Men vi dansede. Jeg hørte Kaptajn Bergfeld sige til Mama:
Det stille Pigebarn er nydeligt.
"Det stille Pigebarn" var Dig, min Pige, og Kaptajnen var en Kender.
Aa, ja den første dejlige Tid: da Sommeren kom og "Syforeningen" flyttede ud i Lunden og vi sad dér i en Rundkreds, bag Pavillonen, under Træerne, mens en af os læste højt. Men paa én Gang blev Nina ked af det og slog til Bogen, saa den røg, mens hun begyndte at synge. Og vi andre lo og stemte i med, saa vi sad og sang lige ud i Luften, op i Lindene.
Men saa kom allerede det Efteraar, da din Moder blev syg.
Du var henne hos os, kan Du huske, da Sofie kom løbende og ude i Gangen spurgte efter Dig. Du havde rejst Dig op fra Bordet og gik, uden et Ord, uden Farvel, bagefter Sofie, der løb hen ad Gaden. Du mødte Frøken Fischer og tog fat i hende og talte med hende og gik igen, hurtigere og hurtigere.
Jeg stod ved vort Vindu og vilde følge efter, men jeg véd ikke jeg var bange, saa angst, at maaske var hun død, og jeg sagde til Mama:
Gaar Du ikke med?
Og vi tog Tøjet paa og gik og kom ind i Jeres Stue, hvor alle Møblerne var flyttet, fordi de havde løftet din Moder og maatte bære hende; og Doktoren kom og Stuen blev fuld af Folk, til Doktoren sagde, de skulde gaa, og Frøken Fischer kom løbende med Is i en Skaal og blev ved at sige, mens hun græd:
Men hun har heller aldrig taget mod Raad, hun har heller aldrig taget mod Raad.
Jeg blev hos Dig om Natten og vi sad og vaagede inde i Dagligstuen og hørte alle Uhrene dikke og melde med snurrende Klokkeslag de langsommelige Timer.
Og vi hørte Vaagekonen hviske til Sofie og skifte Isen og vi sad igen og hørte Uhrene.
Men Du, Stakkel, vaagede mange Nætter siden.
* * * * *
Farvel, nu, min Pige. Gid det nye Aar maa bringe Dig rigtig megen Glæde. Vi paa Villaen, det véd Du da, ønsker Dig det Allesammen.
Og saa et Kys i Anledningen, skønt Du véd, jeg afskyer det Veninde-Kysseri. Ungerne hyler, jeg skal hilse Dig.
Din Olivia.
Ida Brandt lukkede Brevet og sad med Hovedet støttet mod Karmen. Ovre bag Søerne tændtes Lygterne, én efter én. Hun hørte Josefine, der bragte Aftensmaden og gik, og de Gamle paa Stuen, der begyndte at vende sig i deres Senge.
Hun blev siddende, endnu et Øjeblik.
Men pludselig raslede Nøglerne i Døren hos Kvinderne, og hun sprang ned med et Sæt, saa hun væltede Stolen: Det kunde være Professoren, han kom til saa mange Tider, og der var ikke tændt Lys.
Men nej, det var Hr. von Eichbaum fra Kontoret, der sagde:
Maa jeg gaa igennem, Frøken?
Værs'go'.
Hun tændte Lys, hun var blevet ganske stakaandet af Forskrækkelsen.
Hr. von Eichbaum blev staaende, mens hun tændte:
Det er s'gu sært, sagde han med sin lidt snøvlende Stemme: saa meget jeg er kommen til at tænke paa Ludvigsbakke, siden jeg er kommen ud paa dette forbandede Kontor.
Men der var osse saa dejligt, sagde Ida med en Stemme, som saá hun det for sig: saa dejligt der var ud over Bræstrup.
Ja, der var rart, sagde han og smækkede med sine Læber: det var den Gang.
Han blev staaende, mens hun hentede Stigen for at tænde Gasblusset over Døren til "A" og gik op ad den:
Nej, sagde han og saá op paa hende: der var s'gu ikke mange som gamle Konferensraad.
De vekslede endnu nogle Ord, mens hun gik ned igen og ind paa "A". Herren derinde, der sad i den store Hvilestol, løftede kun Hovedet, følgende hende med sine store, overskyggede Øjne, mens hun tændte Lysene paa hans Bord.
Hvem er det egentlig? spurgte von Eichbaum, da hun kom ud igen.
Jeg véd ikke, sagde hun: en Doktor ; og mens hun halvt lo, sagde hun:
Han er den eneste, jeg er forskrækket for.
Eichbaum lo: Han lader s'gu da til at være meget stilfærdig.
Ja, men jeg véd ikke det er ligesom han lignede et Spøgelse.
Et Spøgelse?
Ja, sagde Ida ligesom forlegent: et Spøgelse af et Menneske.
Hr. v. Eichbaum blev ved at le, uden at hans Blik slap hende.
Naa, Godaften, Frøken.
Hr. v. Eichbaum nikkede og lukkede sig ud, og Ida krøb op ad Stigen for at tænde Blusset over Døren til "Salen". Inde fra Kvinderne hørte man en skingrende Mumlen. Det var Frøken Benjamin, hun blev altid urolig hen mod Aften.
Ida Brandt stod uvilkaarligt og nynnede ganske sagte, mens hun delte Smørret af til Aftensmaden: hun tænkte paa Olivias Brev.
Og saa paa Ludvigsbakke.
Patienterne, der havde Kælderarbejde, kom op igen og begyndte at vandre rundt i Forstuen, urolige, underligt nussende, uden at lægge Mærke til hinanden, mens deres Tøfler klaprede, blev ved at klapre hen over Gulvet.
Lange Bertelsen, der "var gaaet istaa", gik ud og ind til Vaskebækkenet i Køkkenet og skyllede Hænder, et Par rødlige, klamme Hænder; hvert tiende Minut skulde han skylle de Hænder, som skulde han tvætte dem for tusindfold Synd.
Naa, Bertelsen, De er jo ren, sagde Frøken Brandt.
Ja, sagde han og holdt med ét op at vaske sig, som om han ikke mere huskede det. Han gik hen til Bordet, stod og saá lidt paa hende, saavidt han kunde, for hans Øjne var aldrig paa ét Sted :
Men hvad skal jeg her? sagde han med et Stød:
Vil De sige mig, hvad jeg skal her? hans Stemme hævede sig paa Gentagelsen.
De skal jo blive rask, Bertelsen, sagde Frøkenen og blev ved at smøre Maden.
Rask, han lo, som han snærrede, og man saá alle hans tætte Tænder; det var, som de var det eneste, der havde Farve i hans Ansigt, de glinsede:
Rask her, hvor man er lukket inde.
Og saa skal De spise, sagde hun: og saa er jo den Dag gaaet, Bertelsen.
Ja, ja, raabte hun ind paa "Salen", hvor de to Patienter allerede havde sat sig til Bords ved Enden af Sengene og slog i Gulvet med Tøflerne af Utaalmodighed: nu kommer jeg jo.
Hun lyttede først ved Døren til Frøken Petersen, der sov saa fast endnu, at man kunde høre hendes Aandedræt helt herud.
Frøken Petersen, raabte hun og bankede: De maa op.
Aandedraget hørte op, og langt om længe kom der et søvnigt "Ja". Frøken Petersen havde Nattevagten. Ida gik med Maden ud i Forstuen, hvor Manden med Bælterne drejede rundt endnu.
De skal spise, Schrøder, sagde Ida, lige foran ham, som talte hun til en Døv.
Hm; han saá kun paa hende.
De skal spise. Schrøder, gentog hun.
Hm.
Men det maa være nu hun blev ved at tale saa tydeligt, som havde Manden svært for at høre : for nu kommer Lægerne.
Og hun ledte ham ind, foran sig, hen til Bordet.
Man hørte allerede Lægerne paa Trappen, og Nøglerne lød i Døren. Det var Reservelægen og to Kandidater, bagest kom Frøken Helgesen, Plejemoderen, med Journalen. Hun bar den som en Retsbetjent et Aktstykke.
Patienterne rejste sig fra Bordet, og de tre Gamle i Sengene fulgte Lægerne med deres sært halvbrustne Øjne:
Der er jo ikke noget? spurgte Lægen.
Nej, Hr. Reservelæge.
Lægen gik alene ind paa "A" og lukkede Døren.
Kandidat Qvam svang sig op paa Forstuebordet og slog Benene sammen:
Vorherre frels os, sikken en Vagt. Elve indlagt og én af dem "pumpet".
Var det Opium? Frøken Helgesen talte til Kandidaterne forretningsmæssigt som til Kolleger.
Ja, det er en Klejnsmedesvend De si'er, det er Kærlighed, og nu har de slæbt ham paa femte Time op og ned ad Gulvet to Mand Vorherre bevar's, at Menneskenes Børn ikke kan lære at tage det med Ro Hvad siger De, Frøken Brandt?
Qvam sprang ned, for Reservelægen kom ud:
Qvam sprang ned, for Reservelægen kom ud:
De kan gerne lade Patienten trække lidt frisk Luft, sagde han; han var allerede ved Døren til Kvinderne.
Qvam gik bagest; han rystede paa Tærskelen sine Ben i de hvide Sportsbukser, som vilde han ryste Støvet af sine Fødder.
Ida gav de tre Gamle Mad, hun havde en egen, nænsom Maade at løfte dem op i Sengen.
Frøken Petersen kom ud af sin Stue, vims og forpustet:
Hvad er Klokken. Jomfru? sagde hun ind til Ida (Frøkenen havde ti sirlige Svingninger med Underkroppen for hvert Skridt, hun tog):
Mit Uhr er gaaet istaa.
Den er mange, sagde Ida. Den var altid mange, naar Frøken Petersen kom op om Aftenen.
Ak, ja, De er rar og venter. Jeg løber ind til The.
Ida nikkede kun, hun var saa vant til at maatte vente paa de andre en Halvtime efter Tjenesten. Hun satte sig ind under Blusset i Salen og gav sig til at sy.
Hvor godt hun dog huskede Karl von Eichbaum, nu, hun tænkte paa det, hjemme fra Ludvigsbakke ham og hans Moder, der altid sad helt oppe ved Bordenden, hun havde altid Konferensraaden til Bords.
Fru von Eichbaum gik Ture paa Klokkeslet og havde de to Stenbænke i Forvaltergangen, hvor hun hvilede for sig alene.
Hun sagde altid: Dér har vi jo den lille Frøken Brandt, som om hun opdagede hende paany hver Gang.
De tre Patienter sad ved Enden af Sengen og spillede Kort med Uldbukserne i Aal højt op om Benene. Men Schrøder vilde i Seng. Han sad i den bare Skjorte paa Sengekanten, Benene hang, som sad Knoglerne løse paa ham.
Nu maa De helt i Seng, Schrøder, sagde Ida.
Ja, svarede han og blev siddende med ludende Hoved.
Ida maatte rejse sig, før Schrøder fik løftet Benene besværligt, som var det noget, der krævede en tung Eftertanke: Saa, sagde hun og slog ned paa Tæpperne med begge Hænder: Det er jo meget bedre, naar De ligger ikke?
Hun blev ved at hjælpe med Tæpperne, mens hun tyssede paa Bertelsen: han blev altid saa voldsom ved Kortene. Saa hørte hun Frøken Petersens Nøgler og begyndte at pakke sit Sytøj sammen: hun skulde endnu kun aabne paa "A".
Herren paa "A" sad ved Bordet og løftede kun Øjnene for straks at begynde at skrive igen paa sine store Papirer. Det var altid Tal og Tal, han skrev, saa langsomt som han prentede dem.
Saa aabner jeg Skodden, sagde Ida og aabnede det høje Vindu.
Frøken Petersen stod udenfor ved Kighullet, da Ida kom ud.
Herren derinde rejste sig langsomt, og stille satte han sig op i Karmen.
Uden at røre sig sad han og saá ud i Natten frem mod Stjernerne.
Hvad er det, han altid sidder og regner paa, sagde Frøken Petersen.
Dr. Qvam si'er, sagde Ida, at han vil finde Lovene
Stakkel, sagde Frøken Petersen, der intet forstod, og hun gjorde et Jomfru-kast med sit Hoved, før hun gik bort fra Kighullet.
Ida aabnede Døren til den urolige Gang, hvor hun gik ind. To Portører holdt en død Krop mellem sig; dens Arme hang over deres Skuldre, mens de slæbte den.
Josefine, der sad paa Bænken under Vinduerne og skulde have to sløve Mandspersoner til at spise, sagde med et Kast med Hovedet over mod Portørerne:
Det er osse et Slid, nu har det varet fem Timer.
Portørerne drejede lige ved Døren til "den gode Gang", da Ida skulde ind, og den ene af dem sagde, seende paa det hængende Hoved:
Det er forresten et pænt Menneske.
Ja, sagde Ida og saá ind i hans Ansigt, hvis Læber var aabne som en Maskes og Portørerne vendte sig og slæbte Kroppen videre.
Inde paa den gode Gang stod Celledørene aabne og Patienterne blundede stille i deres Senge. I Spisestuen sad Frøken Friis, der havde Friaften og skulde i Theatret, med Kikkerten foran sig paa Bordet, og knappede Handsker:
Aa, sagde hun: dér har vi "Jomfruen"
Hjælp mig, hva'? hun strakte den ene Haand ud mod Ida, der altid skulde "hjælpe": jeg kommer meget forsilde.
Ida knappede Handsken, mens Plejemoderen, Frøken Helgesen, der sad bag Themaskinen i sin Yndlingsstilling med Armene overkors, sagde med sin meget tydelige Stemme:
Hvad har det Liv kostet?
Tak, Jomfru.
Frøken Friis spejlede sig en sidste Gang i det lille Spejl i Hjørnet; hun fredede endnu om det Ydre som to og tyveaarig, hun havde haft ubeskaaret for ti Aar siden, og Haaret maatte have sit ganske bestemte Fald i Tindingerne:
Jeg har faaet det af en Fætter i Aalborg, sagde hun, om Livet.
Frøken Krohn og Frøken Berg, der drak deres The ved den anden Bordende, sagde:
Uha, ja, nu skal man til at tænke paa Vintertøjet.
Og de begyndte at tale om Hatte.
Jeg laver mine selv, sagde Frøken Helgesen bag Maskinen.
Saa kom der en stor Kvindefigur frem i Døren:
Her stinker fint, sagde hun og førte en hvid Haand op til en bred Næse, mens hun saá til Frøken Friis. Det var Frøken Koch, Plejemoderen fra Kvinderne.
Ja, sagde Frøken Friis, der endelig var færdig og havde faaet fat i Kikkerten: jeg holder ikke af at lugte af Karbol udenfor Anstalten.
Godnat.
Frøken Koch kom ind i Stuen og satte sig henne i Krogen med Hænderne mod sine Knæ ligesom et Mandfolk:
Maa man være her lidt? sagde hun.
Og Frøken Helgesen, der havde nikket til hende, sagde fra Maskinen:
Frøken Friis holder meget af Klæder.
Frøken Berg og Frøken Krohn blev ved at tale om Hatte, og Frøken Koch sagde, mens hun kløede sig i det graa Haar, der var surret op i Nakken, som man surrer en Tovende:
Køb Jer et Par Skindhuer, Børn, de varer.
De to lo og blev ved med at diskutere Hattene: de maatte da ogsaa passe lidt til Frisuren; og de begyndte at tale om Haar, mens de to Plejemødre spurgte om de Indlagte.
Der var elve idag, sagde Frøken Helgesen.
Ja, og et svært Mas, sagde Frøken Koch.
Frøken Berg kunde ikke tænke sig sig selv uden Pandehaar.
Ja, sagde hun: om man havde Brandts Haar. Gud, Brandt, at De ikke "flammer" det.
Jeg har altid haft det saadan, sagde Ida.
Men Frøken Berg vilde prøve at flamme det og begyndte at purre op i Idas Pandehaar med en Lommekam: De er jo ikke til at kende, sagde hun og blev ved at purre op i Haaret: ellers ser De jo ud, som De var vandkæmmet.
Frøken Krohn, der sad og saá til med begge Armene paa Bordet, sagde:
Naa, saá De den ny paa Kontoret? Det kan nok være, Nakkeskilningen skinnede.
De snakkede om Hr. von Eichbaum, og Frøken Helgesen sagde, henne fra sin Plads:
Jeg finder, Hr. von Eichbaum er et meget net Menneske.
Frøken Koch gav Brillerne et Tryk over Næsen som for at se bedre:
Naa, sagde hun, det er et af de Mandfolk, der gaar efter Skørter.
Jeg kender ham, sagde Ida, der sad ganske rolig, med sit purrede Haar: hjemme fra Ludvigsbakke. Hun sagde altid "Ludvigsbakke" ligesom lidt sagtere end alle andre Sprogets Ord.
Men Frøken Krohn sagde og lod Fingrene løbe, som spillede hun en Hopsa paa Bordet:
Manden gaar med Stropper i Benklæderne.
Frøken Koch talte om Ludvigsbakke, der laa i hendes Egn, og om den gamle Konferensraad og Konferensraadinden.
Men hun var vel allerede i Jorden den Gang, De kan huske.
Ja, svarede Ida: Konferensraadinden var død.
Det var en dejlig Kone, sagde Frøken Koch: hun dyppede selv sine Bede, da hun var firs med Karlestrømperne trukne uden paa Skotøjet.
Frøken Koch lo ved Tanken om salig Konferensraadinden og hendes Uldstrømper:
Men nu er det vel snart tredive Aar siden. Naa; Frøken Koch rystede sit Skørt fortil; det var en Vane, hun altid havde, naar hun rejste sig: den Vej skal vi jo alle.