Men pludselig rettede de sig begge, da en Nøgle lød i Gangdøren. Det var Faderen. Han tog Overtøjet af og spurgte:
Er der nogen syge hos Baronens?
Jo, det vilde sige, det var Baronessen, som gerne vilde se Hans Excellence til Middag.
Den Gamle havde stotret i det:
Ja saa der var gaaet næsten som en Bleghed over Faderens Ansigtodmorgen.
Faderen gik ind ad Hans Excellences Dør.
Er det Dig? sagde Excellencen, og der kom et pludseligt Lys i hans Øjne ved Synet af Sønnen, der smilte til ham med et eget ømt Smil, næsten som en Kvindes:
Hvordan har Du det, Papa? Tak. Gamle Folk, Dreng, bør ikke klage, naar de kun nogenlunde kan trække Vejret.
Det er raat ude, sagde Faderen, stadig bøjet over Hans Excellence.
Det er vores Klima, Goe, som vi maa bære. Faderen vendte sig imod Vinduet.
Er Stella oppe? spurgte Excellencen.
Sikkert, sagde Faderen og undgik forsætligt et Ja.
Som i Løbet af et Sekund blev Excellencens Ansigt mørkere:
Hun har det ikke godt denne Gang, sagde han efter en Stilhed.
Faderens Ansigt var forandret ligesom Hans Excellences og han svarede ikke straks:
Hun er ellers saa glad ved at være her hos Jer, sagde han og talte saa besynderlig lavt eller tonløst som altid, naar han talte om sin Hustru.
Excellencen svarede ikke og de tav begge igen.
Harriette er kommen iaftes, sagde Faderen og stod stadig ved Vinduet.
Ja, sagde Hans Excellence: jeg har skikket hende Bud om at komme til Middag.
Saa drikker jeg The, sagde Faderen.
Ja.
Døren faldt til.
Georg sad som før, da det ringede igen.
Det var en lille Slags Pusling, der stod foran Døren og vendte Ansigtet opefter, under Skyggen af en underlig Art Tyrolerhat:
Godmorgen, Hr. Jensen. Det er kun mig, sagde hun.
Godmorgen, Jomfru Villadsen, sagde Georg.
Tak, sagde Jomfru Villadsen, hvis Fingre uafladelig foer hen over en Masse bleget Flor, der dækkede hende fortil Ryggen var skruttet :
Tak.
Kom kun ind, sagde Georg.
Tjeneren aabnede Excellencens Dør, saadan lidt, som man aabner for et Kræ, der smutter ind ved den nederste Dørfylding, og Excellencen drejede Hovedet:
Er det Dem? sagde han.
Sæt Dem.
Og Jomfru Villadsen satte sig, ved Døren, paa en Stol lige paa Kanten, for at hendes Fødder kunde naa Jorden.
Saa er det vel galt igen?
Ja, Deres Excellence.
Er det det gamle? spurgte Excellencen, der havde drejet Stolen helt og ikke tog Øjnene fra hende, mens han pludselig rankede sig i sin Stol.
Ja.
Jomfru Villadsen holdt Hovedet opadvendt, og det begyndte at arbejde inde i hendes Bryst, bag Florene:
Det er jo altid Snittet, Deres Excellence, halvt mimrede hun: det er jo altid Snittet, der gier de gale Smerter
Ja, sagde Excellencen, der paa en Gang syntes greben af en bister Oprømthed: det gier Efterveer, Jomfru, efter Glæderne.
Jomfru Villadsen begyndte at græde, saa Graaden krængede hendes Mund. Mens hun sad med det fremstrakte Ansigt og den krængede Mund lignede hun en Tudse:
Ja, En bøder foret, mimrede hun, man pines foret, man bøder foret, naar man er kommen i Ulykke
Der er ingen, som kommer i Ulykke, Jomfru, sagde hans Excellence: de vil alle hae Fornøjelsen.
Jomfru Villadsen blev ved at græde, med underlige korte Kluk, der rystede den forvoksede Krop.
Ja, det er vel sandt det er vel sandt, sagde hun.
Og for tusinde Gang begyndte hun paa den samme Historie og den samme Klage, som han kendte; han havde hørt den fra den første Dag, da hun mødte paa Hospitalet, og han, som forlængst havde opgivet at øve den Fødselshjælp, der havde været med at gøre ham berømt, i et pludseligt Anfald af en sælsom og urimelig Munterhed, besluttede, at han selv, han, Mesteren, en sidste Gang vilde forløse forløse dette Kræ, over hvem, en Dyrehavsnat, et Mandkøn dog var slaaet ned, saa hun havde kunnet sætte et Menneske i Verden.
Ja, Villadsen, sagde Hans Excellence, det kender jeg.
Jomfru Villadsen, der var blevet ved at hulke, sagde: Ja Excellencen védet Excellencen védet Men (det kom som en Strøm af Graad) En var jo dog et Menneske.
Der gik et pludseligt Smil over hans Ansigt, og med et Udbrud, der lod det ene Ord lyde som slyngede han en Sten frem gennem den høje Stue, sagde han:
Ja.
Der er indrettet som de andre, sagde Jomfru Villadsen, ustanseligt hulkende.
Der blev Tavshed et Øjeblik, til Excellencen paa ny vendte Øjnene mod Tudsen.
Og hvor er han? spurgte han.
Han var Jomfruens Søn.
Ja, nu er han jo løbet fra Konen.
Naa.
Og Kærresterne taer han blandt de værste, sagde Jomfru Villadsen.
Hvad lever han af? spurgte Excellencen.
Jomfru Villadsen svarede ikke, men hulkede kun højere, mens Excellencen lo, i en pludselig Forstaaelse, og sagde, i samme Tonefald som Ja et før:
Det er osse en Færdighed, Goe, og gladere for sin Ejermand end de fleste.
Jomfruen, der vel ikke forstod, bøjede Hovedet, saa Tyrolerhatten skjulte hendes Ansigt:
Det er en Skændsel, det er en Skændsel, hulkede hun og dukkede sig forover. (Hun udtalte Skændsel, som stavedes det med t.)
Excellencen blev ved at le:
Det er en Appetit, sagde han, og en Appetit kan være saa stærk, at ogsaa den bliver et Levebrød.
Hans Latter stansede, og mens han igen slog ud med Foden som til et Spark, lagde han til:
Og hvad kunde han vel egentlig arve, Jomfru, andet end Appetiten?
Nej, Deres Excellence, nej, Deres Excellence, mumlede Villadsen, der skjalv, saa hun sitrede over hele sin Krop.
Han havde atter drejet sin Stol:
Brug, hvad hun plejer, sagde han og skød to Ti-Lapper frem mod Skrivebordets Kant. Jomfru Villadsen rejste sig og tog dem. Hun tog dem med den yderste Spids af sine Fingre og i et Sekund var de borte i hendes Haandflade.
Hans Excellence løftede Hovedet.
Og hvor er hun selv? sagde han.
Ja, man er jo hos Søstrene, svarede Jomfruen, der ligesom gik i Jorden for hver Sætning.
Bliver det stadig ved hos Søstrene? spurgte Excellencen, der nogle Gange havde opsøgt Villadsen hos Søstrene, hvor hun evindelig sad i en Krog, som var hun smidt derhen, foran en Vugge.
Jomfruen begyndte saa smaat at snøfte igen:
Ja, Deres Excellence, sagde hun, og hendes Snøften blev igen til Graad: det bliver ved.
Men det er vel Himlens Velsignelse.
Excellencen saá en sidste Gang paa den Forkrøbling, ud af hvis Kød han havde skaaret et Menneskebarn:
Og Menneskenes Vilje, sagde han.
Hans Stemme var pludselig bleven forandret og med ét rakte han Haanden frem og tog Jomfru Villadsens klamme Fingre Hans Excellence rakte kun sjældent Haanden :
Naa, Farvel, lille Villadsen, sagde han.
Og Tak, Deres Excellence, sagde hun og vilde kysse hans Haand. Men han rev Haanden til sig, mens han pludselig blev bleg:
Farvel.
Jomfru Villadsen var ude og nede ad Trappen, i Porten, hvor den enbenede Portner ventede med Krigsmedaillen paa sit Bryst. Han aabnede Porten, mens han saadan tre Kvart spærrede med Træbenet, Erindringen om hans Opofrelse for Fædrelandet:
Og Tak, sagde Villadsen, mens hun lod en lille Skillemønt forsvinde i Haanden, som Fædrelandsforsvareren ikke havde mistet.
Godmorgen, sagde Portneren og rettede Træbenet.
Porten faldt i.
Porten faldt i.
Hans Excellence havde ringet paa Georg.
Vognen, sagde han.
Ja, Deres Excellence. Faderen kom ind:
Kører Du ud? spurgte han. Men Excellencen hørte det vistnok ikke; thi pludselig sagde han, endnu siddende i sin Stol:
Hvad er det, jeg har sagt: der burde her i Verden være flere af de Bestier, som aad deres egne Unger.
Faderen lo og sagde:
Excellencens Sententser er forbryderiske.
Maaske, Goe og Excellencen rejste sig Sandheden er altid forbryderisk, fordi den er Sandheden
Georg bragte Excellencens Frakke, men Excellencen blev ved at tale han sagde altid saa meget, mens han skiftede Klæder, og ingen vidste ud fra hvilken Tankegang-:
Men læg Mærke til, at den menneskelige Retfærdighed er enøjet. Havde den to Øjne at se med, fik vi ikke Tugthuse nok.
Han fandt ind i Frakkeærmet:
Eller vi fik slet ingen.
Men Ulykken er og Ulykken bliver og han talte sig hidsigere at Menneskene, de er kun nogle forfængelige Narre, som vil lade, som holdtes der Tugt blandt de Dyr, de er. Men der er ingen Tugt og der er ingen Orden paa deres Parringspladser Byg enten flere Tugthuse eller riv dem ned, der findes, det var der endelig Mening i.
Han holdt pludselig inde:
Sover Hendes Naade? sagde han.
Hendes Naade er vaagen, Deres Excellence.
Godt.
Hans Excellence vendte sig og aabnede Døren. Han gik nænsomt gennem de tre Stuer, ind i Hendes Naades Sovekammer, hvor der var mørkt, saa, i Skumringen, alene Sengen ragede frem med sin Fløjelsbaldakin paa de fire Søjler.
Hvem er det? raabte Hendes Naade.
Mig, sagde Excellencen, og han stod med bøjet Hoved, i en saa besynderlig Stilling øm eller frygtagtig foran Hendes Naades Seng.
Hvordan har Du sovet? spurgte han.
Du har rumsteret længe, svarede Hendes Naade, uden at flytte sit Blik fra Baldakinen.
Som jeg plejer, sagde han og kyssede Haanden, som hendes Naade havde faaet frem af mange Tæpper.
Og nu kør jeg, sagde han. Hendes Naade drejede sig pludselig, saa han saá hendes graa Øjne gennem Mørket:
Hvorfor kør Du og samler Dig Gigt i alle de Porte?
Hans Excellence stod stadig i samme Stilling, mens Hendes Naade tøvede et Nu, før hun sagde:
Der er dog ingen, der venter paa Dig.
Han hørte det maaske ikke. Han bøjede pludselig hastigt sit Hoved Bevægelsen var næsten sky saa langt frem, at hans Læber rørte Hendes Naades Pande:
Farvel.
Farvel, sagde Hendes Naade, der ikke havde rørt sig.
Og, mens Excellencen gik, blev hun liggende ubevægelig med lukkede Øjne, midt i den mægtige Seng, hvor, i Mørket, kun Ringene glimtede paa hendes Fingre.
Faderen aabnede Døren til Gangen for Hans Excellence.
Faderens Blik faldt paa de ankomne Breve, der laa paa Konsollen og med en pludselig Bevægelse skød han dem hurtigt endnu længere ind paa Konsollen.
Excellencen havde set det.
Er der Post? sagde han og virrede, et Nu, med sit Hoved.
Hans Excellence læste aldrig Posten, før han kom hjem.
Bliv inde, sagde han og slog Døren i for Sønnen. Georg fulgte ham, med Vogntæppet over sin Arm.
Hvorfra var der Breve? sagde Excellencen pludselig og vendte sig paa Trappen.
Jeg véd ikke, Deres Excellence.
Han véd ingenting.
I Porten holdt Vognen, paa hvis Buk Kudsken Johan fyldte tæt.
Hvordan gaar det med Hestene? spurgte Excellencen, som en Mand, der siger noget for at vifte en anden Tanke bort.
Det er snavs, svarte Johan tørt.
Med Excellencens Heste gik det altid snavs. Excellencens Kudske skar dem tidt i Haserne, saa de haltede for Vognen, hvorpaa de overbeviste Hans Excellence om deres Ubrugelighed og solgte dem mod en rimelig Avance for at indkøbe nye, ligeledes mod en Godtgørelse.
Men hvad fejler den? spurgte Excellencen fra Vogntrinet.
Den gøret ikke længe, var alt hvad der blev svart af Johan, som overfor Excellencen ikke indlod sig nærmere paa de Firfødedes Helsen.
Hans Excellence var allerede kommen i Vognen, da en glatraget Mandsperson trængte sig frem i Porten, hen til Vogndøren, som Georg vilde lukke:
Han skulde gerne tale med Hans Excellence. Excellencen vilde smække Vogndøren i, men Personen satte tilfældigt Albuen imellem:
Det var bare et Ord til Hans Excellence.
Hvad?
Og Excellencen slap Vogndøren.
Excellencen véd jo nok, at jeg har haft den Forretning med Deres Hr. Excellences Søn.
Ja, ja.
Og nu var det Excellencen véd, at Deres Hr. Søn
Personen havde en saare høflig Stemme der var noget eget Glat over ham, der mindede om en for hundrede Gang afstrøget Silkehat men han holdt stadig Albuen imellem.
Hvad vil han? raabte Excellencen og han smed et Par Pengestykker hen til Manden, der slap Døren.
Kør, raabte han.
Og Vognen kørte, forbi den Enbenede, der ikke havde taget Øjnene fra Excellencen og Mandspersonen, ud paa Gaden.
Excellencen havde rettet sig i sin Vogn, mens Gadens Folk hilste ham længe og ærbødigt.
Georg var gaaet op. I Halvmørket i Entreen læste han endnu en Gang Udskriften paa de ankomne Breve og skød dem atter langsomt helt ind paa Konsollen, i Mørket.
Hendes Naade ringede, saa det skingrede gennem hele Huset.
Faderen aabnede Døren til Dagligstuerne, hvor Stuepigen Arkadia, en ung Dame i stivt Sirts og hvide Strømper, havde slaaet alle Vinduer op paa vid Gab og med en Tæppebanker i hver Haand pryglede løs paa Fløjelsportiérerne, saa Støvet stod som skidne Skyer om Hvidernes broderede Vaaben.
Hendes Naade ringer, sagde Faderen og lukkede Døren igen, for Trækken. Jomfru Arkadia havde for Vane at lufte ud, som udluftede hun et Aarhundrede.
Ja, Hr. Hvide, sagde Arkadia, der pryglede videre.
Snart var hun i Gang med Dørforhængene og snart var hun ved Vinduerne.
I Excellencens gamle Vinkælder var der ifjor flyttet en Skibsproviantering ind, med en Kontorist og to Kommiser, der i Morgentimerne vekselvis opholdt sig i Kælderhalsen.
De Folk, der bor nede paa Jord, deres Gemytlighed, den er stor.
Jomfru Arkadia pryglede løs paa Hvidernes Vaaben, mens hun sang.
Hendes Naade blev ved at ringe.
Godmorgen, lød det fra Kælderhalsen, fra én af de tre Handelsmænd. Arkadia var atter ved Vinduerne.
Godmorgen.
Travlt? spurgte Handelsmanden.
Jomfru Arkadia daskede begge Tæppebankerne ned mod den sorte Kommis i Kælderhalsen.
Man har vel mer at gøre end De heldigvis, sagde hun.
Og væk var hun og bankede igen. Pludseligt lød der et:
Kaffe, Kaffe, klingende gennem det halve Hus.
Det var Moderen, der var ude af Sengen og, i Natkjole, slog Entrédøren op oppe paa første Sal og raabte sit:
Kaffe, Kaffe.
Faderen dunkede paa Døren inde i sit Værelse, ved Siden af Moderens:
Stella, Stella, raabte han: husk dog, vi er ikke hjemme.
Hva sier dog de fremmede Mennesker, som ellers bor her i Huset?
Kære Fritz, lae dem sie.
Moderen var i Seng igen og slog Hænderne ned over sin Dyne:
Hvem kender de Personer? sagde hun.
Jomfru Arkadia havde sluppet Bankeren, saa saare hun hørte Kaffen og hun løb gennem Entréen og Spisestuen og Gangen ud i Køkkenet:
Fruen har kaldt, sagde hun.
Ja, svarede Sofie, der aldrig ændrede sit Tempo, og hældte Kaffen op, mens hun sagde:
Hendes Naade har ringet.