuggede Roserne. Saa raslede de udslagne Solseil og faldt atter tilbage i den dorske Ro.
De Fremmede smed Cigaretstump efter Cigaretstump i dvask Kedsommelighed.
Kun lige i Middagsstunden aabnedes de lukkede Døre, og Ellen kom ud paa Terrassen, støttet til Pigens Arm. Hun gik langs med Hækken, i Skyggen af en stor Parasol, helt indhyllet i sit hvide Sjal.
Officererne betragtede hende fra Lindegangen.
Hun lod, som hun saa dem ikke. En Gang imellem standsede hun, løftede Parasollen og vendte sit blege Ansigt ud mod Haven. Hun talte til Pigen og gik videre støttet til hendes Arm
Og Havedørene lukkedes igen, og Officererne vendte tilbage til deres Bænke
Hvad finder du, Schønaich connaisseur?