Klokken er elve, sagde Fru Brandt.
Ida vidste det, Kaffen skulde tragtes.
Der lød en høj Stemme i Køkkenet. Det var Jomfru Thøgersen, "Husholdersken" fra Kobbersmeden, Naboen, Medlem af et tysk, svoret "Pebersvendelag". Hun kom med Aviserne.
Jøsses, Jøsses, och, sagde hun, idag bider den
Hun var blaa og rød i Ansigtet af Kulde, og Ærmerne var smøgede op til Albuerne:
Ja, ja, sagde hun: jeg staar midt i den Wäsche, og ingen Hjælp har man.
Hun kom frem i Døren, hun fyldte den helt; de skotske Kappebaand var hæftede op med Knappenaale og slog om Ørene som et Par Skyklapper:
Ja, ja, sagde hun og der kom en Strøm Ord om Vasken:
Och De véd, hvad Thønnichsen bruger for Uldtøj.
Jomfru Thøgersen satte sig paa Stolen ved Døren, Maven hvilede mellem de udspilede Underdele:
Och, nu er det jo galt hos den Julie, sagde hun.
Ida var i Køkkenet, og Fru Brandt sagde:
At det kunde vel ikke være saa langt henne med Fru Thomsen.
Ach nein, ach nein Jomfru Thøgersen flyttede sig til Kurvestolen, hun flyttede sig og faldt hen i ti Stole i Løbet af ti Minutter : men det er ochsaa den Maren. Hun kan ikke holde sig, og nu maatte der gaa Bud igaar.
Maren var Enepigen hos "Broderdatteren" Fru Julie Thomsen (de tre Frugter af Kobbersmede-samlivet med Jomfru Thøgersen benævnedes alle som tilhørende en Sidelinje) og hun regerede trolig Aaret rundt med det hele Hus undtagen de ti Dage, der var Bud til Madammen. Det indtraf, næsten paa Dagen, omkring ved den første April.
Ach, ja, ach, ja, Jomfru Thøgersen blev ved; hun berettede de nærmere Omstændigheder med Maren og Budsendelsen. Naar hun var kommen til Sæde i Kurvestolen, talte hun altid rapt og halvhviskende, mens Fru Brandt blev siddende, over hende, paa sin Forhøjning, ubevægelig, men med et eget Udtryk i sit Ansigt, som indsugede hun Jomfruens Ord med et Hørerør.
Ach ja, ach ja, Jomfru Thøgersen sluttede og lagde Hænderne ned paa sine Ben:
Och ellers er hun jo saa anstændig.
Jomfruen lagde paa sin slesvigsk Betoningen paa første Stavelse og blev siddende stum.
Fru Brandt lod en Tid gaa hen. Saa sagde hun oppefra:
Hvem er det denne Gang?
Gott, Gott ja, hvis hun vidste det
Jomfru Thøgersen rystede paa Hovedet:
Men hun er jo saa godmodig, sagde hun forklarende.
Ida kom med Kaffen.
Oppe fra Forhøjningen formanede Moderen:
Ida, Munden.
Ida holdt tit Munden lidt aaben, naar hun bar noget. Hun bød Sukker og gik tilbage: hun søgte gerne ligesom Udkanten af Stuerne, naar Jomfru Thøgersen var der.
Men Jomfru Thøgersen blev ved. Hun havde saa mange Bekymringer:
Der var ogsaa den Gustav, som skrev fra Amerika og han vilde hjem Men det var ikke saadan, nej, det var ikke saadan med den Thønnichsen.
Jomfru Thøgersen stønnede (Gustav var en af de tre):
Ach nein, sagde hun og satte Koppen: Ach nein, man har det ikke, som da man har været for den Altar.
Jomfru Thøgersen havde mange Sorger af sin Familie.
Kirkeklokkerne begyndte at ringe til Begravelse, og Jomfruen kom op af Stolen:
Jøsses, Jøsses och jeg skal strø Sand.
Det er Maler Christoffersen, sagde Fru Brandt.
Ach ja, saa traurig, sagde Jomfru Thøgersen, der fik en hel anden Stemme: och med fir' Børn.
Bli'er Enken ved Huset, spurgte Fru Brandt.
Jomfru Thøgersen vidste det ikke: Men der er jo gode Mennesker, sagde hun, mod en Enke
Der var noget ved Ordet Enke, som altid rørte Jomfru Thøgersen.
Ja, sagde Fru Brandt, han var jo Frimurer.
Jomfru Thøgersen var naaet op paa Idas Plads ved Vinduet, da hun pludselig raabte helt forskrækket:
Gott, Gott, der kommer den Pastor
Jomfru Thøgersen levede i en evig Skræk for Præster paa Grund af sin illegitime Samfundsstilling.
Præsten gik forbi til Sørgehuset, og Jomfru Thøgersen var afsted, ud gennem alle Døre. Kobbersmed Thønnichsen lod strø Buksbomkviste og Sand for alle større Kunder.
Glemmer Du Kopperne? sagde Fru Brandt, og Ida tog dem.
Fru Brandt fulgte i Spejlet, hvem der gik til Sørgehuset.
Ovre i Kæmner Sørensens Vindu blev der rullet ned for Solen. Den plagede altid Kæmneren i Middagsstunden, naar der kom Ligtog i Gaden.
Drengene, der kom fra Skole, løb forbi paa Fortovet og hvinede. Olivia Jørgensens ældste Dreng var forrest med Resterne af en Snebold over det venstre Øre.
La'er de ham gaa med bare Ben nu? sagde Fru Brandt: Men det er vel fint.
Olivia si'er, hun tror, det hærder dem, Mo'r.
Ach, dér er de, raabte Jomfru Thøgersen, ude fra Fortovet hun slog den sidste Haandfuld Sand over Rendestensbrædtet og hjalp efter med Buksbom.
Fru Brandt havde allerede set Ligvognen i Spejlet: Det var den dyre med Gardinerne.
Drengene blev ved at ryge forbi paa Fortovet, mens Toget kom.
Aa, se Børnene, sagde Ida:
Christoffersens to Ældste gik stive og forbavsede, i deres nye Klæder, bag Ligvognen foran Præsten, der holdt sit hvide Lommetørklæde op for Næsen. Pastor Robert taalte ikke Lugten af Jod.
Ligtoget blev ved at gaa forbi, mens Klokkerne ringede. Nu kom de sidste. Det var to skrutryggede gamle Mænd i graa Vanter.
Fru Brandt tog sine Øjne fra Spejlet:
Det er vel Frimurerne, som betaler, sagde hun.
Jomfru Thøgersen stod endnu ude paa Stentrappen hos Kobbersmeden. Jomfru Thøgersen græd sine salte Taarer, hver Gang hun saá en Ligkiste.
Klokken er ét, sagde Fru Brandt. Ida var allerede begyndt at dække til Middag, paa Mahognibordet, under Taffeluhret.
Det dundrede i Huset, saa Fru Brandt vaagnede af sit Eftermiddagsblund. Det var Skovrideren, der i Gangen slog Sne af sine Støvler.
Hej, Folkens, raabte han og slog Mellemdøren til Køkkenet op: her er berejste Personer
Goddag, Ida-Tut Goddag, Sofie.
Goddag, Goddag Ida kom ud, hendes Stemme fik en hel anden Klang. Saa aabnede hun Døren til Stuen.
Goddag, Fru Brandt, sagde Skovrideren, mere mut, mens Fru Brandt rejste sig lidt op i Stolen.
Aa ja, aa ja, sagde Fru Lund, der blev viklet ud af en Masse Tøj, inderst havde hun to rødstribede Modest'er: det har været en dejlig Tid. Men man bli'er jo ør, sagde hun: og saa er jeg dog altid saa underlig ved at køre paa Jernbane
Fru Lund fik sig sat, og Fru Brandt sagde:
De skulde da ha'e Hatten af?
Aa Tak, en lille Stund, svarede Fru Lund og fik Hatten af, det graa Haar strittede, saa hun lignede en ukæmmet Pudel. Alt imens begyndte hun at fortælle om Sønnens Bryllup:
Ja, Brylluppet stod jo paa Hotellet. Det er rigtig et nydeligt Hotel i Kolding og saa propert. Og tres var vi, ka' De tænke Dem alle de glade Mennesker ja, dejligt var'et at se saa megen Glæde.
Var hun i Silke? spurgte Fru Brandt.
Ja, ja, det bruger de jo nu, og Herregud, man kan jo si'e som saa, at den kan farves
Fru Lund blev ved at fortælle, lidt hurtigt i Sætningerne, for hun blev altid ligesom en Kende stakaandet i Kurvestolen foran Fru Brandt: om Middagen og Gæsterne og Talen
Den var ja'gu køn, sagde Lund, der trampede op og ned rundt om Kakkelovnen.
Og Gaverne? spurgte Fru Brandt.
Ja, Folk de har saamæn husket os om det saa er Husmændene, saa har de telegraferet. Aa, saa sæt Dig, lille Lund.
Jeg maa s'gu røre mig, sagde Lund, men satte sig alligevel ved Døren:
Ja, sagde han, Folk har været rigtig stadselige, det ved Gud, de har.
Ja, sagde han, Folk har været rigtig stadselige, det ved Gud, de har.
Ja, indskød Fru Brandt: Folk husker nok dem, der har noget at raade med.
Ida, der gik og dækkede igen, sagde:
Og saa var der jo Brudepiger.
Syv, sagde Skovrideren og slog begge Hænderne mod Laarene.
Og saa saá man jo alle Drengene, sagde Fru Lund og smilte: Det er saa dejligt at se, naar Børnene bli'er store.
Skovrideren sad lidt og nikkede. Saa begyndte han at le og sagde:
Og Svigerdatter gik sgu rundt og sloges med alle Svogrene efter Bordet, mellem Dørene ligesom var'et hjemme, skønt hun var i Sløret.
Ja, ja, Lund, det er jo nu deres Manér, sagde Fru Lund: de er jo saa kendte, lagde hun til, og hun vendte sig ligesom forklarende til Fru Brandt.
Ja, sagde Lund: og det var s'gu det eneste, jeg ku' ha' vandet en Høne over. For det var nydeligt, tilføjede han, ganske sagte.
Ida lo stille, ligesom ømt:
Hvor det ligner Henriette.
Hun blev ved at staa bag Bordet og smile, som saá hun Henriette for sine Øjne gaa dér i Sløret og slaas med alle Svogrene af bare Glæde.
Ja, det var nydeligt, sagde Skovrideren igen.
Tænker Du paa Bordet? spurgte Moderen.
Jo, Mo'r.
Bordet var færdigt, og Fru Brandt sagde hun holdt sig ved Stolene for at komme over Gulvet, men brugte ikke Stok :
Ja, jeg vidste jo ikke, om vi turde vente Dem.
Skovrideren satte sig haardt i sin Stol og saá glad ud over den megen Mad.
Gud ske Lov, sagde han: her er da Fo'er i Krybberne.
Fru Brandt sad i den store Stol, midt for Fadene:
Man har jo da endnu Brødet, sagde hun.
Det minder om "Længen", sagde lille Fru Lund, der altid, naar hun var hos Fru Brandt, tog en Masse paa sin Tallerken og aldrig fik det spist.
Ja, sagde Skovrideren: der var hyggeligt hos gamle Brandt.
Byder Du? Fru Brandts Læber dirrede lidt over Tænderne:
Vi havde det kun efter Forholdene, sagde hun.
Fru Lund tog endnu mer paa sin mægtig fyldte Tallerken.
Aa, sagde hun: saa tit jeg har skammet mig over mit Hus, Fru Brandt, naar jeg var hos Dem.
Fru Brandt svarede ikke, men Skovrideren begyndte at tale om Christoffersens Begravelse.
Fru Lund blev ved at fortælle Ida om Brylluppet, mens Ida sad og smilte: det var jo alle dem derhjemmefra. Skovriderens Drenge.
Der var nok et vældigt Følge, si'er de, sagde Lund: ja, Christoffersen var jo godt lidt.
Christoffersens har jo altid været et Sted, sagde Fru Brandt, hvor det ikke gik saa nøje.
Lund tog noget fast om Kniven i Skinken, og man hørte kun Uhrene dikke.
Naa ja, sagde Skovrideren: Skaal, Ida-Tut. For din Tur, min Pige Han løftede Glasset: En ung Pige maa s'gu til Altret og befolke Jorden.
Ja, for din Tur, Ida, sagde Fru Lund. Hun havde løsnet den sidste Modest.
Det haster vel ikke, sagde Fru Brandt: Ida hører da, Gud ske Lov, ikke til dem, der behøver at forsørges.
Aa nej, aa nej, sagde Fru Lund, det var ikke saadan ment. Men vi tænker jo dog altid fremad, Fru Brandt, for Børnene.
Hun gav sig til at klappe Idas ene Haand, der var ganske kold.
Ja, sagde Skovrideren, det er s'gu det, vi er sat her for.
Ja, ja, Lund, vi har nu tit maattet la'e vores gaa baade for Lud og koldt Vand.
Det har Du da aldrig gjort, Mo'r.
Jo, Lund, det véd jeg godt, for der var jo saa mange, og de smaa maa passes og saa løber de større Men det er alligevel saa underligt, naar de blot ser, at man gør, hvad man kan, og man saa li'esom altid har lidt Glæde at dele med dem i det daglige.
Ja, sagde Lund.
Fru Lund blev ved at se hen for sig:
Og Glæden, den kan man vel altid ta'e fra sit Hjerte, som man si'er, hvad der saa osse trykker
Ida bøjede sit Hoved lidt ned mod Fru Lund, og Fru Brandt sagde fra sin Sofa:
Ja, nuomstunder skal der jo tales saa meget om Børnene.
Naa, Fru Brandt, sagde Lund, lidt højt, jeg gad min Salighed osse vidst, hvad der ellers var at tale om, naar man da en Gang har sat dem i Verden
Det bankede paa Døren, det var Niels Kusk hos Skovriderens, som var her med nogle Pakker, og Fru Lund gik med Ida ud i Køkkenet:
Det er kun en Bagatel, min Pige, men jeg havde sagt, de kunde gerne sætte det i Vognen en Smule Skinke og Smør Gud véd forresten, hvordan Smørret har artet sig.
Aa, Fru Lund, det er altfor meget.
Saa si'er vi ingenting til din Mo'r, og saa kan Du indrette Dig. Din Mo'r kan jo ikke vænne sig til saadan at købe alting. Og det er jo saa rimeligt, hun som kommer fra saadant et Hus som "Længen"
Ja, sagde Ida: det er jo det, der er saa svært for Mo'r. Og saa vilde det gøre hende saa ondt, naar hun vidste at alle de derhjemme glemmer hende. Tak.
Aa Gud, min Pige, sagde Fru Lund: hvem skulde vel være nærmere end de, der har holdt saa meget af din Fa'r. Men har Smørret ikke artet sig, Ida de gik ind i Sovekamret og lukkede Døren saa maa Du bruge det paa Panden.
Fru Lund satte sig paa Sengekanten og Ida ved Siden af hende:
Man er lidt fortumlet, sagde hun: men det har været en dejlig Tid.
Hun sad stadig med Idas Hænder i sine, og det begyndte at mørkne i Stuerne:
For véd Du, det var ligesom saadan et trygt Bryllup, de to, som har kendt hinanden fra Børn.
Ja, sagde Ida de talte begge to langsomt og halvsagte det er saa dejligt at se, naar Folk er lykkelige.
Fru Lund nikkede:
Ja, saa dejligt, min Pige.
Det bankede paa Stuedøren igen, men de blev begge siddende. Det var Kæmner Sørensen og Frøkenen, der kom fra deres Eftermiddagstur til "Lunden".
Skal der ikke tændes? sagde Fru Brandt fra Stuen.
Ida tændte og vendte tilbage til Sengekanten hos Fru Lund.
Kæmneren sad i Kurvestolen og trak Vanterne af, mens Fru Brandt fulgte ham med Øjnene. Der var ikke andet end Knogler og Aarer tilbage af Kæmnerens Hænder.
Naa, De har været til Bryllup, sagde Kæmneren.
Ja, vi har saa, sagde Skovrideren
Hm ja, det er svært saa Folk de gifter sig nuomstunder
Det er jo Verdens Gang, Kæmner Sørensen.
Ja, og Kæmneren slog lidt med Stokken: lad dem om det.
Han saá op paa Lund:
Jeg er bleven for gammel, Hr. Skovrider, jeg blander mig ikke i noget.
Skovrideren sagde noget om, at det var vel ogsaa det klogeste.
Det klogeste? Ja, men (han slog med Stokken igen) hvorhen fører det? hvor fører det hen?
Her sidder man.
Kæmneren tav lidt og sagde sagtere:
Det er det Hele.
Frøken Sørensen havde inde i Sovekamret slaaet sig ned paa en Stol foran Sengen. Kaaben havde hun knappet op, saa man saá det atlaskklædte Bryst, der løftede sig som et goldt Bjerg:
Gud, ja, sagde hun. De har været til Bryllup. Ja, vi gaar jo alle i saa mange Tanker nu har der været Bud paa Huset igen Det er Mathiesen, han vil absolut ha'e det til Butik.
Frøken Sørensen talte hviskende og i en Strøm:
Og det var jo det bedste at sælge, for naar Fa'r en Gang gaar bort, flytter jeg dog til København. Der sidder jo Søstrene. Men saa længe vi har Fa'r i Live, Fru Lund, gør man jo ingen Forandring hverken Søstrene eller jeg.
Det er jo rimeligt, sagde Fru Lund.
Det er jo det det mener ogsaa baade Søstrene og jeg en gammel Mand er han da og ingen véd, hvorlænge han kan ha'e igen.
Kæmneren, der hørte som en Ugle, sagde inde i Stuen:
Saa nu gaar det løs paa Huset igen. Men, og han talte højere: jeg sitter her endnu