Det graa hus - Bang Herman

Herman Bang

DET GRAA HUS

I

Hans Excellence rejste sig i den Fyrretræs Seng og tændte sit Lys. Saa stod han op. Han overgød sig med Vand, mens han betragtede sig i sit Spejl: Legemet var knudret og stærkt som et gammelt Tømmer.

Over den hvide Væg tegnedes det som en Kæmpes Skygge.

Han klædte sig paa og han gik ind.

Han gik, med Lyset i sin Haand, gennem de mange Stuer. Broncer, Piedestaler og Hædersgaver stod indhyllede i Lagener. De ragede i Mørket saa underlig frem, som gik Excellencen, gennem Rummene, mellem Spøgelser.

Ved den sidste Dør stansede han et Øjeblik og lyttede. Der blev talt derinde. Det var Hendes Naade, der talte i Søvne. I Søvne troede Hendes Naade sig altid paa gamle Baller og dansede med Durchlauchter, der var døde.

Hans Excellence blev staaende, mens hans løftede Haand holdt om Portieren som en knyttet Klo: det var en Svaghed hos ham at lytte efter Hendes Naades Tale, naar hun sov.

Pludselig satte han Lyset fra sig og han aabnede Døren. I Mørket gik han frem mod Hendes Naades Seng.

Hendes Naade blev ved at tale og højere, mens Hans Excellence lyttede:

 Weimar, Weimar, gentog Hendes Naade.

Hans Excellence stod der endnu, som en Støtte.

 Ja, Hoheit, sagde Hendes Naade.

Excellencen vendte sig og lukkede Døren og gik videre.

Hans Hænder rystede, mens han tog om den iskolde Lampe og fik den tændt, før han satte sig til sit Bord. Han trak Skuffer ud og ind og han tog de store blaa Ark frem, bøjede Margen paa dem og begyndte at skrive.

Han skrev, med Hovedet bøjet og med Øjnene sammenspilede, som vilde han tvinge deres Sekraft, mens hans venstre Haand laa paa Papiret, blaahvid og tung, som af Bly; mens han skrev og skrev, uden Ophør, med en vredagtig eller harmfuld Pen, Side efter Side, Blad efter Blad, og slyngede dem væk og fra sig.

Der hørtes ingen Lyd, uden Olielampens Kogen.

I det matte Lys saá Ørsteder og Mynstere og Hvider saa underlig halvtudviskede ud, som de hang der, i de blege Litografier, i deres gyldne Rammer, ordensprydede, i Ornater, officielle, paa Væggene Stuen rundt, afdøde og stille.

Excellencen havde lænet sig tilbage i sin Stol:

 Aa, ja, aa, ja.

 Aa, ja, aa, ja. Lød det ud gennem Stuen.

Og han skrev igen.

Dagen begyndte at bryde frem og dens kolde Lys blandedes med den sparsomme Lampes. Excellencens store Hoved ragede bestandig frem over hans Bord.

Tjeneren kom ind og, bøjende sine ømme Knæ foran Kakkelovnen, fik han Ild i de store Brændestykker. Ilden lyste mod den brunlige Paryk den havde saadan underlig opstaaende Kanter og Ansigtet, hvor Munden mellem hundrede Rynker mindede om en sammenfoldet Kniv.

Excellencen hørte ham ikke. Han bragte Theen tilligemed Morgenavisen, og pludselig vendte Excellencen sig.

 Lad hende sy det, sagde han og rakte Tjeneren de blaa Blade.

Tjeneren Georg gik, mens Excellencen i ét Drag slugte den koghede The Kulde eller Varme syntes ikke mere at fornemmes af det ældgamle Legeme.

Ude i Køkkenet syede Sofie Kone. Siddende foran Lampen syede hun med en lang sort Traad de skrevne Blade sammen med sin Haand, der lignede røde Knokler.

 Skriver han? spurgte hun.

Tjeneren nikkede.

 Ja saa.

Bornholmeren ved Siden af Køkkenbordet lød langsomt og tungt. Det var, som hentede den hvert tøvende Sekund møjsomt og stønnende op af en uendelig Brønd. Bornholmeren var det eneste Ur i Huset, der gik. De andre var gaaet i Staa.

Georg bragte de sammensyede Blade tilbage, og Excellencen trak Skuffer ud og Skuffer ind. De var alle fulde af samme Slags Hefter. Morgenavisen lod han ligge. Han læste ikke mer Aviser:

 Sker der noget? sagde han.

 Hvad sker der? sagde Hans Excellence:

 De bygger nogle flere Huse, hvori de kan synde mod sig selv.

 Tag den bort, sagde han.

Tjeneren tog den bort for at opbevare den til Hendes Naade. Hendes Naade lod sig daglig Ledige Lejligheder forelæse af sin Selskabsdame.

Paa Slaget ni ringede det, mens Jernklokken lød saa sært langt inde i Huset; det var Sønnesønnen:

 Excellencen er hjemme? sagde han.

 Ja, svarede Georg, og han hængte den unge Mands Tøj paa den samme Knage som igaar.

 Du har skrevet, sagde den unge Mand og bøjede sit Hoved.

Den Gamle vendte sig:

 Ja, og Stemmen lød vredt:

 Som jeg plejer. Man skriver og spilder Blæk, naar man ikke kan leve mer. Med Sort paa Hvidt kan man lave Menneskene som man vil. Der gør de ikke flere Dumheder, end man giver dem Lov til.

 Har Du fægtet? spurgte han pludseligt.

 Ja.

Med et Blik, der fik en egen og pludselig Styrke, sagde Hans Excellence:

 Du er en Sildeføding. Du maa tage vare paa Dig selv.

Mens han blev ved at betragte Sønnesønnens Ansigt, hvor Læberne midt i Blegheden var som Blod saa røde, sagde han, med den samme Stemme som før:

 Jeg véd heller ikke, hvordan vi nu ogsaa har faaet den Race ind i Familjen.

Sønnesønnen, der førte den meget slanke Krop meget rankt, løftede de mørke Øjenlaage en Kende:

 Er det paa Komedien, Grandpapa har skrevet? sagde han.

 Ja. Læs det højt.

 Sønnesønnen satte sig i den store Stol ved Vinduet og begyndte at læse meget højt, for at Hans Excellence skulde kunne høre ham:

 Hvad siger Du, der staar? raabte Hans Excellence.

Sønnesønnen læste højere, anstrengende sig for at samle den ulæselige Skrift, hvor Bogstaver var glemt og Sætninger var faldet ud:

 Hvad er det, der staar?

Sønnesønnen blev ved at læse:

 Nej, raabte Hans Excellence: lad mig selv.

Han greb Arkene. Og, vred og bøjet frem mod Lyset, forsøgte han selv at læse alle de Sætninger, han allerede havde glemt.

 Nej, sagde han pludselig: jeg kan ikke. Det er Øjnene. Øjnene vil ikke.

Han slap Manuskriptet:

 Øjnene vil ikke mer.

 Læg det hen.

Den unge Mand tog de blaa Ark og lagde dem ned i en Skuffe, ved Siden af de andre.

Excellencen fulgte med Øjnene hans Hænder:

 Der er mange, sagde han.

 Ja, Grandpapa.

Excellencen havde lukket Øjnene: Tiden var forbi, hvor hans Excellence kørte til Forlæggere. Aarevis havde han kørt fra Dør til Dør, havde sendt Manuskripter og havde faaet dem skikket tilbage. Nu var han holdt op.

 Papiret er blevet for dyrt, min Goe, sagde han.

Hans Poesier tryktes ikke mer. Det skulde da være et Gravvers over et Barnebarn eller over en Ven, som en Gang var berømt og som nu var glemt. Regeringens Blad trykte mellemstunder et saadant Vers bag i Avisen, med meget smaa Bogstaver.

 Grandpapa skulde skrive sine Erindringer, sagde Sønnesønnen hans Stemme var, naar han ikke vogtede paa den, næsten ængstende blød og han lukkede Skuffen.

Hans Excellence lo:

 Erindringer, sagde han: Erindringer vi har Væv nok. Erindringer hm, der er ingen, som har skrevet deres Erindringer. Om de andre lyver de, og om sig selv taler de ikke De skriver om det Kravl, de har oplevet, og hvad de har levet, tager de med sig i Graven.

Hans Excellence lo igen og hans Stemme fik en egen, raa Klang:

 Og de gør Ret, min bedste, sagde han: hvis et eneste Menneske skrev sig selv ned og lod sig selv komme i Trykken efter sin Død, vilde de dømme ham til Tugthus i hans Grav for der er jo Retfærdighed i Himlen og paa Jorden.

 Nej, det er ikke værdt at give nogen Besked. Hans Excellence tav en Stund. Saa sagde han:

 Lad mig faa Tiden til at gaa som jeg kan. Det sidste Stykke Vej er det sværeste, og at tænke er dumt. Et Hul i Jorden er ikke saa mange Tanker værdt.

Sønnesønnen sad lidt:

 Du har jo os, sagde han.

 Ja, sagde Excellencen: I skal jo fødes og klædes.

Det unge Menneskes Mund sitrede, næsten umærkeligt. Men den Gamle blev ved:

 Har har? sagde han: Menneskene, Fritz, har ikke hinanden. De bruger hinanden og er alene. Naar man er blevet gammel, véd man det og bryder sig ikke mer om at snakke de mange Ord, som ingen hører. Hvem hører? Grosset snakker uden at høre det selv.

 Dyrene, min Goe, kommer ud af det uden Ord, og det lykkes dem at opfylde deres Bestemmelse endda.

Sønnesønnen sad sammensunken med mærkeligt nedsænkede Skuldre:

 Ret Dig, sagde den Gamle.

 Ja; den unge Mand foer op saa hastigt, at han stødte sin Nakke paa Stoleryggens Vaabenskjold.

 Nej, blev Excellencen ved at fortsætte sin Tanke: Forplantningen skal tjenes. Lad dem avle og dø. Det har de gjort i Aartusinder. Lad dem blive ved med det og ikke gøre sig Indbildninger. De opfinder og finder paa og bygger Stæder og skaber sig Berømmelse Naturen er lige glad. Jorden bliver kold en Gang ligesom Mennesket.

 Eller hvad har de for det? sagde han og saá pludselig op paa de mange Billeder paa Væggene: Der hænger de med deres Kæder, i deres Kaaber, som de Aktører de var og Excellencen gjorde en Bevægelse med sine Fødder, som rensede han sine Saaler hvad de vilde, blev det modsatte, og deres Gerninger er saa døde som de selv.

 Hvad er det Hele? blev han ved: det mætter ikke Hm, jeg husker en Dag, det var Thorvaldsen han var vel den største, ogsaa som Komediant, for det følges ad Han gik omkring som var han selv i Gevandt og skulde tænde Røgelse foran sit eget Marmor. Men saa var det en Dag, han var vaagen, ellers sov han meget, Fritz, sov over sit verdensberømte Navn. Men den Dag var han vaagen det var i hans Værksted: saa slog han lidt ud med Haanden mod alle de hvide Figurer og det hele Ler og saa sagde han:

 Ja, det er jo meget kønt.

 Det var det Hele, naar man kendte det.

Excellencen lo kort, som nød han sit eget Minde:

 Og Oehlenschläger døde brølende over sin egen Sokrates, som ingen gad læse, og Heiberg saá efter Stjernerne, hvis ellers nogen tror det. Lad Stjernerne gaa, hvor de vil. Jeg véd aldrig af, at vi fik noget Bud fra dem.

Han tog sig over Øjnene, og i en anden Tone sagde han:

 Men gamle Folk skal ikke hae stærke Hjerner, for saa véd de for meget De skulde blive sløve. De, som ikke bliver det, faar Tid til at se, og det skulde Menneskene være fri for Man skulde aldrig se, aldrig sig selv og aldrig de andre Der er et dumt Ord om at den, der ser Jehovah og Excellencen lo paa dette Ord han dør. Men jeg siger Dig, at hvis et eneste Menneske saá et andet Menneske helt til Bunds i Sjælen, saa vilde han dø. Og hvis det kunde tænkes men det kan det ikke, ti for sig selv lyver man for haardt at man saa sig selv til Grunden af sin Sjæl, saa vilde man betragte det, min Goe, som en ringe men nødvendig Straf selv og uden et Kny at lægge sit Hoved paa en Blok

 Naa og paa en Gang brød Hans Excellence af jeg snakker Men (pludselig saá han paa Sønnesønnen og der var i mindre end et Sekund i hans Øje noget, der næsten lignede Skyttens Blik, naar det ser, om et Pileskud har ramt) det gør vel ikke noget, for Du hører ikke efter. Det er en anden Visdom, som suser for dine Øren.

Det unge Menneske rejste sig:

 Farvel, Grandpapa, sagde han kun.

 Er der ellers ingenting, Du har paa Hjerte?

Hans Excellence rejste sig og gik hen til sit Chatol, om han lukkede op. Han skød en Brevpresser til Side og tog nogle Pengesedler, som han ikke talte:

 Ungdommen maa have Penge, sagde han:

 Farvel.

 Farvel, Grandpapa. Den unge Mand gik. Georg ventede i Gangen og tog hans Overfrakke ned og hjalp ham den paa:

 Farvel, sagde den unge Mand og bøjede Hovedet.

Georg hængte Sedlen ud paa Døren: Paa et Stykke Pap stod med Bogstaver, som var halvt fortærede, Ordet: Consultation.

Saa aabnede han Brevkassen og tog Posten. Brevene lagde han paa Konsollen. Men da han havde gjort det, tog han pludselig Brevene op igen og læste Udskriften paa den ene Konvolut, mens der gik en Grimasse hen over hans Ansigt før han lagde den ned igen, men længere inde, i Mørket.

 Er Hendes Naade vaagen? spurgte Excellencen, da han kom ind.

 Hendes Naade har ringet.

 Og min Søn?

 Hr. Fritz Hvide er gaaet ud.

 Hm.

 Bring mig Journalen.

Georg bragte den svære Bog og slog den op.

 Hvad Datum er det?

 Den otte og tyvende, Deres Excellence.

 Fastelavnstiden gaar ud, sagde Hans Excellence.

Hans Excellence skrev Datum foran en stor Rubrik under de andre Rubrikker, der stod tomme.

 Tak, sagde han: Du kan gaa.

Georg gik. Ude i Gangen satte han sig paa Stolen tæt ved Døren. Han holdt sig meget rank. Han ventede paa at aabne for hans Excellences Patienter. Efterhaanden faldt Hovedet ned over Liberiets høje Krave og Skuldrene sank ind. Det var, som sad der et paaklædt men livløst Stativ op ad Panelet.

 Aa ja, aa ja, lød det ud gennem Excellencens Dør.

 Georg rørte sig ikke.

Det ringede. Det var en Tjener, gammel som Georg, meget høj, i en meget lang Frakke. Paa Toppen af ham sad et Hoved, der ligesom ikke sad rigtig fast. Han skulde aflevere et Brev. Han kom ind til Excellencen, der læste Brevet. Det var en Middagsindbydelse fra Baronesse Brahe.

 Sig Baronessen Tak, sagde han.

 Men jeg laer mig ikke mer fremstille til Dyrskuer Hvordan har hun det?

 Tak, godt, Deres Excellence.

 Og han selv?

Tjeneren stod ret ved Døren. Kun Hoved og Skuldre gik. Den øvrige Statur mindede om en Bygning, hvortil der er sat Stiver.

 Tak, Deres Excellence det er kun den Rysten men jeg tar det Styrkende, Deres Excellence.

 Ja, styrk sig, sagde Hans Excellence og vendte pludselig Ansigtet mod ham med et Udtryk, som saá han paa en gammel Hund.

Den gamle Person blev staaende et Øjeblik, før han sagde hans evige eller eneste Tanke :

 Og det gaar saa daarligt med Serveringen.

 Saa skulde han lae vær, sagde Excellencen.

 Der er ingen, som takker ham for, at han spilder Sauce paa hans Klæer.

 Farvel.

 Hans Excellence vendte sig og Døren gled til.

 Hva sae han? hviskede Georg ude i Gangen.

 Der er vel ikke noet, til der ka hjælpe, sagde den anden.

Georg nikkede. Men med et pludselig forandret Udtryk i sit Ansigt hviskede han, pegende ind mod Døren:

 Han er osse skidt.

Det var, som Udtrykket i Georgs Ansigt paa en Gang spejledes i den fremmedes:

 Er han? sagde han og hans Stemme fik ligefrem Klang.

 Vores Baronesse er osse snavs, hviskede han.

 Det er jo Emmely, der er syg? sagde Georg.

 Ja. Det er Gigtfebren, som de kalder et.

 Ja, nikkede Georg.

 Og den har nok slaaet sig ved Hjertet, hviskede Brahernes Tjener.

Og idet han pegede hen imod Excellencens Dør, sagde han:

 Men han bliver jo ikke kaldt. Det nyfigne i Georgs Ansigt veg paa én Gang for en vis Stramhed:

 Nej, sagde han: ikke endnu.

Men pludselig rettede de sig begge, da en Nøgle lød i Gangdøren. Det var Faderen. Han tog Overtøjet af og spurgte: