Han vidste ikke mer om det.
Han trak i Vognsnoren og Johan Kudsk holdt an:
Til Fru Urne, raabte Hans Excellence, og Vognen kørte tilbage gennem Byen, over Torvet, ned ad Bredgade. Den rullede ind gennem Porten i det Schackske Hus og holdt i Gaarden, foran Havehuset.
Hans Excellence steg ud. Døren havde ingen Klokke, men kun en Dørhammer, der ligesom ikke vilde mere.
En Pige lukkede op:
Er her noen hjemme? spurgte Excellencen.
Ja, Deres Excellence, Fruen kommer straks.
Han gik ind i de to Stuer, hvor Christian den Ottende-Møblerne stod saa mærkelig stift mellem KurveEspaliererne med de mange Efeu. Udenfor Vinduerne laa Haven. Sneen gav et særegent Lys i Stuen, som af Skæret fra et ophængt Lagen.
Hans Excellence tog Plads. Over ham i Sofaen hang Billeder og Sabler indhyllede i Flor.
Han hørte ikke Fru Urne komme, før hun stod der. Hun var høj og mager og helt i Sort.
At Du huskede mig idag, sagde hun og tog begge hans Hænder.
Min Pige, sagde Excellencen: jeg har ikke saa meget at huske mer.
Du husker alle, sagde hun og beholdt hans Hænder, mens hun satte sig.
Eller ingen, sagde Hans Excellence.
Der var tavst en lille Stund. Fru Urne havde vist ikke hørt, hvad han havde sagt. Hun havde løftet Blikket og betragtede sin faldne Mands Billede over Sofaen:
Det bliver altsammen revet op igen, paa en Dag som denne; og det er, som om man maatte opleve det igen.
Ja, sagde Hans Excellence: han gav Livet.
Ja, sagde hun, og pludselig sprang Taarerne frem af hendes Øjne, mens en Hulken rystede hende:
Og jeg kan ikke en Gang nøjes med Tanken om hans Bedrift Og de Minder, man gaar og hænger Flor om det er ikke de Minder, man længes efter.
Hans Excellence lagde sin Haand over paa Ryggen af Stolen, hvor Fru Urne sad:
Jo større han var, min Pige, desmer har han vel ogsaa kunnet give Dig
Og des vildere er Savnet.
Ved Ordet vildere mødtes et Nu deres Øjne og en Blodstrøm slog op i Enkens Ansigt.
Onkel Hvide, sagde hun: Du ser alting.
Men jeg skammer mig. Jeg skammer mig for mine Børn.
Skammer Dig? og han talte haardere: hvorfor? tror Du ikke alle de andre, som er ene, længes liedanne?
Fru Urne havde lænet sit Hoved til Stolens Ryg og saá ud i Luften:
Hvorfor lyver de da alle?
De lyver, sagde han: som Du lyver. Han tav lidt:
Hvorfor de lyver? sagde han: Fordi vi opdrættes til at tro, at vi er noget andet end vi er. Og naar vi saa opdager os selv, tror vi, de andre er bedre og vi er de værste
Men vi er ens og vi har den samme Krop. Fru Urnes Hænder faldt sammen i hendes Skød.
Men, sagde hun, at vi bliver saa sent gamle. Der gled et Smil over Hans Excellences Ansigt.
Ja, sagde han: sent eller aldrig.
De sad tavse et Øjeblik. Saa spurgte han:
Hvordan gaar det dine Sønner?
Fru Urne tog sig om Hovedet som for at samle sine Tanker:
Ja, Du véd jo, at Christian vil ikke være Officer.
Naa, er det nu opgivet?
Ja, han vil ikke
Hm, hvad vil han saa?
Fru Urne sagde:
Han vil være Ingeniør.
Ja, saa, sagde Hans Excellence:
Hvad skal en Mekaniker her i Landet? Her løber vi ad de Landeveje, der er.
Fru Urne sagde og saá ikke paa ham:
Han siger, Verden er stor.
Der blev stille. Uret inde i den forreste Stue dikkede med en underlig Lyd som var hvert Minut noget, der brast:
Og jeg synesatat det er saa sværtat det er, som om, som om vi alle forraadte det, han døde for.
Hvad for noet? spurgte han.
Landet, sagde hun (hun vilde sige Fædrelandet, men det blev kun til Landet).
Fædrelandet? sagde Hans Excellence:
Det forraades hver Dag og lever af Resterne. Hver sørger for sit og Fædrelandet kan tage hvad der bliver tilovers.
Han og han løftede Haanden mod den døde Generalstabsofficers Billede døde heller ikke for Fædrelandet, men for sin Tro, som han havde mistet