Ved vejen - Bang Herman 4 стр.


Ottetoget blev ekspederet, og de sad igen i Stuen. Træet brændte stadig i sin Krog.

Der var meget varmt og oset derinde af de mange Lys paa Træet.

Bai halvkæmpede med Søvnen og sagde:

 Man blir skakmat af den Festivéren, Frøken Jensen, al den Juleglæde mætter, sagde han.

De var alle døsige og saa paa Klokken. De to Damer begyndte stadig igen at tale om Presenterne, hvordan de var arbejdet.

 Jeg tror, jeg vil gaa ind og se, hvordan man har regeret Verden, sagde Bai. Han slap ind i Kontoret. Lille-Bentzen sad og sov paa en Stol under Pibebrædtet.

De to Damer blev alene. De sad i en Krog ved Klaveret, foran Træet, og var meget søvnige.

De var blundet ind et Øjeblik og fór sammen op i Skræk ved en Knitren i Træet. Der var Ild i en Gren.

 Det er snart brændt ned, sagde Katinka og slukkede.

Lysene begyndte at brænde ned et efter et, og Træet blev mørkt. De sad, helt vaagne igen, og saa paa det slukkede Træ kun et Par Lys brændte svagt endnu.

De blev begge grebet af den samme stille Sørgmodighed ved at se paa de sidste smaa Lys, det var, som de kun fremhævede det mørke, døde Træ.

Frøken Jensen begyndte at tale. Først hørte Katinka knap, hvad det var, hun sagde, hun blev i sine egne Tanker om dem hjemme og saa Huus.

Katinka vidste ikke, hvorfor hun hele Aftenen havde tænkt saa meget paa Huus. Han var kommet i hendes Tanker hele Tiden.

Hele Tiden

Hun nikkede til Frøken Jensen og lod, som hun hørte til.

Frøken Jensen talte om sin Ungdom og dumpede pludseligt ind i at fortælle sin Kærlighedshistorie. Hun var allerede helt inde i Fortællingen, da Katinka mærkede det og undrede sig over, hvordan Frøken Jensen kom til at fortælle det nu og til hende.

Det var en ganske simpel Historie om en Kærlighed, som ikke var blevet gengældt. Hun havde troet, det var hende, og saa var det hendes Veninde.

Frøken Jensen talte halvt sagte, i en og samme, stille Tone, Lommetørklædet havde hun fremme, og en Gang imellem snøftede hun lidt og førte det hen over Kinderne.

Katinka blev lidt efter lidt rørt. Saa tænkte hun paa, hvordan det lille rynkede Menneske vel havde set ud som ung. Maaske havde hun alligevel haft en net lille Figur.

Og nu sad hun her forladt og alene.

Katinka blev helt hjerteklemt, og hun tog Frøken Jensens Hænder og klappede dem sagte.

Den Gamle græd stærkere under hendes Kærtegn. Katinka blev ved at klappe hendes Hænder.

De sidste Lysstumper brændte ned, og Juletræet stod helt mørkt.

 Og gennem Livet skal en enlig Kvinde, sagde Frøken Jensen, hvad for Snarer de end lægger for hendes Fod.

Frøken Jensen var igen landet ved Præsten og hans Ord.

Katinka slap Frøken Jensens Haand. Hun syntes, der var blevet ganske koldt og uhyggeligt om det slukkede Træ.

Bai slog Døren op til det lyse Kontor. Det var et ridende Bud, som bragte en Pakke fra Huus.

 Lamperne, Marie, raabte Katinka og løb ind i Kontoret med Pakken.

Det var et meget fint fileret Sjal med gyldne Traade i, et stort et, som kunde pakkes sammen til ingenting.

Katinka blev ved at staa med Sjalet. Hun var saa glad ved det. Hun havde haft et ganske lignende, og det var hun for et Par Uger siden kommet for Skade at brænde.

 Men dette var meget finere.

Og hun blev ved at staa med Sjalet.

Bai var munter igen nu, han havde sovet Middagen ud, og de drak alle et Par Snapse af den ægte Rom i Theen.

Lille-Bentzen blev saa salig, at han løb over paa sit Kammer og hentede nogle Digte, han havde skrevet paa mange Stumper Papir, bag paa gamle Tariffer og Regnskaber.

Han læste højt, saa Bai slog sig paa Maven af Latter. Katinka sad og smilte med Huus fine Sjal om sig.

Frøken Jensen spillede tilsidst en Tyrolervals, og Lille-Bentzen fløj halvflov ud i Køkkenet og valsede med Marie, saa hun hvinte.

De maatte alle hjælpe til at faa Bel-ami vækket, da Frøken Jensen skulde gaa; den vilde paa ingen Maade væk fra sit Tæppe. Bai traadte den paa Halestumpen, da Frøken Jensen vendte sig.

Lille-Bentzen skulde følge hjem. Men Frøken Jensen, der var saa ræd som en Hare for Mørke, vilde gaa alene.

Frøken Jensen vilde ikke bære sin Bel-ami, naar nogen saa det.

De fulgte hende alle ud til Perronlaagen og raabte Glædelig Jul, Glædelig Jul ud over Hækken.

Bel-ami hylede midt paa den snelagte Vej. Den gik ikke af Stedet.

Da Frøken Jensen havde set, at de alle var gaaet ind, bøjede hun sig ned og tog Bel-ami op under Armen.

Frøken Jensen var bundet til som en Eskimokone, mens hun gik hjem i Julenatten.

Katinka slog Vinduerne op i Dagligstuen, saa den skærende Luft kom ind.

 Hm, den lille Krukke, sagde Bai. Han var ganske menneskekærlig glad ved at have haft Lille-Jensen i Aften.

 Det Skind, sagde Katinka. Hun blev staaende ved Vinduet og saa ud over den hvide Mark i Natten.

 Man skulde ikke tro, Du klagede over Hoste, sagde Bai. Han lukkede Døren til Sovekamret.

Bentzen gik over Perronen til sit Kammer.

 Hun tog Moppen, sagde han. Han havde gemt sig bag Hækken for at se den Begivenhed. Glædelig Jul, Frue.

 Glædelig Jul, Bentzen.

Der blev lukket et Par Døre, og saa var det ganske stille.

Kun nu og da lød der en fin Summen i Telegrafens Traade.


* * * * *

Katinka var ude at fodre Duerne, før de gik i Kirke.

Det var høj og stille Luft, og Klokkerne lød ned forbi Skoven. Rundt paa de hvide Marker saa man Bønderne, som travede af, i Gaasegang, langs de skovlede Stier, til Offer.

De ventede i Flok udenfor Kirken og ønskede hinanden Glædelig Fest. Konerne rakte hinanden Spidsen af Fingrene og hviskede.

Saa stod de stille og saa paa hinanden, til en ny kom til i Kredsen.

Bais kom lidt sent, og Kirken var fuld. Katinka nikkede Jul til Huus, der stod tæt ved Døren, og gik op til sin Plads.

Hun delte Stol med Abels, lige bag Præstens.

Kyllingerne Abel forsvandt i Slør og fantastiske Slyngninger.

Fru Linde havde Øjne i Nakken paa de store Offerdage. Hun klædte sig og Frøkenen for Offerdagene og Spædekalvene.

Frøkenen gik aldrig i Kirke, naar der var Tallerkenvals i Koret.

De sang de gamle Julesalmer, og lidt efter lidt vandt de alle med, store og smaa. Det lød saa stærkt og glad op under Hvælvingerne. Vintersolen stod lys ind ad Vinduerne mod de hvide Vægge. Gamle Linde talte om Hyrderne paa Marken og Menneskene, som var idag en Frelser fød, med tarvelige stilfærdige Ord, saa der dalede som Enfoldighedens Fred ned over hans Kirke.

Katinka blev i Julestemningen, mens Offertoget gik op om Alteret i en lang Marsch. Mændene gik stive, tungt i Fliserne og vendte tilbage til deres Plads uden at have fortrukket en Mine.

Konerne rokkede af, generte og røde i Hovederne, seende stift paa det sammenlagte Lommetørklæde.

Fru Linde havde Øjnene ved Hænderne ved Alteret.

Fru Linde havde været Præstekone i fem og tredive Aar og siddet til utallige Offerdage. Hun saa paa Hænderne, hvor meget hver lagde.

Hænderne havde ikke samme Bevægelse, af Lommerne, naar de lagde lidt, og naar de lagde mere.

Fru Linde anslog Offeret til et Middelaar.

Udenfor Kirken traf Bais Huus. Man aandede op ude i den friske Luft, og der blev en storønsken Glædelig Jul igen.

Pastoren kom med Offerpengene i et sammenbundet Lommetørklæde, og alle hilste og kniksede. Naa, Frøken Jensen, saa ønsker vi vel hinanden Glædelig Jul, sagde Gamle Pastor.

Katinka gik ud af Laagen med Huus. Bai blev lidt tilbage med Kiær, saa de to gik alene henad Vejen.

Katinka gik ud af Laagen med Huus. Bai blev lidt tilbage med Kiær, saa de to gik alene henad Vejen.

Solen laa over de blankglitrende Marker; hist og her ved Gaardene havde de Dannebrog ude paa Flagstængerne i den høje Luft.

Rundtom drog Kirkegæsterne hjem i Flok.

Katinka havde endnu Julesalmerne i sit Øre, hun følte alting som i glad Højtidelighed.

 Julen er rar, sagde hun.

 Ja, sagde han og lagde hele sin Overbevisning ind i Jaet.

 Og han sagde det osse rigtig kønt, lagde han lidt efter til.

 Ja, sagde Katinka, det var en rigtig køn Præken.

De gik lidt.

 Men jeg har jo slet ikke takket Dem, sagde saa Katinka, for Sjalet.

 Ingenting at takke for.

 Jo netop jeg blev saa glad. Jeg havde haft næsten Magen og halvt forbrændt det.

 Ja, det véd jeg jo De havde det Sjal paa den Dag, jeg kom.

Katinka vilde sige: Hvor saa De det? Men sagde det ikke. Hun vidste heller ikke, hvorfor hun med ét blev rød, og hun for første Gang mærkede, at de sagde ingenting og søgte om noget til at faa brudt Tavsheden med.

De kom ned til Skoven, og Anneksklokkerne kimede.

Det var, som om Klokkerne slet ikke vilde holde op idag, at lyde.

 De gaar da med ind, sagde Katinka, og bærer ikke Jul fra Huset.

De stod paa Perronen og hørte paa Klokkerne, mens de ventede paa Bai.

Huus blev der hele Dagen.

Da Bai satte sig til Bordet, der skinnede med sin Damaskesdug og mange Glasassietter, sagde han:

 Ja, man har det godt i sin Familie. Lille-Bentzen raabte:

 Ja, da og lo af Fornøjelse.

Huus sagde ingenting. Han sad, som Katinka sagde, bare og saa glad ud af Øjnene.

Og hele Dagen hvilede der en stille Glæde over Huset.

Om Aftenen spillede de Whist. Lille-Bentzen var Fjerdemand.

 I Præstegaarden talte de Offerpengene af Papirerne. Fru Linde var skuffet. Offeret var betydeligt under et Middelaar.

 Hvoraf kommer det, Linde? sagde hun.

Pastoren sad og saa eftertænksomt paa de mange smaa Mønter.

 Hvoraf kommer det? De Folk tror, vi kan leve som Liljerne paa en Mark.

Fru Linde gør en Pavse og tæller for sidste Gang de hele Kroner.

 Med Familje, sluttede Fru Linde.

 Naa, min Pige, siger Gamle Linde, lad os idetmindste være taknemlige for Kapitelstaksten.

Præstefrøkenen og Pastor Andersen morede sig med at vælte Møblerne i Salen: de spillede Gulvkrocket.

 Jeg hytter mig for Moer, sagde Frøken Agnes. Alle de uædlere Elementer er i Oprør hos Moer paa de store Offerdage.


* * * * *

Julen gik.

Katinka syntes ikke, hun havde haft saa rar, hjemlig en Jul siden længe, ikke siden hun var hjemme. Ikke, at der skete noget særligt og mer end ellers; de var hos Lindes med Huus og et Par andre, og Frøken Linde og Kapellanen kom til dem en Aften med Kiær og Huus. Frøknerne Abel var til Eftermiddagstoget og blev ogsaa bedt ind. Og efter Ottetoget dansede de i Ventesalen og sang til.

Noget særligt var der ikke. Men det var, som om alting var i saadan en lykkelig Gænge.

Den eneste, der, gnavede lidt, var Huus. Han sad tit og faldt hen i den sidste Tid.

 Huus, sagde Katinka, sover De?

Huus fór helt sammen, som han sad.

Bai blev ganske smittet af det hele Veltilmode i Huset.

 Satan til Indflydelse Vejret kan hae, sagde han, naar han stod paa Perronen og havde ekspederet Eftermiddagstoget. Føler mig sgu forbavsende vel i denne Tid forbavsende vel.

Og hele deres Ægteskab var i denne Tid som forrykket og rykket Aar tilbage. Ikke paa nogen Maade voldsomt eller hidsigt, men fortroligt og fornøjet.

Det var Nytaarsaften hen mod tolv. Bais var oppe for at drikke Aaret ind.

Der lød et vældigt Rabalder mod Plankeværket.

 Hva Pokker, sagde Bai, det gav et Choc i baade ham og Bentzen, der spillede seks og treds, Peter ku gerne spare paa Krudtet.

Det bankede paa Ruden, og Huus Stemme raabte Glædeligt Nytaar.

 Hva Faen er det Huus, sagde Bai og stod op.

 Jeg tænkte det straks, sagde Katinka. Hun havde helt faaet Hjertebanken af Rabalderet.

Bai kom ud og fik lukket op. Huus var i Slæde.

 Men bevares, sagde Bai, kom dog ind og drik paa et.

 Godaften, Huus, Katinka kom frem i Døren. Vi drikker dog Aaret ind, sagde hun.

De bandt Hesten ind i Varehuset, og Katinka gav den Bred.

De drak Aaret ind og bestemte, de vilde blive oppe til Nattoget. Det kom forbi Klokken to.

 Spil et Stykke, Tik, sagde Bai.

Katinka spillede en Polka, og Bai brummede til.

 Ja, sagde han, man var en svær Danser i sin Tid, hva Tik? Han kildede hende ned paa Halsen.

De gik ud paa Perronen. Himlen var mørk for første Gang i lang Tid.

 Det gir mer Sne, sagde Bai. Han tog lidt løs Sne og tjattede det i Ansigtet paa Lille-Bentzen. Det blev en almindelig Fægtning en Stund.

 Dér har vi ham, sagde Bai. De hørte Toget som en fjern Brusen.

 Mørk er en sgu iaften, sagde Bai.

Støjen kom nærmere. Nu rokkede Lokomotivet over Broen. Det lille Lys kom nærmere og voksede; saa bruste Lokomotivet frem fra Mørket som et stort lysøjet Bestie.

Og de stod alle fire stille, mens det raslede hastigt forbi. Damp stod af Vejen mens der faldt Lys fra Vognene ud over Sneen.

Klaprende gik det bort, ud i Mørket.

 Hm, sagde Katinka, saadan gaar vi ind i Aaret. De havde staaet tavse lidt.

Hun lænede sig op til sin Mand og strøg Haaret mod hans Kind.

Bai var ogsaa grebet af Situationen. Han bøjede sig ned og kyssede hende.

Toget bruste langt borte. De vendte sig alle og gik ind.

Huus var gram mod Dyret, da han kørte hjem i Slæden. Af Pidsken fik det, saa det føg, og Forbandelser i Tilgift,

Назад