Miss Ellinor tog sin Riviére af foran Spejlet. Franz skulde til at gaa, men blev staaende med Lyset i Haanden.
Saa mødtes deres Blik i Spejlet. Og i et Sekund havde han grebet hendes Arm og bøjede sig frem og kyssede hendes Skulder. Han kom ud, og han følte kun, at hendes Pulse havde banket under Kysset.
Men saa blev han grebet af en ubændig Glæde. Han styrede sig ikke; han lo og sang. Han fjantede med en søvndrukken Kammerat, snakkede og vidste ikke selv, hvad han sagde.
Paa Gangene drev han rundt og sparkede til Støvlerne, saa de for.
Han gik endelig op; han klædte sig af med en egen Festlighed, og sirligt lagde han hvert enkelt Stykke ved Sengen og gik til Ro. Saa stille laa han og smilede.
Men næste Dag rejste Miss Ellinor.
Ved Morgentheen, da han bøjede sig over hende, saá hun ham pludselig ind i Ansigtet og sagde:
I Dag skal vi rejse.
Skal De rejse hvorfor?
Troede De, jeg skulde blive her? Og Miss Ellinor lo.
Mer talte de ikke, og de saas ikke mer.
I Dage vidste Franz ikke af sig selv. Han spilede uafladelig de magre Minder ud og gjorde mekanisk sin Dont paa de samme Steder, hvor hun ikke mere var.
En stærk Støj, et nyt Ansigt vakte ham pludselig, og han saá et Øjeblik Salen, Balustraden, de kendte Borde og Menneskene rundt om. Saa faldt han tilbage i sin Døs led ved al Ting og med en Smerte i sit Bryst som et Stik.
Saadan gik en Tid, indtil han en smuk Dag vaagnede, og pludselig syntes han, at det hele var saa langt borte og længe siden og næsten som noget, der slet ikke var hændet ham eller kun var drømt.
Og vilde han fange Minderne igen, var det, som havde han en lang Vej at gaa, og havde han fanget dem ind, stod han og faldt sløv i Staver over sin Skat.
Han gled ud i en Selvdyrkelse igen. Det var forbi. Han gik rundt i sin sløve Dont, slatten og uden en Tanke.
Efterhaanden kom ogsaa Kelnersulten over ham. Han led ved at bringe de krydrede Retter ud og ind. Lugten fristede ham, saa han maatte kæmpe, for ikke pludseligt at gribe ned i Fadene og mætte sig hastigt og forslugent.
Han kunde føle Raseri, naar han med et Drikkeskillings-Smil anbefalede for lækkersultne Gæster de Retter, han ikke selv skulde smage, og henne fra sin Krog fulgte han saa begærligt hver en Bid, som Gæsterne nød.
Men kom han ned i Kælderen: der spiste Kelnerne i Rummet overfor Vaskekælderen Luften var tung af Osen af det kogte Tøj, og svedige kastede Kollegerne Kjolerne og sad med opknappede Veste over Maden lagde han Skeen fra sig med mæt Væmmelse.
Sløve sad Kelnerne overfor hinanden langs Bordet og rørte knap den tunge Grød og det flossede Kød fra Bouillonen.
Men kom Franz op i Salen igen, skreg Hungeren i ham. Og bleg bragte han Retterne frem og tilbage, mens han smagte dem paa sin tørre Tunge.
Bag Døren, paa Trappeafsatsen stoppede han en Roulette i sin Mund, rev Benet af en Kylling og slubrede Sauce i sig af Skaalen, hastigt og sky.
Hver Tirsdag Aften, naar han havde fri, klædte han sig paa, og han opsøgte en Restaurant, hvor han ikke var kendt. Han næsten løb den hele Vej, og han kom derhen hidsig, stakaandet af Sult. Saa tvang han sig til at spise ganske langsomt og smagte sindigt hver Mundfuld, indtil han, næsten som i en Rus, forlangte mer og mer og spiste hastigt og over Maade; for paa en Gang at blive mat og overmæt og sidde med de mange halvtømte Glas foran sig, ludende og halvfuld, i et trægt Velbehag.
Og saa gik han hjem og sov, snorkende, en tung Søvn.
En Tirsdag Aften kom han tidligt hjem, og han satte sig paa en Bænk udenfor Hotellet under Lygterne.
Han var mæt og en Smule ør.
Det havde nylig regnet, og der var rigeligt med Vandpytter paa Fortovet. Damerne trippede af med løftede Skørter, vimse paa Benene, ud og ind om Pytterne.
Franz saá paa de mange Fødder, der et Smalben, der en Læg, en fæl Platfod i en Galoske Nysgerrig saá han fra Fødderne op paa de svajede Figurer. Ansigterne var saa friske under Slørene.
Han søgte at fange et Blik. Saá hun ikke paa ham? Han rejste sig og gik efter.
Urolig fulgte han hende, med Øjnene fæstet paa den slanke Figur og Nakken, som skinnede under det opskrabede Haar Men hun bøjede op om Neuerwall og vendte sig ikke
Han gik tilbage, jagtede igen uroligt, forfølgende en smækker Statur, som gled frem, sært vuggende i Hofterne Hun gik ind i en Port og kom fra ham.
Han strejfede igen.
En Gadejægerske stillede sig op foran ham:
Hvad vil min lille Ven? sagde hun.
Franz for sammen og saá hende ind i Ansigtet. Saa lagde han sin Arm ind i hendes, og de gik hen ad Fortovet mod Lyset fra Alsterpavillonen.
Saa Nussebenet keder sig, hva? Pigen blev sødlig.
Men pludselig slap Franz hendes Arm og løb.
Hva gør han Nar Pigen skingrede véd man, hvad man vil, Lømmel Saadan En engagerer han en Dame og vil ingenting
Saa var Franz udenfor Skudvidde.
Han næsten løb hele Vejen hjem. Hjemme gik han straks i Seng. Men hele Natten kastede han sig og sov slet og uroligt.
Han drømte om Ellinor uafladeligt.
Hen mod Morgen stod han op. Han kunde ikke mere blive i sin Seng. Han var urolig, som om noget forestod ham og noget skulde ske. Han gik ned i Gangene, hvor det skumrede; dér drev han op og ned, han standsede foran Dørene, og han tog Dameskoene op med nænsomme Hænder og saá paa dem længe; og han lagde Haanden ned i dem, saa troede han, han kunde fornemme Føddernes lune Varme.
Den Dag skælvede han, blot han nærmede sig en Kvinde. Duften fra en bøjet Nakke slog op imod ham og jog ham Blodet i Strøm til Kinderne. Og det var, som havde han med et tusind Øjne til at se hver Skønhed.
Det var det fine Purr af et Haar langs en Tinding; en letdannet Runding af en Kind, en Hofte og et Liv at lægge sin Arm om; blot et Lys paa et atlaskesstramt Bryst det var nok til at friste ham.
De Dage kom en svær Blondine til Hotellet. Første Gang, hun kom ind i Restauranten, tog hun sin Guldlorgnet op Franz saá det og mønstrede Kelnerne.
Saa valgte hun ham.
Franz gik frem og ventede, hun skulde bestille noget. Han havde en egen Maade at staa paa, med Hovedet lidt bøjet og med Hænderne halvt foldede foran sig.
Damens Mand kom til og satte sig.
Naa taer vi Dineren, sagde han og vendte sig: Hm hm og han lo det var en sand Ganymed, sagde han. Aa hva Kelner to Diners
Vel Franz gik et Par Skridt. Saa sagde Damen og ikke just sagte:
Hans Skjortebryst var renest, Du
Franz tilbragte tre Nætter udenfor den Dames Dør; sky, trykket op i Døraabningen som en Tyv, angst for at møde Skopudserne, som drog igennem Korridorerne med deres Kurve; tænderklaprende af Kulde.
Han sneg sig ud af sin Seng, den brændte under ham; han satte sig i et Anretterværelse, og han slog Vinduet op for at faa Luft og Aande. Han bandede sig selv, og hans Hjerne havde ikke anden Tanke end dette Begær.
Han tog hendes ligegyldige Blikke frem i sine Tanker, og han lagde et Haab i dem, saa dumt, at han lo deraf. Han saá hendes Skikkelse og hørte hendes Stemme og saá hendes Fingre, runde som hvide Snoge. Og han gik tilbage til Døren, og han stod dér, til det dagedes. Han vidste, det var aldeles forrykt, og han blev der.
Og da hun rejste, kom en anden. Der var ikke Standsning mer. Det var knap Kvinderne, han elskede, det var en Mund, en Hals, et Skønhedsmærke, et Legeme.
Han spejdede efter hver Kvinde. Han haabede paa hver eneste ny. Han vidste, han bød sig saa tydeligt frem. Hele sin Skønhed, og hvor maalte han den ikke med andre Mænds, deres Mænd han bød den til. Men de saá ham slet ikke.
Han stod ved Siden af som en Ting. Travede af med Fadene og Servietten en ren Genstand han saá saa godt sig selv.
Men om Natten kom der hastige Minder om et Blik paa hans Ansigt, en varm Haand, da han fik Drikkepengene. Og han hidsede sig op ved denne Nippedrik, der kun æklede hans Tørst
Ofte stjal Franz sig ud af Restauranten til flakkende Fart gennem Gangene. Han lurede ved Dørene. Han kiggede ind ad Nøglehullerne.
Ved table dhôte, hvor Herrer og Damer sad i Rad, kunde det hænde, at en Mand, der med Smil havde bøjet sig frem mod sin Naboerske, trak sig lidt brusque af Vejen. Han blev saa underlig ved det blege Ansigt over Fadet, naar Franz dukkede frem. Knægten havde ligesom Had i Øjnene.
Efter Bordet, ved Kaffen, kunde en Herre, naar han fik tændt, vende sig til sin Kone, sin Søster:
Pokkers smuk Karl, sagde han. Franz hørte det.
Og hun løftede Blikket og saá paa ham som paa et Stativ og sagde:
Aa ja paa en Buk.
Saadan gik Dag efter Dag.
Han tænkte slet ingenting uden det.
Han stjal som en Tyv flygtige Berøringer; de mærkede det slet ikke. Han næsten fornærmede dem de følte det slet ikke.
Og naar da en ny Dag havde slæbt sig frem, og det var blevet Aften og tomt i Salen, stod Franz timevis lænet til Balustraden; uden at gøre en Bevægelse, stirrende og bleg under det elektriske Lys.
Der arbejdede i hans Hjerne en tom Fortvivlelse, et afmægtigt Raseri, som søgte om et Svar og intet fandt og ikke vidste, hvorhen det skulde vende sig.
Undertiden gik han hjem. Han syntes, det dulmede.
Madam Pander sad og smaagræd.
Sidder han ikke der, sagde hun til Rullekonen, og ser ud som Elendigheden i Ansigtet og sier ikke det Herrens Ord. Men man véd, hvad det er ja mæn man véd hvad det er
Han vilde ikke hae Lys der var bedst i Mørke. Stille lagde han Tøjet fra sig, og han sad i den gamle Sofa i Hjørnet. Madam Pander tog en Stol og satte sig foran ham.
Hun tog hans Hænder imellem sine og klappede dem sagte. Og han smilede træt og stille til hende og lagde sit Hoved over mod hendes Skulder.
Hvad er der, min Dreng lille Dreng hvad er der med min Dreng?
Han knugede Hænderne fast og svarede ikke. Og Madam Pander følte hans Pande brænde mod sin Skulder og sagde igen med en Stemme, Graaden næsten gjorde uforstaaelig:
Hvad er der med min Dreng lille Dreng gør de ham ondt?
Men naar Franz var gaaet, forbandede Madam Pander til Rullekonen alle Fruentimmer.
For dem er det, det Rak Herre Gud og han har det jo ikke fra Fremmede.
En Tirsdag Aften gik Franz i Teatret. Ud til Carl Schulze at se en Operette.
Det var en tyrkisk Historie om en Prinsesse.
Der var en tyk Eunuk med udstoppet Mave; han gjorde Elskovsfagter, saa hele Huset hvinede. De kaldte ham frem og frem, og han gjorde sine Fagter om, stadig kaadere, og sang sin Vise igen:
Aber es hat keinen Werth Es hat keinen Werth.
Franz sad i Mørket i en Loge. Han lagde Hovedet tilbage mod Væggen og græd.
Da Akten var forbi, gik han.
Han skraaede ned mod Gänsemarkt og ind i en af Gyderne i det Kvarter. Han blev der om Natten.
Men da han vaagnede henimod Morgen og saá hende ved Siden af sig i Tusmørket, for han op og løb derfra.
Han følte en Væmmelse, som kunde han udspy sig selv. Han brændte, og hans Hoved smertede. Ækelheden kvalmede ham, saa han stønnede.
Han gik hjem, men i Seng vilde han ikke. Ad Bagtrappen sneg han sig ned i Restauranten.
Det var begyndt at blive lyst, og en graa Dæmring faldt ind gennem Glastaget.
Franz satte sig paa Stentrappen med Hovedet i sine Hænder.
Og mens han sad her stille foran dette Rum, Vidnet til hans Liv, gled alting ud i en dyb og bundløs, en ubeskrivelig Lede.
Han saá langs Balustraden Stolene var stillet op paa Bordene, de halvskidne Duge laa bredt derover De kunstige Palmer struttede døde op i deres Majolikapotter.
Franz havde ingen Tanke, følte ingen Smerte. Men i hans Sind kom der op noget som en bedøvet Forbavselse over, at dette var Livet.
Lampeslukkeren havde glemt sin lange Stige igaar, da han slukkede. Paa dens Trin stod Franz, da han klyngede sig op paa Stangen over Døren.
Fejekonerne fandt ham, og der blev en svær Staahej, og Natportieren kom til. Fæl sad han ud med Tungen ud af Halsen, varm var han endnu.
Direktøren kom ned i Nathabit og bandede, saa det rungede i Salen. Et Par Kolleger slæbte ham op paa tredie Sal i et Bagageværelse.
De ryddede et Bord for Vadsække og Hatæsker og lagde ham der midt mellem Kufferterne. Et Par Kartoffelskrællersker vaskede Liget og dækkede det med et Lagen.
Op paa Formiddagen kom Johanne ind. Hun vilde se ham. Langsomt løftede hun Lagenet, kun Hovedet lod hun dækket. Hun græd ikke men saá stille paa ham.
Han var hvid som Marmor, hun havde aldrig set noget saa skønt.
Og mens hun saá paa dette døde Legeme, der havde været hæget med saa megen forgæves Omhu, rakte Johanne hun vidste ikke selv hvorfor Haanden knyttet op imod Himlen.
Fratelli Bedini
Han blev vækket ved et Rusk og fløj op i Skræk og gned Øjnene; han troede, at Moderen var død igen. Han saá jo Nat og Dag det lange Lagen over Liget paa Sengen og Mændene, som var kommet ind og havde slæbt Moderen ned ad Trappen, pakket i et Lagen; en tog ved Hovedet og en ved Benene, for at faa hende i Kisten nede i Gadedøren.
Men det var kun Faderen, som gav ham et Rap til:
Du ska op, sagde han. Ta Klæerne paa Dig. Vi ska ud.
Drengen vidste ikke, om det var Nat eller Morgen, men ud af Slagbænken kom han. Faderen var ikke saadan just at spøge med. Han var Møllerkarl, og det kunde hænde, at han i Farten haandterede Drengene ligesaa rask som sine Sække.
Derfor fik Klaus Klæderne paa sig i en Hurtighed, alt mens han skottede til Lampen og tænkte paa, hvad Tid det vel var paa Døgnet.
Vask Dig, Unge, sagde Faderen, som stod med Lampen. Det var første Gang i Klaus Liv, Faderen havde brudt sig om enten han var ren eller skiden.
Og større endnu blev Drengens Forbavselse, da Faderen pøsede hans Haar over med Vand og gav sig til at rede ham med den gamle Kamstump.
De to andre Unger var vaagnede i Slagbænken, og søvndrukne og forbavsede saá de til med opspilede Øjne. Det bankede paa Døren, og Nabokonen kom ind:
Er de færdige, spurgte hun.
Ja jeg staar kun og pudser ham til naa, saa gik vi.
Nabokonen mønstrede Klaus: Jeg staar ved mit, sagde hun, at de tar ham. Han har Skabelonen.
Henne i Slagbænken begyndte de to at hyle, de forstod ingenting af det, og saa var de bange, de skulde ligge i Mørke. Klaus stod forbavset over sig selv med sit vandkæmmede Haar, mens Nabokonen bandt ham et Lommetørklæde om Halsen. Han vidste ikke, hvad al den Pynt skulde til.
Faderen saá til dem, der hylede i Bænken.
Se til, den Hvinen faar Ende, sagde han og slukkede Lampen. Nabokonen og han og Klaus kom hen til Døren. Henne i Bænken klynkede det smaat.
Der var Lys og mange Folk paa Gaden. Klaus sjaskede af ved Siden af Faderen. Nabokonen snakkede.
Vist maatte vi afsted iaften der er nok om det Ben maa man tro, der hænger i tro bare ikke det og saa var han forsørget
Ja, gryntede Mølleren.
Ja det maa De nok sige Ja til Som om det var let for Fattigfolk, naar Konen falder fra og man sidder der skinbarlig med Ungerne nej tro bare ikke det, siger jeg.
De blev ved at gaa. Klavs var helt ør og fortumlet. Faderen gav bare Grynt fra sig og tog lange Skridt; for Konen gik det som Kæp i et Hjul: