Herman Bang
LUDVIGSBAKKE
FØRSTE BOG
Portøren var kommen for at hente de tre Patienter, der havde Kælderarbejde, og han gik hen og raabte til Nummer to, Manden med Mavebælterne, der vandrede op og ned, op og ned langs Kakkelovnsvæggen:
Vi skal afsted.
Ja; Patienten Nummer to standsede og saá paa Portøren. Ja, sagde han igen med et Nik og drejede forvirret rundt om sig selv som en Hund, der vil lægge sig. Han gjorde altid det, fer han skulde foretage sig selv den allermindste Ting.
Saa fik ogsaa han Slaabrokken paa ligesom de andre og de tre kom afsted. Man hørte Portørens Nøgler rasle gennem Gangen, mens han lukkede først heroppe, saa dernede.
Ida Brandt satte de afvaskede Kopper sammen i en Krog paa det lille Køkkenbord og gik ind i Salen for at "lytte". Men de to Gamle derinde sov, med dybe Aandedrag.
Og inde paa "A" var der ganske stille.
Frøken Brandt stod op paa Stolen i Forstuen, hvad hun maatte for at naa Vinduet, og hun flyttede Blomsterne lidt, saa der blev Plads i Karmen til, at hun kunde sidde.
Brandt er tosset, sagde Frøken Brun "hos Kvinderne": hun flyver op ligesom Hønsene.
Ida Brandt lænede Hovedet tilbage mod Væggen, og hun saá ud gennem det store Vindu: saa roligt "Søerne" laa, et eneste luende Rødt, nu Solen gik ned.
Ida tog et Brev frem, men længe blev hun siddende med det i Haanden, mens Søens Rødt derude stille gled bort og falmede før hun begyndte at læse:
Horsens, den første Oktober.
Du kære Pige.
Du faar dette Brev fem Postdage forsilde. Jeg ved det godt. Men Du har heller ikke fem afskyelige Unger, hvoraf de to i forrige Uge brækkede Forbenet af Skrivebordet. De vilde kun lege Skib med det, lille Du, under Rengøringen. Men nu er Benet limet, og til Morgen fik jeg de sidste Vintergardiner op, saa nu faar Du Lykønskningen: Gud velsigne Dig, min Pige, det véd Du, ønsker alle vi paa "Villaen".
Saa var det virkelig otte og tyve, Du blev. Ja dog, Du, hvor Tiden løber, og naar jeg gaar forbi Spejlet paa Nørregade, synes jeg tit, det er ikke længer siden end igaar, jeg saá Dig sidde derinde bag Vinduet, krøbet op i Mahognistolen, og stirre artigt (alting har nu altid været artigt paa Dig, Ida, Øjne, Haar, hvor var Du vel kæmmet med dine to Musehaler og det Hele) paa os forfløjne Spirer fra Frøken Jørgensen, naar vi kom rendende gennem Gaden med Taskerne og gav "Sidst" i Portene, saa der var ikke et helt Læg i vore Nederdele.
Du rykkede tilsidst helt ud paa Gadetrappen og stod og holdt Dig ved Gelænderet saa forsigtigt, som var Du bange for at falde i Vandet, indtil din Moder kom og kaldte Dig ind med et "I-da" og Du gik med stive Musehaler (Du havde en Gammeljomfru-Gang, Ida, som Barn) og din Moder lukkede Gadedøren.
Vi luskede af. Der var altid noget over din Moder, der ligesom dæmpede.
Jeg pustede gerne lidt ud henne i vores Port. Jeg vidste jo, at Mo'r var ved Spejlet: "Saa er Du der" (jeg var kommen lidt paa Skæv ind ad Døren) "Maa jeg se Dig?" og jeg maatte dreje mig.
Olivia, Fingrene af Munden.
Naa, ja, det har jeg sagt, det bliver sidste Gang, Du faar Skindkant om Kaaben Jeg mulede, der var jo altid en eller anden Stump af Kanten, der hang løst og dinglede; jeg véd ikke, hvordan det var, men jeg og Regine, vi blev nu en Gang forpjuskede.
Ja, saa kan Du gaa.
Jeg løb med Tasken bus paa Dørkarmen.
Om det Barn nogensinde lærer at gaa paa sine Ben jeg vidste jo, det vilde komme fra Forhøjningen : Og kun ét Haandtag i Tasken ja, saa kan Du gaa.
Jeg var paa Vejen.
Men om Karen først kom det stadig fra Forhøjningen vilde være saa venlig at sætte en Børste i dit Haar. Det er jo en Skændsel at se paa.
Haaret var det værste. Det endte altid med, at Karen maatte frem foran selve Mama med Børsterne. Hun børstede og børstede:
Nej og Mama sukkede der er ikke Skik at faa paa det Haar. Nej, lille Ida Brandt, hun kan holde sit.
Jeg snerpede Munden sammen, saa stiv som en Pind, og Karen børstede: Du var jo altid Dydsmønstret.
Og kan Du saa huske, da Mama var paa Visit hos din Moder med mig de havde vist egentlig ikke omgaaedes før og de sad i Dagligstuen og talte, og vi sad i dine to Smaastole inde i Sovekamret mellem din Moders Seng og Vinduet og saa paa hinanden og bed Fingre da jeg paa én Gang tog Dig i begge Haarhalerne og dunkede Dig ind mod Sengekanten, blev ved at dunke Dig, uden at sige et Ord.
Og Du værgede Dig slet ikke og gav ikke et Kny fra Dig, men begyndte bare at græde sagte, ganske sagte. Véd Du hvad, min Pige: Jeg tror, jeg fra det Øjeblik holdt af Dig, fordi Du havde grædt saa sagte.
Hvor jeg husker Onsdagene, naar jeg var hos Jer og kom Klokken fem for at hente Dig med ud. Naar jeg var kommen ind, kaldte din Moder, fra sin Vindusplads, ind i Sovekamret, hvor Du sad over Lektierne Du saá altid ud, som vilde Du krybe op paa Kommoden, naar Du læste Lektier :
Ida.
I-da, det er Olivia Franck.
Mens hun blev ved at strikke med sine store Pinde, sagde din Moder til mig og nikkede:
Sæt Dig, min Pige.
Og jeg satte mig ved Døren hos Jer satte man sig altid midt paa Stolene til Du havde faaet alt Tøjet paa, Vesten og det lille Tørklæde og Kaaben og det store Tørklæde, og vi kniksede foran din Moder:
Har Ida Lommetørklæde? sagde hun jeg tog altid til min egen Lomme for at føle : Kom saa ingenting til.
Og vi gik forbi Vinduet, hver paa sin Flise.
Men om Aftenen naar Dugen var taget af Bordet jeg ser din Moder flytte Lampen fra det ene Bord til det andet, hun flyttede den altid selv lagde vi to Spil, mens din Moder fik Whisten med Frøknerne (Herregud, nu er ogsaa Erbelin død, hun bar sin svære Dobelthage lige stift til det sidste) og jeg sad og sparkede Dig op ad Benene under Bordet, mens gamle Bonnitz lo af Glæde over Stikkene hun lo ligesom om hun hikkede. Klokken halvni skulde jeg hjem, og Jeres Sofie bragte Ribsvinen ind, og vi fik de to Æbler, medens mit Tøj blev bragt ind i Varmen.
Mama sagde:
Det hjælper et helt Døgn paa Olivia, naar hun har været hos Ida Brandt.
Men om Søndagen var Du hos os ligefra om Morgenen. Husker Du, Jeres Sofie bragte Dig og "skulde hilse fra Fruen", mens hun tog Tøjet af Dig, det ene Stykke efter det andet, som om hun løste en Bylt op. Der var ingen, der forskrækkede Mama som Jeres Sofie:
Jeg véd ikke, sagde hun; men hun har Øjne, som søger hun alt Støvet paa Møblerne.
Moder havde det med at blive hed i Hovedet overfor fremmede Piger.
Mama sagde med sin allerhøfligste Stemme:
Vil Sofie ikke drikke en Kop Kaffe?
Og Sofie nød den, siddende ret op og ned, paa Stolen ved det sorte Bogskab, uden at mæle et Ord.
Vi var allerede ude af Stuen. Der var dejligt i den gamle Gaard (jeg tænker tit: Gud give jeg havde en saadan Gaard at sende mine Drenge ned i); Houmanns Lade med vore "Reder" i Høet og Dessaus Loft, hvor Du maatte vade gennem Kornet, Du i dine Brunelsstøvler. Men ja, hvor jeg regerede med Dig: jeg ser Dig, naar vi legede Berider i Værkstedet, hænge lydig i Trapezen i Spidsen af din store Taa med Øjnene stive i Hovedet af Skræk og Tungen ud af Munden, som naar Du skulde høres i Verber.
Naar vi legede Skib med Drengene, var det værst. Husker Du Müllers Sukkertønder, som var Kahytter. De var ogsaa "Blykamrene", naar vi var med i "Røver". Men det var værst, naar de var Kahytter, for det var altid os, der blev kommanderede derind, naar det "stormede" og Brødrene rullede dem "under høj Søgang". Du sad derinde med Kjoleskørtet op over Hovedet, Stakkel, som under et Regnskyl.
Det var ogsaa dér, Du fik revet din blaa Musselins paa et Søm.
Du var bare blevet siddende ganske stille og glattede og glattede Flængen over dine Knæ, uden at sige et Ord, og jeg stod foran Dig og saá kun paa Dig og begyndte at glatte med, med begge Tommelfingre, som kunde vi lime Riften, indtil jeg sagde, aandeløs:
Vi maa sige det til Mama.
Og vi gik, løb op til Moder og jeg sagde, lige indenfor Døren:
Ida har revet sin Kjole.
Paa "revet" begyndte jeg at græde, men Du stod lige stille:
Hvor?
Mama greb din Kjole i Sømmen og holdt den ud fra Dig som en Fane:
Ja, er det ikke det, jeg si'er, hvad maa Fru Brandt dog tænke om dette forrykte Hus?
Du stod og rystede uden at græde, og Mama rev Haaret bag Ørene løst med sin Hæklenaal:
Der maa gaa Bud efter Jomfru Finsen, sagde hun, ligesaa forfærdet som vi: tag Kjolen af.
Karen løb efter Jomfru Finsen, mens Du ventede i en af Moders Natkjoler og Mama blev ved sit om "Huset" og min Kjole, som jeg jo gerne kunde flænge, det var hun vant til.
Dér gaar Fru Brandt, raabte jeg, som var rykket op paa Forhøjningen.
Mama slap Kjolen:
Hun skal i Kirke, sagde hun saa, ligesom lettet; og vi saá begge to ud efter din Moders lige Ryg, der drog over Torvet.
Det er Pastor Hansen, der præker, sagde Mama.
Nej, sagde Du med en lille, tyk Stemme: det er Pastor Schmidt.
Mama slog Hænderne ned i Skødet:
Saa er de ikke hjemme far halv ét, sagde hun overbevist.
Da Jomfru Finsen kom, erklærede hun, at der kunde tages en Halvbredde ud og saa maatte Baglæggene rækkes.
Det vil ikke ses, sagde hun, mens hun maalte og synede den blaa Jomfru Finsen havde et Par Øjne, Stakkel, som grundede hun altid paa at skraa en Bredde :
Nej, det vil ikke ses.
Tror De? tror De? sagde Mama, der altid hørte paa Finsen, som talte hun Latin: ja, naar det blot ikke ses
Det saás ikke.
Drej Dig, min Pige, sagde Mama til Dig, der havde Kjolen paa igen: en Gang til. Nej, det ses ikke.
Gud være lovet, Finsen! Moder slog Armene ned i Skødet:
Nu vi! vi ha'e Crêmekopper.
Crêmekopper var Moders uomgængelige Tilgift til Sypiger. Der blev altid lidt af Butterdejgen siddende paa Finsens Underlæbe, i den Revne, som hun havde faaet af at overbide Traad.
Jeg fulgte Dig om Aftenen, da Sofie kom. Du tog mig lidt haardt i Haanden, da vi naaede ned paa Gaden. Da vi kom hen til Kælderhalsen, sagde jeg:
De spiller; jeg saá Frøknernes Skygger paa Jeres hvide Gardin.
Ja, hviskede Du med en lillebitte angst Stemme.
Vi kom ind og Du fik Tøjet af og vi kniksede rundt, først jeg og saa Du, og din Moder sagde over Kortene:
Har Ida været artig?
Ja; det var vist første Gang, Du løj, min Pige.
Ja, gaa saa i Seng. Du véd, om Mandagen øver Du Klokken syv. Godnat.
Du fik dit Pandekys og var afsted.
Farvel, sagde jeg ligesom i en Eksplosion. Og jeg løb hjem til Mama, saa jeg var ganske forpustet:
De saá ingenting.
Ih, Gud ske Tak, sagde Mama og satte sig haardt i Sofaen:
Naa, Ida har nu meget godt af at være med i lidt Uartighed, sagde hun. Jeg havde henne paa Forhøjningen hemmelig fat i Lektien:
Maa jeg spørge, Olivia, sagde Mama: begynder Du nu paa Lektierne? Tror Du, Ida Brandt stjæler Lys for at læse paa Sengen?
Ja, det var den Tid, og hvem kan begribe, hvor den blev af, og hvordan Aarene løb. Hvor jeg ser os paa Kirkegulvet, ved Konfirmationen, hvor vi alle var i hvide Burnusser og rødmossede af at græde og glathovedede. Gamle Pastor Bacher, det Skind, det gaar rent tilbage for ham, og de gaar alle til Pastor Robert, sidst havde Bacher kun syv og tyve.
Men Herren véd, hvor tit Du havde maattet høre mig i Salmer.
Mama blev ved at sige:
Jeg synes, Ida var den netteste Konfirmand. Den Pige har noget, naar hun holder sit Hoved, halvt nedefter, noget, der ikke ligner andre.
Og din Andendagskjole var blaa med smaa hvide Prikker.
Aa, den første Tid som unge Piger, hvor vi endnu øvede os i at gaa i de lange Kjoler, og Mama maatte sy mig "Rucher" for Hænderne for at skjule mine røde Haandled; og til den højeste Stads sad vi mellem de andre unge Piger, generte og ledeløse i vore sorte Kjoler, der var pyntede op med en Pibekrave, kære Du, hvor tit min maatte lægges ud i Brystsømmen.
I Julen var vi til det første Bal. I tre Uger havde jeg sovet med Handsker paa om Natten:
Man kan ikke, sagde Mama, tage paa Bal med de Hænder. Ida gaar i Huset, og dog har hun nettere Hænder end Du.
Vi kørte derhen i Jensens Vogn, Du og jeg paa Bagsædet, med to Skørter op over Hovederne, saa vi sad paa det Lærreds, mens Mama trykkede sig sammen paa Forsædet og Jeres Sofie knejste paa Bukken med dine Sko, indsvøbte i Papir.
Det ækle, gamle Rum i Klubben med Fugtighed ned ad Væggene og det graa Skærmbrædt. Husker Du Skærmbrædtet, hvor Fru Ferder regelmæssigt gik Ingas Hals efter med et dyppet Lommetørklæde.
Olivia, sagde Mama: om Du nu kunde lukke din Mund.
Hver Moder gav sine Formaninger og glattede Kjoler. Og midt paa Gulvet stod vi, rødarmede og forskrækkede og smilende, og Fru Ferder løb rundt:
Gud, Fru Franck, Deres er nydelige, blev hun ved at raabe. Hun havde et aabent Brev Knappenaale fæstet foran paa sit Bryst for at gaa Ingas Toilette efter. Det dundrede paa Døren: Luk op, luk op. Det var Nina Stjernholm i sin Pelskaabe:
Godaften, Godaften! Barn, Barn, jeg er kommet meget for silde, raabte hun, mens hun rystede paa Hovedet, saa alle Lokkerne fløj, og raabte paa Mama:
"Søde Fru Franck, hvor er Føllene?" Og hun mønstrede os og skubbede tykke Fru Eriksen til Side: Nydelige, nydelige, sagde hun i Farten:
Men lille Fru Franck, hvordan sidder mit?
Nina, dog, sagde Mama, hvor det sidder skævt.
Men, gør det? og Nina rettede og trak i Liv og Nederdel, mens Mama hjalp:
Men, hvorfor har De ogsaa alting siddende saa løst, Nina.
Mama var halvt fortvivlet og trak Lidsebaandet fastere i Halsen, mens Nina lo:
Lille Ven, sagde hun til Mama, En maa der til at være lidt god mod de ældre Mandfolk Har I til første? vendte hun sig til os.
Ida ikke.
Godt, saa hold Dem til mig, Frøken Brandt, jeg raader over et Par spæde Løjtnanter fra Frederits, og jeg ta'er Hofjægermesteren.
Balinspektøren dundrede paa Døren og spurgte, om Damerne var færdige, og Musikken begyndte at spille.
Saa, sagde Nina og slog Døren op. Jeg saá bare Lysekronen, Du, og den dansede allerede. Saa fik jeg Adolf Black, der var ligesaa befippet som jeg, fordi han var i Kjole, og jeg hørte Mama sige: Ryggen, Olivia, og jeg saá Dig, der kom bagved med en Løjtnant, der bed i sit Skæg.
Men hvor Gulvet var brillant, og hvor vi dansede.
Du stod et Øjeblik henne hos Mama med hende i begge Hænderne:
Aa, Fru Franck, sagde Du og lo saadan stille, det er saa dejligt at danse.
Nina var frygtelig. Hun havde stoppet sit Lommetørklæde ned foran paa Brystet og sagde til Kammerherren:
Kammerherre, se ikke paa mig, Fru Franck siger, jeg er meget for nedringet.
Nina, raabte Mama gennem den halve Sal. Men "Møllerne", de fløj, og Inga Ferder dansede, med den blaa Garnering slynget om Armene, medens Nina lod Hofjægermesteren binde sine Sko midt paa Gulvet:
Nina, raabte Mama.
Gud, Fru Franck, hvad skal jeg gøre? naar Baandet springer? Og hun satte sig, midt mellem de gamle Damer, og lo.
Men vi dansede. Jeg hørte Kaptajn Bergfeld sige til Mama: