Fru Bai gik ud af Haven igen og langs Perronen ind i den lille Gaard bag Plankeværket. Hun kaldte paa Pigen, hun vilde give Duerne Korn.
Hun fik Kornet i en Lerskaal, og hun begyndte at kalde paa Duerne og at sprede Kornet ud paa Stenene.
Hun holdt saa meget af Duer. Det havde hun gjort lige fra Barn.
Der havde været saa fuldt af dem hjemme i den store Købstadsgaard Hvor de havde sværmet om Dueslaget der lige over Værkstedsporten.
Det var som man hørte en Kurren og Murren blot man tænkte paa Gaarden derhjemme.
Den gamle Gaard for siden, da Faderen døde, solgte de baade Værksted og alt og flyttede.
Duerne fløj ned om Fru Bai og nippede Kornene op.
Marie, sagde Fru Bai, se dog, hvor den spættede er arrig.
Marie kom frem i Køkkendøren og talte om Duerne. Fru Bai tømte Skaalen ud. Nogle Stykker skal nu slagtes til Bais Lhombre, sagde hun.
Hun gik op ad Trappen: Hvor det bliver tidligt mørkt nu, sagde hun og gik ind.
I Stuen var der Skumring og lunt, naar man kom udefra. Fru Bai satte sig ved Klaveret og spillede.
Hun spillede aldrig uden i Mørkningen, altid de samme tre-fire Melodier, sentimentale Smaasange, som hun spillede slæbende og langsomt, ganske med samme Foredrag, saa de alle kom til at ligne hinanden.
Naar hun sad og spillede i den mørke Stue, tænkte Fru Bai næsten altid paa sit Hjem. De havde været mange Søskende, og der var altid saa megen Afveksling derhjemme.
Hun var den yngste af dem alle. Da Faderen endnu levede, var hun saa lille, at hun om Middagen knap en Gang kunde naa op til Tallerkenen.
Faderen sad i Sofaen i Skjorteærmer, og de stod rundtom Bordet, alle Børnene, og langede til.
Ret Jer, Unger, sagde Faderen.
Han sad og ludede med sin brede Ryg og Armene langt ud paa Bordet.
Moderen gik til og fra, hentede og bragte.
Ude i Køkkenet spiste alle Drengene paa Værkstedet ved det lange Bord.
De fniste og skændtes, saa det hørtes gennem Døren, og med ét røg de sammen, saa man troede Huset skulde styrte om:
Hva mudrer I om? Faderen raabte og slog i Bordet inde i Stuen.
Ude i Køkkenet blev der ganske stille en sagte Ragen bare af en enkelt, som søgte noget op under Bordet efter Fægtningen.
Himmelhunde, sagde Faderen.
Efter Middag sov han sin Time i Sofaen. Han vaagnede paa Klokkeslet:
Nu er der vel tænkt udførligt over Statens Bedste, sagde han og fik Kaffen, før han gik paa Værkstedet.
Da Faderen døde, blev det jo helt anderledes. Katinka kom i Institut med baade Konsul Lassons og Borgmesterens Fanny.
Og hun blev ogsaa bedt til Konsulens.
De andre Søskende kom alle ud. Hun blev ene hos Moderen.
De Aar var Katinkas bedste, dér i den lille By, hvor hun kendte alle, og alle kendte hende. Om Eftermiddagen sad Moderen og hun i Stuen, hver ved sit Vindu paa Forhøjningen, hvor Moderen havde det Vindu med Spejlet; Katinka broderede fransk eller læste.
Solen faldt i lyse Striber gennem Blomsterne i Vinduerne ud over det hvide Gulv.
Katinka læste mange Romaner fra Lejebibliotheket, om fornemme Folk, og ogsaa Digte, som hun skrev ind i en Bog.
Tinka, sagde Moderen: Der kommer Ida Levy. Ej, hun er i den gule Hat.
Tinka saa op: Hun skal til Spil, sagde hun.
Ida Levy gik forbi, og der blev kigget og nikket igen og spurgt med Fingrene, om de kom til Halvtiet.
Det er dog græsseligt, hvor Ida Levy gaar skævt paa sine Hæle, sagde Tinka, hun saa efter hende.
Det har hun fra sin Moder, sagde Moderen.
De gaar forbi, én efter én, Godsforvalteren og de to Løjtnanter, og Fuldmægtigen og Doktoren. Og de hilser, Og oppe nikker de og siger et Par Ord om hver.
De véd, hvor hver gaar hen og hvad han skal der.
De kender hver Dragt og hver Blomst paa en Hat. Og de gør hver Dag de samme Bemærkninger om de samme Ting.
Minna Helms gaar forbi og nikker.
Saa du Minna Helms, siger Moderen.
Ja. Og Katinka ser efter hende og skærer Grimasser mod Solen:
Hun kunde snart trænge til en ny Kaabe, siger
Stakler hvor skulde de faa et fra? Moderen ser i Spejlet Ja sølle ser en ud, siger hun. Jeg tror osse, de ku kante den. Men det er nok som Fru Noes sier lidt har Fru Helms og lidt taer hun sig aet.
Naar dog Fuldmægtigen gjorde Alvor af det, sagde Tinka.
Klokken blev fem, og de unge Piger hentede hinanden til Tur, og to og to gik de op og nedad Gaden og mødtes og samlede sig i Klynge og lo og snakkede og skiltes.
Men om Aftenen, efter The, til Halvti-Toget var Mødrene med, og det gik mere stille til, ud ad Stationsvejen.
Katinka, sagde Moderen og vendte sig, hun gik foran med Fru Levy: Hr. Bai Saa har han fri iaften.
Hr. Bai kom forbi og hilste. Og Katinka nikkede og blev rød. For Veninderne drillede hende altid med Hr. Bai.
Saa skal han ind og spille Kegler, sagde Fru Levy.
Om Søndagen gik de i Kirke til Højmesse. Alle var i Stadsen, og de sang, saa det lød under Hvælvingerne, mens Solen stod ind gennem de store Korvinduer.
Thora Berg var saa slem at sidde ved Siden af i Kirken.
Hun sad hele Tiden, mens Præsten var paa Prædikestolen, og sagde: Saa, du Gamle, og kneb i Armen.
Ja Thora Berg førte an til Galskaber.
Om Aftenen fløj der en Regn af Smuld og Smaasten op paa Tinkas Ruder.
Og de hørte et Spektakel og en Latter ned ad hele Gaden.
Det er Thora, der gaar fra Selskab, sagde Tinka. De har været hos Borgmesterens.
Thora satte hjem gennem Gaden som den vilde Jagt, fulgt af alle de unge Herrer. Hele Byen fik Lov at høre, naar Thora Berg gik hjem fra Selskab.
Katinka holdt mest af Thora Berg. Hun beundrede hende og fulgte hende altid med Øjnene, naar de var sammen. Tyve Gange om Dagen sagde hun hjemme:
Det har Thora sagt.
Egenlig omgaaes, gjorde de ikke meget. Men om Eftermiddagen, naar de spadserede, eller ude i Pavillonen ved Abonnementet til Koncerterne naar Militæret spillede, hver anden Onsdag talte de sammen. Tinka blev altid ganske rød i Hovedet, naar de mødtes.
I Pavillonen var det ogsaa første Gang, hun havde gjort Bekendtskab med Bai Han havde straks den første Aften danset mest med hende.
Og naar de løb paa Skøjter, bød han hende altid op til at løbe. Det var som de fløj, og næsten som han bar hende Han kom ogsaa hjemme.
Alle Veninderne drillede hende, og hun fik ham altid, naar de skrev Sedler og En gik ud og naar der blev tænkt paa noget Det var altid Bai, og saa blev der en Latter.
Og hjemme talte Moderen altid om ham.
Saa kom Forlovelsestiden, og hun havde altid En at gaa med, i Kirken om Søndagen, og om Vinteren, naar der var Skuespillere, i Theatret og altid Og da Bai fik Stilling, kom den travle Tid med Udstyr og Indretning og alt det Veninderne hjalp hende med de mange Navne, der var at sy, og alt, hvad der skulde sømmes.
Det var Sommerdage, og de sad oppe i Lysthuset allesammen. Symaskinen gik, den lagde Søm, og den fæstede Ende.
Og de drillede hende og lo og pludselig fór de op og fløj ud i Haven og rendte Plænen rundt under Støj og Latter, vilde som en Flok Føl.
Tinka var den stilleste af dem.
Der var en Hvisken med Veninderne i alle Kroge og Sysammenkomster hos Levys, hvor de syede det Tæppe, Tinka skulde staa Brud paa foran Alteret og Sangøvelser til Salmerne de skulde synge i Koret.
Saa kom Dagen og Vielsen i den pyntede Kirke den var saa fuld, Ansigt ved Ansigt. Oppe ved Orgelet stod alle de unge Piger. Tinka nikkede op og takkede og græd igen. Hun havde grædt hele Tiden som en Vandhane.
Og saa kom de herover til Stilheden.
I Begyndelsen af sit Ægteskab var Tinka skræmt og altid ængstelig, som om nogen vilde overfalde hende.
Der var saa meget, som hun ikke havde tænkt sig, og Bai var saa voldsom i meget, hun mest bare led ved og taalte, skræmt og usikker som hun var.
Hun var ogsaa saa ganske fremmed og kendte slet ingen.
Siden kom der en Tid, hvor hun blev mere modtagelig, mest saadan lad efterhængende, som det laa i hendes Natur.
Hun sad inde hos sin Mand i Kontoret med sit Hækletøj, og hun saa paa ham, som han sad bøjet over sit Bord Haaret, der krøllede, faldt lidt ned over hendes Pande.
Hun rejste sig og gik hen til ham og lagde Armen om hans Hals og vilde helst blive staaende saadan ind til ham, stille længe være saadan nær ved ham:
Min Pige, jeg skriver jo, sagde Bai.
Hun bøjede sin Nakke hen til hans Mund og han kyssede den.
Maa jeg saa skrive, sagde han, og kyssede hende en Gang endnu.
Skriveper, sagde hun og gik fra ham.
Aaret gik. Katinka gled ind i Livet med Togene, der kom og gik, og Egnens Folk, som rejste og kom hjem igen; og de bragte nyt og spurgte nyt.
De fik Omgang med de Folk, Egnen havde. Mest Bais Lhombre, hvor Fruerne fulgte med hveranden Gang.
Saa var der Hunden og Duerne og Haven. Og forresten var Fru Bai ikke af de bevægelige. Hun fik aldrig saa meget gjort, at Tiden faldt hende lang. Hun var længe om hver enkelt Ting; Bai kaldte hende: Kommer imorgen.
Børn fik de jo ikke.
Da Katinkas Moder døde, fik de Arven udbetalt. For ene to Mennesker at være sad de i Velstand og havde alt i Rigelighed.
Bai holdt af at spise godt, og han tog fra Aalborg megen og god Vin. Han lagde sig noget ud, og han gik rundt i sin Magelighed, mens Assistenten gjorde det meste Arbejde. Løjtnanten lagde han kun an uden Døre.
Et Barn havde han oppe i Byen.
For Satan, sagde han til Kiær, der var Ungkarl man er jo dog gammel Kavallerist Og Pigen var saa kælen som en Spurveunge.
Pigen kom til Aalborg efter Skaden. Barnet blev oppe i Landsbyen, hvor det var i Pleje.
Saadan gik Tiden.
Læse som før, da hun var ung Pige, gjorde Katinka ikke mer. Bøgerne var jo dog det bare Digt.
I sin Sekretær havde Fru Bai en stor Papæske med mange visne Blomster, Smaabaand og Florsdikkedarer med Deviser af Guldpapirsbogstaver. Det var hendes gamle Kotillonserindringer fra Klubben og sidste Abonnement i Pavillonen, naar der blev danset.
Det tog hun altsammen ofte frem om Vinteraftner og ordnede det om igen og søgte at mindes, hvem der havde givet hende det og hvem det.
Hun fandt det ud altsammen, og hun skrev Herrens Navn bag paa hver Kotillonsorden.
Bai sad og drak sin Toddy ved Bordet.
Det gamle Skrab, sagde han.
Lad det ligge, Bai, sagde hun naar jeg nu har ordnet det.
Og hun skrev videre paa sine Herrenavne.
Hun læste ogsaa undertiden i sin gamle Poesibog de Vers, hun den Gang havde skrevet af.
I den øverste Skuffe under Sølvskabet i Sekretæren laa hendes Brudeslør og den visnede Krans af Myrter.
Det tog hun ogsaa op og glattede ud og lagde det sammen igen.
Og hun sad halve Timer over den udtrukne Skuffe og tog sig ingenting til, saadan som det var hendes Vane.
En Gang imellem glattede hun bare med Hænderne over Sløret.
Det var begyndt at blive ganske gult, Brudesløret.
Men Tiden gik ogsaa. Det var ti Aar siden allerede.
Ja hun var snart en gammel Kone. Hun var fyldt to og tredive Aar.
Godt lidte var Bais paa Egnen. Kendte for gode og gæstfrie Folk, hvor Kaffekanden snart kom over Ilden, naar nogen Bekendt var paa Stationen.
Bai var en god Selskabsbroder; og paa Stationen havde han Orden i Tingene, om han just ikke selv var saa grumme ivrig i Tøjet.
Fruen var lidt stille af sig, men det gjorde altid godt at se hendes milde Ansigt. Hun saa ud som en ung Pige, naar hun sad mellem Fruerne til de store Lhombrer.
Men der skulde være et Par Børn, sagde Fru Linde, naar hun om Aftenen travede hjem fra Bais med Pastoren De velhavende Folk som havde Raad til det. Det er Synd og Skam, at de skal sidde dér ensomme hen.
Gud giver Liv efter sin Vilje, min Pige, sagde Præsten.
Ja, Guds Vilje ske, sagde Fruen.
Præstens havde haft ti Børn.
De syv havde Herren gemt som Smaa.
Gamle Pastor mindedes de syv hver Gang, der var Børn at begrave i Sognet.
* * * * *
Fru Bai havde hørt op at spille. Hun sad og tænkte paa, at hun egenlig skulde staa op og tænde Lampen. Men saa raabte hun paa Pigen, at hun kunde tænde, og blev siddende.
Marie kom ind med Lampen. Hun lagde Dug paa og dækkede til The.
Hvad er Klokken? sagde Fru Bai.
Otte-Toget er meldt, sagde Marie.
Det har jeg slet ikke hørt.
Fru Bai tog noget om sig og gik ud: Er Toget der? sagde hun i Kontoret.
Straks, sagde Bai. Han stod ved Telegrafbordet.
Er der Depesche?
Ja.
Til hvem?
Aa, op i Byen.
Saa skal Ane jo afsted.
Fru Bai gik ud paa Perronen. Hun holdt saa meget af at se Togene komme og gaa i Mørke.
Lyden, først langt borte, og saa Drønet, naar Toget gik over Aabroen, og det store Lys, der løb frem, og endelig den tunge, vraltende Masse, der snoede sig ud af Natten og blev til de tydelige Vogne, der holdt for hendes Øjne med Konduktørerne og den oplyste Postvogn og Kupeerne.
Naar det saa var borte igen og Bruset hendøet, laa alting tyst, ligesom dobbelt stille.
Stationskarlen slukkede Lygterne, først den ene paa Perronen, saa den over Døren.
Der var ikke andet end Lyset fra de to Vinduer, to smalle Lysbroer ud i det store Mørke.
Fru Bai gik ind.
De drak The, og Bai læste bagefter Bladene til en Toddy eller to. Bai læste kun Regeringspressen. Han holdt selv Nationaltidende og læste Kiærs Dagblad, som han tog ud af Posten.
Han slog i Bordet, saa Toddyglasset klirrede, naar Modstanderne fik de vældigste over Næbbet. Og undertiden læste han enkelte Sætninger højt og lo imellem.
Fru Bai hørte stille til, hun interesserede sig ikke for Politik. Desuden havde hun en Overgang hvor hun var svært søvnig om Aftenen.
Saa er det vel paa Tiden, sagde Bai.
Han rejste sig og fik en Haandlygte tændt. Han gik sin Runde for at se om alt var lukket og Sporet stod rigtigt til Nattoget.
Du kan gaa i Seng, Marie, sagde Fru Bai ud til Køkkenet. Hun vækkede Marie, der sov siddende paa Træstolen.
Godnat Frue, sagde hun søvndrukken.
Godnat.
Fru Bai flyttede Blomsterne i Stuen fra Vindueskarmen ned paa Gulvet. Dér stod de om Natten i en Række.
Bai kom tilbage.
Det blir koldt til Natten, sagde han.
Jeg tænkte det for Roserne jeg saa til dem idag.
Ja, sagde han, de maa dækkes nu.
Bai begyndte at klæde sig af inde i Sovekamret. Døren stod aaben.
Han holdt meget af at gaa længe frem og tilbage om Aftenen. Fra Sovekamret til Stuen i stærkt Negligé.
Det Trampedyr, sagde han. Marie traadte haardt i oppe paa Loftskamret.
Fru Bai lagde hvide Stykker over Møblerne og laasede ind til Kontoret.
Kan jeg slukke, sagde hun.
Og hun slukkede Lampen.
Hun kom ind i Sovekamret, satte sig foran Spejlet og løste sit Haar op.
Bai var i Underbukser og bad om en Saks.
Pokker saa du blir mager, sagde han.
Katinka lagde Frisérkaaben om sig.
Bai kom i Seng og laa og snakkede. Hun svarede paa sin stille Maade som altid; der var bestandig en ganske lille Pavse far Ordene kom.