Herman Bang
EXCENTRISKE NOVELLER
Franz Pander
Franz Panders Moder vaskede for Folk. Hendes Mand havde været Snedker og havde drukket sig ihjel.
Maaske var denne samme Snedker ikke Franz Fader.
Madam Pander tog undertiden Franz Barnehaand imellem sine sprukne Næver, og hun spilede hans mærkelig slanke Fingre ud og beundrede deres buede Negle, som var sart lyserøde. Og hun sagde, Madam Pander, at saadan havde hans Fingre været og hans Negle. Snedkeren var det vel næppe.
Muligvis var Franz en Bastard. Han var en kælen Dreng og kilden, som man siger, Elskovsbørn er. Og han havde Fornemmelser som ingen af de andre Drenge i Kleine Dammstrasse.
Drengene kaldte ham for Jomfruen. Navnet blev raabt en Dag, da Friskolen badede i Elben, af Klassens vittige Hoved: saa blankhvid og skær var Franz Krop og siden beholdt han Navnet.
Det passede godt. Franz legede aldrig, bandede aldrig og røg ikke. Pokker vide egentlig, hvad han tog sig til. I Kleine Dammstrasse i Gadedørene, hvor de andre Drenge spillede Klink og vendte Mølle og skændtes og kom op at slaas, var han aldrig. Hjemme paa Kvisten ikke heller. Mutter Pander kunde sidde angst og vente timevis om Aftenen, før Hr. Franz kom hjem.
Hvor har Du dog været, Franz?
Ingensteder.
Aldrig bestiller Du noget.
Gav Konsulinden Dig noget?
Ja, de havde Selskab igaar. Det er Finmad.
Madam Pander tog Postejen Frem fra Kakkelovnen, hvor den stod mellem to Tallerkener. Franz spiste den med smaa Smæk med Tungen som en Gourmand.
Det er Champignoner, sagde han. Han elskede de Levninger, Moderen fik rundt i de gode Huse, hvor hun vaskede, og han spurgte hende nøje ud om Navnene, og om hvordan man spiste hver enkelt Ting. Til daglig, naar han maatte tage til Takke med Dammstrasse-Kost, spiste Franz kun lidt, og det lidt, han tog til sig, indsyltede han saadan i Peber, at Madam Pander nyste, blot hun saá paa det saadan fordærvede han den gode Pølse.
Den hele Eftermiddag drev Franz omkring paa Jungfernstieg. Timevis stod han foran de store Galanterivinduer. Mest holdt han af de skinnende forgyldte Bronceting og af Dekoratørudstillingerne, hvor lang Silketøjer flød. Der stod han og maabede. Men længst kunde han dog gabe foran Boghandlervinduerne. Det var Olietrykkene han elskede. Billeder, hvor Mænd i Fløjl sidder til Bords med Kvinder i Silke og Drapperier af rødt og paa Bordet Pokaler af Guld.
Der hang et Stykke paa Hjørnet af Neuerwall: en mørk Kvinde, atlaskklædt, i gult, stærkt udskaaren, med to Perlerader i Haaret, rakte en rundfingret, diamantdækket Haand til en Page, i hvidt, som bukkede dybt foran det Billede stod Franz timelang, til han blev ganske hed ved det og fik røde Kinder. For nu var han fjorten Aar.
Vinteraftnerne læste han; alle de Romaner, hvor en vild Fantasi krammer ud Hertuginder med Brillanter om stolte Halse og Markiser, som smægter i Rosen-Orangerier.
Eller han smurte rundt i det rige Kvartér langs Alsteren og saá efter Etager, hvor de tændte op til Fest. Der vogtede han saa ved Portene, til Ekvipagerne kom, og han fik Hjertebanken ved at være saa nær ved Damerne, naar de svippede ud af Vognene med Silke? slæbene løftede, og ved Herrerne, slankvoksede, med Nakkeskilninger og Duft af Pomade.
Efter hvad der lugtede godt var Franz som gal. Hvad Madam Pander kunde rapse saadan i Ny og Næ helt uskyldigt (hva gøret at tae fra de, som har? sagde hun til Madam Fürst ved Rullen,) paa et og andet Toilettebord af Eau de Lubin eller Es-Bouquet i en lille Flaske, hun omsorgsfuldt (Herre Gud naar det er for Drengen) havde med i Lommen, det brugte Franz over Maade.
Men saadan gjorde nu ogsaa han han, hvis Hænder og Negle Franz havde arvet.
Og for Resten hele Figuren. For Franz var skudt op og var paa Veje til at blive en smuk Knægt. Blaa Øjne, man vidste ikke ret, om de var tungsindige eller sløve, en lille Mund for lille egentlig for en Mand med røde Læber og denne fornemme Næse, lige, med sine Næsebor, der saa let kom til at sitre.
Slank og smidig Krop.
Saadan saá han ud.
Derfor vilde Moderen ogsaa have ham til Manufakturen. Hr. Schaltz havde tilbudt at tage ham.
For nutildags maa man købe de glatte Ansigter, sagde Hr. Schaltz, og se dem staffere sig ud som Prinser for Skuffebedrøvelsen. Ellers Gudnaade, om man ser et Fruentimmer indenfor sine Døre saa lang Dagen er.
Men Franz vilde ikke til Manufakturfaget. Sidste Vinter, da han en Aften drev paa Jungfernstieg, var han standset udenfor et stort Hotel. En Klub holdt Bal. Han havde set Ekvipage efter Ekvipage rulle frem og Damerne stige ud og inde i Forsalen Kellnersværmen i deres sorte Kjoler og hvide Slips. Hvordan de bøjede sig over Damerne, og naar de tog Silkeslagene af deres Skuldre, og talte til dem hviskende og gik foran dem gennem Sale, straalende af Lys.
Det vilde Franz være.
Han skulde lære i en Restaurant i Schaumburgerstrasse. En skummel Krog, hvor et Par Dusin øllede Stamgæster kom for at tømme deres Seidler. Franz led ved Arbejdet: at skylle alle disse fedtede Ølglas i det skidne Vand, med sine Hænder; og han led ved Luften med dens Stank af Bock og Stank af Tobak.
Men han vidste, at disse Aar maatte til, og han ventede. Han glædede sig ogsaa, fordi han saá, han Dag for Dag blev smukkere. Om Aftenen, naar han dødtræt kom op paa sit Hummer, kunde han sidde længe med Lysestumpen tændt foran sin Stump Spejl, og han betragtede lykkelig sit Ansigt. Han plejede med Ømhed hver Skønhed hos sig selv, og for hver Drikkeskilling værnede han sine Hænder baade med Lilliemælk og andet.
Værtens Søn kom hjem. Han rejste rundt som Kelner og kom nu fra London bare paa Besøg.
Han var fuld af Historier om Hotelpragt med favnhøje Spejle og Trapper af det pureste Marmor og Portierer af Silke. Og fornemme Navne og Vine, hvis Pris Franz aldrig havde anet, og lange table dhôte-Rækker langs blomstersmykkede Borde.
Franz slugte hver Beskrivelse.
Og en Formiddag, da Værten og hans Søn drev i en Sofa, mens der var tomt i Knejpen, fortalte den vidtberejste Historier derovre fra. Franz vaskede op i sin Krog.
Man har sine lykkelige Øjeblikke der i London Kelneren skød Cigarrøgen ud gennem Næsen Og sagde London med engelsk Akcent: Satan til Aristokrati det engelske Svup sætter de Øjnene paa En, saadan en guldhaaret Miss, rank i Tøjet ser de tre fire Gange paa Ens Skabning, saa det kribler En ned ad Rygraden, og man mærker saadan Elektriciteten, naar man kommer dem nær med Fadet Na saa har man jo Rutinen og kender Numret.
Vært og Søn lo fortroligt, og Sønnen fortalte om et Par Satans heldige Proptrækkere.
Forstaar sig, han var smuk, John Jennings flot Karl Men at Lady Haverland løb skinbarlig bort med ham og tog med sig saa godt som hele Butiken, saa Lorden gerne ku kigge længe i Vejviseren det synes jeg sgu dog og Førner, han blev nu gift med en Millionærpige det ku han takke sine Ben for
Franz var gaaet frem fra sin Krog. Med opsmøgede Ærmer stod han et Par Skridt fra Disken og stirrede paa den vidtberejste.
At det altsaa skete.
Farven kom og gik paa hans Ansigt, mens han lyttede. Husets Søn vendte sig pludselig om og saá paa ham:
Naa Knægt Du falder i Staver sagde han og blev ved at se paa ham. Og halvhøjt lo han til Faderen:
Der Bub wird Glück haben.
Noget klirrende faldt Glassene rundt i Franz Ballie den Formiddag.
Franz var tyve Aar, da han meldte sig i Jungfernstieg-Hotellet.
Direktøren drejede sig paa Stolen og saá paa hans Hænder med de spidse Negle, mens han lod, som om han læste i hans Anbefaling.
Schön-Eine dritte Stellung im Restaurant vacant. Sie können Morgen anfangen.
Da Franz var ude af Døren bleg var han blevet sagde Direktøren ned mod Bogholderen, som afvekslende skrev Regninger og pillede Næse:
Na, ein netter Zugvogel nicht?
De første Dage gik Franz i lykkelig Undren. Han sneg sig fra Restauranten ud paa Gallatrappen begærlig efter at føle dens Tæpper under sine Fødder og lade sin Haand glide langs ned ad Gelænderets sorte Marmor. Han stillede sig paa Afsatsen, hvor Damerne gik ham tæt forbi, smilende og med Buketter i Hænderne, og han fulgte med Øjnene deres Skikkelser, i evig Hjertebanken, til de forsvandt ved Drejningen, og saá deres Dragt og fornam Duften af deres Klæder mer end han egentlig tænkte paa dem selv.
Han vendte tilbage til Restauranten og gik ind i den store table dhôte-Sal. Han følte et mættet Velbehag i denne Sal. Lyset, som dæmpet faldt ind gennem mægtige spraglede Ruder; de høje Buer, baarne af Marmorsøjlerne og Lysekronerne, pragtfulde som i en Kirke.
Han faldt i Staver, til en Kollega vækkede ham:
Tjener De svært ved at drive her, Kollega? Vi har Huset fuldt
Han begyndte igen at servere. At bringe Menuens Retter frem og tilbage til Restaurantbordene, bestille Vinene og trække dem op. Han indaandede Duften af Maden velbehagelig og næsten beruset ligesom en Rekonvalescent, og uden at skelne, uden at skylde det noget enkelt gik han rundt i noget som en Forelskelses Velvære.
Og om Aftenen, naar der endelig blev slukket i Salene, og de andre Kelnere skyndte sig op for straks at falde i Søvn, trætte som Akrobater, blev han endnu tilbage i den mørke Restaurationssal; og han kunde ikke rive sig løs fra Dunkelheden derinde, hvor Springvandet i Bassinet plaskede saa stille midt mellem de store Vækster, der ragede op mod Kuplen i Mørket.
Han drev længe om paa de skumrende Gange og nynnede sagte hen sig for, og kom han endelig op, hvor hans Sovekammerater, hede i Hovederne, sov dybt med aaben Mund, laa han timevis vaagen og følte en Susen i sit Hoved som en Rus af Vin.
Alligevel var han ikke træt om Dagen.
Saaledes gik den første Tid. Saa blev Franz vant til det nye Liv, og der kom en Overgang, hvor han følte sig meget træt og altid søvnig.
Hans Kammerater var heller ikke morsomme. De talte om deres egne Ting, om Pladserne de havde haft og om hvormeget de tjente. De havde en Kæreste blandt Stuepigerne eller i Køkkenet, og forresten sov de den meste Fritid.
Om Gæsterne talte de sjældent.
Og det var det, som interesserede Franz.
Johanne, Stuepigen paa første Sal, en høj og robust Wienerinde, havde længe passet Franz op, hver Gang han om Formiddagen gik for at nette sig, og holdt af at daske saa smaat til ham og kilde ham paa Halsen og slaas med ham inde i et af Værelserne, hvor hun gjorde rent.
En Dag kastede hun ham paa den uredte Seng, hvor han sad paa Kanten, og slog ham med Støvekosten i Ansigtet.
Med Et bøjede hun sig ned og kyssede ham paa Siden af Halsen, mens hun holdt paa ham.
Franz for op, helt bleg:
Slip mig, sagde han, jeg vil ikke.
Johanne stødte ham arrig fra sig:
Hvad tror den dumme Knægt? sagde hun, og haansk føjede hun til:
Louis, wie du bist, Louis.
Fra den Dag satte Johanne meget ondt for Franz blandt alle Pigerne. I Grunden nærede de mod Franz alle et stille Raseri. Helst vilde de alle i Lag med ham, og han saá dem ikke. Aldrig saa meget som et Blink, det mindste Skub hen mod Væggen i Gangene, et Knib i Armene ingenting. Aldeles som de slet ikke var Fruentimmer. Saadan var han; det var dog irriterende.
Franz bemærkede dem slet ikke.
Men om Aftenen den Dag, da Johanne havde vendt op og ned paa ham i Sengen, var det, det hændte, det med Miss Ellinor fra femten.
Femten var en fornem Familie, engelsk, Fader, Moder og Datter.
Familien havde boet der noget. De satte sig altid ved Franz Bord, skønt der var Træk fra Døren, og Miss Ellinor havde ti Ting at spørge om og ti Ting at lade bringe, og saa faldt et Armbaand og saa Servietten lige ved hendes Fødder.
Franz var betaget. Det var som noget bandt ham til det lille Anretterbord ved Døren. Der saá han hende i Profil. Og der kom over ham en Dvælen i hver Ting, han passede ved det Bord: naar han rakte et Glas, naar han bragte et Fad, naar han talte, naar han bøjede sig frem. Og han maatte kæmpe for at gaa fra hende, og det kriblede i ham blot at røre hende.
Hans Blik var paa hendes Skikkelse uafvendeligt og oftere end han turde, og hver Gang han nærmede sig, stod hans Hjerte stille.
Naar hun ikke var der, var han urolig; han blev ikke paa et Sted, og aandsfraværende tog han alt i Hænder, og han saá ingen og ingenting.
Det gav et Ryk i ham, naar hun kom, der i Døren. Han hilste ikke alle andre hilste han; hun smilede, og lidt stakaandet bad hun om en Sodavand, en Avis. Og altid fik hun sagt et Par Ord, og han skulde tage et Fnug af hendes Kaabe og hjælpe hende med Parasollen. Den var altid stridig, vilde saa ikke op, saa ikke i.
Det kostede dem at komme fra hinanden.
Franz troede og troede ikke, og han ventede ikke og haabede ingenting. Men han maatte være hende nær.
Naar hun bare sad der, ved hans Bord, den hele Dag og legede saadan, spillende med sine Hænder, langs Balustraden, som hun plejede, mens hun nynnede ganske sagte. Blot hun vilde det.
Men mer og mer urolig blev han. Og han begyndte at nærme sig hende umærkeligt han maatte det at strejfe et Sekund den Bordrand, hvor hendes Haand saa ofte laa; at betragte længe saá hun vidste det et bestemt blottet Sted af hendes hvide Hals.
Miss Ellinor spidsede sin lille Mund og saá paa ham og lo; hun kælede for sin knoklede Papa og saá paa ham og lo; hun lagde sin Haand lige ved hans paa Bordet og saá paa ham og lo.
Han tænkte bare paa det ene: at komme til at røre ved hende.
Men efterhaanden for de blev der Dag efter Dag var det, som det skulde kvæle ham. Hele hans Væsen opsugedes af hende. Bare hende Dag og Nat: hendes Haand, som den havde ligget der; og saa mange Gange havde hun talt til ham og dér havde hun set paa ham ja bestemt
Om Natten sov han ikke, viklede sig ud af Tæpperne og ind i Tæpperne. Gentog det samme evig. Der havde hendes Haand ligget vilde hun røre ved ham? Der havde hun lét, det havde hun sagt det laa han altsammen febrilsk og krammede om, saa lang Natten var.
Og lige med et, naar han sad op i Sengen, kom han til at se hen paa Kollegerne, som laa der blegfede og sparkede i Halvmørket under den nedskruede Gas. Han følte dem saa væmmelige, at han kunde have slaaet dem.
Miss Ellinor var altid den samme. Hun spillede i Heden af hans Attraa som en Kattekilling i Skær af Kulflammer.
Saa var det den Aften. Franz havde Vagt paa første Sal. De var ude til stort Selskab.
Franz flakkede rundt og havde ikke Ro paa sig et Minut. Han gik ud og ind i Anretterværelset og rørte ved alting og bestilte ikke noget. Op ad Trappen og ned ad Trappen maatte han i et væk. Endelig kom de. Han kendte hendes Stemme hun havde den Vane altid at snakke lidt højt i Gangene og hans Hjerte stod stille.
Han tog et Lys og gik ud paa Gangen.
De her, sagde hun.
Ja i Aften. Stemmen slog Klik for ham.
Hun saá lidt paa ham, inden hun gik ind ad Døren, han havde aabnet:
Hvordan det? sagde hun.
Min Kammerat er syg, sagde han og tændte Kandelabrene på Kaminen.
Den Gamle kom ind og gik ind i Værelset ved Siden af. Døren stod halvaaben.
Miss Ellinor tog sin Riviére af foran Spejlet. Franz skulde til at gaa, men blev staaende med Lyset i Haanden.