Skal De op, Brandt?
Ja.
Saa slaar vi Følge, sagde Frøken Koch: Godnat.
De lukkede sig ud paa Trappen ved den gode Gang, og de standsede ved Frøken Kochs Dør.
Ja, sagde Frøken Koch i en helt anden Tone og stod lidt ved Døren: Det var et herligt Sted. Hun tænkte paa Ludvigsbakke.
Godnat, Brandt.
Godnat.
Ida gik op og lukkede sig ud og ind ad Dørene henover Loftet og kom ind i sit Værelse. Hun tændte Lampen, der var dækket af en Sommerfugl (der var rundtom i Stuen saa mange smaa Ting, som hun og Frøken Roed sad og lavede under Nattjenesten, for at pynte) og hun stod lidt foran Kommoden og saá paa Billedet fra Ludvigsbakke, med det høje hvide Hus og Plænen foran med den nye Flagstang, og alle de Unge, der sad paa Trappen op ad Trinnene.
Der sad jo ogsaa Hr. von Eichbaum jo, det var ham hun havde vist ikke lagt Mærke til ham paa længe. Men hun huskede godt, Billedet var fra det Aar, da han var kommen hjem fra en Skole i Svejts og altid laa paa Græsplænen saa lang han var.
Og dér stod Konferensraaden ved Flagstangen.
Hun gik hen til Chatollet, slog Klappen ned og tog et Par andre Billeder frem. Dér var det fra Søen. Hun blev staaende med det og smilte: hm, naar det var tørt og der var Lavvande, og alle Herrerne og Agnes Linde vadede ud med bare Ben og pjaskede rundt mellem alle Fiskene. Hvor de morede sig saa. Men en Gang havde en Gedde bidt Agnes Linde i Læggen, saa Dr. Didrichsen maatte hentes.
Det var Fru von Eichbaum, som sad dér paa Bredden, under den hvide Parasol.
Hun lukkede igen Skufferne, der endnu var fulde af saa mange af Moders gamle Ting.
Ida laaste sin Dør, før hun gik i Seng. Hun tænkte paa Olivia og hendes Børn og paa Nina med hendes fire lange Drenge, som hun havde set ifjor, og paa sin Fader og paa sit Hjem derhjemme paa Ludvigsbakke.
Hun saá den store hvide Længe i Godsforvaltergaarden og Stuerne, hvor der var saa "blæst" og saa stille, med Blomsterne, i hvert Vindu fire og fire i de malede Potter; og Faders Konkylier, som hun aldrig maatte røre, skinnede rundt om i Hjørnerne.
Og hun saá Kontoret, naar hun bankede nederst nede paa Døren, da hun var ganske lille, og kom ind og sagde, de skulde spise. Faderen sad i sin lange Lærredsfrakke ved det grønne Bord, med den gamle Straahat paa for han "tog altid Haaret af", naar han var i Kontoret og hun krøb op i den store Armstol og ventede: alle "Fa'rs Fugle" sad rundtom, i deres store Kasser, under Glas.
Moderen aabnede Døren:
Brandt, jeg venter med Maden.
Ja, min Ven er Barnet her? naa.
Og han tog ned om Ida med et Par kærlige, aandsfraværende Hænder:
Ja, min Ven, ja, min Ven.
Hatten, Brandt, sagde Moderen.
De gik ind. Ida stolprede ved Siden af Faderen, der trykkede hende ind mod sit Knæ, saa hun snublede over hans Støvler.
Brandt, sagde Moderen, jeg véd ikke, hvordan Du gaar med Barnet.
Efter Middag satte Faderen sig hen i Sofaen med et Lommetørklæde over sit Ansigt, Moderen sad i sin Stol ved Vinduet. Lidt efter sov de ind.
Ida listede sig stille rundt og lukkede Dørene paa Klem. Saa satte hun sig paa en Skammel, mens Forældrene sov.
Efter Middag gik Moderen og Ida til Kaffe hos Madsens i Skolen. Den laa ved Kongevejen, hvor Vognene kom forbi. Der kørte Apotekerens Frue fra Bræstrup.
Hun havde jo nu købt sig en Symaskine i København.
Ja, Madam Madsen havde været henne at se den. Men hun troede nu, det var holdbarere i Haanden.
Moderen nikkede.
Men De véd jo, de skal prøve alt i Apoteket, sagde hun.
Ida sad paa en lille Stol og lærte at strikke og havde sin egen lille Kop.
Naar Moderen og Ida gik hjem, tog de Vejen forbi "Gaarden". Der brændte kun, hos Frøken Schrøder og henne hos Forvalteren, to ensomme Lys.
Godaften, lød det. Det var Forkarlen, Lars Jensen, han rejste sig fra en Bænk.
Godaften, svarede Moderen.
Og de gik videre, ind i den mørke Godsforvalter-allé.
Hjemme hørte de Latter helt ud i Gangen. Det var Skovrideren, som var kommet over til The. Moderen gik ud for at lave til, og Ida kniksede først for Fruen, en ganske spæd lille Dame, der havde givet Livet til elve Drenge, og hvis Øjne var blevet større og større for hver Fødsel og saa for Skovrideren.
Naa, hvordan gaar'et med Tøsen, sagde han og løftede hende op i begge Arme, med et Sving. Lund var en vældig Mand i Bredden, der lo, saa han blev rød helt ned i Nakken.
Lund, Lund, Du er saa voldsom, sagde Fruen: Du er kun vant til at tumle med Drenge.
Uha! sagde Lund og blev ved at svinge hende: hun har s'gu godt af'et. Det sætter Blodet i Bevægelse.
De gik ind at spise: Aa, sagde Fru Lund (for der var intetsteds, hvor der var saa mange kønne Ting paa et Bord som hos Godsforvalterens): hvor maa det være dejligt at kunne holde alting saadan som De, Fru Brandt.
I Skovridergaarden gik det lidt hulter til bulter; elve Efterkommere var mange.
De talte om Egnens Nyt og om Symaskinen. Skovrideren havde været inde at se, hvordan den løb.
Man skal jo syne Kunstværket, sagde han.
Det er jo en Haandmaskine? sagde Fru Brandt.
Ja; men Fanden véd, om det holder.
Jo, Lund, sagde Fruen og saa hen for sig: det maatte nu alligevel være rart i et Hus, hvor der er mange at sy om.
Lund bare lo:
Naa, født Silfverhjelm Apotekerfruen anbragte dette sit Frøkennavn under Mogensen paa sine Kort kunde s'gu nok blive færdig med at sy sin Smule Skørter i Haanden.
Men der er jo dem, sagde Fru Brandt, bydende et Fad frem: som gerne vil være blandt de første til at ha'e en Ting.
Og naar man saa, sagde Fru Lund, ikke har andet at tænke paa, saa er det jo rimeligt.
Fru Lund, der altid talte i en Tone, ligesom hun tyssede paa nogen, gik over til at tale om Prisen paa Smørret:
Nu var Levy igen gaaet fire Skilling ned.
Fru Brandt forstod det ikke, for hun havde hele Tiden holdt Prisen.
Ja, sagde Fru Lund og rystede paa Hovedet, hvor hun i Nakken havde fire smaa Krøller, som var ombunden med et Fløjlsbaand: men det kommer vel af, at det hjemme hos os ikke altid arter sig ligedan Gud véd, hvordan det gaar til.
Saa ta'er vi os en Snaps, Skovrider, sagde Brandt, der sad og saá, saa paa den ene og saa paa den anden: Har Barnet noget?
Ida smurte selv med en Kniv uden Egg: Man maa vænne Børn, sagde Moderen: de har godt af det.
Skaal, Forvalter, sagde Skovrideren, og de talte om, naar Konferensraaden kunde ventes. Det blev næppe før om et Par Maaneder, i Slutningen af Juni.
Naar det kønne er af Skoven, sagde Skovrideren.
Efter Bordet skulde Ida i Seng. Faderen tog hende op paa sit Knæ, da hun sagde Godnat, og lod hende ride.
Du støder s'gu Peber med Barnet, sagde Skovrideren og lo, og Ida sagde Godnat til de andre, en efter en.
Skovriderens gik Klokken ti.
Har Du Armen, sagde Lund, for mørkt er det.
Madam Brandt er s'gu lidt stikken alligevel, sagde han: hun kan s'gu ikke glemme, En har kendt hende som Husjomfru og de Ting.
Men de er dog hjælpsomme, Lund, sagde hun.
Til det svarede Skovrideren ingenting. Men hun fylder jo godt for en Bordende, sagde han kun.
Og hvor er der sirligt, sagde Fruen. Det var altid hendes dybe Undren, naar hun var hos Fremmede.
Lunds gik hjemad.
Men Fru Brandt var rundt at lukke for sine Sølvsager.
Ida havde Barneselskab, som skulde være nu, før Konferensraaden kom.
Børnene drak Chokolade paa Højen, der stødte op til Herskabets Have.
Børnene drak Chokolade paa Højen, der stødte op til Herskabets Have.
Smaapigerne sad, stivede, paa Rad. Kroens to sad ved Enden af Bordet i skotsktærnede Vinterkjoler og med Ørenringe, mens de alle drak og spiste.
Fru Brandt, der gik omkring, i hvidt Sjal, og skænkede, sagde:
Ingeborg har vist ingenting?
Ingeborg var Herredsfogedens Eneste og havde filerede Halvhandsker med graa Sløjfer.
Man hørte ikke et Kny.
Ida, der var den mindste af dem alle, gik rundt og viste sine Dukker frem til dem, der var færdige; mens Skovriderens to yngste, Edvard og Karl Johan, der havde sprukne Hænder, (Gud véd, hvordan det gaar til, sagde Fru Lund: men alt Snavs falder i de Drenges Hænder) slog frem mod Kagefadene med et pludseligt Tag, som om de rapsede, hvad de nød.
Sofie, sagde Fru Brandt, der saá ned over det stille Bord: der er ikke noget dernede; som gjaldt det kun om at fylde i dem.
Nej, Tak, sagde Ingeborg, hvem Fru Brandt bød igen: vi spiser til Middag saa sent.
Kroens to havde vendt Overkopperne.
Brandt kom frem nedenfor Højen, hans Benklæder kom saa let ind i Skoene bagtil, naar han gik:
Naa, naa, her er Selskabet, sagde han og kom op: Har I faaet no'et? sagde han. Naa, naa, han gik rundt og kneb dem i Kinderne og nævnte forlegent deres Navne, for han vidste ikke andet at sige, mens Smaapigerne skubbede sig og saá ned i deres Skørter.
Men saa skulde I lege, sagde han.
Saa skulde de lege, gentog han til Konen.
Men der er maaske nogle af Børnene, der vil ha'e mere, svarede Fru Brandt.
Nej, sagde den ældste fra Kroen kort, bag Overkoppen, afgørende det for alle.
Men saa skal I lege, blev Faderen ved i samme Tone, han vidste ikke, hvad de skulde lege.
Vi kunde kaste med Lommetørklæde, sagde Ingeborg fra Herredsfogeden, mens Smaapigerne blev siddende rødhovedede og stille.
Ja, ja, men Børn maa støje, sagde Brandt, Børn maa støje, de maa røre sig. Og paa én Gang sagde han, helt forpint:
Jeg henter Schrøder, min Ven, og gik.
Skovriderens to mumlede no'et om, at det med Lommetørklæde forstod de ikke, og de stillede sig op og mulede henne ved et Træ.
Ja, vil Du begynde, sagde Ida, der hang paa Kanten af en Bænk ved Siden af Ingeborg og hun rakte hende et Lommetørklæde, som var alt for lille til at kastes.
Brandt løb gennem Haven, ind gennem Herskabets Laage. Oppe i Hovedbygningen stod alle Døre paa vid Gab og der lugtede af stivede Gardiner og Renlighed.
Frøken Schrøder stod midt i Salen paa en Stige, i de bare Strømper: hun holdt af, i en travl Vending, at kaste Skoene:
Beva'rs, Godsforvalter, De vil hente mig, raabte hun og lod Armene falde.
Ja, lille Schrøder, De maa over det kommer ikke i Gang, sagde Brandt, der skød Brillerne op og ned: man véd jo ikke, hvorledes de Børn skal mores. Han rykkede op i begge sine Benklæder:
Jeg tror, der er halvtreds, sagde han.
Jøsses, ja, og Schrøder tog sig til Haaret: men her ligger jeg midt i det.
Schrøder saá sig rundt, der laa Gardiner paa alle Stole: Og imorgen har vi dem, sagde hun. Hun kom ned af Stigen og fik Skoene paa sig med et Klask: Det er grueligt med den Varme om Benene, sagde hun.
Schrøder havde det med Varme allevegne, og fra den første Junidag var hun evig paa Vej gennem Haven med et Lagen; hun badede i Dammen: Der er ingenting paa Jorden som Vand, sagde hun.
Naa, i Guds Navn, hun saá til Gardinerne: saa hænger vi op inat.
Nede paa Højen var de begyndt at trille med Laag.
Vor Herre bevares, sagde Schrøder og saá ud over Gruppen: hvad er dette for en Altergang? Her maa vi ha' Benene rørt.
Hun fik Børnene op i Rækker og de begyndte at marchere. Ida tog hende i Haanden og, da de var gaaet et lille Stykke, kom Herredsfogedens Ingeborg og tog Schrøders anden Haand:
Se, sagde Foged-Barnet til Schrøder, jeg har Broncesko.
Men Skovriderens Drenge gik og klaskede Kroens Pigebarn bagi, for de kom sidst.
Lidt efter legede de Enke nede ved Dammen. Brandt var fulgt med og af lutter Glæde stod han Børnene i Vejen, hvor de saa skulde løbe:
Nu ka' man da høre dem, sagde han.
Ja, sagde Schrøder og skød til sine Ærmer: men jeg har tolv Fag at hænge op.
Fru Brandt og Sofie gik, lige ranke, med Fadene med Smørrebrød, gennem Haven op paa Højen for at dække.
Ida var saa lykkelig. Hun løb to Gange hen og kyssede Schrøder paa Haanden, uden at sige et Ord
"Herskabet" skulde i Skoven paa to Vogne og var svunget ud af Indkørselen, mens Konferensraaden sad midt i Ungpigevognen som en Bisp. Fru Brandt gik over til Hovedbygningen med Stedets Avis.
Schrøder stod i Fadeburet, hvor hun havde pakket Madkurvene.
Pyh, jeg har ikke et Stykke under, sagde hun og slog sig fortil, paa den Sirtses: Og nu kan man begynde at rydde op i Gæsteværelserne.
Hun løb ud gennem Køkkenet, hvor tre tilbundne Husmandskoner passede Folkenadveren, og over Gangen ind i Gæsteværelserne.
Naa, sagde Schrøder, her flyder det.
Alle Dørene mellem Kamrene stod aabne og Kufferterne havde ingen lukket. Kjoler og Skørter laa der og hang der. Schrøder snakkede, mens hun hængte op og flyttede.
Fru Brandt sagde ikke noget, men gik rundt og løftede Nederdelene op, saa hun kunde dømme om Stofferne:
Ja, de kan, sagde hun.
Naa, sagde Schrøder og vendte sig; hun var iforvejen: med Undertøjet er det nu ikke altid saa stort hos de Københavnere Det kan man se paa saa tit her maa vaskes.
Fru Brandt svarede ikke og talte ikke, (det var til ingen Tid Fru Brandts Art at spørge, hun brugte kun sine graa Øjne), mens Schrøder løb foran og regerede og snakkede:
Ja, Gud véd, hvad det kan bli'e til med Frøken With og Falkenstjerne Men de passer, véd De hvad, lange Mandfolk med smaa Koner det slaar altid til.
Og hun er en nydelig Pige, sagde Schrøder.
Hun slog en Kuffert til og sprang i Tankegangen:
Frøken Adlerberg, sagde hun, har et Liv, véd De, det var nydeligt at ha'e ved en Lejlighed. Naar man kunde la'e Jomfru Jensen komme et lille Løb herop fra Bræstrup en Middagsstund.
Jomfru Jensen var Syjomfruen i Bræstrup og hun tog undertiden et Mønster i Gæstekamrene om Sommeren.
Det er "Garibaldi", forklarede Schrøder, der gik ind i det inderste Værelse, hvor to strænge Kufferter stod lukkede med Laas og Kjolerne hang paa Knagerne, indvundne i Tyl.
Det er Fru v. Eichbaums, sagde hun.
Frøken, Frøken, raabte Ida udenfor Vinduet.
Dér er Barnet, sagde Schrøder og strakte sig frem og løftede "Spirrevippen" ind, før hun løste et langt og bredt sort Moiréeslæb ud af et Tyl, helt frem i Stuen.
Det er hendes Slæbkjole, hva'? Den er foret.
Mens Ida stod og stirrede op i det meget Silke, lo Schrøder og holdt Skørtet ud over hende som en Kaabe; men Fru Brandt følte ind paa Foret:
Foret er af gammelt, sagde hun.
Ja, sagde Schrøder, men véd De hva', det er dog storartet, hvad de faar ud af 'et.
Det var altid Schrøders Undren overfor Københavnerne.
Og saa gaar vi, sagde hun.
Da de kom til det sidste Vindu, satte hun med et Tag Ida ud paa Græsgangen igen:
For ellers vokser Du ikke, sagde hun og lo: Og saa skal der tælles til Vask.
Ja, jeg kan vel ikke være til nogen Tjeneste, sagde Fru Brandt, der allerede stod i Gangdøren.
Aa nej, sagde Schrøder, man maa selv gaa og stampe i 'et.
Hun blev staaende et Øjeblik paa Trappetrinnet og saá efter Fru Brandts Ryg, mens Fruen gik hen over Pladsen: