Pyh Gud ved, hvor tit Vilhelmine tog sine Poter fra Klavéret.
Saa? om Ida bare vilde passe sig selv, kom det fra Kvisten, fra Frøken Frederikke, der var med Stilebog og Blæk i Ansigtet. Alle havde de Røster i Diskanten.
Aa, maa jeg være fri.
Naa det véd vi da om Vilhelmine, at hun bare øver for at irritere os andre.
Hold du din Mund, Frederikke.
Uf Ida bliver naturligvis raa, hvinte Vilhelmine.
Det gik fra Kælder til Kvist; saa smækkede Dørene hele »Gevinsten« rystede, naar en af Frøknerne Gravesen bad om Ro Amalie sendte den siste Pil op til de uregelmæssige Verber paa Kvisten:
Hm det véd man vel, hvem der kan klæde sig selv, skingrede hun. Frøken Amalie var Medlem af Holmens Kirkekor og holdt sig selv med Paaklædning.
Med Skalaer og Verber vedblev nu uforstyrreligt oppe og nede i Gevinsten. Frøknerne Gravesen var udmattede og havde ikke Vejr.
Fru Gravesen asede til Byen; hun havde en Gang, som hun var knækket i Knæerne, men hun brugte aldrig Sporvogn af Hensyn til Udgiften.
Naar hun kom ind paa Kontoret, nejede hun for Medarbejderne i den første Stue Fru Gravesen havde været gift syv og tyve Aar i »Byen«, men hilste endnu stadig med et provinsielt Ungpigeknix, under Grundtvigianerhatten og hun og Hr. Gravesen gik ind i et lille Brædderum, der benyttedes af Extra-Korrektørerne, og hvor der en Tid blev debatteret heftigt og halvhøjt.
Tror du, det er til mig, Gravesen? sagde Fru Gravesen træt, naar Redaktionssekretærens lille Skindpung endelig var kommet frem til Udbetaling.
Naar hun gik, kniksede Fru Gravesen igen, med et sky Blik til Redaktørens lukkede Dør. Fru Gravesen betragtede Redaktøren som noget, der var meget nær op til Guddommen.
Medarbejderne lod klogelig Redaktionssekretæren sunde sig lidt over sin Ordensliste efter Fru Gravesens Afgang.
Da Fruen var vel afsted, bad Berg om Papir; han vilde sidde her og skrive, han gad ikke gaa ind til sig selv. Han fik Papiret og satte sig hen i en Krog, men han fik ingenting skrevet. Han var tung og lidt fortumlet i Hovedet og sad og saa' frem gennem de stille Stuer, hvor Solen gennem Persiennerne kastede sine regelmæssige Pletter hen over Gulvene, og Medarbejderne sad, den ene bag den anden, lænede over deres Borde.
Hr. Gravesen havde snærret sin første Forbitrelse op i Talerøret til Sætteriet Faktoren hørte altid paa Stemmen, naar der havde været Udgifter til Pigebørnene ; nu havde han et ledigt Øjeblik og skrev med Albuen paa Lommetørklædet og Frakkekraven krøben højt op bag til, mens han bukkede sig. Hans »ledige Øjeblikke« tilhørte den modnere Ungdom, han belærte den utrætteligt i Oversættelser efter det engelske. Han havde gjort det i tredive Aar og troede endnu, at han var anonym og at det var en Hemmelighed.
Berg fik ikke skrevet en Linje. Den store Hurtigpresse begyndte at tage fat til Aftennumret og sendte sine uafladelige, hastigt klaprende Stød op gennem Huset. I Redaktionsstuerne rørte sig ingen. Gravesen blev ved at sidde bøjet, fyldende Side paa Side og læggende dem til Bunke: Han lignede en Skildpadde som han sad, rundrygget med opkrøben Frakkekrave og dukkede.
Den eneste Afveksling i den Mands Tilværelse var hans »Viser«. Han havde været Fører paa et af de første Studentertog, og han havde endnu en humoristisk Aare, som de tog til, ved Rusgilderne i »Studenterforeningen.« Ved særdeles festlige Lejligheder var han ogsaa Medlem af Studenterdeputationer, med en meget gammel og vejrbidt Hue, der Aar for Aar faldt ham længere ned i Ansigtet, som om Hjerneskallen skrumpede ind med det øvrige.
Inde i det næste Kontor sad Krans. Han havde ikke løftet Hovedet fra Papiret saalænge Berg sad der. Han kom Klokken ni om Morgenen og satte sig paa Plads paa sin Luftpude; i tre Timer skrev han Bogstav til Bogstav. Klokken tolv var han saa færdig med Føljetonromanen og havde tjent til Huslejen. Og han spiste sin Frokost, det sammenlagte Smørrebrød, uden at rejse sig, siddende foran sit Bord, stirrende ud gennem Stuerne, der endnu var tomme. Berg plejede just at komme paa den Tid og satte sig i Sofaen med en Avis.
Berg laaner De mig femhundrede Kroner? sagde Krans.
Saa vilde man ta' Ferie, sagde han og blev ved at sé ud i Stuerne, mens der kom noget som et Lys i Øjnene med de blodige Aarer.
Ja lo Berg om jeg kunde.
Krans strakte Armene i Vejret: Aa ja, sagde han og lagde igen de lange Papirer til Rette: Man maa være glad, at man kan tjene Føden.
Der blev smækket med et Par Døre, saa det fo'r i Berg. Det var Hr. Stær, med Revision paa »Literatur«: Der var strøget otte Linjer, han kunde næppe tale otte Linjer.
Der er strøget halvtreds, sagde Hr. Gravesen tørt.
Men otte Linjer, som maatte ind Otte Linjer midt i Tankegangen. Hr. Stær satte sig, han begyndte at læse op af Revisionen, og korrigerede alt, som han læste, hidsigt, med en blaa Blyant, skønt han vidste, Maskinerne gik, og intet blev rettet.
Hr. Stær led alle Helvedes Kvaler ved hver strøget Linje og hvert ombyttet Ord Paa tyvende Aar løb han i »journalistisk Virksomhed« Væddeløb omkap med Familiens Fornødenheder, Hurtigpressen og sin egen Tanke.
Netop Knudepunktet, sagde han midt i Knudepunktet men det er jo det, man aldrig sér, sagde Hr. Stær, forpint og fægende med den blaa Blyant.
De hører jo Maskinen, sagde Gravesen. Han gik uforstyrrelig over til et Par Depecher.
Men Hr. Stær blev ved med sine otte Linjer, krammende med sine forskrevne Fingre i sit Skæg. Tilsidst sagde han: Hvorfor arbejder man her. Vil De sige mig hvorfor slider man sig op i denne Anstalt? Her gælder det jo dog blot at faa Numret fuldt.
Ja, sagde Gravesen.
Stær faldt tilbage i Stolen med Revisionen over sine Knæ. Maskinen klaprede op gennem Huset, højere og højere, som om den blev betaget af et voksende Rasen under Fodringen. Faktoren mødte med sin Mappe: han havde ikke Manuskript nok til Morgennumret.
Hr. Gravesen skød Skuffer op og i Skufferne i de nye »Egetræsborde« gik aldrig op, Fyrretræet havde været fugtigt og rodede efter »Indsendere«. Der maatte være Manuskript i Udlandet. Og Hr. Berg skrev jo »Bagstykke«.
Berg krammede Papiret sammen og rejste sig: Nej, sagde han. Det blir ikke til no'et.
Stær stod ogsaa op fra Stolen og sagde: Og naturligvis just naar man endelig en Gang har faaet noget sagt, sagde han og han gik ind i Læsestuen med Berg. Et Par af »d'Herrer« sad og stod med Dagens Aviser. Hr. Stær lod sin Forbitrelse gaa ud over Aktieselskabet: der var Hø i de nye Sofaer og Skrivebordene faldt fra hinanden, saa de skrævede.
Aktieselskabets ny Udstyr var Egetræsmøblement med Staalhængsler paa alle Skufferne og alvorlige Sofaer, hvis sténhaarde Sæder og Rygge var betrukket med brunt Klæde. Udstyret var leveret af Bygmester Martens første Leverandør.
Stær var allerede borte og havde smækket Døren i, ind til sig selv. Han satte sig foran sit Bord, bestandig oprørt, tænkende paa sine otte Linjer: En Maskine er man, sagde han, en Maskine. Man maa en Gang gaa fra denne Anstalt.
Han faldt sammen, træt, som en slagen Mand: Hver Aften tænkte Stær paa »hellere gaa fra denne Anstalt«; og hver Dag blev han, og skrev videre for at leve som en Mand, hvis Blod blev tappet draabevis.
Ja, ja, sagde han, ja, ja det er ikke anderledes. Han stod op og tog Frakken paa for at gaa hjem. Hr. Stær gik saa tungt i Trapperne, som om han bar de Mile af Papir, han i tyve Aar havde skrevet fulde, i en uhyre Victoriarulle paa sin Ryg.
Berg gik hen ad Gangen, ind til sig selv, for at sé, om der var Korrektur. Hans Kontubernal, Arnoldsen »en af Bergs Generation«, som Redaktøren sagde sad ved det andet Skrivebord og de hilste paa hinanden med et Nik. Der laa paa Bergs Bord hverken Korrekturer eller Breve, og han drev frem og tilbage paa Gulvet uden Lyst til at tage sig noget til.
Den Maskine, sagde han irriteret.
Hvilket? Arnoldsen løftede Hovedet fra sit Papir: Ja sagde han og skrev videre. Berg saa', henne fra Døren, paa Arnoldsens sært hvide Ansigt og den kvindelige Mund, hvis Læber uafladeligt sitrede, naar han skrev.
Hvad skriver De? sagde han.
Aa nogle Noter Arnoldsen blev siddende bøjet.
Berg havde faaet Arnoldsen til »Bladet« efter at have læst et Manuskript af ham, som Arnoldsen havde smidt i Kakkelovnen samme Dag, som Berg havde sagt, der var Talent; og nu, da han var kommen i Virksomhed, naaede det Dag for Dag aldrig videre end til Generalforsamlings-Referaterne og »nogle Noter«.
Hvor var De iaftes, sagde Berg.
I Rømersgade der var Gudsforhandling. Han havde en sløret Stemme, der altid sitrede, saa man næsten troede, han stammede, og han bed sig uafladelig med sine smaa Tænder i Læben, mens han talte.
Han sad lidt, saa sagde han: Har De været der? Nej, sagde Berg, ikke iaar.
Hvor de Folk kæmper hvor de slider med deres Uvidenhed. Han fortalte med Øjnene i Bordet, i sine besynderlige, hakkende Udbrud, om Mødet:
Det var om Verdens Skabelse i de seks Dage paa tiende Aften havde de talt om de seks Dage og om første Mosebog tiende Møde, sagde han og lod den knyttede Haand falde ned mod sit Bord.
De skulde hellere ikke gaa der, sagde Berg. Hvad nytter det?
Man lider med dem, sagde Arnoldsen med sin sitrende Stemme.
Han bøjede sig over sit Papir og vendte tilbage til sine »Noter«. Det var Smaanotitser, han samlede, om Fattigforhold i London, om Elendigheden rundt i Verden, om de sociale Nødstilstande, Notitser, over hvilke han lod sine tre og tyve Aar ruge halve Dage, og som blev trykt i »Bladet« med Petit, ved Siden af Kulissenyhederne.
Redaktøren kaldte Arnoldsen for »Bergs hvide Mand« og værnede »Noterne« mod Hr. Gravesen, der var forbitret: Man kunde vel i det mindste holde sig Nihilister fra Halsen mente han.
Redaktøren sagde: Naa det er af de Nihilister, som ikke slaar ihjel; og »Noterne« blev staaende.
»Nihilisten« kunde undertiden komme paa Kontoret, bleg som var han syg:
Hvad jeg har sét for Ansigter, sagde han med en Stemme, som om han frøs, hvad man sér for Elendighed for magre, for gamle, elendige Ansigter han malte nervøst disse Ansigter for Berg; og han sad hen, stirrende paa sit Papir, bundet og knækket ved den blotte Erindring om disse Fattigansigter til Gaden, til han igen begravede sig i sit ørkesløse og skrivermæssige Arbejde fortæret som af en Feber, af sin raadløse og stumme Fanatisme, af et stumpt og møjsommeligt undertrykt Raseri over sin egen Mangel paa Handleevne, Magtesløsheden overfor al den Verdenskummer, han saa'.
Han har s'gu Skt. Veitsdans, sagde Lille-Gerster, som afskyede ham.
Hr. Gravesen kørte ham venskabeligt rundt til SporvognsselskabsGeneralforsamlinger og reducerede saa Referatet til ti Linjer, naar han endelig Klokken halv tolv naaede ind til Kontoret ude fra Smallegade.
Berg havde staaet og sét paa ham. Nu gik han hen til Skrivebordet og tog et Par Manuskript-Konvoluter frem af en Skuffe. Men han kom ikke længere end til at spekulere over Skriften Alle Mennesker omkring Tyverne havde dog kun to Slags Skrift. Den ene Part en rund Barneskrift, der ikke var kommet bort fra Skønskriftbogen, kun var alle Bogstaver skrumpet sammen og rynkede som et overgemt Æble; de andre, hvis Bogstaver gav sig stramme nok, havde i Grunden blot strakt de samme tynde Jomfru-Tegn den gale Vej, som havde de rejst dem med en Stiver under hvert Bogstav.
Der lød et rask Bank med to Knoer, der meldte Lange.
Da', Børn kom han ind. Hvordan gaar 'et? Goddag, Hr. Arnoldsen. Han kom til Sæde.
Tak. Og dig? sagde Berg.
Tak brillant. Brillant s'gu Sidder nede paa Boulevarden disse Formiddage, dejlige Formiddage, du føler s'gu, hvordan det vokser for En Billeder faar man, med et Lys over Lange fangede dette Lys med sin hule Haand og klaskede det paa sine »Billeder« Har s'gu forresten et Par Smaastumper med, sagde han flottere, som jeg vilde læse for dig.
Arnoldsen gjorde Mine til at ville rejse sig fra sit Arbejde: Bliv bare siddende, kære, sagde Lange. De forstyrrer ikke. Han havde faaet en Bunke Papirer op af sin Lomme af Format som Kancelliakter og rodede rundt paa hvert Ark svømmede der kun et Par enkelte læselige Sætninger rundt mellem mange sære Tegn : Besynderligt jeg havde s'gu et Gulv, et brillant Gulv kan s'gu ikke finde det han blev ved at rode.
Det var et Gulv. forstaar du Lange viftede med Haanden et Balsals Gulv, du, sét ind gennem Dørene med Støv henover og en Stump Garnering helt inde og en »Sonne« paa en Væg, du, i forgyldt Ramme hva? De Folk har altid Sonne, sagde han med et lille Forstaaelsens Nik, gamle Sonne, du.
Og saa kommer Snakken, indefra Dameværelset, hvor hun ta'er Tøjet paa Lange læste et Par Linjer, stadig malende, bevægende den ene Haand Forstaar du, det skal jo nu udføres, forstaar du Saadan lidt søvnig Snak som de er med Støv i Øjnene.
Her er et brillant Sted i Kotillonen i siste Tur, naar de er blevet saadan rigtig smidige i Livene Han læste igen.
Men det var s'gu egenlig ikke det, jeg vilde læse Jeg har faaet hende ned i Drosken (han søgte) hvor de siger Farvel med en Arm ud over Vogndøren, i Lyset Brillant Lys paa den arm, sagde han, naar hun kører Storartet Lys over Handsken.
Berg havde i et halvt Aar sét hver lille Skønhedsplet i Lyset paa den Arm. Du skulde sé at gøre det færdigt nu, sagde han. Han følte en Maskine dernede skar ham i Ørene.
Færdigt, sagde Lange. Det kan jo gøres færdigt paa et Par Dage Han rejste sig op og gik op og ned ad Gulvet med et meget misfornøjet og tvivlende Udtryk: Men jeg véd s'gu ikke, hvordan de Folk sér, sagde han. Jeg sér Gulvet som jeg sidder i Rygeværelset ind gennem Dørene med Væggene og et Par Stole Med et Par Menneskeøjne ser jeg.
Saadan maa det gøres, sagde han og standsede. Men jeg véd s'gu ikke, hvordan de andre sér, sagde han.
Og præker De véd s'gu alt muligt Jeg vilde være glad du, om jeg bare fik én lille Følelse boret ud det er, Fanden ta' mig, Kunsten: at finde det ene, lille Ord.
Ordet, der gi'er det, sagde Lange med overbevisning.
Ja, sagde Berg sukkende, det er det.
Men jeg véd s'gu ikke, hvordan de andre sér, sluttede Lange. Han begyndte at samle sine Akter sammen. Gaar du med ned ad Gaden, sagde han.
Nej jeg har lidt at gøre endnu, sagde Berg, han fulgte ham ud. Da de var kommet udenfor, sagde Lange med en Forstaaelsens Gebærde: Spørg, hvordan han derinde har syntes om det Man maa s'gu vide, hvad Populus mener, sagde han. Berg vidste, Arnoldsen mente intet.
Hvad bliver det forresten til med ham, gade Lange med sit tvivlende Udtryk og sagtere.
Naa, sagde Berg og trak lidt paa Skuldrene.
Ikke til noget? sagde Lange med Lys over ansigtet; det er det, jeg altid har sagt. Farvel, du.