“Heller ikke mig” efterlignede Dross, kun et år yngre end Drake og altid på hans side.
”De kommer!”Thor skød tilbage. ”Jeg sværger!”
Hans far vendte sig om mod ham og tog hårdt fat i hans skuldre.
”Og hvordan ved du så det?” spurgte han krævende.
”Jeg så dem”
”Hvordan. Hvorfra?”
Thor tøvede; hans far havde fået fat på ham. Han vidste selvfølgelig at det eneste sted Thor kunne have fået øje på dem var fra toppen af den bakke. Nu var Thor usikker på hvad han skulle svare.
”Jeg.. øh.. klatrede på bakken-”
”Med fårene? Du ved godt de ikke må gå så langt.”
“Men det var anderledes I dag. Jeg var nødt til at se det.”
Hans far skulede ned.
”Gå ind og hent dine brødres sværd og puds deres skeder, så de ser perfekte ud før Kongens mænd ankommer.
Hans far, der nu var færdig med ham, vendte tilbage til hans brødre, som alle stod ude på vejen og holdt øje.
”Tror du de vælger os” spurgte Durs, den yngste af de tre og tre år ældre end Thor.
”De er fjolser, hvis de ikke gør” sagde hans far. ”De mangler mænd i år. Det har været en mager høst – ellers ville de ikke gide komme her. Bare stå ret, alle tre, hold hagen oppe og skyd brystet frem. Kig dem ikke direkte i øjnene, men kig heller ikke væk. Være stærk og selvsikker. Vis ingen svagheder. Hvis I vil ind I Kongens Legion, skal I opføre jer somom I allerede var inde.
“Ja, far, “ svarede de tre drenge I kor, mens de stilled sig frem.
Han vendte sig og stirrede på Thor.
”Hvad laver du stadig herude?” Spurgte han. ”Gå ind!”
Thor stod der, helt splittet. Han ville ikke være ulydig overfor sin far, men hans var nødt til at tale med ham.
Hans hjerte buldrede mens han overvejede. Han besluttede at det ville være bedst at adlyde, at hente sværdene og så konfrontere sin far. At være åbenlyst ulydig ville ikke hjælpe.
Thor fór ind i huset, ud gennem bagdøren og ud i våbenskuret. Han fandt sine brødres tre sværd, genstande af stor skønhed alle tre, dekorede med de fineste sølvfæster,
Han spurted hen til sine brødre, gav dem hver et sværd, og vendte sig mod sin far.
”Hvad, ingen pudsning?” sagde Drake.
Hans far vendte sig misbilligende mod ham, men før han kunne sige noget, talte Thor.
”Far, vær rar. I har noget at tale med dig om!”
”Jeg sagde du skulle pudse-”
”Far, vær nu rar!”
Hans far skulede tilbage, overvejende. Han måtte have set alvoren i Thors ansigt, og tilsidst sagde han, ” Nå?”
“Jeg vil gerne i betragtning. Med de andre, til Legionen. ”
Hans brødres latterbrøl rejste sig bag ham, og fik hans ansigt til at blusse mørkerødt.
Men hans far lo ikke; tværtimod, hans skulen blev værre.
”Vil du?” spurgte han.
Thor nikkede energisk.
”Jeg er fjorten. Jeg valgbar.”
”Den nederste grænse er fjorten” sagde Drake nedladende, hen over skulderen. ”Hvis de valgte dig ville du være den yngste. Tror du selv de ville vælge en som dig fremfor en som mig, fem år ældre?”
”Du er uforskammet.” sagde Durs. ”Det har du altid været.”
Thor vendte sig mod dem. ”Jeg spørger ikke jer om lov.” sagde han.
Han vendte sig igen mod sin far, der stadig skulede.
”Far, vær nu sød.” sagde han. ”Giv mig en chance. Det er det eneste jeg beder om. Jeg ved godt jeg er ung, men jeg skal nok bevise at jeg kan, med tiden. ”
Hans far rystede på hovedet.
“Du er ikke nogen soldat, knægt. Du er ikke som dine brødre. Du er en fårehyrde. Dit liv er her, med mig. Du skal udføre dine pligter og udføre dem godt. Man skal ikke drømme for stort. Omfavn dit liv og lær at elske det.”
Thor mærkede sit hjerte knuses og så sit liv smuldre foran sig.
Nej, tænkte han. Det er ikke sandt.
”Men far –”
”Stille!” hvinede han, så skingert at det skar i luften. ”Det er nok med dig nu. Her kommer de. Kom af vejen, og opfør dig ordentligt mens de er her. ”
Hans far tog et skridt og skubbede Thor væk med den ene hånd, som om han var en genstand, han ikke havde lyst til at se på. Hans kødfulde håndflade stak i Thors bryst.
En voldsom rumlem hørtes og landsbyboerne strømmede ud af deres hjem, stillede i i vejkanten. En voksende sky af støv bekendtgjorde karavanen og få minutter senere ankom de, et dusin hestetrukne vogne, der larmede som torden.
De kom ind i byen som en pludselig hær, og gjorde holdt nær ved Thors hjem. Deres heste knejsede på plads, prustende. Det tog lang tid for støvskyen at lægge sig og Thor prøvede uroligt at smugkigge på deres rustninger, deres våben. Han havde aldrig før været så tæt på The Silver, og hans hjerte dunkede.
Soldaten på førerhesten steg af. Her var han, et virkeligt ægte medlem af The Silver, dækket i skinnende ringbrydning, et langt sværd i hans bælte. Han så ud som om han var i trediverne, en rigtig mand, skægstubbe i ansigtet, ar på kinden, og en næse der var krum af kamp. Han var den mest kraftige mand Thor havde set, dobbelt så bred som de andre, med en mine, der fortalte at han havde det øverste ansvar.
Soldaten sprang ned på grusvejen, hans sporer ringlede da han gik hen til opstillingen af drenge.
Oppe og nede i landsbyen stod dusinvis af håbefulde drenge ret. At komme ind i The Silver betød et liv i ære, i kamp, i berømmelse, i hæder – sammen med land, titel, og rigdom. Det betød den bedste brud, den frodigste jord, et liv i hæder. Det betød ære for familien, og indtrædelse i Legionen var det første skridt.
Thor kiggede på de store gyldne vogne, og vidste at der kun kunne være så mange rekrutter I dem. Det var et stort kongerige, og de havde mange byer at besøge. Han sank, mens han indså at hans chancer var endnu svagere end han havde troet. Han ville skulle slå alle disse andre drenge – mange af dem kraftige kæmpere – og ovenikøbet hans tre brødre. Hans hjerte sank.
Thor kunne knap få vejret da soldaten tavst gik op ad rækkerne af håbefulde. Han begyndte på den modsatte side af vejen og vendte så langsomt tilbage. Thor kendte selvfølgelig de andre drenge. Han vidste også at nogle af dem hemmeligt ikke ville udpeges, selvom deres familier gerne ville sende dem afsted. De var bange; de ville blive elendige soldater.
Thor brændte af uretfærdigheden. Han følte at han fortjente at blive udvalgt ligeså meget som nogen af dem. Bare fordi hans brødre var ældre og større og stærkere betød det ikke at han ikke havde ret til at stå og blive valgt. Han brændte af had til sin far og var ved at eksplodere da soldaten nærmede sig.
Soldaten stopped for første gang, foran hans brødre. Han så op og ned af dem og virkede imponeret. Han rakte ud og greb en af deres sværdskeder og trak i den som for at mærke, hvor fast den var.
Han brød ud i smil.
”Du har ikke brugt dit sværd i kamp endnu, har du?” Spurgte han Drake.
Thor så Drake nervøs for første gang i sit liv. Drake sank.
”Nej, min herre. Men jeg har øvet med den mange gange, og jeg håber at –“
”Øvet!”
Soldaten buldrede af latter og vendte sig mod de andre soldater, som tog del i morskaben og lo lige op i Drakes ansigt.
Drake blev ildrød. Det var første gang Thor havde set Drake forlegen – normalt var det Drake, der gjorde andre forlegne.
”Nå men så skal jeg sandelig nok fortælle vores fjender at de skal frygte dig – dig der trækker sværdet, når du øver!”
Flokken af soldater lo igen.
Soldaten vendte sig mod Thors andre brødre-
”Tre brødre fra samme stamme” sagde han, og gned sine sskæbstubbe på hagen. ”Det kan godt blive nyttigt. I er alle en god størrelse. Dog er I uprøvede. I har brug for meget træning, hvis I skal nå til skæringen.”
Han tøvede.
”Jeg tror godt vi kan finde plads”
Han nikkede mod den bageste vogn.
”Smut ind og skynd jer. Før jeg skifter mening.”
Thors tre brødre spurtede hen til vognen, storsmilende. Thor lagde mærke til at hans far også smilede.
Men han var slukøret, da han så dem gå.
Soldaten vendte sig og gik videre til det næste hus. Thor kunne ikke holde det ud mere.
”Herre!” Udbrød Thor højt.
Hans far vendte sig og skulede til ham, men Thor var ligeglad nu.
Soldaten stoppede, han havde ryggen til ham og nu drejede han sig langsomt.
Thor tog to skridt fremad, hans hjerte buldrede, men hans skød brystet frem så langt som han kunne.
”De har ikke overvejet mig, Herre, ” sagde han.
Soldaten der var overrasket, så op og ned ad Thor som om han var en vittighed.
”Har jeg ikke?” Spurgte han og brød ud i latter.
Hans mænd brød også ud i latter. Men Thor var ligeglad. Dette var hans øjeblik. Det var nu eller aldrig.
“Jeg vil optages i Legionen!” sagde Thor.
Soldaten gik hen imod Thor.
”Nå så det vil du?”
Han så ud som om han morede sig.
”Og har du nået dit fjortende år endnu?”
”Det har jeg Herre. For to uger siden.”
“For to uger siden!”
Soldaterne skreg af grin, og det same gjorde mændene bagved dem.
”Jamen, så vil vores fjender helt sikkert ryste af skræk ved synet af dig,”
Thor mærkede at han brændte af skam. Han var nødt til at gøre noget. Han kunne ikke bare lade det ende sådan her. Soldaten vendte sig for at gå – men Thor kunne ikke tillade det.
Thor trådte frem og råbte: “Herre! De begår en fejl!”
Et forskrækket gisp spredte sig igennem mængden, da soldaten stoppede og langsomt vendte sig igen.
Nu skulede han.
”Dumme dreng, ” sagde hans far og greb Thor hårdt i skulderen, ” gå ind igen!”
”Det gør jeg ikke!” råbte Thor, mens han rystede sin fars greb af.
Soldaten trådte frem og hans far bakkede væk.
”Kender du straffen for at fornærme The Silver?” vrissede soldaten.
Thors hjerte buldrede vildt, men han kunne ikke trække det tilbage nu.
”Vær venlig at tilgive ham, Herre,” sagde hans far, ” Han er bare et lille barn og –”
”Jeg taler ikke til dig, ” sagde soldaten. Med et tilintetgørende blik tvang han Thors far til at vende sig.
Soldaten vendte sig igen mod Thor.
”Svar mig!” sagde han.
Thor sank uden at kunne sige noget. Dette her var ikke sådan han havde forestillet sig det.
”At fornærme The Silver er at fornærme Kongen selv,” sagde Thor stille, han sagde det nøjagtigt som han havde lært sig det udenad.
”Ja” sagde soldaten. ”Det betyder at jeg kan give dig fyrre piskeslag hvis jeg vil.”
”Jeg vil ikke fornærme nogen Herre” sagde Thor. ”Jeg vil bare vælges. Vær rar. Jeg har drømt om det her hele mit liv. Vær rar. Lad mig slutte mig til jer.”
Soldaten så på ham og langsomt blødte hans ansigt op. Efter en lang pause, rystede han på hovedet.
”Du er ung, dreng. Du har et stolt hjerte. Men du er ikke klar. Kom tilbage til os, når du er tør bag ørerne.”
Med de ord, vendte han sig og stormede væk, uden at værdige de andre drenge et blik. Han sted hurtigt til hest.
Thor stod slukøret og kiggede mens karavanen rullede i gang; så snart som de var ankommet, så snart var de væk igen.
Det sidste Thor så var sine brødre, siddende bag i den sidste vogn, mens de gloede på ham, misbilligende, drillende, De blev kørt væk foran hans øjne, væk fra det her, ind i et bedre liv.
Thor følte han døde indvendigt.
Da spændingen rundt om ham blegnede, luskede landsbyboerne ind i deres huse.
”Forstår du hvor dum du var idiotiske knægt?” Vrissede Thors far og tog fat i hans skuldre. ”Er du klar over at du kunne have ødelagt dine brødres chancer?”
Thor børstede sin fars hånd voldsomt af, og hans far rakte armen tilbage og stak ham en lussing.
Thor mærkede at det sved og skulede til sin far. En del af ham ønskede for første gang at slå igen mod sin far. Men han styrede sig.
“Gå ud og hent mine får og bring dem tilbage, Nu! Og når du kommer tilbage, skal du ikke forvente at få et måltid mad af mig. Du må gå sulten i seng og tænke over hvad du har gjort.”
”Måske kommer jeg aldrig tilbage!” Råbte Thor, mens han vendte sig og stormede ud, væk fra sit hjem, mod bakkerne.
”Thor!” råbte hans far. Et par landsbyboere som var blevet tilbage på vejen stoppede og kiggede.
Thor begyndte at trave, så at løbe, han ville bare så langt væk herfra som muligt. Han lagde næsten ikke mærke til at han græd, tårerne flød nedover hans ansigt, ved tanken om at hver eneste drøm han havde haft var knust.
KAPITEL TO
Thor vandrede i timevis i bakkerne, sydende, indtil han til slut valgte en bakke og satte sig, med armene krydsede over sine ben og så ud imod horisonten. Han så vognene forsvinde, så støvskyen, der blev hængende i flere timer efter.
Der ville ikke blive flere besøg. Nu var han dømt til at blive her i denne landsby i årevis, mens han ventede på en ny chance – hvis de nogensinde kom tilbage. Hvis hans far ville tillade det nogensinde. Nu ville det bare være ham og hans far alene i huset, og hans far ville helt sikkert udspy al sin vrede over ham. Han ville fortsat være sin fars lakaj, år ville gå og til sidst ville han ende som ham, fastlåst i et lille ligegyldigt liv—mens hans brødre ville vinde hæder og berømmelse. Hans årer brændte af uretfærdigheden. Det var ikke det, der var hans skæbne. Det vidste han.
Thor hærgede sin hjerne for noget han kunne gøre, en made han kunne ændre det. Men der var intet. Det her var de kort han havde på hånden.
Efter at have siddet i timevis, rejste han sig modløst og begyndte at krydse sig vej op af de velkendte bakker, højere og højere. Uundgåeligt, drev han tilbage til fåreflokken, til den høje bakke. Mens han klatrede, faldt den første sol på himlen og den anden nåede sit højdepunkt, og skabte en grøn tone over det hele. Thor tog sig god tid, slentrede, tanketom og tog slyngen med det slidte læderhåndtag, fra sit bælte. Han følte i posen, der var bundet til hans hofte og mærkede på sin stensamling, hver sten mere glat end den anden, håndplukket fra de mest udsøgte kløfter. Indimellem havde han skudt efter fugle, og andre gange mod gnavere. Det var en indgroet vane, opbygget igennem mange år. I starten havde han ikke ramt noget, og så en gang havde han ramt et dyr i bevægelse. Efter det ramte han altid plet. Nu, var stenkast blevet en del af ham—og det hjalp med at få vreden lidt på afstand. Hans brødre kunne måske svinge et sværd igennem en træstamme – men de ville aldrig kunne tamme en flyvende fugl med en sten.
Thor satte tanketomt en sten fast I slyngen, lænede sig tilbage og skød den med alt han havde, mens han forestillede sig han skød den efter sin fat. Han ramte en gren langt væk, og tog den rent ned. Fra dengang han havde opdaget at han rent faktisk kunne dræbe et dyr i bevægelse, var han holdt op med at skyde efter dem, bange for sine egne kræfter og uden at have lyst til at skade noget, nu var hans mål grene.
Det var selvfølgelig anderledes, hvis der var en ræv, der kom efter fåreflokken. Med tiden havde de lært at holde sig fra ham og Thors får var derfor de sikreste i landsbyen.
Thor tænkte på sine brødre og på hvor de var nu og han skummede af vrede. Efter en dagsrejse ville de ankomme i Kongens Hof. Han kunne lige forestille sig det. Han så dem blive modtaget af folk i deres fineste tøj, til stor fanfare. Krigere hilste dem. Medlemmer af The Silver. De ville blive taget ind og få tilbudt et sted at bo I Legionens barakker, et sted at træne på Kongens pladser og få lov til at bruge de fineste våben. De ville alle blive en kendt ridders væbner. En dag ville de selv blive riddere, få deres egne heste, deres eget våbenskjold og deres egen væbner. De ville være med til alle fester og deltage i Kongens måltider. Det var et magisk liv. Og det var smuttet ud igennem hans fingre.
Thor følte sig fysisk syg og prøvede at tvinge det hele væk fra sine tanker. Men han kunne ikke. En del af ham, en dybtliggende del, skreg af ham. Den fortalte ham at han ikke skulle give op, at han havde en større skæbne end dette, Han vidste ikke hvad det var, men det var ikke her. Han kunne mærke at han var anderledes. Måske endda speciel. At ingen forstod ham. Og at de alle undervurderede ham.
Thor nåede den højeste top og fik øje på sin flok. De var veldresserede, de stod alle sammen stadigvæk, og gnaskede tilfredse på det græs de fandt. Han talte dem og kiggede efter de røde mærker, han havde tegnet på deres rygge. Det løb ham koldt ned ad ryggen, da han var færdig. Det manglede et får.