Frøkenen er inde, (Frøkenen var Selskabsdamen) sagde Arkadia og løb med Kaffen.
Der kan hun løbe, sagde Sofie.
Gud være lovet, raabte Moderen og slog ned over Kaffebakken, som Arkadia stillede paa Dynen.
Har Hendes Naade ringet? Det var hendes evindelige Skræk, om Morgenerne, under Besøget hos SvigerForældrene.
Ja, svarede Arkadia.
Hæng Uret op, sagde Moderen, der sad oprejst i Sengen og skubbede Skuldrene op og ned for hver Mundfuld, hun tog af Koppen, mens Arkadia anbragte hendes Ur paa Fodenden af Sengen:
Halvelve, sagde Moderen forfærdet og lige efter:
Kære Arkadia, hvor har De dog trallet paa Trapperne.
At De kan synge saa tidligt om Morgenen.
Det var Moderens Undren hver Morgen.
Og hvad er det saa for Viser, De synger? Jeg kan ikke huske de Melodier hvordan er det nu?
Hun begyndte selv paa et Omkvæd men hun kunde det ikke:
Naar en Kvinde hun skal giftes og om Mandens Færden forhen intet véd, og hun før Partiet stiftes søge vil at skaffe sig lidt god Besked
Arkadia rettede og sang, mens hun stod midt for Sengen.
Ja, ja, sagde Moderen og sang med hun skød Benene helt op under sig af lutter Iver :
Naar en Kvinde hun skal giftes og om Mandens Færden forhen intet véd, og hun før Partiet stiftes søge vil at skaffe sig lidt god Besked, om han er flink, villig, tro og lydig, om han er skabt i den rette Form, og om han ellers har været dydig, kan hun faa ham undersøgt af Line Worm.
De sang begge to. Arkadia rettede og Moderen lo, til hun pludselig saa paa Uret:
Ti Minutter i elve, sagde hun og jagede Arkadia ud.
Faderen bankede inde paa sin Dør:
Stella, sagde han, hvad er det dog for Viser, Du laer den Pige synge?
Kære Fritz, det véd jeg virkelig ikke; og leende sagde hun:
Er det ikke dem, de sælger paa Gaden?
Hun laa et Øjeblik. Saa sagde hun:
Fra hvem er der Breve?
Fra Hans, svarede Faderen indefra.
Til din Faer?
Ja.
Moderens Ansigt blev med ét forandret, mens den hvide Haand strøg Haaret bort fra hendes Pande, og hun laa stille, uden at røre sig.
Derinde lød Faderens Skridt.
Fritz, hvad Dag er det?
Fredag.
Nej, men Dato.
Den otte og tyvende.
Moderen rørte sig ikke.
Derinde lød Skridtene.
Nedenunder var Selskabsdamen begyndt at klæde Hendes Naade paa. Det var en Smule besværligt paa Grund af Hendes Naades Gigt.
Passer De Temperaturen? sagde Hendes Naade.
Ja, Selskabsdamen passede den.
Termometrerne blev i Dagligstuerne anbragt en Tomme over Gulvtæppet for daglig at konstatere Fodkulden for Hans Excellence.
Vi har den jo fra Kælderen, sagde Hendes Naade: jeg bad jo for mig, lille De, men Hvide vilde hae den Butik og jeg maatte undvære min Vinkælder.
Selskabsdamen vidste det.
Hvormeget er der? spurgte Hendes Naade.
Tretten Grader.
Hm. Lad dem saa hænge, De, at Hvide kan se det.
Hendes Naade skød Læberne frem, hvis skønne Bue en Gang havde begejstret Hr. Lamartine:
Men Hvide føler det jo ikke, sagde hun. Der lød et Pappegøjeskrig inde fra Stuerne.
Det var Poppe, der vaagnede ved den stigende Temperatur og skreg sit:
Fortuna fortis, ud gennem alle Værelserne.
Dæk dog til for det Dyr, sagde Hendes Naade.
Fortuna fortis, skreg Pappegøjen, til Selskabsdamen havde faaet Buret dækket og igen var vendt tilbage.
Tak, sagde Hendes Naade, og hun tilføjede:
Det er ogsaa Hvides Idé med den Fugl.
De var under Toilettet naaet til Haaret. Hendes Naades Forhaar skulde kreppes og sættes højt op.
Hendes Naade, som for det øvrige Legemes Vedkommende med Aarene havde faaet nogen Skræk for Vand, lod sit Ansigt og sine Hænder pleje med megen Omhu med Crêmer og Essenser.
Inde i Spisestuen sad Georg og ordnede Sølvtøj. I den store og halvmørke Stue hørtes ingen Lyd uden den sagte Klang af Sølvet, naar han lagde Ske ved Siden af Ske med Vaaben mod Vaaben.
Ellers var der tyst.
I Køkkenet listede Sofie om mellem mange Kar, som en Strøkone, der gaar i Gang med Værket.
Vandet i Hanerne gurglede med en Lyd som en træt Rallen.
Henne paa Rørstolen, ved Bornholmeren, sad Jomfru Arkadia og smilede glad til sine egne hvide og lovende Smalben.
Vognen kørte bort ud mod Kongens Nytorv, frem gennem Byen. Fortovene var allerede fyldte af Mennesker, der, i Sølet, som smudskede alle Fødder, gik, mellem hinanden, i Morgenkulden.
Excellencen kendte ingen. Han hilste, med samme Nik, alle der kendte ham.
Undertiden, naar Moderen kørte med ham gennem Byen, spurgte hun, naar nogen hilste:
Hvem var det, Grandpapa?
Kender dem ikke, svarede han.
Men det kunde ogsaa hænde, at Hans Excellence pludselig genkendte et Ansigt og sagde, at det var den og den.
Nej, sagde Moderen og lo: det maa da være Sønnen.
Hm. Naa ja, nu er det vel Sønnerne, der løber rundt.
Og han sad igen og saá ud over Gadernes Menneskeansigter, med de blyfarvede Hænder foldede i sit Skød.
Vognen rullede ned ad Raadhusstræde op foran Det Braheske Palæ. Portneren, en gammel Hvidskæg, iført rødstribet Vest og blaa Bukser, slog Porten op og aabnede Vogndøren, før Førstetjeneren kom til, der blev helt forskrækket, da han saá Excellencen, og løb igen op ad Trappen, foran, alt, hvad de rystende Ben kunde bære ham, op paa første Sal saa Portneren maatte hjælpe Excellencen ud:
Ja, sagde Portneren, det er vist kun daarligt, Deres Excellence Det er nok blevet værre inat.
Det er nok daarligt, Deres Excellence.
Hans Excellence, der kun hørte Ordet daarligt og troede, Hvidskæggen talte om sine Gigtknuder, sagde: Saa smør sig med det, jeg har givet ham; og han gik ind ad Glasdøren.
Tjeneren var løbet ind gennem to Stuer, ind i Dagligstuen, hvor to unge Baronesser sad ved Midterbordet:
Det er Konferensraaden, sagde han ganske forpustet og kaldte, i sin Befippelse, Excellencen ved den gamle Titel, han havde baaret i saa mange Aar.
De to Baronesser blev ligesaa forskrækkede som han og de raabte begge to:
Moer, Moer, det er Onkel Hvide.
Lehnsbaronessen, der var i Slobrok, kom frem i Døren til den lille Spisestue.
Gud, sagde hun: og vi, som ikke har kaldt ham hun slog de fyldige Hænder sammen :
Jeg sagde det jo nok.
Nu kan vi jo ikke sige det, nu vi har kaldet Professoren.
De hørte allerede Hans Excellences stampende Trin i den forreste Stue:
Lad mig, sagde Moderen og gik, foran de to Døtre, ud for at tage imod ham:
Men, kære Onkel Hvide og Baronesserne slog Armene om ham er det Dig. Kom dog, jeg sidder lige ved den første Frokost.
Tak, sagde Hans Excellence: jeg skal intet hae. Han kyssede begge Døtrene Hans Excellence kyssede alle yngre Kvinder paa sin Vej med en egen tom Graadighed :
Jeg spiser ikke paa denne Tid af Dagen.
Men Du kan da sidde hos mig, sagde hun og førte ham ind i Spisestuen, hvor ogsaa Døtrene tog Plads foran to tomme Tallerkener. De talte hurtigt, snart den ene og snart den anden, om Vind og Vejr, mens ingen vidste, hvad de selv sagde, eller om Excellencen hørte efter.
Tak for Indbydelsen, sagde han pludselig, midt under Snakken.
Ja, vi tænkte, Du dog maaske vilde komme. Det var et Par af de Gamle, vi gerne vilde se, raabte Baronessen, der stadig spiste.
De Gamle er døde, sagde Hans Excellence, og, paa en Gang, spurgte han:
Hvor er Emmely?
Fruen, der hele Tiden havde ventet Spørgsmaalet om Emmely for den syge Datter var Excellencens Yndling i Familien og i sin Forvirring bare havde spist videre, sagde:
Ja, Emmely
Er ude at ride, faldt en af Døtrene ind.
Med Preben, sagde den anden.
Jeg har sagt, hun maa ikke ride, sagde Hans Excellence.
Og slet ikke med Preben.
Fruen, der blev endnu mere forvirret, sagde:
Ja, det har Du, og pludselig gav hun sig til at tale om Hoffet og Arveprinsessen, som hun sagde, hun havde besøgt igaar:
Hun holder sig tappert, Onkel Hvide.
Hm, sagde Hans Excellence: man behøver ikke at nedstamme fra tretten Konger for at blive gift med en Skørtejæger og holde Husholdningsbog for sin Portner.
Fruen greb Emnet om Prins Ferdinand og sagde:
Ja, men den Kærlighed blev nu alligevel Livsindholdet for hende.
Der gik en Trækning over Excellencens Ansigt:
Livsindhold og han lo ja, det er Livsindhold at slæbe en Møllesten paa sin Ryg.
Baronessen blev purpurrød i sit runde Ansigt hun havde tænkt paa Hans Excellences eget Ægteskab, endnu før hun havde fuldført sine egne Ord og ingen fandt noget at sige, da der pludselig lød en Støj, i Gangen bag Spisestuen, af Døre, som sloges op og i, mens man hørte Kammerjomfruen, der raabte.
Fruen rejste sig halvt fra rød blev hun bleg og satte sig, i et Sæt, igen.
Ida, se hvad det er.
Og den ældste Datter løb.
Hvorfor løb hun? sagde Hans Excellence, der lod, som om han intet havde hørt.
Hun gik efter Theen, sagde Baronessen og saá i det samme Thepotten, som stod midt foran hende, paa Fyrfadet.
De blev ved at løbe, der ude, frem og tilbage Skridt frem og Skridt tilbage.
Hvad er det dog? hviskede Baronessen, der stod op, med Thepotten, som pludselig begyndte at ryste i hendes Haand.
Nej, bliv, hviskede hun til den anden Datter, der vilde rejse sig.
Hvad er det for Kød, spurgte Hans Excellence og stak med en Gaffel, han havde taget fra Fruens Tallerken, over mod et Fad, fyldt med rødt Oksekød.
Det er Oksekød, Onkel Hvide, sagde Datteren.
Hans Excellence, der led af en besynderlig og bestandig Hunger og derfor, paa alle Tider, ligesom kastede sig over al Slags Mad, som han ikke mere kunde fordøje, havde allerede slugt et Stykke og tog et til, med samme Hast da Døren blev revet op og Baronesse Ida løb ind og raabte:
Moer, stakaandet, uden at tænke, ikke paa Hans Excellence og ikke paa noget:
Moer.
Hvad er der?
Fruen var staaet op og var ikke kommen et Par Skridt, før Baron Preben, Emmelys Forlovede, kom ind, helt hvid i sit Ansigt, hvid helt ind under Skægget, og lod Dørene staa aabne, idet han raabte:
Kom, kom, Emmely
Og holdt inde ved Synet af Hans Excellence.
Du undskylder, Onkel Hvide, sagde Fruen, mens Sveden var sprungen frem paa hendes Pande; og hun gik med Ida, medens Døren sloges til.
Maaske et Minut var der stille, efter at Hans Excellence havde rejst sig.
I et Nu havde han forstaaet det alt: at Emmely var syg, var farligt syg; at en anden var kaldet, en anden kaldet til Emmely; at Indbydelsen var bragt, som de vidste, han vilde besvare med et Nej, en Middagsindbydelse, for at han intet skulde gætte
Hans Excellence stod endnu, mens Stolen, til hvilken han støttede sig, rystede under Taget af hans Haand, som var selv det livløse Træ blevet levende under hans Vrede.
Saa sagde han, og hans Stemme lød roligt:
Er I kommet hjem?
Baron Preben, der stod midt i Stuen, ret op og ned man havde det Indtryk, at stødte man til ham med en Albu, vilde han falde sagde:
Hvem? og saá paa Excellencen med Øjne, der intet saá.
I, sagde Hans Excellence, der bestandig stod støttet til Stolen.
I har jo redet.
Ja, svarede Preben, der ikke vidste hvad han selv sagde.
Der blev stille igen, mens Uret dikkede, saadan underligt springende, som gamle franske Ure gør.
Saa hils, sagde Hans Excellence og det var, som bortslyngede han noget, da han slap sin Stol. Baronesse Ingeborg havde rejst sig:
Gaar Du, sagde hun.
Det er paa Tiden, svarede Hans Excellence, og ene gik han for Baronesse Ingeborg turde ikke følge ham ud gennem Stuerne.
Preben listede ind, hvor Moderen sad ved Sengen hos Emmely, der var hvid som det Hvide er hvidt, mens hendes Bryst gik højt:
Det gør saa ondt, aa, det gør saa ondt.
Ja, ja, lille Emmely.
Det gør saa ondt.
Ja, ja, rejs Dig lidt, hører Du, rejs Dig lidt
Den Syge forsøgte det, mens Preben greb om Fodendens Kant med begge sine Hænder. Men Emmelys Hoved blev liggende paa Puden, magtløst som var det skilt fra Kroppen:
Nej, jeg kan ikke
Nej, nej, det gør saa ondt.
Saa, saa, nu kommer Doktoren. Baronessen talte næsten vissende som til et spædt lille Barn:
Nu kommer Doktoren.
Den Syge blundede hen, Brystet gik op og ned.
Ida stod i Krogen og græd stille.
Sover hun? hviskede Preben.
Ja.
Ida løftede sit Hoved: henne fra Krogen saá hun paa Søsterens Ansigt og paa én Gang begyndte hun at græde højere, og hun greb i Moderens Arm:
Moer, hviskede hun, og Taarerne var pludselig holdt op at rinde ud af hendes Øjne, mens hun blev ved at stirre paa Søsteren paa Puden:
Skal vi ikke spørge Onkel Hvide? Moderens og Datterens Øjne mødtes i et Nu:
Nej, nej, sagde Baronessen saa højt, at hun vækkede den Blundende.
Hvor er Preben, hviskede Emmely.
Her.
Tak.
Og hun lukkede Øjnene igen.
Excellencen var gaaet ned. Han støttede sig ikke. Næsten rank stod han ind i sin Vogn, der kørte bort. Porten faldt i.
Portneren, der havde snakket med Johan Kudsk, vendte tilbage til sin Kælder, hvor han satte sig ved Vinduet, mens hans Kone kom ind fra sit Køkken.
Det var den Gamle, sagde han.
Excellencen?
Ja, sagde Portneren, der havde foldet Hænderne.
Konen næsten faldt ned paa Stolen henne ved Kakkelovnen:
Aa, Herre Gud, aa, Herre Gud, sagde hun og begyndte at tørre rundt i sit svære Ansigt med Hænderne.
Hendes Mand sad stadig med Hændene foldede mod sine spidse Knæ.
Ja, sagde han og nikkede: han kan se det, om det er Døden.
Sig et ikke, Jakob, sagde Konen, der begyndte at græde, som om Baronesse Emmely allerede var død.
Og de sad lige stille, hver i sin Stol, i det store og stille Hus
Hans Excellence sad rankrygget i sin Vogn, den højre Arm hvilede i Armholderen, hvis vaabenbroderede Baand sitrede, saadan rystede han endnu, medens hver Aare i det hvide Ansigt spændtes.
Han tænkte paa Braherne, disse Braher; og alle Slægtens hemmelige Historier, som hans Lægeviden gemte gennem hundrede Aar, nedarvede, som de var fra hans Fader, der var navnkundig, og den første som han luede for hans langsynte Øjne, i en frygtelig Hunger efter at mætte sig med Hævn.
Han stønnede lydt, som han sad, under sin egen Vredes Greb:
Jo, jeg kender dem
Om jeg kender dem.
Men pludselig knyttede han sine Hænder og hans Blik syntes et Nu at blive tomt og hele Øjet næsten hvidt: under en vældig Anspændelse af Vilje skød han som en Jernskodde for sin egen Tanke og havde begravet den.
Han vidste ikke mer om det.
Han trak i Vognsnoren og Johan Kudsk holdt an: