Vi hilser Dem alle.
Deres ASTA HELTZ«
Berg blev siddende længe og stirrede ind i Lampen Brevet med Svalen havde han krammet fast sammen i sin Haand.
II
Berg blev baade døv og ør paa den gyngende Bro, hvor han stod, midt mellem Victoriateatrets Himmel og Jord saadan blev der banket, hamret og høvlet; i ét Net af Stilladser og Bjælker og Stiger klang Murskeer og Hamre, oppe og nede, gennem Tridsesnurren og Raab: Ohøj ohøj, lød det fra Kælderen som fra Maven af vældige Bugtalere.
Berg blev svimmel, naar han saa' derned, hvor Stilladserne groede op af Mørket paa svære Ben og spredte sig i hele Rummet, lige op til Kuplen, hvor Lugerne lo mod Dagen én Kæmpekrop, hvor alting sang og virkede Højst oppe hang Malerne, som Fluer, under Loftet, og trallede i Kor »Kyssenes Sang« ned over Støjen
Bygmester Martens stod ved Siden af Berg paa Broen og gestikulerede; Ørenlyd af hvad der sagdes, hørte ingen af dem. Nede, hvor Scenegulvet blev lagt som en ren Flaskeholder af Bjælker og Huller, stod den unge Adolf og raabte med Hænderne for Munden: Frokosten Frokosten! og Berg og Martens gik tilbage ad Broen, balancerende paa vuggende Stiger: Hold i Tovet Tovet, raabte Martens, som var underst. Vejen var ikke saa rar, før de fik en solid Stentrappes faste Grund under Fødderne.
Den unge Adolf ventede paa dem med Bogholder Spenner, Martens Faktotum, der sagde, at Kokken umulig længere kunde holde »den lille Forfriskning«.
Men Martens blev ved at vise frem, mens de gik hen gennem Balkongangsrummet, bukkende frem under Malerstilladser og hoppende udenom Kalkbøtter og over Brædder:
Der skulde være Marmorpuds, og der skulde være Forgyldning Martens pegede og Martens viste.
Bygmester Martens begyndte altid ivrigt paa Forklaringerne af sine Herligheder og fandt saa ikke Ordene og stod blot og førte den højre Arm gennem Luften, som om han udbredte den ganske Pragt af Stuk og Puds og Kulører for sine glade Øjne, der altid straalede som et Barns over hans egne Undere.
Ja, ja, sagde han saa. Det er Interessen. Og han gik videre og nynnede. Nynne gjorde Martens altid, højere og højere, mens det svirrede for hans Øjne med Forgyldning og Marmorpuds, naar han gik om i sine Bygninger. Det var saadan en Rest af Vanen fra den Tid, hvor han havde sunget over Høvlebænken.
Hr. Spenner, der gik bagved med Hr. Adolf, mindede igen om Kokken. Men Modellen maatte man da se, mente Martens. Den stod jo bare lige herindenfor i »Foyeren« Martens sagde »Foé-en«, han snublede altid over de mange fremmede Ord i sine »Bygninger« ; de brød gennem mange skærmende Sækkelærreder, der spærrede Døraabningen, ind i Foyeren, hvor Arbejdernes tøj hang paa interimistiske Knager, og en Mængde Ølflasker garnerede Væggene. Modellen stod velforvaret paa et Fjællebord.
Martens dækkede Stykket af med en Haand saa varsom, som løftede han Dynen lidt fra en Vugge, og de stod alle fire og saa' paa Papiermaché-Modellen, mens Martens tog Loftet af, saa man kunde se det indvendige, og Adolf bukkede sig ned og pustede til den lille Vimpel paa Taget, saa den viftede.
De læste »Victoria« paa Vimplen og blev alle fire ved at le, fordi den saadan kunde vifte, naar man pustede.
Berg slog lidt mod Modellen med en Kno:
Ja kunde man bygge af det Materiale, sagde han over til Martens.
Ja, sagde Martens og kneb Øjnene sammen, mens han blev ved at le med sin Kluklatter: Det er »Interessen«, sagde han. Han slog et Sækkelærred til Side fra en høj Hylde, hvor der var stillet en Række Gipsstykker op dansende Basunengle til Logebrystningerne. Hva' tror De, det er? sagde han og rakte Armen op for at tage et af Stykkerne, stadig med det samme Ansigt som en Dreng, der viser et legetøj.
Han strakte Gipsstykket frem mod Berg med Vrangen ud: Det buttede Drengebarn var det tyndeste Pap.
Satan, sagde Adolf og slog med sin svipstok op mod Englene. Satan saa man bli'r fiffige, sagde han og stod og gottede sig, mens han ligesom vejede den hule Papengel i den anden Haand.
De lo alle, mens de igen brød ud gennem Sækkelærrederne for at komme ned og hjælpe paa kokkken.
Victoria-Restaurant'en var allerede aabnet i Sidefløjen med fire Sale og tolv Kabinetter.
De gik gennem alle Salene ind paa Nr. 10, Hjørnestuen paa første Sal, hvor Bordet var dækket med Servietterne som virtuosmæssige Svanehalse paa Kuverterne. De var blevet svært sultne paa Vandringen og sagde nogle Lovord over Maden med Mundene fulde. Martens sad og hilste rundt, saa glad over sin Koks Kunster som en Hundehvalp i et Spil Kegler, og sagde:
Det gør godt i Næsen, naar Laaget bli'r taget af Fadene.
Martens nød iøvrigt lækkermundet alle sine Maaltider i Restauranten nu. Hjemme var han næsten kun om Natten og om Søndag Eftermiddag.
Han sad da efter Bordet i et Hjørne af »Salen« i Sofaen og saa' ud paa Pragten af Fløjl, Loftsdekorationer og indlagte Møbler, der var stillet op ganske som i hans Restaurationssale, men som her, hvor der manglede Publikum, saa' døde og stive ud, som de endnu stod i et Magasin.
Hans Kone gik stille om paa de skinnende hvide Lærreder mellem Dørene og syslede. Til daglig kom hun ikke i Stuerne, men blev i Sovekamret og Badeværelset, der var det mindste Rum i hele Huset. Der havde hun strax stoppet alle seks Børn sammen og vuggede og vissede fortumlet videre, saa godt hun kunde.
Fru Martens var efter Aar og Dag endnu ikke kommet sig af Forbavselsen over deres »Ophøjelse«; og hun gik om Søndag Eftermiddag rundt om Martens paa Lærredsstykkerne, saa forsigtigt, som om hun ikke turde træde, og talte hviskende, halvt af næsten overtrosk Ærefrygt for hele Manden og halvt af noget som Angst for, at det hele kunde være forbi igen, hvis man traadte for haardt til eller gjorde nogen Slags Støj mellem Væggene.
Naar hun saa Ugen igennem vissede og vuggede, spurgte Fru Martens stadig sig selv paany, hvordan det egenlig var gaaet til. Da de giftede sig, var Martens kun Svend, og de havde blot én Stues Indbo. Hun havde sparet deres første trehundrede Daler. da var det Daler endnu De første trehundrede Daler Fru Martens blev siddende med en lille Bygmester Martens i Armene: hendes Forstand kom ikke videre.
Martens tænkte sjældent paa Fortiden. Det hele var gaaet saa ganske naturligt til, som alting gaar naturligt til. Han havde »klasket« et Hus op, som alle andre Svende, med Laan paa hver Sal og Prioriteter til Taget han havde bare sat Gipsgesimser i Gadeværelserne og givet malede Lofter, og saa havde han solgt og bygget nyt og solgt igen, stadig mere hidsig paa Farver, og Gips og Snørkler paa Dørene.
Som »Interessen« nu er, sagde han til Arkitekterne.
Og da de andre holdt op, Kammeraterne, og sad som Grundejere og tog deres jævne leje paa Broerne, blev han ved, stadig med Facader, Forgyldninger og Spejlglas, taget ligesom i en hel Rus af Imitation og skinnende Kulører ligesom han i Læretiden havde siddet og klattet Farver paa Skillingsbilleder for hver opdrevet Toskilling hele Tiden halvt forundret over sine egne Vidundere.
Man var saa begyndt at tale om hans Bygninger; og Omtalen drev ham videre til nye Raffinementer, han søgte Hjælp hos Arkitekter og Dekoratører, byggede og byggede Bevarende, under det altsammen, Smaamandens kærlighed til det grelle i Kulørerne og Uvægerligt byggende alle sine Huse disse Huse med deres monumentale belgiske Ovne indførte fra Sverig, de imiterede Broncekaryatider paa Trapperne, de forgyldte Gelændere og eftergjorte Parketgulve ubekvemme, indskænkende og snævre, ubevidst bevarende Arbejderens Maal, der er vant til de smaa Rum, hvor man kan række med Hænderne mellem Væggene, og til en tung Luft.
Han tilbragte sine Søndagstimer i sin Sofakrog han arbejdede aldrig om Søndagen og afgjorde aldrig nogen forretning paa en helligdag legende med Børnene og seende paa sin Stue, hvor »Hædersgaver« fra hans Arbejdere stod rundt om og pyntede, saa »døde« som alt det øvrige.
En »Hædersgave« var et stort gammeltysk Skab, indrettet som Pengeskab. Pengeskabet var iøvrigt tomt. Alt, hvad Penge angik, havde Spenner at raade med, og forresten var der aldrig meget med rede Mønt at gemme; det gik i Forretningen mere med Veksler, der var saa gode som Penge.
Martens skrev sit Navn, der galdt som fuld Valuta, paa de blaa Papirer med en egen sitrende, stolt Fornemmelse, stirrende paa de store Tal med Haandværkerens Øjne, der overfor Kapitalen bevarer noget som en ærefrygtsfuld og næsten ængstelig Ærbødighed selv nu, hvor han regnede op i de hundredetusinder.
Frokostselskabet havde stillet den første Sult og begyndte at drikke flittigere til smaa Mundfulde. Spenner, der sad tilbords som en tyvagtig Hankat, der labber Fløde, begyndte at tale om Martens' Ejendomme.
Det var Tiden at bygge nu, sagde han Igaar havde de solgt Nr. 11 Som varmt Brød gik det med Salg og med Bortleje.
Ja sagde Adolf nu har man Avance. Han lod en tung Burgunder flyde paa Tungen og smækkede.
De talte om alle Martens' Foretagender, om Køb og Salg og udlagte Byggegrunde og nye Gader, saa det rullede med Tusinder. Spenner sad hele Tiden med dukket Hoved og vaskede Bordet med Haanden, som om han uafbrudt »forduftede« det meget Guld ned i sit Skød; Martens talte om et Sommerhotel ved Bellevue paa Strandvejen Et Sommerpalæ
Med Broer, sagde han, Broer over Strandvejen Ekstra, ekstra, Hr. Berg, det er Interessen Med Broer, sagde han igen og kom ikke videre, men byggede sit Sommerpalæ i Luften med begge Armene.
Adolf slog sit Glas i Skum: Ja, sagde han, nu er det Tiden at sætte sine Penge paa Rente.
En af Kellnerne kaldte Spenner fra Bordet. Det var en Lejer, der vilde underskrive en Kontrakt:
Ja, ja det gaar, sagde Martens glad, idag flyttede han ind derhjemme den lille Fuldmægtig. »Den lille Fuldmægtig« var Assessor Canth, der var flyttet ind paa Martens' tredje Sal.
De havde stadig faaet flere smaa Retter, og Vinflaskerne gik om i Kurve. De talte igen om Teatret, om Lejesummen og om Direktører da Spenner kom tilbage.
Men Pokker til Leje, sagde Adolf, De Spenner
Det var Grunden, der var saa dyr. Den og Pilloteringen havde kostet.
Pilloteringen? spurgte Berg.
Ja det var jo det hvad havde den ikke slugt for Penge: Huset laa jo midt i Stadsgraven sagde Spenner.
Ja Satan til Historie med den Grund, sagde Adolf.
Og Vandet har vi endnu i Kældrene, sagde Martens.
Ja om man nu havde Direktøren, sagde Spenner og »dukkede«. Bogholder Spenner dukkede altid Hovedet ned mellem Skuldrene, naar han sagde noget, som om han vilde gemme sig for sine egne Ord, og det saa' ud, som om han stangede.
Men Alverden søger jo, sagde Berg.
De var naaet til »Fuglene« og sad mætte, lænede tilbage, med Servietterne i Skødet, mens de talte i Munden paa hinanden. Ja der blev nævnt Folk det var den halve By, der blev nævnt af Rygtet til Direktør.
Saagar jeg, sagde Berg og lo, blev spurgt igaar: Jeg skulde vel være Direktør
Ja, raabte Adolf, vi to Berg os to.
Spenner dukkede og vaskede Dug: Hvorfor ikke? sagde han. Det vilde vel have sin Interesse.
Berg blev ved at le, mens de andre i Spøg, leende og drikkende, vedblev at tale med »Dhrr. Direktører« om stykker og Billetpriser og Skuespillerengagementer.
