Herman Bang
VED VEJEN
I
Stationsforstanderen skiftede Frakke til Toget. Satan til lidt Forslag i Tiden, sagde han og strakte Armene. Han havde blundet saa smaat over Regnskaberne.
Han fik tændt en Cigarstump og gik ud paa Perronen. Naar han gik saadan op og ned, stram i Tøjet, og Hænderne i begge Jakkelommerne, saa man Løjtnanten endnu. Ogsaa paa Benene, de havde beholdt Rundingen fra Kavalleriet.
Fem-seks Bønderkarle var kommet og stod og skrævede i en Klump midtvejs ud for Stationsbygningen; Stationskarlen slæbte Godset frem, en enlig grønmalet Kasse, der saa ud som den var tabt ved Kanten af Vejen.
Præstens garderhøje Datter rev Perronlaagen op og kom ind.
Stationsforstanderen slog Hælene sammen og hilste.
Hvad vil Frøkenen idag, sagde han. Naar Stationsforstanderen var paa Perronen konverserede han i samme Tone, som han havde anvendt paa Klubballerne i Næstved i gamle Dage ved Kavalleriet.
Gaa, sagde Præstens Datter. Hun havde nogle underlige daskende Gestus, naar hun talte; ligesom det var hendes Mening stadig at slaa den, som hun talte med.
Forresten kommer Frøken Abel hjem.
Allerede fra Byen?
Ja a.
Og der er stadig ingenting, der blinker? Stationsforstanderen spillede med højre Haands Fingre i Luften, og Præstefrøkenen lo.
Der har De Familien, sagde hun. Jeg betakkede mig og løb fra dem.
Stationsforstanderen hilste paa Familien Abel, Enkefruen og hendes ældste, Louise. De var ledsaget af Frøken Jensen. Enkefruen saa resigneret ud.
Ja, sagde hun, jeg skal hente min Ida-Yngst.
Enkefru Abel hentede afvekslende sin Louise og sin Ida-Yngst. Louise om Foraaret og Ida-Yngst om Høsten.
De tilbragte hver Gang seks Uger hos en Tante i København. Min Søster Etatsraadinden, sagde Fru Abel. Etatsraadinden boede paa en fjerde Sal og levede af at male Storke, der stod paa ét Ben, paa Terrakottasager. Fru Abel sendte altid Døtrene af med alle gode Ønsker.
Hun havde nu sendt dem af i ti Aar.
Hvad for Breve har vi ikke faaet denne Gang fra Ida-Yngst.
Ja, de Breve, sagde Frøken Jensen.
Men bedre at hae sine Kyllinger hjemme, sagde Fru Abel og saa ømt paa Louise-Ældst. Fru Abel maatte tørre Øjnene ved Tanken.
De Maaneder, de var hjemme, tilbragte Enkefruens Kyllinger med at skændes og sy ny Besætning paa gamle Kjoler. Til Moderen talte de aldrig.
Hvordan skulde man holde det ud i denne Afkrog, om man ikke havde Familielivet, sagde Enkefruen.
Frøken Jensen nikkede.
Der blev Hundeglam henne ved Kro-Omdrejningen, og en Vogn rullede frem.
Det er Kiærs, sagde Præstefrøkenen. Hva ska de? Hun gik hen over Perronen til Laagen.
Ja Proprietær Kiær kom ud af Vognen det maa De nok sige ligger Madsen ikke der og faar Tyfus midt i den værste Tid, saa man maa sørge for Stedfortræder telegrafisk og saa Faen véd, hva man faar for Skrab Han kommer nu.
Proprietær Kiær kom ind paa Perronen.
Landbohøjskole har han da om det ku hjælpe og det med bedste Karakter Naa go Morgen Bai. Stationsforstanderen fik Haandslag Er der giet none Omgange nede hos Jer? Og Konen?.
Jo Tak Saa De henter Forvalter idag.
Ja væmmelig Historie og just i den værste Tid.
Naa et nyt Mandfolk til Egnen, siger Præstefrøkenen og rangler med Armene, som om hun paa Forhaand gav ham én paa Øret. Med lille Stations-Bentzen blir det saa halv syvende.
Enkefruen er febrilsk. Hun havde sagt det hjemme: Louise-Ældst maatte ikke gaa ud med de Brunelsstøvler.
Louise-Ældsts Skønhed er Fødderne Smalle Aristokratfødder.
Og hun havde sagt det.
Frøken Louise var inde i Ventesalen og satte Slør. Frøknerne Abel gjorde i udskaaret Bryst med Pibekraver, Stenkulsperler og Slør.
Bai gik om ad Køkkenet for at melde sin Kone Forvalteren Præstefrøkenen sad og dinglede paa den grønmalede Kasse. Hun tog Uhret op og saa paa Klokken:
Gud, hvor det Mandfolk gør sig kostbar, sagde hun.
Frøken Jensen sagde: Ja Toget synes at være ikke saa faa Minutter forsinket. Frøken Jensen talte ubeskrivelig korrekt, navnlig naar hun talte med Præstens Datter. Hun satte ikke Pris paa Præstens Datter.
Det er ikke Tonen mellem mine Elevere, sagde hun til Enkefruen. Frøken Jensen var ikke saa sikker i de fremmede Ord.
Men dér er jo den dejlige Kone. Præstefrøkenen satte op fra Kisten og fór over Perronen mod Fru Bai, der var kommet ud paa Stentrappen. Naar Prææstefrøkenen hilste hjertelig, saa det ud som et voldeligt Overfald.
Fru Bai smilede stille og lod sig kysse.
Gud forbarme sig, sagde Præstefrøkenen, faar vi ikke uventendes en ny Hane til Gaarden. Der er han!
De hørte Støjen af Toget der borte fra og den stærke Klapren, naar det gik over Aabroen. Langsomt kom det vuggende og pustende frem over Engen.
Præstefrøkenen og Fru Bai blev staaende paa Trappen. Frøkenen holdt Fru Bat om Livet.
Der er Ida Abel, sagde Præstefrøkenen, Jeg kender hende paa Sløret. Et bordeauxfarvet Slør stod ud af et Vindu.
Toget holdt, og Døre blev slaaet op og i. Fru Abel skreg sine Goddag saa højt, at alle Nabokupeernes Rejsende kom til Vinduerne.
Ida-Yngst klemte arrigt Moderens Arm hun stod endnu paa Trinet:
Der er en Herre med Toget hertil
Hvem er han? Det gik som Kæp i Hjul.
Ida-Yngst var nede. Der var Herren En blondskægget, højst sindig Herre, som fik Hatæske og Futeraler ud af en Røgkupé.
Og Tante Tante Mi, skreg Enkefruen.
Hold din Mund, sagde Ida-Yngst stille og arrigt. Hvor er Louise?
Louise sprang om paa Stentrappen foran Fru Bai og Præstefrøkenen saa barnligt, som om hun havde haft sin Skønhed i Knapstøvler.
Nedenfor Trappen præsenterede Forvalteren sig for Hr. Kiær.
Ja, Satan til Historie dér ligger Madsen i den værste Tid Naa, vi vil haabe det bedste Hr. Kiær slog den nye Forvalter paa Skulderen.
Gud hjælpe os, sagde Præstefrøkenen. Et højst almindeligt Husdyr.
Den grønmalede var inde, og Fællesmejeri-Spandene var hevet ud af Godsvognen. Toget begyndte at gaa, da en Bonde skreg fra et Vindu. Han havde ingen Billet.
Togføreren, en smækker Yngling, stram som en Husar i de elegante Nederdele, gav Bai to Fingre og sprang op paa Trinet.
Bonden blev ved at skrige og skændes med Konduktøren, der hang paa Brædtet.
Og alle Ansigter paa Perronen saa et Øjeblik efter Toget, som rullede bort.
Hm, det var det, sagde Præstefrøkenen. Hun gik ind i Gangen med Fru Bai.
Min Forvalter, Hr. Huus, sagde Hr. Kiær ud mod Bai, som gik forbi. De tre stod lidt stille.
Louise-Ældst og Ida-Yngst fandt endelig hinanden og begyndte at kysses vildt midt i Døren.
Aa Gud, sagde Enkefruen, de har jo ikke set hinanden i seks Uger.
De er heldig, Hr. Huus, sagde Bai i Klubbalstonen: De træffer straks Stedets Damer Mine Damer, tør jeg præsentere?
Frøknerne Abel hørte op at kysses som paa Kommando.
Frøknerne Abel, sagde Hr. Bai: Hr. Huus.
Ja, jeg har saamænd hentet min Yngste fra København, sagde Enkefruen umotiveret.
Fru Abel, sagde Hr. Bai.
Hr. Huus bukkede.
Frøken Linde det var Præstefrøkenen Hr. Huus.
Præstefrøkenen nikkede.
Og min Kone, sagde Hr. Bai.
Hr. Huus sagde et Par Ord, og de gik alle ind for at faa Tøjet.
Proprietær Kiær rullede af med Forvalteren. De andre gik. Da de kom ud paa Vejen, havde de glemt Frøken Jensen.
Hun stod og drømte inde paa Perronen, lænet til en Signalpæl.
Frøken Jensen, skreg Præstefrøkenen fra Vejen.
Frøken Jensen fór op. Frøken Jensen blev altid tungsindig, naar hun saa en Jernbane. Hun kunde ikke taale at se noget drage bort.
Virkelig et net Menneske, sagde Fru Abel henne paa Vejen.
Meget almindelig Forvalter, sagde Præstefrøkenen, hun gik med Fru Bai under Armen. Nette Hænder havde han.
De to Kyllinger gik bagest og skændtes.
Hej, Frøken Jensen, hvor De taer Fart, sagde Præstefrøkenen. Frøkenen sprang som en Ged mellem Vejpytterne langt forude. Hun viste stærkt sine jomfruelige Ben paa Grund af Efteraarsvæden.
De gik langs den lille Stump Skov. Ved Vejdrejningen sagde Fru Bai Farvel.
Aa, hvor den dejlige Kone ser lille og nusset ud i det store Sjal, sagde Præstefrøkenen og langede sig frem over hende igen.
Farvel.
Faaarvel.
Hun taber ikke Vejret af det, hun skal ha sagt, sagde Ida-Yngst.
Præstefrøkenen fløjtede.
Nej dér er Kapellanen, sagde Fru Abel God Aften, Hr. Pastor God Aften.
Kapellanen tog til Hatten. Man maatte dog hilse paa den tilbagekomne, sagde han.
Naa, Frøken. Og Befindendet!
Tak, sagde Frøken Abel.
Og De har faaet en Konkurrent, Hr. Pastor, sagde Fru Abel.
Saa? Hvor?
Kiær hentede sin ny Forvalter rigtig et tiltalende Menneske. Ikke Frøken Linde?
Aa ja.
Prima, Frøken Linde?
F. F., sagde Præstefrøkenen.
Præstefrøkenen og Kapellanen talte altid i Jargon naar de var sammen med Fremmede, og sagde aldrig et fornuftigt Ord. De lo ad deres egne Dumheder, saa de var lige ved at springe i Luften.
Præstefrøkenen gik aldrig mer i Kirke, naar Kapellanen prædikede, siden hun en Søndag nær havde faaet ham til at le under Fadervor paa Prædikestolen.
Frøken Jensen stritter af, som hun havde tændte Raketter et vist Sted, sagde Kapellanen.
Frøken Jensen var stadig forude.
Naa, Andersen Frøken Linde skruplo nu er De holbergsk.
De kom til Præstegaarden, som var den første Gaard i Landsbyen, og Præstefrøkenen og Kapellanen sagde Farvel ved Havelaagen.
Farvel, Frøken Jensen, raabte Frøken Linde hen ad Vejen. Der blev svaret med et Pip.
Hvordan var han? sagde Kapellanen inde i Haven. Tonen blev her en hel anden.
Vor Herre bevares, sagde Frøken Linde, en meget net Landbruger.
Tavse gik de ved Siden af hinanden ned gennem Haven.
Hm, sagde Frøken Ida Familien Abel naaede Frøken Jensen, der stod og ventede paa et tørt Sted den lider vi nok paa, at han var kommet for at sige Goddag til mig.
De gik lidt. Saa sagde Frøken Jensen:
Der gives saa mange Slags Mennesker.
Ja, sagde Fru Abel.
Jeg sætter ikke Pris paa at være sammen med den Familie, sagde Frøken Jensen jeg gaar helst af Vejen.
Frøken Jensen var gaaet af Vejen i otte Dage: Siden Pastoren havde sagt de Ord.
Fru Abel sagde Frøken Jensen Hva har en enlig Kvinde? Jeg sagde det til Pastoren: Hr. Pastor, sagde jeg, De interesserer Dem for Friskolen derfor sender Forældrene deres Børn i Friskole.
Og hvad svarede han mig, Fru Abel?
Jeg taler ikke mere med Pastor Linde om Legatsagen De har i Sogneraadet taget det halve Legat fra mit Institut (Frøken Jensen udtalte tot) jeg vil blive ved at gøre min Pligt selv om de taer den sidste Halvdel med. Jeg taler ikke mer med Pastor Linde om Legatsagen
De tre Damer var bøjede om ad den lille Vej, der førte op til Gaarden, en gammel hvid Bygning med to Længer.
Enkefru Abel boede i Længen til højre, Frøken Jensens Institut laa til venstre.
At man har dem begge igen, sagde Enkefruen. De tog Afsked i Gaarden.
Uf, sagde Ida-Yngst, da de var indenfor Døren, hvor saa I ud ved Banen saa man maatte skamme sig.
Jeg gad vidst, hvordan man skulde se ud, sagde Louise-Ældst, som løste Slør foran Spejlet, naar du har Klæderne.
Enkefruen tog Slæber paa. Der var ingen Bund i hendes Støvler.
Frøken Jensen fik langt om længe Nøglen op af Lommen og fik sig lukket ind. Inde i Stuen gøede Moppen et Par gnavne Bjæf mod sin Frøken og blev liggende i sin Kurv.
Frøken Jensen tog Tøjet af og satte sig til at græde i en Krog.
Hun græd hver Gang, hun var alene, siden Pastor Linde havde sagt sine Ord.
De interesserer Dem for Skolen, Hr. Pastor, havde hun sagt, derfor sender Forældrene deres Børn i Friskolen.
Jeg skal sige Dem, Frøken Jensen, hvorfor Forældrene sender deres Børn i Friskolen, fordi Frøken Sørensen kan sine Ting, det havde Pastoren svaret.
Frøken Jensen havde kun betroet Ordene til Krokonen:
Og hvad kan en enlig Kvinde, Madam Madsen? havde hun sagt Kvindens eneste Værn er Taarer.
Frøken Jensen sad og græd i sin Krog. Det begyndte at blive mørkt, og tilsidst rejste hun sig og gik ud i Køkkenet.
Hun tændte en lille Petroleumskoger og satte Vand over til Theen. Hun lagde en Dug over Hjørnet af Køkkenbordet og satte Brød og Smør frem foran den enlige Tallerken.
Men alt mens hun gjorde det, faldt hun lange Stunder hen igen og tænkte paa ny paa Præstens Ord.
Moppen var fulgt ud efter hende og havde lagt sig paa en Pude foran sin tomme Madtallerken.
Frøken Jensen tog Tallerkenen og fyldte den med Franskbrød, blødt op i det varme Vand.
Moppen fik Tallerkenen ned foran sig og begyndte at fortære Foderet uden næsten at røre sig.
Frøken Jensen havde tændt et ensomt Lys. Hun drak sin The med Rugbrødssmørrebrød til hun skar Stykket med Kniven i sirlige smaa Firkanter.
Naar hun havde drukket The, gik Frøken Jensen i Seng. Hun bar Moppen i Armen og lagde den ved Fodenden paa Dynen. Saa hentede hun Skoleprotokollen og lagde den paa Bordet ved Sengen.
Hun laasede Døren og saa efter med Lyset rundt i alle Kroge og ind under Sengen.
Saa klædte hun sig af og redte sine Fletninger ud og hængte dem op paa Spejlet.
Moppen sov allerede og snorkede paa Dynen.
Frøken Jensen sov ikke godt, siden Pastor Linde havde sagt de Ord.
* * * * *
Fru Bai gik tilbage ad Vejen mod Stationen. Hun aabnede Laagen og gik ind paa Perronen. Der var ganske tomt, saa stille, at man hørte de to Telegraftraade surre.
Fru Bai satte sig paa Bænken udenfor Døren med Hænderne i Skødet og saa ud over Markerne. Hun havde let ved saadan at blive siddende, Fru Bai, hvor der var en Stol eller en Bænk eller et Trappetrin.
Hun saa ud over Markerne, de store Stykker Pløjejord og længer borte Engene. Himlen var høj og lyseblaa. Der var slet intet Hvilepunkt for Øjnene uden Annekskirken. Den saa man med dens Takker og Taarnet der yderst ude over den flade Mark.
Fru Bai frøs og rejste sig. Hun gik hen mod Havehækken og saa ind over den, aabnede Laagen og gik ind. Haven var en trekantet Strimmel langs Banen; forrest var der Køkkenhave, i den bageste Spids var der en Plæne med nogle højstammede Roser foran Lysthuset under Hylden.
Hun saa efter Roserne; der var et Par Knopper endnu. De havde saamænd blomstret trofast iaar hele Tiden.
Men nu maatte de snart dækkes til.
Hvor Bladene allerede faldt. Men der var heller ingen Læ for nogenting.
Fru Bai gik ud af Haven igen og langs Perronen ind i den lille Gaard bag Plankeværket. Hun kaldte paa Pigen, hun vilde give Duerne Korn.