Katinka lagde Frisérkaaben om sig.
Bai kom i Seng og laa og snakkede. Hun svarede paa sin stille Maade som altid; der var bestandig en ganske lille Pavse far Ordene kom.
De havde tiet lidt.
Hm, ganske net Menneske hva?
Ja saadan at se til.
Hva sagde Agnes Linde?.
Ogsaa, at han var ganske net.
Hm skrap Mund, det Pigebarn har.
Og Faen véd, hva for en Lhombre han spiller.
Lidt efter sov Bai.
Naar Bai sov, aandede han stærkt gennem Næsen.
Nu var Fru Bai vant til det.
Hun blev siddende noget foran Spejlet. Hun tog Frisérkaaben bort og saa paa sin Hals.
Ja hun var virkelig bleven mager.
Det var siden hun havde haft den Hoste i Foraaret.
Fru Bai slukkede Lysene og lagde sig ned i Sengen ved Siden af Hr. Bai.
II
Det var de korte Dage.
Saa strid Regn og saa mat Snesjap. Men altid graa Himmel og Væde. Selv Frøken Jensens bedste Elever kom i Træsko over Markerne til Skolen.
Paa Stationen var Perronen en Sø. De sidste Smaablade fra Havehækken kom ud at sejle. Dryppende kom Togene, Konduktørerne løb om formummede i vaade Kapper. Lille-Bentzen sprang med Posttaskerne under Paraplyen.
Kiærs Sædvogne havde Voksdugspresenninger, og Kuskene sad i Regnkapper.
Forvalter Huus kørte selv den første Vogn til Stationen. Der var nok at gøre med Fragt og Klarering.
Der er de fra Kiærs, sagde Bai ind til sin Kone.
Forvalter Huus plejede at komme en halv Times Tid af Regnfrakken og faa en Kop Kaffe tillivs hos Bais.
Medens Fru Bai gik til og fra og dækkede til Kaffen, rumsterede Huus og Karlene paa Perronen og ladede Sækkene i Godsvognene. Katinka saa dem løbe forbi Vinduerne. De saa saa vældige ud i deres Olietøj.
Marie Pige sværmede for Huus og gik altid og talte om ham ved sit Arbejde.
Hun blev aldrig færdig med hans Fortrin. Og det sidste var altid:
Og saadan en Røst han har.
Det var en blød, trohjertet Stemme, og ingen vidste, hvorfor Marie just havde forliebet sig i den.
Naar Huus var færdig derude, kom de ind til Kaffen. Der var lunt og godt og Duft af et Par Potteplanter, som blomstrede i Vinduet endnu.
Ja det er det, jeg siger, sagde Huus og gned Hænderne, hos Fru Bai er der rart.
Hyggen kom ogsaa med Huus. Der var saadan en stille Tilfredshed ved ham; mange Ord havde han ikke, og sjældent fortalte han noget. Men han gled saa godt i den daglige Smaasnak, muntert, altid ligelig i Humør. Og man følte det rart, naar han bare var der.
Der kom et Godstog paa den Tid, og Bai skulde paa Perronen at ekspedere.
Det gjorde ingen Forskel, naar han gik og de to andre blev ene. De smaasnakkede eller tav. Hun gik til Vinduet og lo ad Bai, som sprang rundt derude i Regnen.
Huus saa til Katinkas Blomster og gav hende Raad om at pleje dem. Katinka kom hen til ham, og de saa til Planterne sammen. Han kendte hver eneste af dem, om den skød eller om den stod stille, og hvad der skulde gøres med den.
Huus havde Interesse for alle saadan smaa Ting, for Duerne og for de nye Jordbærbede, som var blevet lagt an nu i Efteraaret.
Katinka spurgte ham til Raads, og de gik rundt og saa til det og til det.
Bai havde aldrig brudt sig om saadan noget. Men med Huus var det, som der stadig var noget nyt at faa at vide, at spørge til Raads om og at indrette.
De havde paa den Maade altid nok at tale om, saadan stille og sindigt, som det laa for dem begge.
Der var saamænd ligefrem næsten altid et og andet, der ventede paa Huus selv om han ogsaa kom hver Dag, som i denne Tid, hvor de paa Rugaard solgte Sæden.
Frøken Ida Abel havde ogsaa tidt Ærinde paa Stationen. Hun stred sig ned ad Vejen med et Brev, der skulde med Middagsposten.
Gud, hvilket Vejr, Hr. Løjtnant.
En Kop Kaffe, Frøken lidt indvendig Væde til at staa imod med Huus er inde hos min Kone.
Men er de fra Rugaard her?
Ja, med Sæd.
Ida-Yngst havde ikke anet det.
Fra Hjørneforhøjningen paa Gaarden kunde Kyllingerne holde Rundskue over hele Egnen.
Ida-Yngst sad der i Formiddagstimerne.
Hun begyndte at tage Papillotterne af Haaret.
Hvor skal du hen? Louise-Ældst gik med Krydderpose for Tandpine.
Bringe Brev til Stationen.
Mor Louise hvinte nu vil Ida rende igen. Hm, om du tænker, du faar malet dér.
Kommer det dig ved? Ida-Yngst slog Døren til Sovekamret i paa Næsen af Med-Kyllingen.
Gud bevars, vil du gøre dig latterlig men du taer dine egne Støvler. Det sier jeg dig, Ida.
Mor, si til Ida, hun taer sine egne Støvler altid render hun i mine Knap til Stationen.
Pyh, siger Ida, som er færdig med Pandegriflen.
Og mine Handsker maa jeg være fri Louise snapper et Par Handsker ud af Hænderne paa Ida. Og der smækkes igen med et Par Døre.
Hva var der dog, Børn? siger Fru Abel. Hun kommer ind med vaade Hænder fra Køkkenet. Hun har skrællet Kartofler.
Ida stjæler mine Klæer. Frøken Louise-Ældst græder af Arrigskab.
Enkefru Abel gør stille i Orden efter Ida-Yngst og vender tilbage til sine Kartofler.
Søde Fru Bai, siger Ida-Yngst i Døren jeg kommer ikke ind. Goddag, Hr. Huus, jeg ser saa rædsom ud Jeg kigger blot. Goddag.
Frøken Abel kom ind. Hun havde udskaaret Bryst under Regnkaaben.
Det er, naar det nærmer sig Jul man har saa rædsom travlt Aa, De tillader vel, Hr. Huus at jeg kommer forbi.
Frøken Abel kom ind i Sofaen: Dejligt at sidde, sagde hun.
Men hun sad ikke længe. Der var altfor meget, hun maatte beundre. Frøken Ida Abel var saa ungdommelig henrykt.
Gud, det lille Tæppe.
Frøken Abel maatte ud at føle paa det lille Tæppe.
Aa, Hr. Huus, tillader De Hun skulde igen forbi.
Hun følte paa Tæppet.
Moer sier altid, jeg flagrer, sagde Ida-Yngst.
Enkefru Abel kaldte undertiden Døtrene for sine Flagreduer. Men Navnet vandt ikke Hævd. Der var noget ved Louise-Ældst, som absolut udelukkede Begrebet Due.
Og det blev ved Kyllingerne.
Naar Frøken Abel var arriveret, varede det ikke saa længe, inden Forvalter Huus brød op.
Der var ikke Plads til saa mange i en Stue, hvor Frøken Ida var, sagde han.
* * * * *
Det blev henimod Jul.
Huus tog en Gang om Ugen til Randers i Forretninger. Han havde altid noget at besørge for Fru Bai, Bai maatte ikke høre det. De to hviskede ene inde i Dagligstuen i lange Tider, naar Huus var kommet med Toget.
Katinka syntes ikke, hun havde glædet sig i mange Aar til Julen, saadan som hun glædede sig iaar.
Det laa ogsaa i Vejret.
Det var blevet lys, klingende Frost og Sne over Jorden.
Naar Huus havde været i Randers, blev han paa Stationen til The. Han kom med Otte-Toget. Fru Bai sad tidt i Mørkning endnu.
Vil De spille lidt, sagde han.
Aa, jeg kan kun de Par
Men naar jeg nu gerne vil høre dem Han sad paa en Stol i en Krog ved Siden af Sofaen.
Katinka spillede sine fem Stykker, der alle lignede hverandre. Det kunde ellers aldrig falde hende ind at spille for nogen. Men Huus, han sad saa stille, henne i sin Krog, saa man slet ikke mærkede ham. Og saa var han ogsaa ganske umusikalsk.
Naar hun havde spillet, kunde de gerne sidde en Stund, uden at nogen sagde noget, til Marie kom med Lampe og Thetøj.
Efter Theen tog Bai Huus med ind paa Kontoret.
Efter Theen tog Bai Huus med ind paa Kontoret.
Mandfolk maa ogsaa en Gang imellem være hos sig selv, sagde han.
Naar de var alene, Huus og han, fortalte Bai Fruentimmerhistorier.
Han havde ogsaa været med i sin Tid da de laa paa Skolen.
Og København havde haft Fruentimmer naa det er gaaet tilbage
De sier, de gaar til Rusland nu Ja ka sgu gerne være.
Tilbage er et gaaet.
Naar man har kendt Kamilla Kamilla Andersen brav Pige brillant Pige
Tog en sørgelig Ende med hende, for hun styrtede sig sgu ud af et Vindu.
Ærgerrig Pige. Bai blinkede. Huus lod, som han forstod Kamillas Ærgerrighed.
Meget ærgerrig Pige Kendte hende, brillant.
Bai snakkede hele Tiden. Huus røg sin Cigar og saa ikke særlig interesseret ud.
Jeg spør jo ogsaa, sagde Bai, de unge Mennesker, saadan i Sommerferien, i Præstegaarden: Hvad har I nu for Fruentimmer, spørger jeg. Er det godt?
Smaapier, gamle Ven. Smaapier.
Ja-a de gaar til Rusland, sier de kan sgu gerne være.
Huus udtalte ingen Mening om, hvor de gik her. Han saa paa Uhret.
Det er vel paa de Tider, sagde han.
Aa hva.
Men Huus maatte afsted: Det er dog en Trekvartersvej.
De gik ind til Fruen.
Skal vi ikke følge Huus, sagde hun, Vejret er smukt.
Saa gu at faa Benene rørt.
De fulgte.
Katinka gik ved Bais Arm. Huus paa hendes anden Side, Sneen knasede under deres Fødder henad Vejen.
Hvor der er Stjerner iaar, sagde Katinka.
Ja en Mængde mer end i Fjor, Tik. Bai var altid oplivet, naar han havde været hos sig selv.
Ja, jeg tror det, sagde Katinka.
Mærkeligt er det med Vejret, sagde Huus.
Ja det var Bai den Kulde før Jul.
Og den holder Nytaar ind.
Mener De?.
Saa tav de, og naar de talte igen, var det noget lignende.
Ved Omdrejningen sagde Bais Godnat.
Fru Bai nynnede hen ad Vejen. Naar de kom hjem, blev hun staaende i Døren, mens Bai hentede Haandlygten og gik over og saa efter Sporet til Nattoget.
Han kom tilbage. Naa sagde han.
Katinka aandede ud i Luften, langt.
Hvor Kulde er rar, sagde hun, og slog ind gennem sin egen Aande i Luften med Haanden.
De gik ind.
Bai laa i Sengen og røg en Stump Cigar. Saa sagde han:
Ja Huus er sgu et rart Menneske Men han er en Tørvetriller.
Fru Bai sad foran Spejlet. Hun lo.
Men Bai betroede Kiær, at han troede sgu ikke, Huus forstod sig noet paa Fruentimmer.
Jeg føler ham jo saadan paa Tænderne ser De, sagde han, om Aftenen, naar han er nede hos os men jeg tror sgu ikke han forstaar sig stort paa Fruentimmer.
Naa, gamle Bai, sagde Kiær, og de slog hinanden paa Skuldrene og lo glad. Alle ka jo ikke være Kendere.
Nej heldigvis da og Huus jeg tror sgu ikke.
De blev kaldt ind til Kaffen.
* * * * *
De sidste Dage før Jul var der travlt paa Stationen. Der var en Bringen og Henten. Ingen vilde vente paa Postbudet.
Frøknerne Abel sendte Smaakort med Lykønskninger og spurgte om Pakker.
Frøken Jensen bragte en Cigarkasse med en hel Stang Lak fordelt som Dekorationer rundt om paa Sejlgarnet.
Mine Hænders Arbejde, Fru Bai, sagde Frøken Jensen. Hændernes Arbejde var til hendes Søster.
Fru Bai sagde: Fru Abel var jo i Randers igaar.
Det er Terminspengene, sagde Frøken Jensen spidst, der er kommet til Huse.
Hun var saa belæsset, da hun kom hjem.
Jeg tror det nok.
De er da hos Abels Juleaften?
Nej vi boer Dør om Dør, Fru Bai men Abels har altid nok i at huske paa sig selv.
Tidligere har jeg jo altid været hos Lindes, i Præstegaarden.
Nej, Abels, sagde Frøken Jensen aa nej det er ikke alle, som er ens.
Fru Bai bad Frøken Jensen, om hun maaske vilde tage tiltakke hos dem.
Hun fik det sagt om Aftenen, Bai kom ind fra Sporet.
Mathias sagde hun, hun brugte Mathias til mere tvivlsomme Meddelelser jeg har maattet be Lille-Jensen her til Juleaften hun ka jo ikke gaa til Lindes.
Naa, for min Skyld Bai hadede det lille Parykstativ ja naar du bare faar Lemmeforsamling.
Bai gik lidt rundt.
Ska hun ikke til Abels, sagde han.
Det er just det de har jo ikke bedt hende, Mathias.
Naa det har de sgu gjort Ret i, sagde Bai, der smed Støvlerne af sig. Naa, det er jo din Fornøjelse.
Fru Bai var glad over, hun havde faaet det sagt.
Frøken Jensen kom Klokken halv seks med Spaankurv og Moppe.
Hun gjorde Undskyldning for Bel-ami.
Den er jo ellers hos Abels jeg lukker den jo ellers altid ind hos Abels. Men Saften, forstaar De, vilde jeg jo nødig men den gør ingen Ulykke den er et stille Dyr.
Bel-ami blev anbragt paa et Tæppe i Sovekamret. Dér blev den. Den led af Sovesyge og gjorde ikke anden Kvalm, end at den snorkede.
Han sover af et godt Hjerte, sagde Frøken Jensen, der fik Manchetter og Krave op af Spaankurven.
Bel-ami var kun besværlig, naar den skulde hjem. Den havde absolut mistet Smagen for Bevægelse.
Ved hvert tiende Skridt stod den stille og hylede med Halen mellem Benene.
Naar ingen saa det, tog Frøken Jensen den paa Armen og bar Bel-ami.
De spiste Klokken seks. Træet stod i et Hjørne. Lille-Bentzen var med strøget Hanekam og i Konfirmationsfrakke.
Han spiste som en Ulv.
Bai fyldte stadig Glassene og stødte til Frøken Jensens og Bentzens Bægere.
Naa, Skaal, Frøken Jensen.
Skaal, min goe Bentzen det er kun Jul en Gang om Aaret, sagde han. Han blev ved at fylde i.
Lille-Bentzen blev rød i Hovedet som en Hummer.
Vi drikker jo som i Hedenold, sagde Frøken Jensen.
Døren stod aaben ud til Kontoret. Telegrafen prikkede uafladelig.
Kollegerne ønskede hinanden Glædelig Jul langs ad Linjen. Bai gik til og fra og svarede.
Hils fra mig, sagde Katinka.
Glædelig Jul fra Mundstrup, sagde Bai fra Apparatet.
Ja, sagde Frøken Jensen, det er det, jeg siger til mine Elevere: vor Tid har ophævet Rummet, siger jeg saa tidt til dem.
Ved Æbleskiverne blev Frøken Jensen livlig. Hun nikkede barnligt til sig selv i Spejlet og sagde Skaal.
Frøken Jensen var i en ny Chignon, hun havde foræret sig selv til Jul. Hun bar nu Haar af tre Nuancer.
Frøken Jensen blev lidt efter lidt glad ved sig selv.
Efter Bordet, medens Træet blev tændt, forsøgte Lille-Bentzen at springe Buk over Marie-Pige ude i Køkkenet.
Katinka gik stille om og gav sig god Tid med at tænde. Hun vilde ogsaa nok være lidt alene.
Gud véd, om Huus har faaet vores Pakke, sagde hun. Hun stod paa en Stol og tændte an med en Vokskerte.
I sidste Nu tog hun et Fichu fra sit Bord hun havde faaet det sendt fra en Søster og lagde det hen til Frøken Jensen. Der saa saa fattigt ud paa Frøken Jensens Plads; hun delte Sofaen med Lille-Bentzen.
Katinka aabnede Døren til Kontoret, og de kom ind til Træet.
De gik omkring og saa paa deres Ting, takkende og halvgenerte. Frøken Jensen hentede smaa Silkepapirspakker frem fra Spaankurven og lagde dem rundt paa Pladserne.
Marie-Pige kom ind i hvidt Forklæde. Hun gik rundt med sine egne Presenter i Favnen og følte paa Genstandene rundt i Krogene.