Ja, sagde Berg: Naar man kunde slaa en Jøde ihjel
De rejste sig fra Bordet for at drikke Kaffen ved Vinduerne. De takkede for Mad, rødmussede og højrøstede, fik Cigarer tændt og slog vinduerne op. Ovre i Passagen strømmede Middagssværmen forbi i Solen, Luften var høj og klar. De slog sig ned om Likørflaskerne, seende ud over mængden, glade og vædende Tungerne med smaa Glas.
Adolf stødte sit Glas mod Bergs: Konsortiet leve, sagde han. Og han begyndte igen at lægge Planer om Koncerter, om Turnéer og om Sommerforestillinger med fremmede Kunstnere: September! Hvad taler De om September? der kan tjenes Guld i September, sagde han, det er de Rejsendes Maaned
Der er jo ingen Provinser mere, sagde han og slog Haanden ud mod Passagen og Mængden. Det er jo kun ét eneste stort København, det hele.
De smilte alle ud over Middagssværmen, og Spenner sagde: Og saa trækker man dem ogsaa over Sundet.
Ja, sagde Adolf, over Sundet skal de.
De blev stille, hver i sine Tanker, blæsende smaa, fine Røgskyer frem for sig i luften. Støjen nede fra trængte op til dem, og de sad, smilende og saa' paa deres Glas, hvis Vædske blev gylden i Lyset.
Ja, sagde Adolf. Det er det, det gælder om; og de tømte Glassene og brød op.
Berg og Adolf var ganske hede og opildnede, da de kom ned paa gaden og skiltes ovre paa Hamtorvet;
Men ligegodt, sagde Adolf. Tænk over det det er en Idé.
Snak, sagde Berg. Han var virkelig gaaet og havde smilet ved Tanken om »Direktoratet« saa tosset det end var.
Naa adieu, »Associé«, sagde Adolf. Og inde fra Fortouget raabte han: »Jeg skyder Pengene ind.
Berg blev ved at lé ganske højt for sig selv, mens han sad, med Hatten paa sit Skød, oppe paa Taget af Sporvognen og kørte til Kontoret.
I Redaktionsstuerne var Persiennerne nede for Solen og Luften stram af de nye Olietæpper paa Gulvene. Redaktionssekretærstolen, Hr. Gravesens Embedssæde, i den første Stue var tom, paa et Hjørne af Skrivebordet laa der en Flettekurv.
Flettekurven var Tegnet paa, at Fru Gravesen var i Redaktionen. Fru Gravesen holdt af at opsøge sin Mand i Redaktionstiden væbnet med Fletteposen for at afgøre pinligere huslige Udgifter (i Familien Gravesen kunde iøvrigt næsten alle Udgifter henregnes til de pinlige): heroppe forbød Hensynet til »De Herrer« Gravesen at blive højrøstet eller simpelthen at gaa og smække med Døren.
Ja, sagde Fru Gravesen hjemme med et lille Suk: Saa maa jeg vel ind til »Fa'er«.
Der var igen noget, det maatte skaffes til Pigebørnene. Caroline, giv mig mit Tøj! sagde Fru Gravesen. Hun fik Fletteposen og Tøjet den længste Tid af Aaret var Fru Gravesens Tøj en grundtvigiansk Straahat og en Atlaskes Mantille og kom ned ad Trapperne. De to Klaverer fulgte hende langt hen ad Vejen.
Familien Gravesen boede paa Østerbro i et »Gevinst-Hus«. De seks Frøkener uddannede sig som Bier til praktiske Erhverv, et Par i hver Etage. Hele Huset var fuldt af Skalaer, Solfeggier og italiensk Bogholderi.
Hvert Kvartér kom en af Bierne ud paa Trappen og hvinte »Ro«; Om Amalie blot et Minut kunde holde op med sine Hyl.
Amalie kvidrede i Stuen; der blev smækket med en Dør: Om Vilhelmine vilde holde Næsen hos sig selv man maatte vel have Lov til at øve sig. Amalies Hoved kom tilsyne ved Kældergelænderet og skingrede op efter i Trappegangen.
Alle Frøknerne Gravesen svirrede ud af de respektive Døre og hvinte, rødtoppede over Gelænderne samtlige Damer Gravesen var Chatteringer af rødt : Ja, Amalie kunde vel osse la' vær' Aldrig havde man et Sekund Ro for Amalie.
Pyh Gud ved, hvor tit Vilhelmine tog sine Poter fra Klavéret.
Saa? om Ida bare vilde passe sig selv, kom det fra Kvisten, fra Frøken Frederikke, der var med Stilebog og Blæk i Ansigtet. Alle havde de Røster i Diskanten.