Nej, det vil sandelig ikke være let, sagde hun endnu en Gang og hørte Fru Brandt sige:
Ja, Brandt og jeg er jo barnefødt paa Stedet.
Fru Reck ventede et Øjeblik:
Ja, sagde hun saa: Reck og jeg, vi er jo Byfolk.
Fru Brandt havde utvivlsomt set det, men hun sagde kun og rejste sig:
Hvis Fruen nu vil nyde noget.
Og de gik ind i Spisestuen.
Fru Reck troede aldrig, hun havde set saa megen Mad, og hun blev ved at spise og spise, ligesom hun ikke turde andet, mens Fru Brandt bød og bød, uden selv at spise som barrikaderet bag al sin egen Mad.
Hun talte om Byggegælden; vi har jo maattet bære den, sagde hun, mens hun blev ved at byde, med samme kolde og tørre Stemme og Øjnene ufravigelig fæstede paa Fru Reck, som havde hun Lyst til at kvæle Gæsten i al sin Mad.
Ja, sagde Fru Reck, her er jo gjort saa meget véd vi.
Fru Brandt svarede:
Her var Stengulve, da vi kom.
Fru Reck tænkte, der kunde gerne være Stengulve endnu.
Efter Bordet gik de rundt i Huset, Fru Brandt forrest, aabnende, lukkende, visende alt fra Stue til Stue, fra Rum til Rum.
Fru Reck, der frøs i sin tynde Bykjole, sagde:
Tak, nu har jeg jo set det men Tak, nu har jeg jo set det, Fru Brandt.
Men Fru Brandt gik videre, forevisende alt: Kælder, Mælkekælder, Kartoffelkælder, Lofter, det hele Hus, hele det fejlfri Hus, hun havde grundet, og som hun skulde forlade, hun, Enken.
Hun talte om Sengene, deres egne Senge, Folkesengene, Gæstesengene. Fru Reck sagde:
Ja, hvad der maa anskaffes.
Her er Skabrummene, sagde Fru Brandt, da de endelig kom ned i Gangen.
Hun aabnede sine Skabe, visende Linnedet, Puderne, Vaarene, Omhængene; udkrammende sin Bondevelstand; talende en Kende højere, med smaa Trækninger om sin Mund, i en pludselig enkeagtig Skadefryd.
Fru Reck tænkte ved sig selv:
Nej, hun skal aldrig over min Dørtærskel; og sagde:
Ja, Fru Brandt, naar man blot var halvt saa dygtig en Kone som De.
En maa jo holde sit Hus, sagde Fru Brandt, der lukkede sine Skabe og tog Klodstøfler paa: de skulde se Haven. Da de kom derud, mødte de Ida, der kom med Schrøder, som vilde se den nye Kone.
Jeg er Husjomfruen paa Gaarden, sagde hun og gav Fru Reck et Haandslag med en rød Haand. Fru Reck følte ligesom en Lettelse og sagde meget venligt bøjet ned over Ida, der stod hos Moderen:
Det er Deres Datterdatter, Fru Brandt.
Min Datter, svarte Fru Brandt, og de blev alle røde i Hovederne paa én Gang, mens Fru Reck gjorde Stillingen endnu værre ved at sige:
Her har Du rigtignok haft en dejlig Have.
Ja, mumlede Ida og trak i sin Haand, som Fru Reck holdt.
Der var ingen, der talte mer, før de igen kom ind i Gangen, hvor de saá Apotekerfruen, som var arriveret i Ponyvogn og iført Søløveskindspels. Hun begyndte at kysse løs paa Fru Reck, uden at se til de andre, under en Strøm af Ord:
Søde Henriette (de var Skoleveninder), sødeste Henriette, hvor har jeg dog glædet mig, kære Du, over dog at faa et Menneske til Egnen, én af sine egne (de havde næppe set hinanden i tolv, femten Aar), det kan saamæn behøves
Fruen fra Apoteket blev ved:
Ja, bedste Fru Brandt, jeg ta'er af mig. Henriette, kære Du, her er jo hundrede Ting at tale om.
Hun gik ind i Stuen, forrest, med Fru Reck om Livet, mens hun blev ved at tale om Huset og sin Glæde og hvad der maatte anskaffes.
Véd Du, kære, her kan blive nydeligt. Ja, Fru Brandt, De véd, jeg har sagt det saa tit, jeg holdt jo ikke ud i disse Stuer en Time, med alle Møbler saadan klistrede op ad Væggene.
Vi har nu været tarvelige Folk, Fru Mogensen, sagde Fru Brandt og bød til Sæde. Ida og Schrøder holdt sig i en Krog.
Fru Mogensen blev ved at tale: Her var jo egentlig kun tre Stuer. Dit Klaver, Henriette, er vel Hornungs? Deres, lille Fru Brandt, er jo tysk Men der er jo ogsaa blevet spillet saa lidt her i Huset.
Hun stod i Døren mellem de to Stuer, stadig talende, pegende og raadende, placerende Møbler, fejende de gamle Sager ud, saa inderlig venlig mod Fru Brandt, venlig, som om hun slog hende:
Der sætter Du saa det, og der det søde Henriette her kan blive nydeligt
Fru Brandt bød Kaffen om i Sølvkanden, Brandts Hædersgave, den fra Jubilæet.
Ogsaa Fru Reck blev ivrig og talte om sine Møbler og Gardiner og Dørene, mens Fru Mogensen Hyttede Sølvkanden for at tegne et Udkast til de Reckske Stuer paa Fru Brandts Dug.
Hun bad om en Alen. For Du maa jo dog ha'e Maalene, sagde hun, og Ida bragte Alenen, mens Fru Reck tog Maal, staaende op paa en Stol, passerende over Gulvene, opmuntret og spørgende Fru Brandt om gode Raad.
Ikke, lille Fru Brandt, ikke sandt, lille Fru Brandt, sagde hun hvert andet Minut, mens hun ophængte usynlige Gardiner, arrangerede de fremmede Møbler og Stykke for Stykke søndrede det gamle Hus. Fru Brandt svarede stadig i smaa Sætninger, og Schrøder stod og pustede over sin Kop: hun syntes, Kagerne blev til store Klumper i hendes Mund.
Jo, Du, jeg tror virkelig ogsaa her kan blive ganske net, sluttede Fru Reck og sprang ned af en Stol.
Lidt efter tog Fru Mogensen Fru Reck med hjem til Apoteket i sin Ponyvogn.
Hun stod endnu i Døren Fru Reck var paa Vognen og sagde Farvel:
Ja, kære Fru Brandt, sagde hun og lagde mildt begge sine Hænder om hendes: det maa jo være lidt svært
Hun blev staaende et Øjeblik, og mens hun saa Fru Brandt lige ind i hendes Ansigt, sagde hun en Gang til og førte sine Hænder hen over hendes Arm:
Rigtig svært.
Saa var Vognen borte.
Schrøder skyndte sig at komme bort. Hun brød sig ikke om at være der alene:
Naa, sagde hun: Farvel i Længen. Saa fik Apoteket da endelig en Gang taget Maal af Godsforvaltergaarden.
Schrøder gik.
Fru Brandt vaskede selv Porcelænet af og samlede Stykke for Stykke i brede Stabler. Men saa paa én Gang satte hun sig ned paa Stolen ved Buffet'en. Fru Brandt græd.
Ida blev staaende Foran hende: hun havde aldrig set sin Moder saadan rigtig græde.
Saa rørte hun sagte ved hendes Knæ. Og Fru Brandt tog Barnet op til sig, mens hun blev ved at græde.
Men om Eftermiddagen kom hun ned forbi Apoteket, i Sørgeslør, med en Krans. Hun vilde paa Kirkegaarden Der var Musik derinde, i Apoteket.
* * * * *
Det begyndte at mørknes, mens Schrøder blev ved at gaa ude i Haven spejdende bøjet over den sidste Sne; der var altid Vintergækker, her paa det Sted, de første.
Men de var jo saa spæde og svære at hitte.
Hun havde fundet ti, tolv, fine og kolde. Dem vilde hun da gi'e Fru Brandt, før hun skulde rejse.
Hun kom ind i Stuerne, der var nøgne og bare. Ida gik og tullede, indhyllet i et Sjal, og havde ikke det Sted at være. Mørkt var der og Halm laa der over Gulvene.
Er det Dig, Tut, sagde Schrøder, forsøgende at anslaa en glad Tone.
Ja, sagde Ida.
Herregud, hvor de er kolde, sagde Schrøder, og "krøllede" hendes Hænder.
Mo'r er inde, sagde Ida.
"Inde" var Sovekamret. Nu var der pakket og ryddet otte Dage, Stue for Stue, som mistede de et Stykke af Huset for hver Dag. I Sovekamret stod der i den bare Vinduskarm et Lys i en Flaske. Ellers var der kun Sengen og Folkenes gamle Klædeskab. Paa Sengekanten sad Christen Nielsens Kone, og Fru Brandt gik rundt i et sort Sjal.
Christen Nielsen kom, talte lavmælt og langsomt, med Hænderne paa sin Mave: Men saa blev 'et ved det, baade med Smørret og Skinkerne det vild' 'et blive.
Fru Brandt gik og pakkede det sidste sammen, mens han talte: nu havde hun vel sanset alting, faaet gjort alle Aftaler For fra Godset fik hun det dog billigst, naar hun skulde købe. Det skyldte de hende vel, idetmindste.
Fru Brandt gik og pakkede det sidste sammen, mens han talte: nu havde hun vel sanset alting, faaet gjort alle Aftaler For fra Godset fik hun det dog billigst, naar hun skulde købe. Det skyldte de hende vel, idetmindste.
Ja, ja, sagde Christen Nielsens Kone:
Saa skal 'et vel vær': og hun rejste sig fra Sengen.
Ja, det maa det vel, sagde Schrøder og lagde Vintergækkene paa Sengekanten. Dem tog Ida, hvem Moderen gav Vanter paa, og holdt dem krampagtigt, mens de tre andre blev staaende stille og saá hen paa Lyset i Flasken.
De hørte Vognen rulle op for Døren, og Sofie kom ind, bunden til, saa man bare saá hendes Næse. Hun tog Lyset, og de gik alle ind gennem Stuerne. Fru Brandt havde slaaet sit store Slør ned for Ansigtet. Men Ida gik med de tolv Vintergække i Vanten.
Ude i Gaarden stod Lars ved Hestene. Bæsterne var de gamle. Men Vognen, det var Godsherrens Jagtvogn, for Brandts Kaleche var "gaaet underhaands".
Fru Brandt kommanderede, bag sit sorte Slør.
Jeg kommer straks, sagde Schrøder og løb over mod Hovedbygningen.
Der var mange Sække og Krukker, der skulde staa lige, og Fru Brandt blev ved at kommandere, bag sit Slør. Forvalteren kom til, og de hjalp alle til, mens ingen talte uden Fru Brandt, og Ida kom op i Vognen og saa Fruen.
Schrøder kom løbende tilbage. Hun havde en Pakke, sagde hun: den var til Tut; det var Huset, som Frøken Rosenfeld havde tegnet i Sommer. Og Tut skulde ha'e det til et Minde, sagde hun og stak det op i Vognen, mens hun græd.
Saa var Sofie oppe og Lars sagde langsomt:
Har Fruen mon mere?
Der var ikke mer. Ida sad saa sært lillebitte, ved Siden af sin brede Moder, og Schrøder blev ved at græde.
Saa kørte de.
De andre blev staaende paa Trappetrinnet og saá efter dem; nu var Vognen væk.
Uden at sige noget gik de ind, og Schrøder tog Lyset, der stod og flakkede i Gangvinduet, og holdt det op i Døren, ind mod de nøgne og øde Stuer. Saa tændte Forvalteren en Lygte, og Schrøder slukkede Lyset mellem sine to Fingre.
Det er ligegodt smerteligen, sagde Forvalteren.
De traadte ud og laasede Gangdøren. De gik bort.
Det er ikke saa lig' til, sagde Christen Nielsens Kone, naar Forsørgeren falder fra.
Og saa skiltes de.
Barndomsaarene i Horsens kom. Og saa det første, lyse Ungdomsaar og siden de lange Sygdomstider, de lange Dage:
Huset var ved at vaagne.
Sofie Pige begyndte at rumstere ude ved Skorstenen. Ida hørte det, halvt i Søvne, og helt mekanisk satte hun de bare Fadder ud paa det strikkede Tæppe foran sin Seng.
Nu maatte hun op. Hans Christensen var der med Mælken.
Hun tændte ikke Lys, men listede sagte rundt i Mørket og fik Klæderne paa sig. Hun saa blot Moderen, der sov siddende oprejst i sin Seng, som en bred Skygge, der dækkede Daglysningen bag Gardinerne.
Ude i Køkkenet var Hans Christensen allerede kommen, og han fik Mælkepengene, der laa aftalte i Køkkenrækken:
Ja, kold er hun nu til Morgen, sagde han:
Nu er Kæret da bundfrosset hjemme ved vores
Han gik et Par Skridt paa Træskostøvlerne, saa det lød, som skulde han afsted, mens Ida fik rakt ham Kaffekoppen og Sofie flyttede Kar ved Skorstenen, for det traf sig, at Fruen kunde vaagne og høre, at de stak Kaffen til Hans Christensen.
Fa'vel, sagde Hans Christensen, naar han havde drukket, og han løftede Klinken ligesaa stille.
Ida havde det frosne Smør henne ved Varmen for at linde: nu var det svundet igen. Hun tænkte det nok, for hun havde hørt Hosesokker henover Loftet iaftes.
Hun gik ind i Stuerne og hun begyndte at tage Stykkerne af Stolene og at tørre af, mens hun sagte flyttede den lille lavbenede Lampe fra Møbel til Møbel. Det var egentlig hendes bedste Tid, saadan om Morgenen, medens Moderen sov og hun kunde sysle om, ganske stille, i sine egne Tanker:
Aa, der var nok at tænke paa der var jo altid det med Pengene og altid maatte det skjules Nu var Hans Oles Enke ogsaa død. Saa fik de vel heller ikke den Slagtning til givende længer, der var snart ingen af de Gamle paa "Bakken" mere og hvor kunde man forlange, at de Unge skulde huske dem
Nu var ogsaa Christian fra Møllen ledig igen saa gik der altid næsten det dobbelte med men det var jo saa rimeligt, at Sofie stak til ham, naar hun holdt af ham, den Stakkel.
Ida standsede foran Spejlet og strakte sig for at pudse det; hun havde saadan en udpræget ungpigeagtig Bøjning af sit Hoved:
Saa kom ogsaa Barnedaaben hos Olivia, saa snart det blev mildt i Vejret Hun maatte da gi'e Ske og Gaffel, naar hun skulde være Gudmoder.
Hun blev staaende foran Spejlet og smilte:
Aa, saa tæt Haar, han havde, det Puds, og saa lignede han Jørgensen grangivelig i Øjnene.
Ida blev ved at smile, hun tænkte altid saa mange glade Ting, naar hun tænkte paa Teglværket og Olivia Jørgensen.
Hun begyndte at vande Blomsterne og flyttede dem fra Gulvet op i Karmen. Moderens Myrthe var saa tung, den havde snart en Stamme som et Træ. Hvor frisk den stod. Ida afpillede ogsaa altid hvert eneste vissent Blad. Hun vidste ikke hvorfor, men hun syntes den Myrthe var ligesom Mindet om hendes Fader.
Ida, Ida.
Det var Fru Brandt, der var vaagnet, og Ida slap Planten:
Ja, Mo'r.
Ida begyndte at sysle om Moderen, sysle og fortælle, binde og løse og fortælle, mens hun klædte hende paa: de kunde vente Lunds idag for de kom jo fra Brylluppet og Kæret var bundfrossent nu, sagde Hans Christensen.
Ida blev ved at fortælle; Fru Brandt saá bare ned paa hendes forskræmte Hænder:
Du har din Fa'rs Fingre, sagde hun: de løber rundt.
Da Haaret var sat, kom al Husets Mad ind og skulde synes, paa Dynen. Sofie gik, træg og mut, og bragte den ind, Fad efter Fad, mens Fru Brandt sad op i Sengen med de store Valke i Haaret, og tog et langt Øjemaal af Levningerne.
Hun sagde ikke noget, men tog kun sit tavse Maal, mens Ida saá ud som en Toldbetjent ved Kassesyn og Sofie stod ved Sengen, ret op og ned som en Stok.
Og saa skulde vel den Steg, Mo'r, steges til Lunds, sagde Ida.
Hvis de kommer, sagde Fru Brandt.
Ida var igen begyndt at sysle om hende: Men de kommer da altid, Mo'r, sagde hun, naar de er i Byen.
Ja, sagde Fru Brandt: det er jo altid billigere end paa Gæstgivergaarden.
Hun var kommen ud af Sengen og skulde ind i Stuen. Ida og Sofie maatte støtte hende, én under hver Arm (Fru Brandt var aldrig saa tung, som naar hun skulde flyttes), og hun kom hen i Stolen ved Vinduet. Der laa Guldtøjet og ventede paa Bordet. Uhrkæden hængte Ida om hende.
Uhret, sagde Fru Brandt.
Her, Mo'r.
Hun skulde have Idas Uhr foran sig paa et Stativ, ved Siden af sin Pengepung. Endelig var hun bragt helt til Sæde. Døren til Køkkenet blev lukket op paa Klem, saa hun kunde "høre".
Fru Brandt bøjede Hovedet til en Hilsen. Kæmner Sørensen var naaet op paa sin Genboforhøjning og hilste : Han faldt af, han faldt meget af iaar, Kæmner Sørensen; han kunde knap faa Aviserne slaaet op, naar han vilde læse.
Fru Brandt blev ved at se over paa Kæmner Sørensen. Hun havde det samme Blik, naar hun saá paa Idas Hænder
Saa vendte hun Hovedet:
Bruger de Cokes hos Jørgensens paa Teglværket? sagde hun.
Cokes og Kul.
Hm, sagde Fru Brandt. Ja, Brænde forslaar vel ikke i de Kakkelovne.
Ida svarede ikke, og Fru Brandt sagde:
Men det er godt, naar det kan vare.
Inde i Sovekamret redte Sofie Senge. Hun slog i alle Dynerne, som vilde hun banke dem. Hun tog altid saa haardt i alting, naar Christian fra Møllen var ledig.